Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5724Visninger
AA

10. På venteværelset

 

Vi sad i venteværelset, og Natasja var faldet i søvn på mit skød. Vi havde været inde og se til mor. Hun var bevidstløs, så vi kunne ikke snakke med hende. Sygeplejerskerne mente ikke, at hun ville vågne op lige med det samme, så de foreslog, at vi gik ind og hvilede os.

Dean havde min hånd og tegnede små cirkler med tommelfingeren på den. Jeg var så træt. Det var allerede aften, og jeg var så glad for, at Dean ville vente sammen med mig. Vi havde fået et helt værelse med en sofa og en lænestod for os selv, og jeg fik helt lyst til at blive der hele natten. Jeg ville ikke hjem. Jeg vidste selvfølgelig, at far ikke ville være der, men jeg ville ikke hjem.

Gad vide om vi godt måtte blive her. Der var jo ikke nogen voksne til at passe os derhjemme, og selvom jeg sagtens kunne passe Natasja, så kunne de da ikke sende os hjem. Eller kunne de? ”Tror du vi må blive her i nat?” spurgte jeg Dean. Han tænkte lidt over det.

”Måske. Det ville da være lidt underligt at sende jer alene hjem.” Han ventede lidt. ”Skal jeg gå ud og spørge?”

”Ej, gider du det? Du har allerede gjort så meget for mig.” Han trak på skuldrene.

”Selvfølgelig.” Han rejste sig op og gik ud på gangen, som lå stille hen. Natasja rørte lidt på sig.

”Jeg er sulten,” mumlede hun, og jeg strøg hende op og ned af armen.

”Det er jeg også.” Jeg kunne pludselig mærke en kæmpe sult snige sig ind på mig. Jeg forsøgte at ignorere det, og det gik også fint nok. Dean kom tilbage, men et smil på læben.

”I må godt sove her.” Han satte sig tungt i sofaen. Jeg smilede og lagde mig lidt tættere op ad ham. ”Jeg er sulten. Hvad med her?” spurgte han.

”Tja…” Jeg tøvede lidt.

”Skal vi gå ud at finde noget mad?” fastslog han. Jeg bed tænderne sammen. Det betød at han skulle betale, og han betalte jo altid for mig. Han var alt for sød til at sige nej, og det vidste jeg godt. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg lige skulle svare, men jeg mærkede Natasja nikkede. ”Kom, vi finder noget mad.” Han rejste sig og trak mig med op. Natasja kom ned på sine egne ben, selvom jeg godt vidste, at hun helst ville hænge på mig, men jeg fik da dårlig ryg til sidst.

Hun nærmest sov op ad mig, mens vi gik ned mod kantinen, men da vi kom ned og lugtede mad, livede hun fuldstændigt op. Mine tænder løb i vand, og jeg blev bare endnu mere sulten. Det så godt nok lækkert ud. ”Jeg har lyst til spagetti med kødsovs,” sagde Dean, da han kiggede på menutavlen. ”Hvad med jer?”

”Spagetti lyder godt,” sagde jeg, og han gik hen til kassen, for at bestille. Natasja og jeg fandt et bord, hvilket var nemt nok, for der var ingen mennesker. Natasja satte sig overfor mig, og Dean kom tilbage med en bakke, hvor der stod tre sodavander og en mærkelig dims der kunne bippe, når det var færdigt. Han stillede en sodavand foran os hver, og Natasja begyndte med det samme at drikke.

”Nu skal du ikke drikke dig mæt,” sagde jeg og blinkede til hende, men hun smilede bare flabet og tog en endnu større slurk. Jeg himlede med øjnene af hende og kiggede over på Dean. ”Tak for det. Det havde altså ikke været nødvendigt. Vi skulle nok finde på noget.”

Han smilede sit skæve smil. ”Jeg har ikke noget imod at betale,” svarede han. Dimsen bippede, og han rejste sig.

”Nej det gør jeg! Du sætter sig ned,” sagde jeg bestemt og gik op til kassen. Maden duftede lækkert, og jeg syntes at vejen, selvom der kun var få meter, var alt for lang ned til bordet. Natasja fik store øjne og rakte med det samme ud efter sin tallerken.

Det smagte rigtig godt, og det lettede virkelig at føle sig mæt. Natasja havde fået to små render under øjnene, så jeg regnede ud at hun var træt. ”Skal vi gå tilbage?” spurgte jeg, da vi havde spist færdig. ”Der er en der er træt,” sagde jeg og hentydede til Natasja. Dean nikkede, og tog min hånd. Vi gik ned mod gangen, og ind på Mors stue for at se, om hun var vågnet, men en sygeplejerske fortalte mig, at hun ikke ville vågne før dagen efter, så vi gik bare tilbage til venteværelset. Natasja faldt i søvn på sofaen, og jeg satte mig til rette i lænestolen.

