Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5728Visninger
AA

8. Overnatning

 

Albertes synsvinkel

Jeg havde allerede haft en ret så perfekt dag, og jeg glædede mig til at smide mig i Deans enorme hjørnesofa og slappe af. ”Hvor længe bliver du?” spurgte han. Jeg overvejede det lidt.

”Så længe jeg må, men jeg skal helst være hjemme i aften, for min far kommer først hjem i nat.” På den anden side, ville han heller ikke opdage det, hvis jeg først kom hjem dagen efter, for han ville alligevel ligge og sove hele dagen på grund af tømmermænd og dovenskab.

”Okay.” Han lagde blidt hånden på min ryg og førte mig ind i stuen. ”Tag plads!” kommanderede han, og jeg smed mig i sofaen. ”Jeg tænkte på…” begyndte han.

”Tænkte du?” sagde jeg, som om det var en sensation, men han sendte mig bare et blik, man ikke kunne misforstå.

”Ja det gjorde jeg sjovt nok. Jeg tænkte på, hvorfor din søster sagde, at du troede, jeg havde en kæreste?”

”Den lille sladrehank!” mumlede jeg og rødmede. ”Har du da ikke det?” spurgte jeg og prøvede at lyde som om, jeg var ligeglad.

”Nej, men hvorfor troede du det?” Okay det lettede mere, end jeg anede.

”Altså jeg fandt et billede, af dig og en eller anden pige der kyssede, og så tænkte jeg, at siden du havde gemt det, var i nok kærester.” Han bed tænderne sammen, og fik et udtryk i ansigtet der skræmte mig lidt. Var han sur på mig?

”Vi var kærester,” sagde han og lagde tryk på var. ”Hun døde sidste år af kræft.” Der opstod en akavet tavshed. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle reagere.

”Det er jeg ked af.” Han rystede på hovedet.  

”Vi var ikke ret gode til at være kærester. Vi skændtes konstant, og hun slog op med mig flere gange, men vi havde været venner, siden vi var små. Vores forældre havde altid hende og hendes forældre på besøg, og så legede vi sammen, men så var der en lang periode, hvor vi aldrig så hinanden, og pludselig mødes vi igen, og så blev vi kærester, af en grund jeg aldrig har fundet ud af, men jeg tror, at det var følelsen af det bånd, vi altid havde haft der gjorde, at jeg på en måde troede, at jeg var forelsket, men det kan jeg mærke nu, at det var jeg aldrig. Hun var bare den bedste ven, jeg nogensinde har haft.” Han snublede over ordene og snakkede så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med. En tårer trillede ned af hans kind, og jeg blev helt forskrækket. Han græd. Jeg satte mig tættere på ham og lagde en arm om hans skulder. Med den anden hånd tog jeg hans hånd og aede den ligeså stille. Han flettede sine fingre ind i mine, og det fik mig til at smile lidt. vores fingre sad perfekt sammen. ”Undskyld. Det var ikke meningen, at du skulle sidde at trøste mig, når vi skulle have en hyggelig aften.” Han tørrede en tårer væk fra kinden og tog sig sammen. ”Skal vi se en film!”

”Er du sikker? For vi behøver ikke, hvis du ikke har lyst.”

”Jo da.”Han sendte mig et du-skal-ikke-tænke-på-mig smil og åbnede reolen, hvor han fandt en eller anden komedie, han ligefrem havde købt til aftenen. Helt ærligt syntes jeg, at han brugte for mange penge, men det var da også klart, når det flød ud med penge af alle hans lommer.

Han smuttede ud i køkkenet og hentede telefonen. ”Vi bestiller en pizza. Hvad vil du have?”

”En med peperoni,” svarede jeg og syntes faktisk, at det var lidt sjovt, at man bare kunne ringe efter en pizza. Jeg vidste da godt, at man kunne gøre det, men jeg havde aldrig prøvet det.

Efter en time og noget af filmen, som egentlig var ret sjov, ringede det på døren, og Dean sprang ud til døren, hvor han tog imod pizzaerne. ”Er du sulten?” Han kom tilbage med to pizzabakker og satte dem på sofabordet. Han hentede et pizzahjul og et par tallerkener og skar dem begge ud.

”Tak,” sagde jeg. De duftede fantastisk, og jeg sad lige lidt og nød duften, inden jeg tog en bid. Det var lige blevet min livret. Nøj, hvor jeg elskede pizza. Jeg spiste vidst lidt hurtigt, men det smagte altså også bare fantastisk.

