Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5574Visninger
AA

18. Hukommelsestab

En underlig bippende lyd brød min fred, og lidt efter kunne jeg høre småsnak. Jeg rørte på mig, men mine øjne ville ikke lystre, da jeg forsøgte at åbne dem. ”Hun er ved at vågne.” Der lød et lettet suk fra min højre side, og der strøg mig over kinden. ”Alberte?” sagde en hæs drengestemme. Jeg åbnede øjnene og kiggede på en dreng, med smukke brune øjne, sidde ved mig side. Hans mørkebrune krøller krøllede vildt og sødt på hans hoved, og han havde det dejligste smil. Gad vide hvem han var. Jeg måtte være Alberte, for de kiggede alle sammen på mig.

Jeg kiggede undrende på min hånd, hvor der sad et drop i med noget væske fra en pose på et stativ. Jeg fik kvalme og kiggede væk. Jeg brød mig virkelig ikke om nåle. Jeg kiggede derefter hen på den anden arm hvor et tykt lag gips lå om den, så jeg ikke kunne røre min hånd. En lyshåret kvinde smilede og gik hen mod mig sammen med en mand, der gav mig myrekryb og fik mig til at kigge hen på den smukke dreng igen. Hvem var alle de mennesker? ”Hvordan har du det?” spurgte damen og kiggede medfølende på mig. Jeg løftede det ene øjenbryn.

”Jeg har det fint,” svarede jeg bare. Hvorfor skulle jeg ikke have det fint? Jeg forsøgte at sætte mig op, men et jag af smerte skød igennem mig, og jeg skyndte mig ned at ligge igen. Måske var det derfor…

”Alberte?” Jeg lystrede ikke, før jeg pludselig kom i tanker om, at det var mig.

”Ja,” skyndte jeg mig at sige og kiggede på drengen.

”Jeg er så ked af det. Det var ikke meningen… jeg mener…” En tårer trillede ned af kinden på ham, og jeg blev helt bange. Jeg flyttede en tåre fra hans kind med pegefingeren.

”Hvorfor græder du? Hvad har du gjort?” Han svarede ikke. ”Ikke for noget, men du har altså en sjov accent,” røg det ud af mig. De kiggede alle sammen undrende på mig. En gråhåret dame gik ind i rummet og hen til mig.

”Åh, du er vågen,” udbrød hun. En lille pige løb hen til min seng og smilede til mig. Sig mig hvad sker der?

”Øh, Alberte kan du ikke huske os?” spurgte drengen.

”Ehm…” Jeg kunne ikke helt komme på, hvad jeg skulle svare. På en måde virkede de bekendte, men jeg var ikke helt sikker på hvor fra. ”Jeg er ikke helt sikker,” indrømmede jeg. De kiggede bekymret på hinanden. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at kigge på ham drengen, og jeg havde en eller anden sær trang til at kysse ham.

”Hun har mistet hukommelsen,” sagde Terese stille. Hov jeg kunne huske hendes navn.

”Hedder du ikke Terese?” spurgte jeg damen med det lyse hår. Hun smilede strålende.

”Jo jeg gør,” sagde hun glad. Hun pegede på drengen. ”Det er Dean.” Jeg kunne ikke helt komme på, hvor jeg havde hørt det navn før, men noget sagde mig, at jeg kendte ham. Jeg kunne virkelig ikke huske ham. Jeg vidste heller ikke, hvor jeg huskede Terese fra, jeg kunne bare huske hendes navn.

En sygeplejerske kom ind i rummet og smilede til mig. ”Godt at se at du er vågen,” sagde hun og fandt en notesbog frem. Hun begyndte at spørge om spørgsmål, som hvem jeg var, og om jeg kendte de mennesker der stod omkring mig. Da hun var færdig, begyndte hun at forklare mig hvor jeg var kommet til skade. ”Du har brækket armen og fået indre blødninger på hele kroppen. Du skal gå med gipsen i omkring fjorten dage. Du har også fået dig en svag hjernerystelse, og derfor er det vigtigt at du holder dig i ro.” Hun smilede og begyndte at skramle rundt med nogle ting.  