”Du må altså godt tage hjem, hvis du er træt.” Jeg smilede til ham, men han rystede bare på hovedet. ”Hallo, du har allerede gjort så meget. Du skulle tage at få dig noget søvn.” Han rystede igen på hovedet.

”Nej jeg bliver her.”

”Hvor har du tænkt dig at sove?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke.” Jeg himlede med øjnene og rejste mig.

”Du sidder der, så ligger jeg mig hos Natasja.” Han så ud til at have det fint nok med det, men der gik ikke længe før han rørte anstrengt på sig, fordi han tydelig vis ikke vidste, hvordan han skulle ligge. ”Jeg sagde det jo til dig!” sagde jeg lidt for højt, så Natasja vågnede.

”Hvad sker der?” Hun kiggede rundt.

”Ikke noget, du kan bare sove,” svarede jeg bare og puffede hende ned igen, men hun ville ikke.

”Jeg kan ikke sove mere.” Hun gned sig i øjnene.

”Jo du kan.”

”Jeg vil ind til mor,” sagde hun og rejste sig. Jeg tog hendes hånd, og vi gik ind til mor. Natasja stillede sig hen til hende og aede hende på hånden. En sygeplejerske kom ind og gik hen til os. Jeg så at alle de andre senge inde i rummet var tomme, så jeg fik en god ide.

”Kan vi ikke låne en seng at sove i her?” spurgte jeg damen, og nikkede mod Natasja der stod og hvilede hovedet på kanten af mors seng.

Hun fik en lille rynke mellem øjenbrynene. ”Det ved jeg ikke… sengene er jo til patienterne,” sagde hun og kløede sig i håret.

”Det er bare til min lillesøster. Hun vil gerne være hos mor,” sagde jeg bedende. Hun tøvede, men nikkede så. ”Natasja…” Hun kiggede over mod mig. ”Du kan ligge her og sove. Jeg er i venteværelset, hvis du har brug for mig.” Hun nikkede, og jeg hjalp hende op i sengen. Hun lukkede øjnene med det samme, og jeg kyssede hende på kinden og gik ind til Dean igen.

Jeg lagde mig på sofaen og krummede mig sammen. ”Natasja sover i en af sengene derinde,” sagde jeg til ham og lukkede øjnene.

”Jeg vil også ligge i sofaen,” brokkede han sig, men jeg smilede bare flabet til ham. Det skulle jeg ikke have gjort, for han lagde sig bare ovenpå mig. ”Nu ligger jeg meget bedre,” sagde han og lagde sig til rette.

”Kan… ikke… få… luft…” sagde jeg dramatisk, hvilket fik ham til at grine og trillede ned ved siden af i stedet for.

”Du fylder!” Han puffede lidt til mig, og jeg himlede med øjnene.

”Okay, du må gerne ligge her, men jeg advare dig. Jeg kan ikke garantere, at jeg ikke skubber dig ned i nat.”

”Nej nej.” Han lukkede øjnene, men lidt efter slog han dem op igen. ”Jeg kan ikke sove!” udbrød han.

”Og så holder du mig vågen oven i købet!” Jeg rystede på hovedet. Mit hoved dumpede ned på hans bryst, og lyttede til hans hjerte. ”Hvad er klokken egentlig?” spurgte jeg.

”Den er lidt over elve,” svarede han og lagde hovedet tilbage på armlænet. Heldigvis var armlænet ikke så højt, så den fungerede fint nok som hovedpude. Det virkede underligt, at vi lå sammen op ad hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på sidste gang, jeg sov hos ham. Den gang vi havde kysset. Faktisk havde jeg ikke tænkt på så meget andet siden. Jeg havde stort set hele tiden lyst til at gøre det igen. At føle hans læber mod mine en gang til, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle lægge op til det, og jeg ville ikke ødelægge vores venskab. Vi havde jo kysset en gang, men tænk hvis det ikke betød noget for ham. Tænk hvis han egentlig helst bare ville være venner, men hvorfor gjorde han det så? Og nu lå vi sammen som et kærestepar ville gøre, uden at der lå noget i det. Det troede jeg i hvert fald ikke, at der gjorde for ham.

Jeg var helt vildt meget forvirret, og det gjorde det ikke bedre, at han blidt masserede min ryg med sine fingre. Jeg fik lyst til at spørge ham om, hvad han egentlig havde tænkt sig, og om han måske havde følelser for mig. Eller var det dumt. Åbnede jeg op for noget, man helst skulle lade ligge? Måske ikke. faktum var, at jeg i bund og grund var fuldstændigt på bar bund, for jeg havde aldrig følt noget i den her retning for nogen før. Jeg var ikke engang helt sikker på, om jeg var forelsket, men jeg gættede ud fra den følelse af varme, glæde og tryghed jeg følte hos ham. Den måde han kunne få mig til at åbne op og fortælle mine dybeste hemmeligheder. Jo, jeg var sikker. Jeg var forelsket, og jeg måtte sige det til ham, men hvordan?

