Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5603Visninger
AA

23. Forget it... i wont go!

 

Vi var halvvejs igennem Ariel, da Natasja kravlede op på Dean. Hun blev altid sådan, at hun helst skulle sidde ved nogen, når hun var træt, og hun kunne ikke rigtigt sidde ordentligt ved mig, så det blev Dean, men han havde heller ikke noget imod det. Han var meget glad for Natasja, og jeg syntes, at det var lidt sødt.

Jeg rejste mig for at gå på toilet, og da jeg kom tilbage, kunne jeg høre snorken. Dean sad i sofaen med hovedet tilbage over kanten og armene om Natasja, der lå med hovedet på hans bryst og krummede sig sammen i hans skød. Snorkelydene kom fra Dean, der gennem hele filmen ihærdigt havde forsøgt at holde øjnene åbne.

Jeg smilede og rystede på hovedet af dem. De var bare så søde, så jeg tog min telefon og tog et billede af dem. Jeg tog et par stykker og valgte det bedste til baggrund på min telefon, hvorefter jeg satte mig ned ved siden af dem. Jeg kiggede på Dean, der havde sin mund let åben, og jeg måtte indrømme, at han ikke ligefrem så intelligent ud. ”Hvad har du gang i?” spurgte han stadig med lukkede øjne.

”Kigger på dig,” sagde jeg bare og trak på skuldrene. ”Du ser sød ud.” Jeg så et smil spille på hans læber, da han åbnede øjnene og løftede hovedet for at kigge på mig.

”Det ser ud som om, at du har fået en konkurrent,” sagde han og hentydede til Natasja.

”Jeg har da en fordel.” Jeg smilede frækt.

Han løftede øjenbrynene. ”Og hvad kunne det være?”

”Jeg tror, hun er lidt for lille til at gøre sådan her,” sagde jeg og gav ham et hurtigt kys på læberne.

”Det har du nok ret i.” Han kluklo. ”Jeg lægger lige hende her i seng.” Han tog hende i sine arme og bar hende ind på sit værelse, hvor han puttede hende i en ekstra dyne, de havde, og kom tilbage med sin dobbeltdyne. Jeg sad og kiggede på, mens han lavede sofaen til en dobbeltseng ved at trække en ekstra madras ud under sofaen, som man kunne slå op. Til sidst smed han dynen på den og kravlede op til mig.

Han havde et frækt udtryk i ansigtet, da han tog fat i mig og skubbede mig ned at ligge, så han kunne kravle hen over mig. ”Dean! Min arm,” udbrød jeg, mens jeg grinede.

”Jeg har været ved at dø for at kysse dig rigtigt hele aftnen, og nu kan jeg ikke vente mere.” Han pressede sine læber mod mine og ikke længe efter udviklede vi kysset. Vi kyssede intenst og passioneret i et stykke tid, inden han rullede om på ryggen og tog mig med, så det var min tur til at ligge på ham. Jeg grinede lidt.

”Du er sød,” grinede jeg og kyssede ham igen.

Han smilede stort og kærtegnede min kind. ”Du er endnu sødere, og du ser så dejlig ud i den dragt der.” Jeg grinede igen og lagde mit hoved ned på hans bryst. Jeg havde min tunge gipsarm til at ligge ned langs siden, for jeg gad ikke rendte rundt med slynge, når jeg bare var hjemme og sad ned det meste af tiden. ”Jeg elsker dig smukke,” mumlede han ind mod mit hår og kyssede mit hoved.

”Jeg elsker dig mere,” svarede jeg igen.

”Det er ikke muligt.” Jeg smilede. Han lod sin hånd løbe ned af min ryg og lagde sig på min lænd. ”Har du lyst til at snakke om, hvordan der gik i retten?” Jeg sank en klump og forblev stille. ”Alberte?”

Mit hjerte havde sat farten lidt op, og jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvad der er at sige,” mumlede jeg.

”Jeg vil ikke tvinge dig til at sige noget, men Alberte jeg kender dig altså godt nok til at vide, at der er noget i vejen. Jeg kan se det på dig, og du skal ikke benægte det. Jeg ved godt, at du ikke er meget for at snakke om ting, der går dig på, og jeg ved, at det er fordi, du føler dig svag, men sådan skal du ikke tænke. Du er så sej, og nogen gange har man altså bare brug for at være ked af det.”

”Jeg ved det godt, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Jeg undlod at kigge ham ind i øjnene og lå i stedet med blikket ud i luften og øret mod hans bryst.

”Hvilke spørgsmål stillede de derinde?”