Jeg kiggede længe på den lille kønne pige med de store øjne, og pludselig kom jeg i tanker om hvem hun var. ”Hey… du hedder Natasja, gør du ikke?” spurgte jeg. Pigen smilede over hele ansigtet.

”Jo.” Hun grinede lidt.

”Det var godt. Du får lige nogle piller for smerterne, og så må du bare ringe, hvis der er noget. Jeg kommer tilbage,” sagde sygeplejersken og kiggede på Terese. ”I skal bare snakke lidt med hende, så kommer det helt af sig selv.” Hun smilede og fandt pillerne, som hun puttede i et lille bæger, og en kop vand som hun gav til mig. Jeg rynkede lidt på panden. Var det meningen, jeg skulle spise dem?

”Du skal putte dem i munden og synke,” sagde drengen ved navn Dean lidt bedrøvet. Jeg var virkelig ked af, at jeg ikke kunne huske ham. Jeg smilede til ham og slugte dem alle på en gang. Han klemte min hånd og smilede tilbage.  Hvorfor havde jeg den sære trang til at kysse ham?

”Hvorfor er jeg egentlig her?” spurgte jeg ham. De andre i rummet begyndte at snakke indbyrdes, imens han fortalte mig hele historien. Det var en skrækkelig historie. Jeg fik en klump i halsen og skulle til at græde. Kunne det virkelig passe? Var jeg blevet udsat for det?

”Hey, du må ikke græde,” sagde han og strøg mig over kinden. En varm følelse skyllede ind over mig, og jeg flettede helt instinktivt mine fingre ind i hans, hvilket ikke var så nemt med venstre hånd, når han sad på højre side. Jeg så at han havde forbindinger om den anden hånd der lå på hans lår.

”Hvad er der sket med din hånd?” udbrød jeg.

”Jeg slog din far.”

”Ham der slog mig?”

”Ja.” Han Smilede skævt, men sørgmodigt.

”Det er jeg glad for. Jeg er ked af du slog hånden, men tak alligevel.” Han klukkede, men hans øjne blev blanke. ”Hvis jeg ikke må græde, må du heller ikke,” sagde jeg bestemt. Han grinede lidt. ”Må jeg spørge dig om noget?” Han nikkede, og jeg gjorde tegn til, at han skulle rykke tættere på. ”Jeg har sådan en sær trang til at kysse dig. Ville det gøre noget, hvis jeg gjorde det?” Enten var det på grund af medicinen, eller også var jeg bare underlig, for jeg kunne slet ikke kontrollere, de ting jeg sagde.

Et smil fuldt af lykke bredte sig i hans ansigt, og han lænede sig stille hen til mig, og pressede læberne mod mine. Hey, den følelse virkede bekendt. Jeg havde helt sikkert kysset ham før.

Da han stoppede og trak sig væk, hvilede han sin pande mod min, og pludselig gik alting op for mig. ”Hey, jeg husker dig, din gulerod,” sagde jeg helt ukontrolleret. Han grinede og kyssede mig igen.

Jeg lagde mærke til, at alle de andre stod og kiggede på os med sjove ansigter. Mor stod og tudede. ”Awwwwwe,” sagde hun og grinede lidt. Jeg kunne huske, at hun var min mor! Jeg kunne huske dem alle sammen!

”Hvor meget kan du nu huske,” spurgte Dean.

”Det hele.” Jeg var vildt begejstret for ærligt talt… det var ikke særligt sjovt at miste hukommelsen.

”Det er jeg glad for.” Han smilede. ”Jeg var helt bange for at du havde glemt mig.”

”Det havde jeg teknisk set også,” sagde jeg.

Han grinede og rystede på hovedet. ”Jeg elsker dig,” hviskede han.