”Dean?” sagde jeg stille.

”Mmm…” mumlede han. Jeg løftede hovedet og kiggede ham ind i øjnene. Hans dybe øjne fik mig til at tøve lidt.

”Kan du huske den gang, da jeg sov hos dig.” Han grinede lidt.

”Alberte, det er to dage siden,” sagde han og kluklo. Ja det var det vel, men det virkede bare som rigtig længe.

”Hvorfor kyssede du mig egentlig?” Så nu havde jeg taget hul. Nu var der ingen vej tilbage, men jeg havde altså brug for at vide det, så det kunne godt være at det var akavet, og det kunne godt være, at jeg havde rødere kinder end et kirsebær, men jeg ville vide det nu.

Han blev stille lidt. Åh gud, det var ikke godt. han ville såre mig, og det kunne ikke være et dårligere tidspunkt for sådan noget at ske. ”Fordi jeg havde lyst.” Han ventede lidt. ”Det havde jeg faktisk haft lyst til at gøre, siden første gang du var hjemme ved mig.”

”Jamen følte du ikke noget?” Jeg bed mig i læben.

”Jo. Jo jeg gjorde. Jeg følte en masse ting,” Jeg forstod ingenting, men det lettede, at han havde følt noget for mig. ”Hvad med dig?” spurgte han så. Det her var godt nok akavet. Jeg havde lyst til at grine, men jeg vidste ikke helt hvorfor. Måske jeg blev en smule forlegen. Jeg nikkede lidt og kunne ikke lade være med at fnise lidt. Okay det var en lille smule teenage-fnidder-agtigt, men jeg kunne ikke lade være. Tag dig sammen Alberte! Jeg begravede mit ansigt i mine hænder.

Han tog mine hænder væk og løftede mit hoved op med to fingre og kiggede mig dybt i øjnene, hvorefter han lænede sig frem, og vores læber mødtes. Jeg kunne ikke lade være med at smile mellem kyssene. Jeg var så lykkelig. Han gjorde mig lykkelig, og jeg var så glad for, at mor endelig var kommet på hospitalet, selvom grunden til det skræmte mig. Hun kunne få hjælp, og jeg skulle ikke længere bo hos far. På trods af at jeg ikke forstod ret meget, af det der lige var sket inden for to dage, var jeg lykkelig.

Jeg lagde mig op oven på ham og takkede hospitalet for, at sofaen var så lang. Vi flettede fingrene sammen. Han lagde den anden hånd på min hofte, og vi kyssede videre.  

***

Jeg vågnede med den bedste følelse i hele kroppen. Jeg var lige kort ikke sikker på hvorfor, men pludselig huskede jeg aftnen før, og et lille smil fandt frem til mine læber. Jeg lå rigtig godt, og jeg havde ingen intentioner om at flytte mig. Deans vejrtrækninger fortalte mig, at han var vågen, så jeg kiggede lidt op. ”Godmorgen,” sagde han og lænede sig frem, så han kunne nå mine læber.

”Godmorgen,” sagde jeg lidt efter og smilede.

”Sovet godt?” Han grinede lidt.

”Ja faktisk.” Jeg kunne ikke lade være med at rødme.

”Du ser sød ud, når du rødmer,” sagde han og lagde hånden på min kind. ”Din kind er brand varm.”

”Det er fordi, jeg er et varmt menneske.” Jeg grinede lidt.

”Det vil jeg gerne tro på,” sagde han og kyssede mig igen.

 ”Jeg tror gerne, jeg vil ind at se til min mor,” sagde jeg. Han nikkede, og vi rejste os op. En kuldegysning løb igennem mig, da jeg lige pludselig ikke lå op at Deans varme krop mere. Han så det godt, og tog grinende min hånd.

Vi gik ind ad døren, og jeg så med det samme, at mor sad op. ”Mor!” udbrød jeg og løb hen til hende. Natasja stod der allerede. Hun smilede til mig, og jeg gengældte det. Jeg så bort fra alle hendes blå mærker og den lille flænge i læben, for jeg havde ikke lyst til at tænke på andet end, at hun var okay, og at hun levede. En tårer trillede ned af mors kind, og jeg blev pludselig bange. ”Hvad er der i vejen?” spurgte jeg og tog hendes hånd i den, der ikke var flettet ind i Deans.

