Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5732Visninger
AA

26. Jaloux

 

Jeg havde tænkt meget på far her på det sidste. Dean og jeg havde efterhånden snakket en del gange over Skype, og jeg havde fortalt om min samtale med min far, men han havde sagt, at jeg skulle lade være med at besøge ham. Dean var en smule overbeskyttende. Ikke at det gjorde så meget, for af den grund vidste jeg at han elskede mig, men han havde heller ikke ret. Jeg vidste at Dean aldrig ville tilgive mine far for at gøre sådan noget, og det ville jeg heller ikke selv, men jeg følte næsten, at jeg var nødt til at se ham, hvis ikke jeg skulle leve med uro i kroppen resten af mit liv, fordi jeg ikke snakkede med ham, og hørte hvad han ville. Jeg var ret nysgerrig.

Mobningen var ikke blevet bedre. Hver gang jeg gik alene et sted på skolen, kom Natalia og gjorde et eller andet. Ikke engang før jeg mødte Dean, havde det været så slemt, og det var som om, at de kun lod mig være, når jeg var sammen med ham, og siden han ikke var her, var jeg et let offer, også fordi jeg ikke havde modet til at gå imod hende. Det havde ingen, men drengene passede på mig, når de kunne. Specielt Christian og også lidt Thomas og mark.

Jeg undlod at fortælle John og Terese om det, for de behøvede ikke at bekymre sig om mig. Jeg fortalte heller ikke rigtigt Dean om det, for han skulle heller ikke bekymre sig, så når jeg snakkede med ham, snakkede jeg bare om, hvor godt det gik og så videre. Jeg tror han fattede mistanke, men han sagde ikke noget før en dag.

”Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er galt med dig? Jeg kan se på dig, hver gang vi snakker sammen, at du næsten er på renden til at græde.” Han havde et bekymret udtryk i ansigtet, og jeg ville som altid gøre alt for et kram af ham, men det kunne jo ikke lade sig gøre.

”Der er ikke noget!” Jeg forsøgte at se irriteret ud. ”Stol på mig.”

”Alberte jeg kender dig for godt til det der. Du kan ikke holde det hemmeligt. Jeg vil gerne vide det.”

Jeg sukkede tungt. ”Det er bare Natalia,” mumlede jeg.

”Hvad har hun nu gjort?” Han så trist, men også vred ud.

”Hun er bare… Natalia du ved. Hun er, som hun er, og du kender hendes behov for at gøre livet surt for andre.” Jeg fik det til at lyde som om, det ikke var noget stort, men mine øjne prikkede og sved. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne lade være med at græde, hvis han spurgte mig igen.

”Alberte…” Han sukkede. ”Hvorfor vil du ikke fortælle det? Stoler du ikke på mig?”

”Jo selvfølgelig gør jeg det. Jeg vil bare ikke have, at du bekymre dig om mig.” Jeg trak på skuldrene.

Han kløede sig frustreret i håret. ”Nå, men du må fortælle mig det, når du har lyst.” Han så irriteret ud.

”Drengene passer på mig.” Jeg smilede skævt for at lette stemningen. Han kiggede spørgende på mig. ”Christian, Thomas og Mark. De hjælper mig.”

”Det er jeg glad for.” Han smilede svagt. ”Hvem… Altså, er du sådan hele tiden sammen med dem?” spurgte han forsigtigt. Han var jaloux. Jeg kunne se det på ham.

”Dean er du Jaloux?” Jeg kom til at grine lidt.

”Nej!” Han kløede sig i håret og kiggede lidt væk.

”Jo du er.” Jeg grinede. ”Du gør altid det der i håret, når du er usikker eller lyver. Dean de er bare mine venner okay?”

”Okay,” mumlede han.

”Hvordan klare du egentlig skolen, når du er væk en hel måned?” spurgte jeg for at skifte emne.

”Lærerne sender alle opgaverne sammen med noter fra hver time, så jeg skal selv sørge for at få dem lavet og sendt til den rigtige tid. Tro mig. Jeg ville hellere i skole.” Han sukkede. ”Jeg savner dig bare så meget. Du aner ikke, hvad jeg ville gøre for at få bare et kram lige nu.”

”Awwe… jeg savner også dig.”

”Har du besluttet dig, om du vil besøge din far?” Jeg kiggede ned lidt. Faktisk havde jeg besluttet mig for at gøre det, for jeg havde brug for nogle svar på alle mine spørgsmål. Han kunne tydeligvis se på mig, at jeg allerede havde besluttet mig, for han havde så længe prøvet at tale mig fra det, og det så sikkert ud som om, jeg forsøgte at skjule noget. ”Ej Alberte er du gået fra forstanden?”

”Hvorfor er det så skidt? Der sker jo ikke noget, når det bliver under opsyn.” Jeg trak på skuldrene.

Han sukkede opgivende. ”Jeg kan bare ikke lide det,” mumlede han.

