Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5603Visninger
AA

24. Fængsel på livstid

 

”Vil du love at finde ud af det med din far?” spurgte jeg med rynket pande. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig i en hel måned.”

Han smilede varmt kyssede mig på håret. ”Jeg skal gøre mit bedste,” sagde han sørgmodigt. ”Men jeg er bange for, at der skal meget til for at ændre min fars mening.” Jeg sukkede, men nikkede så.

”Jeg er nødt til at gå smukke. Vi snakkes ved ik’?” Jeg fremtvang et smil og nikkede, hvorefter jeg kyssede ham og trak mig væk.

”Vi ses,” sagde jeg og kiggede efter ham, da han gik hen mod sin knallert. Han sendte mig et luftkys og hoppede op, hvorefter han forsvandt hen ad vejen. Jeg gik hen ad det knasende grus med Natasja i hånden og gik ind ad døren. Terese smilede, da vi kom ind og gav os hver et kram.

”Har i haft det godt,” spurgte hun glad og fulgte os ind i stuen.

”Jaaaa,” sagde Natasja og hoppede i sofaen, men Terese sendte hende et blik, så hun sukkede og satte sig ned. Jeg kluklo og satte mig også.

”Jeg skal lige snakke med jer,” sagde hun så og kiggede alvorligt på os, men hun smilede med øjnene. Jeg var sikker på, at det var godt nyt. ”Jeres far har fået en dom på livstid. Det vil sige, at han skal i fængsel i seksten år.” Natasja så ikke ud til at forstå det helt, og jeg blev ikke engang glad. Tværtimod sad der en klump i min hals og rynkede panden. Det var tydeligvis ikke den reaktion, hun havde regnet med.

”Skal vi så aldrig se far mere?” spurgte Natasja.

”Jeg ved ikke hvad der sker, når han kommer ud, men indtil videre er det jer der bestemmer, om i vil se ham.” Hun kiggede bekymret på mig. ”Natasja, kan du ikke smutte op på værelset og hygge dig lidt. Jeg vil lige snakke med Alberte.” Natasja rynkede panden, men uden at sige noget smuttede hun op ad trappen og vi hørte hendes døre lukke efter hende. Terese bed sig i læben, som om hun var nervøs for et eller andet. ”Din far har ringet fra fængslet,” sagde hun og så ud som om, hun ventede på et udbrud fra min side, men jeg sagde ikke noget. Jeg kiggede bare spørgende på hende.

”Hvad ville han?” spurgte jeg og forsøgte at holde styr på min stemme.

”Han ville gerne snakke med dig, men du skal kun gøre det, hvis du har lyst. Vi vil ikke sige, at du skal gøre det, men vi vil heller ikke sige, at du skal lade være. Jeg vil ikke sige hvad jeg syntes, for jeg syntes, at du skal føle hvad du selv mener, du kan kapere og har lyst til.” Jeg nikkede og tog en dyb indånding. Jeg kunne ikke helt finde ud af det. Jeg var bange for, hvad jeg ville møde, hvis jeg valgte at tale med ham, men jeg var også nysgerrig. Hvad ville han med mig?

”Jeg vil gerne lige tænke over det,” mumlede jeg og trak benene op, så jeg kunne hvile mit hoved på mine knæ.

”Det er i orden søde.” Hun skulle til at rejse sig, da jeg greb fat i hendes hånd.

”Jeg vil gerne vide, hvad du syntes.” Hun bed sig i læben og så tænksom ud, da hun satte sig i sofaen.