”Alt muligt. Mest omkring… hvad han… gjorde ved mig.”

”Var det hårdt?”

”Ja.” Jeg kunne mærke hvordan mine øjne blev fulde af vand. ”Det var ikke så nemt at se på ham imens, men mest af alt var det… ydmygende.”

”Hvordan ydmygende?” Han havde en beroligende effekt på mig. Jeg kunne mærke, at han rent faktisk var nysgerrig, men at han ikke forlangte, at jeg skulle sige noget.

”Jeg skammer mig lidt over det. Når jeg tænker på alle tingene, han gjorde, så får jeg lyst til at græde, fordi jeg syntes, at alle de ting han gjorde var ydmygende, og jeg har altid gjort så meget for at ingen skulle vide det, så det var ikke rart, at der lige pludselig sad et helt rum fuld af mennesker og skulle lytte til min historie.” Jeg snøftede. ”Jeg fortalte alt. Det værste var, at han gennem det hele bare sad og havde der mest forpinte udtryk, som om han fortrød det helt vild meget, og det gjorde det sværere at komme ud med det. Det lyder måske lidt skørt, men jeg fik faktisk helt dårlig samvittighed af at kigge på ham imens. Han er jo min far.”

”Ja det lyder mærkeligt. Kunne du ikke bare kigge væk?” mumlede han. Selvfølgelig forstod Dean det ikke. Selvfølgelig syntes han, at det var mærkeligt, at jeg fik dårlig samvittighed over det.  

”Det er ikke sådan… du forstår det ikke…” mumlede jeg bare.

”Du har ret. Jeg forstår det ikke, men det vil jeg gerne komme til. Du er bare nødt til at forklare det for mig.”

”Det er lige meget,” mumlede jeg.

”Nej det er det ikke!”

Jeg tog en dyb indånding. ”Har du nogen sinde haft et tæt forhold til din far?” Han rystede på hovedet. ”Ikke engang da du var lille?” Han rystede på hovedet. ”Nå men den gang jeg var lille, havde jeg et meget tæt forhold til min far. Vi var som en helt almindelig familie den gang Natasja ikke var født, og jeg var lykkelig, havde venner og opførte mig som et helt normalt barn, men så blev mor syg, lige efter hun havde fået Natasja. Hun begyndte at ligge mere og mere i sengen, og så mistede far sit arbejde. Vi kom på dagpenge, og far blev underlig. Han var helt nede, fordi han ikke var i stand til at forsørge os, og så begyndte han at drikke. Jeg fandt ud af, at han blev lettere voldelig, når han var fuld, og det var som om at når han fik noget alkohol indenbords, så blev han ond. Han begyndte at slå og gøre onde ting også ved mor og Natasja, men det var som om, at han lod det meste gå ud over mig.” Jeg græd inderligt ned i hans skulder og snøftede. ”Jeg var sikker på, at far snart ville få et job, så jeg besluttede at lade som ingenting. Jeg accepterede det bare, fordi jeg troede, at det ville gå over igen. Jeg troede, at han ville lade mig være, hvis jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at ikke at gøre ham sur, så det endte med, at jeg var den der lavede alt derhjemme.” Der var stille lidt. ”Jeg ved det lyder underligt, men jeg tror inderst inde stadig på, at han er den gamle far, som jeg elskede.”

Han var ret stille, mens jeg stadig lå og hulkede ovenpå ham. Han rullede mig ned på siden stadig med armene om mig. ”Jeg forstår. Du så hans ansigt, og måske var der noget inde i dig, der så den gamle far, og derfor havde du ikke lyst til at fortælle alle de ting, fordi du måske i sidste ende gerne vil have ham tilbage.” Jeg nikkede. ”Må jeg spørge dig om noget?” Jeg nikkede igen. ”Hvis han viste sig at være den gamle igen, kunne du så tilgive ham?”

Jeg tænkte lidt, men svaret var egentlig klart nok. ”Nej, det kunne jeg ikke.”

”Så er det da meget klart, er det ikke?”

”Hvad er klart?”

”Glem ham,” sagde han blidt.

”Du har ret. Jeg skal begynde at fokusere på det der kommer nu i stedet.” Jeg kiggede lidt ned. Dean forstod det vidst lidt bedre, end jeg havde regnet med. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene dig. Jeg mener… der er så mange andre… smukkere piger, ligesom Natalia. Hun er…” Jeg blev afbrudt, da han pressede sine læber mod mine.