”Ikke noget skat. Må jeg ikke lige tale med dig alene?” spurgte hun. Jeg kiggede op på Dean, som tog Natasja med ud. Da de var gået, kiggede hun indtrængende på mig. ”Jeg er så ked af det!” Tårerne strømmede ned ad hendes kinder, så jeg blev helt forskrækket.

”Ked af hvad?”

”Alting! Alt det dig og Natasja har været igennem på grund af mig.” Nu græd jeg også. ”Jeg er så stolt af dig. Så stolt af, at du kunne klare det hele, men det piner mig mere, end du kan forestille dig. Jeg er så ked af, at du skulle opleve de ting.” Hun hulkede og tørrede arrigt tårerne væk fra kinden. ”Jeg er verdens dårligste mor!” Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Det kom så pludseligt. Jeg kunne ikke sige hende imod, men hun havde heller ikke ret. Det var jo ikke hendes skyldt. ”Jeg lover dig, at du ikke kommer til at have det sådan igen. Dig og Natasja skal i plejefamilie, hos nogen som vil kunne passe på jer. Nogle venlige mennesker, som i kan stole nok på til, at de kan blive jeres nye forældre.”

”Nej!” Min stemme lød helt skinger. Hvordan kunne hun sige sådan? ”Jeg vil ikke have en ny mor!”

”Jeg vil altid være din mor, men du kan ikke bo hos mig. Din far skal for retten, og bliver højest sandsynligt sat i fængsel. De vil ikke, lade mig passe på jer alene.” Hun strøg mig over håret. ”Jeg elsker jer.” Jeg hulkede højere.

”Hvor skal du så hen?” Min stemme var grødet.

”Jeg ved det ikke, men jeg lover dig, at jeg vil besøge jer, så tit jeg kan. Jeg ved godt, at det lyder svært, men det er bedre for jer, og det ved du også godt inderst inde.” Hun havde ret, men hun var min mor. Det ville da være underligt, hvis jeg ikke ville blive ked af det. Jeg lå med hovedet på sengekanten, og hulkede mens hun strøg mig over håret. Det beroligede mig, og da de fleste tårer var tørret væk, rømmede hun sig og kiggede på mig med et lille smil på læben. ”Hvem var fyren?”

”Det er Dean. Min ven.” Hun kiggede mig ind i øjnene.

”Bare ven?” Nu rødmede jeg igen. Jeg trak på skuldrende og kiggede ned på dynen. ”Er han sød?” spurgte hun så, og jeg himlede med øjnene.

”Ellers var han jo nok ikke min ven!” Ordet ven lød så underligt i mine øre. Hun grinede lidt.

”Du har ret,” sagde hun så. ”Pas på ham. Det er godt at have sådan en ’ven’” Hun tog min hånd. Jeg nikkede og smilede til hende. ”Kan du ikke lige hente ham. Jeg vil lige snakke med ham.” Jeg grinede lidt. ”Jeg er da nødt til at finde ud af, om han er noget for dig.” Jeg himlede med øjnene.

”Helt ærligt mor!” Det lød som noget i en dårlig film, men egentlig ville jeg gerne have hende til at møde ham. Jeg gik ud på gangen og kiggede rundt. På en af stolende sad Natasja på Deans skød og sov. Det var underligt, for Natasja plejede ikke at stole på folk så hurtigt, og nu lå hun på Dean og sov, hvilket jeg syntes så ret sødt ud. Dean så mig og vinkede til mig. Jeg gik derhen, og satte mig på stolen ved siden af. ”Min mor vil gerne snakke med dig,” sagde jeg og kunne ikke undertrykke et lille grin. Han løftede øjenbrynet.

”Mmm. Okay.” Han satte Natasja ned. Han flettede sine fingre ind i mine, og vi gik derhen. Inden vi gik ind ad døren, kyssede han mig hurtigt på munden, hvilket medførte et lille hvin fra Natasja.

”I kysser!” udbrød hun, og da døren var åben, undrede det mig ikke, hvis min mor hørte det. ”Moar… de kysser.” Hun spænede ind til mor, og jeg kom til at grine. Vi fortsatte ind, og jeg sendte Natasja et blik der ikke var til at misforstå, men hun fnisede bare.

Han gav mor hånden. ”Dean,” sagde han og satte sig på en stol. Jeg trak en stol hen ved siden af ham, og satte mig helt tæt på. Mor begyndte straks på alle mulige spørgsmål, og jeg rystede bare på hovedet. Først var det en smule akavet, men lidt efter begyndte snakken bare at blive sådan normal snak, og det var egentlig hyggeligt. Natasja kedede sig helt vildt meget. Vi snakkede i lidt over en time, men jeg var vildt sulten, så vi gik ned efter noget mad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...