”Var du sulten?” Han grinede lidt, men jeg lagde mærke til hans tallerken, og han spiste altså hurtigere end mig.

”Ja,” sagde jeg bare, men jeg forstod stadig ikke helt hvorfor han grinte. Jeg lænede mig mæt tilbage og efterlod en halv pizza, men den var altså også stor. Dean spiste helt op og tog resten af min med og kiggede på mig med et anstrengt udtryk. ”Har du spist for meget?” Jeg grinede lidt, og han kunne ikke selv lade være med at grine, da han nikkede. ”Så er det måske ikke nu, jeg skal gøre sådan her?” Jeg trykkede ham på maven, og han udstødte en klam lyd.

”Det skal du få betalt,” sagde han udmattet. ”Bare ikke nu. Jeg er simpelthen for udmattet.” Han sank tilbage i sofaen.

”Hvorfor spiste du så min?” Jeg rystede på hovedet af ham.

”Den kunne da ikke bare ligge der. Det er da synd for den.” Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede opgivende på ham.

”Man kunne da have gemt det og spist det senere eller i morgen, hvis man ikke kunne spise det.”

”Ikke jeg. Jeg er opdraget til at spise op.”  Han grinede lidt. Den dreng kunne ikke andet end at grine.

”Du har altså dårlig humor!” sagde jeg og lagde mit hoved på armlænet, så jeg lå på siden.

”Ja, men det er der ikke noget at gøre ved.” Han smed en pude i hovedet på mig, men jeg tog den bare og lagde den under hovedet.

”Tak,” sagde jeg flabet. Hans sofa var enormt lang, så jeg tillod mig at strække benene.

”Hvorfor vender du ikke hovedet ned mod mig, det er da lidt trist det der,” råbte han og jeg klukkede. Jeg vendte mig om og smed puden på hans ben, hvorefter jeg lagde hovedet på den. ”Det var bedre,” sagde han, og vi fik øjenkontakt. Jeg fik kuldegysning og trak benene op under mig.

”Det er koldt i den her side,” brokkede jeg mig. Han sukkede og tog et tæppe der lå under hans fødder for enden af sofaen og smed det i hovedet af mig.

”Her.”

”Hvorfor skal du hele tiden smide ting i hovedet af mig?”

”Fordi du trænger til at vågne op, vi kan jo ikke have, at du falder i søvn, når jeg har planlagt, at du skal være her til midnat.” Han åbnede en af slikposerne der lå på bordet.

”Det mener du bare ikke det der, jeg troede at du var overmæt.”

”Det er til dig. Du skal have noget sukker, så du kan holde dig vågen.”

”Jeg er altså vågen!” sagde jeg, men han proppede bare et stykke slik i munden på mig. Jeg tyggede det og da jeg havde slugt det, åbnede jeg munden, så han kunne proppe mere ind. Han hyggede sig gevaldigt med at proppe slik i min mund, men til sidst var jeg ved at blive endnu mere dårlig, end jeg var i forvejen, så jeg måtte få ham til at stoppe. Jeg havde vildt dårlig samvittighed med at spise på den måde, men det var alligevel også rart at have følelsen af, at jeg ikke behøvede at tænke på, at der skulle være nok til dagen efter. Jeg stoppede et i munden på ham, og han sukkede.

”Hvad gjorde du det for?” udbrød han. Jeg blev helt forskrækket.

”Øhh… Hvad mener du?”

”Nu kan jeg jo ikke stoppe igen. Helt ærligt, nu er jeg nødt til at spise det!”

”Ej, nu må du lige tage dig sammen.” Jeg kiggede irriteret på ham, men han stirrede tilbage, og det endte lige pludselig med en lang stirrekonkurrence, som han uheldigvis vandt.

”Ha,” udbrød han, da jeg kom til at blinke. Jeg rakte tunge af ham og lagde hovedet på puden igen, men den var der ikke, og lige pludselig landede den oven på mit hoved igen. Jeg blev vildt forskrækket og satte mig brat op.

”Din…” Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle kalde ham, så jeg sagde bare det første der faldt mig ind. ”Din gulerod!” råbte jeg surt. Han brød ud i latter og stoppede ikke engang, da jeg begyndte at slå ham med puden.

”Gulerod!” Han skreg af grin, og jeg rødmede. Okay, det var måske ikke det mest intelligente, jeg havde sagt, så jeg kunne ikke lade være med at grine selv. Jeg tog mig til maven og forsøgte at trække vejret normalt, men det virkede ikke, for han begyndte at kilde mig, og jeg skreg bare endnu mere.

