Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5595Visninger
AA

9. Mor!

 

”Ahem…” En lyd kom ovre fra døren, og jeg kiggede op. En mand midt i fyrrene stod op ad dørkarmen med et smil på læben. En mand der kun kunne være Deans far. Lighederne var helt utrolige. Hans øjne, næse og ansigtsform lignede så meget, at Dean lige så godt kunne være en ung udgave af sin far.

Deans dybe vejrtrækninger fortalte mig, at han stadig sov, og jeg måtte prikke lidt til ham, for at få ham til at vågne. Først da jeg stak ham i siden, fór han sammen og kiggede forvirret omkring. Det tog lidt tid, for ham at finde ud af, hvad der lige skete, men jeg lå bare og kiggede på ham. Han så sød ud med morgenhår. Han var da godt nok forvirret! Da han kiggede på mig, skulle han lige bruge et par sekunder på at finde ud af, hvad jeg lige lavede der, men lidt efter begyndte han bare at grine lidt, og jeg grinede med. Deans far stod bare i døren og himlede med øjnene. 

”Hvad er klokken?” spurgte jeg.

Dean kiggede på sit ur der lå på bordet. ”Den er elve.”

”Fuck!” Jeg skulle til at rejse mig op, men jeg skyndte mig ned igen, da Deans far stadig stod i døren. Mine arme! Han så det, men sagde ikke noget og gik i stedet. Jeg fandt min mobil og så, at Natasja havde forsøgt at ringe ti gange. Jeg ringede hende hurtigt op.

”Alberte!” udbrød hun. ”Hvorfor har du ikke taget din telefon?” Hun lød surt.

”Undskyld Natasja, men jeg faldt i søvn. Er far kommet hjem?” spurgte jeg. Det blev stille.

”Ja,” sagde hun stille.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg hende alvorligt, og jeg kunne høre, at hun græd. ”Natasja! Hvad er der sket?”

”Der er ikke sket noget, men far blev vred på mor igen, og du var der ikke og… jeg blev så bange!” Hun græd højere. Jeg var vred på mig selv, og kom til at lade det gå ud over væggen som jeg hamrede hånden ind i. Hvorfor lige i nat? Det var gået næsten fem dage siden sidst, han havde flippet ud over et eller andet, og så vælger han nu.

”Tag det roligt. Jeg kommer hjem nu!” Jeg tøvede. ”Ved far at jeg ikke er der?”

”Nej, for han trampede direkte i seng bag efter, og han vågner nok ikke op før hen på eftermiddagen, for han kom først hjem klokken fem, men du skal komme hjem nu!” Hun lød ude af den, så jeg var allerede på benene, og fandt mit tøj.

”Jeg kommer nu! Tag det roligt, ik? Vi ses,” sagde jeg.

”Ses.”

”Dean, jeg skal hjem nu!” sagde jeg stift, og han kom hurtigt på benene.

”Øhh… ja.” Han vaklede, men samlede så sit tøj op, som han skyndte sig at hoppe i. En tårer trillede ned af kinden, og jeg tørrede den arrigt væk. Hvordan kunne jeg være så dum? Hvis jeg en dag tager ud til Dean igen, så tager jeg Natasja med mig! men hvad så med mor?

Uden at tænke over det stod jeg lige pludselig med panden mod væggen og hulkede stille. Dean lagde en hånd på min skulder og vendte mig om, så han kunne lægge armene om mig. Jeg lagde panden mod hulningen i hans skulder og forsøgte at trække vejret normalt. Jeg græd af ren og skær vrede over mig selv. Hvad med mor? Hvorfor var det altid mig, der skulle tage mig af alting? Jeg kunne ikke lade være med at bebrejde hende det lidt, men hun kunne jo ikke gøre for det. Jeg havde også somme tider tænkt på, om det måske var det bedste at hun kom på hospitalet. Så kunne hun få hjælp, og jeg skulle ikke længere bekymre mig konstant, om hun var okay der hjemme, men på den anden side, kunne jeg ikke gøre det mod hende. Hun var så bange for hospitalet, og hun havde op til flere gange nægtet at tage med, selvom jeg havde sagt til hende, at hun skulle gøre det.

Dean nussede mig op og ned af ryggen, men denne gang hjalp det ikke. ”Tag det roligt,” sagde han. ”Vi køre nu. Natasja har det godt.” Han forsøgte at lyde beroligende, men han kunne ikke undertrykke den usikre klang i sin stemme. Det var også på grund af Dean alt det her skete. Jeg var mere end taknemlig over, at jeg havde mødt ham, men han satte skub i ting. Jeg græd stort set hele tiden, og det havde jeg ellers aldrig gjort før, og jeg kom ud af den rytme, jeg havde brugt ufatteligt lang tid til at lave, og det fik det hele til at ramle sammen.