Han trak sig væk og kiggede mig ind i øjnene. ”Sådan noget snak gider jeg slet ikke finde mig i,” sagde han bestemt. ”Du er så meget smukkere end alle andre piger, og desuden er Natalia en idiot, så jeg kunne slet ikke drømme om at være sammen med hende. Du er perfekt, og det vil jeg have, at du husker.” Jeg kiggede ned igen og nikkede stille. Han sukkede. ”Tror du ikke på mig?” Jeg rystede på hovedet. ”Hvorfor tror du så, jeg siger, jeg elsker dig hele tiden?” Jeg trak på skuldrende, og han klukkede. ”Nå men det gør jeg altså. Mere end du aner.”

”Jeg elsker dig mere,” mumlede jeg.

”Kan ikke lade sig gøre.” Han kyssede mig på læberne og trak mig endnu tættere på sig. Han tog fat i dynen og lagde den over os, hvorefter vi begge gled ind i søvnen.

***

Solen skinnede mig i ansigtet ind ad de store vinduer. Jeg kunne ikke vikle mig ud af Deans tætte greb. Ikke at jeg havde lyst, for jeg lå ret godt. Jeg åbnede det ene øje, og så et sødt ansigt, der så ud til at være dybt inde i drømmene.

I baggrunden kunne jeg høre støj fra et tv. Slukkede vi ikke tv’et? Jo vi gjorde, men hvem så tv? Jeg var egentlig ligeglad, så jeg lukkede bare øjnene og lagde mit hoved ind til Deans bryst igen. Jeg havde det egentlig ret varmt under dynen i en tyk jumpsuit og i armene på Dean, så jeg fik lyst til at vække ham. Men hvordan uden at være for hård ved ham. Jeg tænkte lidt over det og fik en ide. Jeg smilede smørret, da jeg løftede hovedet lidt og trykkede mine læber mod hans. Først opfangede han ikke, hvad der var ved at ske, men så kunne jeg mærke, at han begyndte at kysse tilbage mens han smilede.

”Sikke en dejlig måde at vågne på.” Han klukkede, og kyssede mig igen. Vi hørte en dæmpet hæs latter ovre fra lænestolen, og pludselig kom jeg i tanker om, hvem der kunne se tv. Jeg stivnede og kiggede forvirret på Dean, der rullede med øjnene og vendte sig om på ryggen for at se, at det var hans far der sad der. ”Hej Dad,” mumlede han. Jeg fik rødere kinder end et kirsebær og gemte hovedet Deans skulder. Han kluklo.

”Hej igen,” sagde han og kiggede på mig. Jeg smilede forlegent tilbage.

”Jeg kigger lige til Natasja.” Jeg smilede til Dean og kyssede ham lige hurtigt inden jeg gik. Natasja lå og kiggede op i loftet, da jeg kom ind. Hun smilede glad og gav mig et stort kram, da jeg kom ind. ”Deans far sidder derude.” Jeg tænkte, at jeg lige ville advare hende, for jeg vidste hvordan hun var med fremmede. Hun fik store øjne, men jeg smilede bare til hende og kyssede hende på panden. ”Du skal bare hilse på ham, og så kan du se noget tegnefilm bagefter.” Hun nikkede forstående.

”Alberte?” Hun kiggede meget alvorligt på mig. ”Du må aldrig stoppe med at være kærester med Dean,” sagde hun stadig med stenansigt.

”Det har jeg så sandelig heller ikke tænkt mig,” sagde jeg bestemt, men med et glimt i øjet og hun fnisede lidt. ”Vil du med ud?” spurgte jeg, og hun nikkede. Hun tog min hånd i sin, og vi gik ud til dem. De sad og snakkede om et eller andet, og Dean så ikke ud til at være specielt begejstret.

”Jeg er ked af det Dean, men jeg kan ikke komme ud af det,” sagde han, men Dean rystede bare på hovedet.

”Forget it! I wont go,” sagde han surt med hans britiske accent, som jeg elskede. Jeg rynkede panden, da jeg så hans kæbemuskler dirre, hvilket jeg vidste, betød at han var sur. Jeg blev stående, så de ikke kunne se mig og Natasja og lyttede til deres samtale.

Hans far rynkede panden. ”Vil du så bare blive her alene i en hel måned?”

”Du kan da ikke forlange, at jeg skal tage hjem til mor i en måned og så bare komme tilbage bagefter!” råbte han.

”Det kan jeg faktisk godt.” Hans far hævede stemmen.

”What’s wrong with you?! You and mom decided for me to stay with you in Denmark, but you’re never home, and now you want me to go to England for a month and then return. You can’t expect me to just be okay with it. For god sake, I’ve got a girlfriend.” Jeg ville heller ikke have at han skulle rejse i en hel måned, og jeg kunne mærke, at jeg faktisk blev lidt sur på Deans far, som jeg egentlig nu jeg tænkte over det ikke kendte navnet på.  