”Stop! Stop!” råbte jeg, men han blev ved lidt, og pludselig lå han næsten oven på mig. Jeg blev grebet af Deja-vu, og han stoppede med at kilde mig, sikkert fordi han også kunne huske det, men denne gang smilede han bare endnu mere, og hans ansigt kom tættere på. Han kiggede ned på mine læber som for at spørge om lov, og jeg smilede bare. Han kom tættere på, og et par læber ramte mine. Hans læber var bløde, og jeg blev opfyldt af varme, mens mit hjerte bankede hurtigere. Kysset var intenst, og jeg mærkede, at hans tunge stille sneg sig ind til min, og jeg kunne slet ikke stoppe. Det føltes så rigtig.

Jeg ænsede ikke engang kanten af sofaen, og pludselig lå vi på gulvet. Dean begyndte at grine, og jeg begyndte også selv. ”Ups,” sagde han. Han aede mig ned af ryggen og kiggede mig intenst i øjnene, og vores læber mødtes igen. Mine hænder kørte igennem hans bløde hår, og jeg lod dem ligge blidt på hans nakke, hvorefter han tog min hånd og flettede den ind i sin. Jeg kunne ikke beskrive alle de følelser, der lynede igennem mig. Hans varme læber bevægede sig mod mine i en behagelig rytme, mens jeg blidt lagde min hånd på hans bryst og mærkede hans muskler.

***

”Hvad er klokken?” spurgte jeg med lukkede øjne. Jeg kunne virkelig ikke holde mig vågen, og jeg lå virkelig godt op ad Dean, så jeg tillod mig selv at lukke dem lidt.

”Omkring tolv.” Han strøg sin tommelfinger op og ned af min kind. ”Ikke fordi du ikke må blive, for det må du hellere end gerne, men hvornår skulle du egentlig hjem?”

Jeg skar en grimasse. Jeg ville ikke hjem! ”Jeg tror godt at jeg kan blive her lidt endnu, men spørgsmålet er om du gider til at køre mig hjem midt om natten.”

”Selvfølgelig vil jeg det,” svarede han. ”Når som helst. Altså, du kan sagtens sove her, men det bestemmer du selv.” Jeg overvejede det lidt. Måske kunne jeg godt slippe af sted med det, for far ville alligevel være for doven til at være oppe efter en ordentlig brandert. ”Det virker som om det er et svært spørgsmål,” sagde han og grinede.

Jeg løftede det ene øjenbryn. ”Du har virkelig dårlig humor!”

”Hey!” Han slog mig på skulderen, og det gav noget af et jag i den. Han ramte et virkeligt dårligt sted, lige oven i et af mine største blå mærker. Det satte gang i tårekanalerne, og mine øjne blev et kort øjeblik blanke. Han skulle ikke se mig græde over et lille dask over skulderen, så jeg forsøgte bare at slappe af. Uheldigvis så han det i mine øjne, og jeg kunne ligefrem se den dårlige samvittighed i hans ansigt.

”Nej, nej. Det er okay.” Jeg forsøgte at fremtvinge et smil.

Han så ikke ligefrem overbevist ud, men lod det ligge og lænede sig tilbage i sofaen. Jeg puttede mig ind til hans bryst og lukkede øjnene igen. Vi var i gang med film nummer tre og jeg havde for længst mistet interessen. Jeg var ikke helt sikker på hvad det var for en men det lød som noget med action.  

***

”Hey søde… hvis du vil hjem, skal det nok være snart.” Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt. Hvor længe havde jeg sovet?

”Hvad er klokken?”

”Den er kvart over to.” Han havde åbenbart selv sovet, for han så lidt forvirret ud.

”Jeg tror ikke at der vil ske noget hvis jeg overnatter her,” sagde jeg søvndrukkent.

”Er du sikker?” Han livede pludselig op. Jeg nikkede og satte mig op, så jeg kunne strække mig.   

”Jeg tager bare sofaen.” Skulle jeg være ærlig kunne jeg helt vildt godt tænke mig at sove i den sofa, for den var virkelig god.

”Nej det får du ikke lov til!” sagde han bestemt.

”Jo jo. Jeg vil gerne.” Han kiggede skeptisk på mig, men nikkede så.