”Er du sikker?” Jeg nikkede. ”Okay. Jeg syntes, du skal tænke på, om det er noget du føler, du kan klare. Prøv at tænk på hvor meget smerte, han har forvoldt dig både indeni og udenpå. Jeg tænker, at det måske er nødvendigt, at du glemmer ham, hvis du gerne vil komme videre og få et nogenlunde normalt liv.” Hun ventede lidt. ”John siger noget andet. Han syntes, at du skal have lov til at høre, hvad han vil sige i stedet for at skulle leve med en masse spørgsmål som du ikke kan få svar på, og derfor mener han, at det kan blive sværere at komme videre, hvis du ikke får det afsluttet på en ordentlig måde. Jeg kan sagtens se det fra hans perspektiv, men jeg er ikke sikker på, at det er det der er godt for dig.” Jeg kiggede lidt ned på min arm og kørte min finger rundt på alle tegningerne Dean og Natasja havde lavet på min gips.

”I har begge to ret, men det er ikke løgn, at jeg har en hel del spørgsmål. Jeg tror, at du bedre havde forstået det, hvis du havde set ham i retten. Jeg vil… gerne snakke med ham.” Hun så ret overrasket ud.

”Er du helt sikker på det?” Jeg nikkede beslutsomt, men mit hjerte hamrede derudad i brystet. ”Jeg er simpelthen nødt til at sige noget Alberte.” Hun løftede mit hoved med to fingre. ”Du er den sejeste pige, jeg nogensinde har mødt. Er du klar over det? Du tager alt i stiv arm i stedet for at flygte fra tingene og aldrig få svar på alle de spørgsmål, du render rundt med.” Hun smilede. ”Tro på dig selv søde. Du kan, og du vil.”

Jeg bed mig i læben. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, for inde i mig selv følte jeg noget helt andet. Jeg følte mig svag, og hver gang nogen kiggede på mig, sendte de altid medlidende blikke, som fik mig til at føle mig lille. Jeg følte mig ikke sej overhovedet. ”Kan vi gøre det nu. Jeg vil bare have det overstået,” spurgte jeg, og hun løftede øjenbrynene.

”Øh ja. Selvfølgelig.” Hun fandt sin telefon og fandt nummeret. ”Er du sikker på, at du kan gøre det her?” Jeg nikkede og tog imod telefonen. Jeg sad og kiggede lidt ned i den. Kunne jeg gøre det? Mit hjerte bankede hurtigere, og jeg rystede en smule. ”Alb…”

”Jeg kan godt. Bare giv mig et sekund,” mumlede jeg og tog en dyb indånding. Så, nu er det nu, sagde jeg til mig selv og trykkede på nummeret, hvorefter jeg tog den op til øret. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og jeg bed mig nervøst i neglene. Den blev taget af en kontordame, og jeg fortalte hurtigt, hvem jeg ville tale med. Der gik lidt tid mens jeg blev stillet om til ham. Jeg overvejede flere gange at lægge på og droppe det, men alligevel trådte den stædige Alberte til og fik mig til at holde telefonen mod øret indtil den blev taget.

”Hallo,” sagde en velkendt stemme der med det samme gav mig kuldegysninger. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg blev bare siddende helt tavs. ”Hallo, hvem taler jeg med?” spurgte han igen lidt irriteret.

Jeg fik taget mod til mig og svarede ham. ”Det er Alberte,” sagde jeg stille med rystende stemme.

”Hv… hva…” Han tav lidt.

”Hvorfor ville du snakke med mig?” spurgte jeg koldt.

Han var stille. Jeg kunne kun svagt høre vejrtrækningerne i røret, og jeg fik endnu engang lyst til at lægge på. ”Jeg troede ikke, du ville ringe tilbage,” sagde han bare.

”Hvorfor ville du snakke med mig?” spurgte jeg igen.

”Jeg… jeg ved det ikke,” mumlede han. ”Jeg tror godt, at jeg kan regne ud, at du aldrig nogensinde vil tilgive mig, men jeg ville bare snakke med dig.”

”Hvad vil du have mig til at sige?” Jeg forsøgte så vidt så muligt at tale uden følelser.

”Du skal ikke sige noget, for… ja, jeg ville egentlig ikke noget andet end at spørge dig, om du ikke ville besøge mig en dag.”