Han tørrede tårerne væk fra mine kinder, og trak mig med ud i gangen. Han kiggede ud i stuen. ”Vi kører,” sagde han hurtigt til sin far, og trak mig med ud i bryggerset, hvor vi tog vores jakker og gik ud til hans knallert. Vi hoppede op, og på ingen tid drønede vi allerede ud på vejen. Lidt efter stod vi udenfor døren, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere.

”Vi ses,” sagde jeg stift, og skulle til at gå ind, da han tog fat i min jakke. Han vendte mig om og trak mig ind i et kram.

Han sendte mig et sørgmodigt smil. ”Vi ses.” Jeg gik hen mod døren og tog så stille fat i håndtaget, som jeg kunne. Jeg listede ind og stillede mine sko, hvorefter jeg gik ind på mit værelse og lagde mine ting. Jeg satte mig på min seng og trak benene op under mig. Jeg savnede allerede Dean. Hans hus hvor jeg følte mig så tryg og sikker på, at ingen ville røre mig. Jeg var så forvirret. Vi havde kysset, og vi havde det sidste døgn opført os ret så kæresteagtigt, men havde han samme følelser for mig, som jeg havde for ham? Jeg kunne stadig huske alle følelserne der løb igennem mig, da han havde trykket sine læber mod mine. Jeg begravede mit hoved i mine hænder. Hvorfor skulle det være så kompliceret? Egentlig ville jeg rigtig gerne have Dean som kæreste, men det hele virkede så indviklet, at jeg havde svært ved at se, hvordan det kunne lade sig gøre.

Det bankede på, og Natasja kom ind. Hun sprang hen i min favn og slap mig ikke igen. ”Det er okay. Du er okay. Der er jo ikke sket noget,” hviskede jeg ind i hendes øre, og jeg kunne mærke, at hun rystede, men hun græd ikke. Hun satte sig ned i mit skød og lagde sit hoved ind til mig. Jeg strøg hende over håret og vuggede hende stille fra side til side. Jeg kunne mærke, hvor vred jeg var på mig selv. Jeg var simpelthen den værste storesøster, når jeg bare stak af på den måde. Jeg skulle aldrig gøre det igen. ”Jeg passer på dig,” sagde jeg til hende og kørte min hånd op og ned af hendes ryg.

***

Natasja knugede min hånd til sig, da vi gik hen mod skolen, og da vi skulle skilles gav hun mig et rigtigt langt kram. Jeg trak hende ud, så jeg kunne se hende i øjnene. ”Hey!” Jeg fik hendes øjenkontakt. ”Jeg har ikke tænkt mig t tage væk igen. Du har jo tidligt fri i om mandagen, så du skal gå hjem selv, men jeg kommer hjem lige efter skole.” Hun nikkede. Jeg havde lyst til at græde igen, men bed bare tænderne sammen, for jeg havde allerede grædt alt for meget især overfor Dean.

Jeg gik hen mod klassen og kiggede efter Deans knallert, for at se om han var kommet. Det var han, og jeg kom til at smile lidt. Da jeg kom ind i klassen, sad han på vores sædvanlige plads, men han havde vendt stolen og snakkede med Christian. De var vidst blevet rimeligt gode venner, dengang jeg var en idiot. Jeg tøvede lidt, da jeg gik derhen, men besluttede mig bare for at smile og lade som ingenting, hvilket jeg gjorde ret godt. ”Hej,” sagde Dean og smilede sit skæve smil.

”Hej.” Jeg satte mig ned og tøvede lidt, før jeg vendte mig om, så jeg sad med fronten halvt mod Dean, halvt mod Christian. Jeg havde aldrig snakket med ham før, så det virkede lidt underligt lige pludselig at snakke med ham, som var vi bedste venner, så derfor lod jeg bare være med at sige noget, og fulgte i stedet med i deres samtale.

”Nå, men hvad skal vi have i første time?” spurgte Christian og dinglede raskløst med sin blyant i hånden.

”Engelsk,” svarede Dean hurtigt og smilede drillende. Jeg fnøs. Ja det var da klart, at han elskede det fag, for han måtte da om nogen være god til engelsk. Han kom til at grine lidt, så jeg slog ham over skulderen og rakte tunge af ham. ”Ej det er faktisk utroligt kedeligt, for jeg sidder jo mest bare og glor,” sagde han helt seriøst. Det havde han nok ret i. For ham var det jo alt for nemt. Det ville være det samme, hvis jeg skulle have dansk på samme plan.