”Jeg ringer til dig bag efter ik?” spurgte jeg. Han sendte mig et irriteret udtryk. ”Du kan ikke bare beslutte, at jeg skal lade være, fordi du har en dårlig fornemmelse med det!”

”Nej men overvej det lige inden…”

”Åh! Bare glem det! Hvorfor diskutere vi altid om det her?” Han bed irriteret tænderne sammen. ”Jeg er nødt til at smutte. Jeg har en aftale, som jeg allerede er ved at komme for sent til,” mumlede jeg.

”Hvilken aftale?” spurgte han en anelse hårdt.

”Hvis du ikke allerede har glemt det, så er det i dag, jeg skal have gipsen af min arm.” Det bankede på min dør, og Christian kom ind. Han havde lovet mig at tage med mig, hvilket irriterede mig lige nu, fordi Dean sad der med et hårdt udtryk i ansigtet.

”Alberte vi skal af sted,” sagde han, og smilede da han så Dean. ”Hej Dean.”

”Hvad laver han her?” spurgte Dean overrasket.

”Han har lovet at tage med derind. Jeg er nødt til at smutte nu,” svarede jeg og rejste mig for at tage en hættetrøje på, fordi jeg kun sad i en tanktop. Dean sad bare med tænderne bidt hårdt sammen, og hans læber var blevet til en smal streg. ”Stop det der surmuleri! Hvorfor er du sådan der?” spurgte jeg irriteret.

Han sukkede, og hans ansigt blev lidt mildere. ”Vi ses Alberte,” mumlede han.

”Vi ses.” Hans skærm blev sort, og jeg klappede computeren i. Jeg gik irriteret ud af døren og trampede ned af trappen med Christian i hælene. Stadig uden et ord tog jeg jakke og sko på, mens Christian bare kiggede nervøst på mig.

”Hvad er der galt?” spurgte han.

”Det er bare Dean, der er en overbeskyttende og jaloux klovn,” svarede jeg, da vi gik ned mod Johns bil, som han allerede sad i og ventede på os. Jeg glædede mig godt nok til at få den dumme gips af.

***

”Så er du fri for den,” sagde sygeplejersken og smilede varmt. Jeg begyndte at bevæge mit håndled og fingre. Jeg glædede mig virkelig meget til at komme hjem og tegne igen. Jeg havde sådan savnet det, og jeg var så ked af, at min blok var væk, for det var virkelig bare alle de bedste tegninger den havde. Jeg hadede virkelig Natalia, for alt hun nogensinde havde gjort mod mig.

Christian grinede lidt af mig, men jeg ignorerede ham bare og rejste mig glad. ”Jeg tror jeg vil hjem og tegne,” sagde jeg, og alle omkring mig begyndte at grine. ”Hvad? Det er lige før, jeg får abstinenser snart,” jokede jeg og tog mine jakke på. Jeg ville bare ud af det alt for hvide, sterile rum, som jeg efterhånden hadede. Christian kom op ved siden af mig og lagde en arm om min skulder, hvilket jeg syntes var lidt underligt, men jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige.

”Hvordan føltes det?” spurgte han og kluklo.

”Sådan omkring… hmm… helt fantastisk!” Vi satte os hurtigt ind i bilen og kørte hjem. Jeg ville have ringet til Dean, hvis ikke det var fordi, jeg stadig var lidt irriteret på ham. Der var bare slet ikke nogen grund til, at han lige pludselig var sådan, så han fortjente ikke, at jeg ringede til ham endnu. Jeg tjekkede min mobil og så en sms. Dean: Undskyld jeg var sådan. Det var ikke meningen at gøre dig sur. Ring til mig... Jeg sukkede og rystede på hovedet. Jeg gad ikke snakke med ham, så jeg lagde den bare ned i lommen igen, og bilen holdt stille. Jeg hoppede ud og gik op ad det knasende grus til huset.

Terese sad i stuen, da vi kom ind, og Christian og jeg smed os i sofaen. ”Hvad så, var det godt at få den af?” Jeg nikkede glad og smilede.

Jeg kiggede ned på mine fingre og spurgte med rolig stemme. ”Terese kunne du ikke arrangere et møde med min far. Jeg har tænkt meget over det, og jeg har en masse, jeg gerne vil spørge ham om, så jeg har besluttet mig for at møde ham. Det var faktisk ham der spurgte, om jeg ville komme.” Jeg sank en klump. Det var ikke så let at spørge om, for alle så ud til at tænke, at jeg måtte være sindssyg, når jeg sagde det. Terese var ikke nogen undtagelse. Hun stirrede på mig i chok med rynket pande.

”Hvad?” Jeg sagde ikke noget, for hun havde hørt mig. Hun var bare overrasket, hvilket Christian også var. ”Er du sikker på det?” Jeg nikkede stille. ”Øh okay.” Hun fumlede med sin telefon og tastede nummeret. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg skulle snakke med min far igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...