”Hvorfor skulle jeg det?”

”Fordi jeg gerne vil se dig, men jeg forstår godt, hvis du ikke vil.”

”Hvorfor er du pludselig sådan der? Hvad er det i det hele taget, der får dig til at tro, at jeg efter seks år bare kan komme tilbage og tilgive dig?”

”Det tror jeg heller ikke.” Han tav. ”Jeg vil aldrig kunne gøre det godt igen, men… giv mig en chance for at forklare mig.” Hvad var der galt med ham?

”Forklare dig?” Jeg fnøs. ”Jamen så forklar mig dog, hvad fanden du havde gang i!” nærmest råbte jeg, og jeg havde overhovedet ingen ide om, hvor den viljestyrke kom fra.

”Jeg vil gerne tale med dig ansigt til ansigt, hvis det ikke er for meget at forlange.”

”Det er det,” sagde jeg bare. ”Hvis der er noget, du vil forklare, så er det nu.”

”Vil du ikke nok bare tænke over at komme. Hvis du har noget tilovers for mig, så kom.” Hans bedende stemme gjorde det svært at sige nej, for jeg var virkelig nysgerrig over, hvad han ville sige. Havde han virkelig så brat ændret sig igen?

”Jeg tænker over det, men du får ikke Natasja at se!” sagde jeg hårdt.

”Tak.” sukkede han. ”Så var det vidst ikke mere.”

”Godt, farvel,” afsluttede jeg.

”Farvel,” mumlede han langsomt, og jeg lagde på. Adrenalinen pumpede i mine årer, da jeg sad der og nærmest rystede. Jeg rakte den orange Nokia telefon til Terese, der kiggede på mig i chok. Hun tog imod den og lagde den i lommen, hvorefter hun lagde en hånd på mit knæ.

”Er du okay?” spurgte hun forsigtigt, men jeg sagde ikke en dyt. Jeg stirrede bare ud i luften og mærkede stilheden der fyldte rummet som en kold toge. Langsomt lagde jeg min pande ned i håndfladen og hvilede hovedet med albuen på knæet. Det der lige var sket var simpelthen for underligt. Fortrød han ligefrem det han havde gjort? Var det, det han sagde?

”Jeg har det fint mumlede jeg.” Hun lænede sig hen mod mig og trak mig ind i et kram. Det prikkede i mine øjne, men jeg holdte tårerne inde og greb fat i hendes bluse, så hun ikke kunne trække sig væk.

”Jeg syntes du klarede det flot,” sagde hun og kyssede mig på kinden. ”Du er fantastisk.” Jeg kunne ikke holde et hulk inde og med det samme strømmede det hele ud. Tårerne væltede ud og gjorde hendes trøje våd, men hun gav stadig ikke slip. Jeg rystede, og mine negle borede sig ned i stoffet på hendes bluse. Jeg havde så mange forskellige følelser. Vrede, chok, men også håb. Jeg var vred på far, og jeg var i chok over mig selv at jeg kunne gøre det, men i det hele taget også bare i chok over hele telefonsamtalen, og så følte jeg et håb. Et håb om, at jeg måske en dag ville blive venner med min far igen. Sindssyg drøm. Jeg vidste det, men jeg savnede ham som den gamle far, han var, og jeg ville næsten gøre alt for at få ham tilbage.

Det forhold jeg havde haft med min far i sin tid kunne ikke erstattes af hverken John eller Terese. Det var min gamle far, jeg den gang elskede, som jeg lige snakkede med i telefon. Det var ikke den sindssyge nar, der slog mig, men jeg vidste ikke om de grimme minder ville komme lige i hovedet på mig som en lille film, når jeg så ham igen.  Jeg kunne huske hvordan det var i retten. Hvordan jeg tydeligt huskede det hele og ihærdig forsøgte at holde hovedet oppe, mens jeg måtte fortælle det hele.