Vi fik øjenkontakt, og jeg kunne mærke den velkendte varme følelse, som jeg elskede. Han blinkede med det øje, der ikke vendte mod Christian, og jeg rødmede, så jeg vendte mig mod tavlen, som Rikke lige pludselig stod ved og bad folk om at sætte sig ned. Dean gjorde det samme og justerede sin kontorstol. Det var det fede ved det her lokale. Det havde vi dog kun, når vi havde engelsk, men det havde de bedste kontorstole.

***

De første to moduler var overstået, og nu skulle der spises. Jeg tænkte på, at Natasja var på vej hjem, og det fik mig til at skære ansigt, men slog tanken fra mig. Det var jo heldigvis ikke så længe.

Jeg havde egentlig fået det fint nok med spisesalen, og jeg var faktisk begyndt at syntes, det var hyggeligt. Denne gang havde Christian sat sig ved vores bord, og det undrede mig lidt. Plejede han ikke at hænge ud med de andre drenge? Måske var ham og Dean bare virkelig blevet gode venner.

Min telefon ringede pludselig, og jeg kunne se på displayet, at det var Natasja. Jeg tryggede på den grønne knap og tog den op til øret. ”Hvad så?” spurgte jeg.

”Alberte, mor er blevet indlagt!” nærmest råbte hun i telefonen. Jeg stivnede. Mor var på hospitalet. ”Du skal komme nu!”

Det tog mig lidt tid at komme mig. ”Jeg kommer! Vi ses.” Jeg lagde på. Jeg kiggede på Dean. ”Min mor er blevet indlagt. Jeg er nødt til at tage derhen.” Jeg tog min taske og skulle til at gå, men Dean stoppede mig.

”Jeg køre dig!” Jeg havde ikke tid til at protestere, så han tog sin taske. Vi efterlod Christian med et ret så chokeret ansigtsudtryk og løb direkte ud i skolegården. Hvad var der sket? Jeg vidste ingenting, og det satte alverdens tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var alt for chokeret til at græde eller vise nogen følelser.

Vi spænede hen til døren på den kæmpe bygning og løb hen til skranken. ”Jeg skal se Johanne Petersen!” sagde jeg forpustet. ”Jeg er Alberte Petersen, hendes datter.” Damen nikkede og tastede noget ind på computeren. Du skal gå op til 2. sal. Der er en sygeplejerske, der fortæller dig det hele. Jeg tog Deans hånd og gik med hastige skridt hen mod elevatoren. Den kunne bare ikke bevæge sig hurtigt nok! Jeg trippede og klappede mig selv på låret i en rastløs rytme, så det egentlig undrede mig, at Dean ikke var ved at blive sindssyg. Han greb fat i min skulder.

”Tag det roligt.” Hans øjne hypnotiserede mig og beroligede mig med det samme. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg tog bare en dyb indånding og kiggede ned i gulvet. ”ding!” lød det fra elevatoren, og vi gik ind. Han lagde armen om mig og trak mig ind til sig, og jeg mærkede følelsen af tryghed opfylde mig. Når jeg var hos ham, kunne ingen gøre mig noget.

Vi gik ud og jeg løb hen ad gangen. Jeg kiggede lidt rundt. Jeg havde ingen ide om, hvem jeg skulle snakke med. Pludselig hørte jeg løbende skridt, og jeg vendte mig om for at se, at det var Natasja der sprang i favnen på mig. Hun gemte hovedet ned i min skulder og holdt godt fast om mig. ”Hvad er der sket?” sagde jeg stille, og hun kiggede mig ind i øjnene.

”Far er blevet arresteret. Jeg ringede til politiet.”

”Ringede du til politiet?” spurgte jeg overasket, og hun nikkede.

”Han fandt ud af, at du ikke havde været hjemme, og så blev han sindssyg… Han slog hende.” Hun holdte en lille pause. ”Lige foran mig. Hun var bevidstløs, så jeg ringede, og politiet tog far med, og ambulancen kørte mor her hen.”

”Hvor er mor nu?” spurgte jeg.

”Vi må ikke se hende. De skal lige være færdige, men de sagde, at hun nok skulle klare sig.” Det lettede mere end jeg kunne sætte ord på. En lille tårer trillede ned af min kind, og jeg knugede Natasja ind til mig. ”Du skal ikke græde,” sagde hun så helt fortvivlet, og jeg smilede bare til hende.

”Jeg er stolt af dig.” Jeg løftede hende op og gik ned af gangen for at snakke med en sygeplejerske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...