”Jeg elsker også dig, men jeg er altså lidt sulten.” Han grinede igen.

”Du er altså lidt sjov når du er på stoffer,” jokede han.

”Jeg kan ikke gøre for det. Jeg tænker slet ikke før jeg siger noget,” grinede jeg.

”Ja det har jeg da fundet ud af.” Han fandt halskæden i lommen og låste den om min hals igen. ”Der er ikke nogen, der skal tage den her fra dig,” sagde han og smilede skævt.

Sygeplejersken kom tilbage med en underlig ting. ”Kan du huske lidt mere?” spurgte hun. Jeg nikkede. ”Jeg vil spænde den her fast, så du ikke kan mærke noget omkring dine ribben, for de er blevet lidt trykkede.” Hun begyndte at rykke lidt på mig, for at få den rundt om mig, og jeg var lige ved at skrige af smerte. Jeg var sikker på, at jeg var lige ved at klemme blodet ud af Deans hånd, men han sagde ikke en lyd, og jeg var til sidst nødt til at slippe ham. Sygeplejersken mumlede beroligende ord, men jeg hørte det ikke. Jeg havde alt for mange smerter.

Hun sænkede mig langsomt ned igen, og jeg måtte lige bruge et par minutter på at trække vejret. Jeg havde allerede sved på panden, og en lille tårer trillede ned af kinden, som Dean tørrede væk. Han så helt forpint ud, men jeg smilede bare opmuntrende til ham. Jeg greb ud efter en eller andens hånd, og det var tilfældigvis Tereses. Hun smilede et varmt og lykkeligt smil og satte sig ned på stolen ved siden af. Jeg havde det som om, der på inden tid var kommet et helt andet forhold mellem os, men måske det var fordi, jeg huskede hende først.

”Jeg er stadig sulten,” mumlede jeg.

Dean rejste sig. ”Jeg henter noget til dig søde.”

”Hvordan har du tænkt dig at bære det?” spurgte jeg og nikkede mod hans hånd.

”Øh… Er der en der vil hjælpe mig?” spurgte han lidt forlegent.

”Det vil jeg gerne.” Natasja sprang op og tog hans raske hånd, hvorefter de forlod rummet.

Mor gik hen og satte sig på Deans stol og kiggede trist på mig. ”Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne komme til din fødselsdag,” mumlede hun. ”Blev du glad for ringen?” spurgte hun med våde øjne.

”Ja,” svarede jeg og viftede med højre hånd, hvor ringen sad. Det var ikke så nemt at bevæge den, når den var sat fast i gips. ”Det skal du ikke være ked af. Jeg ved godt, at du ikke har det let.”

”Jeg er din mor. Sådan noget burde ikke stoppe mig fra, at se min datter på hendes fødselsdag.” Jeg måtte indrømme, at jeg stadig var lidt ked af, at hun ikke kom, og jeg kunne ikke lade være med at bebrejde hende det lidt, men hun skulle ikke bekymre sig om mig.

”Glem det mor. Du er her nu, og det er jeg glad for.” Hun smilede og kyssede mig på panden. ”Jeg elsker dig mor.”

”Jeg elsker også dig skat.” Hun kiggede på halskæden. ”Hvor har du fået den fra?” spurgte hun og tog den mellem to fingre, for at se ordentligt på den.

”Dean gav den til mig. Der er billeder indeni,” sagde jeg, og lod hende klikke den op.

”Hvor der det sødt,” sagde hun og smilede. ”Han er en dejlig dreng, som du må love mig at holde fast i. Du skulle have set ham. Han var halt nede i kulkælderen, da de ikke ville lukke ham ind, før de var færdige med dig. Du har været vant til alt for meget ansvar på dine skuldre, og jeg synes, at det er godt, at der for en gangs skyld er nogen der passer på dig. Jeg har ikke selv kunne klare opgaven og det er jeg virkelig ked af, men jeg ved at Terese og John og ikke mindst også Dean vil passe på dig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...