”Hvis du mener det, men du kan da også bare sove inde ved mig.” han fik et kækt udtryk i ansigtet. ”Det er jo ikke fordi vi er helt uskyldige.” Jeg skar ansigt. Jeg misforstod den så groft. Okay, det gik lige lidt for hurtigt. Han så mit ansigtsudtryk. ”Nej nej. Det var kun fordi jeg ikke havde lyst til at efterlade dig på en sofa.” Nu rødmede han. Ha, så var det ikke kun mig der kunne rødme.

”hmm… okay, det kan jeg vel godt.” Han smilede stadig lidt forlegent.

”Vil du låne noget at sove i?” Jeg nikkede, og han forsvandt ud i gangen. Jeg sendte en sms til Natasja om at jeg blev natten over og begyndte så at rydde lidt op i stuen. Han kom tilbage til stuen og smed en T-shirt i hovedet på mig.

”Er du klar over at de er fjerde gang du har smidt noget i hovedet på mig i aften?” Han kluklo og kiggede så rundt.

”Ej, du havde altså ikke behøvet at rydde op.”

”Jo da. Du giver mad og alt muligt, så rydder jeg op. Jeg låner lige toilettet.” Jeg smuttede ud på toilettet og kiggede rundt. Det var godt nok stort. De havde to håndvaske. Jeg smed mine jeans og min trøje, og hev det alt for store T-shirt på. Jeg var lige ved at besvime da jeg så mine arme. Det havde jeg ikke lige tænkt på. Fuck, hvor var jeg dum. Jeg satte mig på gulvet og lagde mit hoved på mine knæ. Jeg vidste at jeg ikke kunne blive derude for evigt, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Det bankede på døren, og jeg fik et chok. ”Hey… du har været derude længe. Er du okay?”

”Jeg kommer nu,” svarede jeg grødet. Der var stille lidt.

”Græder du?”

”Nej!” Jeg var rimelig sikker på at jeg ikke lød særlig overbevisende. En tåre trillede ned af min kind. Han havde set det før, men nu skulle han se det hele på en gang, og jeg måtte indrømme at jeg selv kunne blive skræmt af det.

”Må jeg komme ind?” spurgte han. Var der ikke låst? Nårh nej, der var ikke nogen nøgle i. Det var bare så typisk at der ikke skulle være nogen nøgle i lige når jeg havde brug for at låse mig inde. Jeg vidste bare at han ville komme ind alligevel, så jeg svarede ikke. Og ligesom jeg forudså, braste han ind og kiggede på mig der sad på gulvet. ”Hvorfor sidder d…” Han stoppede sin sætning og trak mig op at stå. Han kiggede på mig med væmmelse i blikket og hans kæbemuskler dirrede som de plejede at gøre når han forsøgte at styre sit temperament. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg skammede mig for meget.

”Du skal ikke kigge på mig,” hviskede jeg og tørrede en tårer væk fra kinden.

”Hey… Hallo… kig på mig!” Beordrede han. ”Det er bare mig.” Han slog armene om mig. ”Du skal ikke tænke på det.” Jeg lød følelserne tage over og hulkede lidt ind mod hans bryst. Han kørte stille sin arm op og ned af min ryg og det havde en underligt beroligende effekt på mig. ”Du skal ikke tænke på det,” hviskede han igen og trak mig med.

Jeg satte mig på sengen og tørrede hurtigt de sidste tårer væk. Da han havde skiftet tøj kom han hen til sengen og kravlede op på midten. ”Hvorfor er din far egentlig ikke hjemme?”

”Han arbejder,” sagde han bare. ”Det gør han hele tiden, og nogen gange sover han derhenne fordi han ikke magter at køre hjem.”

”Er det ikke lidt ensomt?” Han nikkede.

”Skal vi smutte i seng?” spurgte han og kiggede mig i øjnene. Uden at sige noget kravlede jeg bare ned under dynen, og han fulgte efter. Han trak mig ind til sig og kyssede mig blidt på panden. ”Sov godt,” mumlede han da han lukkede øjnene. Af en eller anden grund var jeg faldet i søvn lige med det samme. Måske var det hans varme favn, eller også var det følelsen af at det faktisk kunne blive til noget. Det værste var at jeg ikke kunne regne ud hvad han følte. Altså, det var jo ham der kyssede mig, men han havde ikke tidligere givet udryk for at han godt kunne lide mig på den måde. Det havde jeg måske ikke engang selv, men jeg ville ikke kunne klare det hvis han skiftede mening. Jeg var så lykkelig sammen med ham. Jeg kunne ikke beskrive den effekt han havde på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...