”Dean prøv at tænke over, hvad der ville ske, hvis jeg ikke arbejde ligeså meget som jeg gjorde. Så ville vi ikke kunne bo her og have en fed bil og så videre. Du kan jo se hvad der skete med Alb…”

”Så stopper du!” råbte Dean og kraften i hans stemme rungede i hele rummet. ”Du skal ikke blande Alberte ind i noget af det her!” advarede han. Jeg kunne mærke at det prikkede i øjnene, og Natasja klamrede sig til min arm. Jeg satte mig ned på gulvet og lagde mit hoved i mine knæ. Natasja sad ved siden af mig og aede mig på ryggen.

Deans far blev hård i blikket. ”Jeg er ked af at det må være sådan, men du kan ikke være prinsen på den hvide hest og rede en hver pige, der har brug for en lille smule hjælp! Tænk dog på dit eget liv i stedet for at lade dig blande ind i hendes problemer.”

”Ja tænkt lige engang over mit liv. Du er aldrig hjemme, og vi snakker aldrig sammen, og når vi så gør, så kommer du bare og bestemmer, at jeg skal rejse væk fra Alberte, som jeg elsker og som er den eneste der forstår mig. Tænk over hvad du gør ved mig ved at sende mig hjem til England. I de sidste måneder her har jeg stort set bare passet mig selv herhjemme, hvilket har gjort, at jeg har brugt det meste af min tid sammen med Alberte. Jeg er ligeglad med, om du tager af sted, for der ville ikke være nogen forskel i det, men jeg bliver her.” Jeg kunne lige frem se røg komme ud af hans øre, da han sad der og råbte ad sin far. ”I can take care of myself!”

Deans far bed tænderne sammen. ”Tag dig nu sammen. Du er kun seksten, og du sidder og snakker om hvor meget du elsker en eller anden pige, når du ikke engang ved, hvad du vil gøre med dit liv. Jeg kan ikke bare lade dig bo her alene i en hel måned.”

”Hvorfor ikke, når du jo ikke har lavet andet det sidste stykke tid?” Dean rejste sig og gik lidt rundt.

”Fordi…” Han tav og kom til at kigge på sit ur. ”Jeg er nødt til at tage på arbejde, men jeg siger dig, at det her er ikke slut. Jeg skal tænke over det!” sagde han hårdt og gik ud af stuen. Han stoppede op og så mig, der sad på gulvet og havde set det hele. Jeg kiggede op på ham med tårer i øjnene, men han kiggede bare tilbage på Dean og så på mig, hvorefter han stormede ud af døren.

Dean kom ud af stuen og så mig på gulvet. Han var hurtigt ved min side og trak mig ind til sig. ”Undskyld,” mumlede han ned i mit hår, og jeg lod det hele komme ud. Jeg hulkede ind mod hans skulder og knugede mig ind til ham. Det var bare så ydmygende at blive snakket om på den måde at Deans far.

Jeg tror ikke Natasja forstod det helt, men hun kunne se, at der var noget galt, så hun hjalp til med at trøste mig, alt hvad hun kunne. ”Tak fordi du forsvarede mig,” mumlede jeg. Dean havde stået imod hans far og forsvaret mig, og det var jeg meget taknemlig for.

”Selvfølgelig ville jeg det. Jeg ved slet ikke, hvad der får ham til at sige sådan noget pis, og blande dig ind i det hele.” Han ventede lidt. ”Du kan vel regne ud, at jeg har fortalt ham om dig.” Jeg nikkede, men jeg var ikke sur på ham denne gang. ”Du er ikke sur?” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg fortalte ikke det hele. Kun at du er i plejefamilie, fordi din familie ikke kunne forsørge dig og Natasja. Og så ved han at din far er i fængsel for vold. Ikke mere. Jeg følte ikke, at han behøvede at vide det hele.”

”Det er okay,” mumlede jeg ned i hans skulder.

”Alberte?” Jeg kiggede op. ”Du skal ikke lytte til, hvad han siger. Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig,” sagde jeg. Han tørrede en tåre væk fra min kind, mens han kyssede mig på panden.

”Kom smukke,” sagde han og trak mig med op. Han løftede Natasja op i armene, og vi gik ind i stuen. Han tog fat om mig og trak mig med ned i hans skød. Han lagde hagen på min skulder, og så sad vi ellers bare og så fjernsyn resten af formiddagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...