Jeg trak mig væk fra Terese, og hun lagde en hånd på min kind, hvorefter hun sendte et smil til mig. ”Du skal være stolt af dig selv,” sagde hun og blinkede til mig. ”Bliv her, så laver jeg en kop varm kakao, og så hygger vi os.” Hun smilede opmuntrende og strøg mig ned af armen, hvorefter hun gik ind i køkkenet. Natasja kom ned lidt efter og kiggede på mig.

”Hvorfor græder du?” spurgte hun uroligt.

”Det skal du ikke bekymre dig om.” Jeg tørrede tårerne væk. ”Terese laver varm kakao til os.” Hun lyste op og hoppede ud i køkkenet, hvor hun glad dansede rundt, så Terese blev helt forfjamsket og var lige ved at spilde.

”Smut lige ind til Alberte igen, så kommer jeg om lidt.” Hun hoppede glad tilbage og satte dig op ad mig i sofaen.

Hun formede en kop rundt om munden med sine små hænder og kom helt op til mit øre. ”Jeg ved godt at du snakkede med far,” hviskede hun.

”Okay søde, men du skal ikke tænke på det. Bare glem ham ik’?” hviskede jeg tilbage.

”Okay,” sagde hun så helt alvorligt ud.

Resten af eftermiddagen brugte vi få at drikke kakao, spille kort og snakke. Vi spillede fisk, fordi det var det eneste Natasja kunne være med til, men det var vildt hyggeligt. Da John kom hjem og så os, smilede han over hele femøren og satte sig sammen med os. ”Hygger i jer?” spurgte han glad, og vi sagde alle sammen ’ja’ og grinede. Han rystede på hovedet af os. ”Rebecca kommer og spiser aftensmad hos os,” sagde han glad, og Natasja og jeg kiggede undrende på ham. Han lagde mærke til det. ”Gud ja. I har ikke engang mødt vores datter endnu. Nå men hun er rigtig sød, og jeg er sikker på, at i ville kunne lide hende.” Han smilede og gik ind i soveværelset for at klæde om fra sit stive arbejdsjakkesæt, som han altid havde på, til noget lidt mere afslappet.

”Terese har du set, hvad jeg har fået af Dean?” spurgte jeg glad, og jeg havde fuldstændig skudt samtalen med min far ud af hovedet, da jeg fandt jumpsuiten i min taske og foldede den ud, så hun kunne se flaget. Hun grinede lidt.

”Den dreng har da ikke noget problem med at give gaver hva?” spurgte hun grinende. ”Den ser dejlig ud.”

”Jeg har ellers sagt til ham flere gange, at han ikke behøver at give mig noget, men han lytter selvfølgelig ikke. Det er måske heller ikke fordi, han er i pengenød.” Jeg grinede lidt. ”Jeg er bare ked af, at jeg ikke har noget at give ham.

”Det minder mig om noget,” sagde hun og kom hurtigt på benene. ”John og jeg har snakket om, at begynde at give jer lommepenge.”

”Lommepenge?” spurgte jeg.

”Ja, for at i kan have lidt, i kan bruge på jer selv, eller i dit tilfælde, kæresterne.” Hun grinede lidt.

”Jeg vil da ikke bare tage penge uden at gøre noget for dem.”

”Hold nu op Alberte! Du laver mere end rigeligt, når du går og rydder op efter os andre. Du får tohundrede om måneden, og Natasja får hundrede. Hun er jo ikke så gammel.” Jeg skar ansigt. ”Bare vær glad. Jeg havde jo nok ikke tilbudt det, hvis det ikke var i orden vel, og hvis du ikke bryder dig om det i længden, så kan du jo få dig et fritidsjob.” Det var faktisk ikke nogen dårlig ide.

”Det er en aftale,” sagde jeg og smilede.

Døren gik op ude i entreen og ind kom en høj, smuk lyshåret pige, som efter hendes ansigtstræk at dømme, kun kunne være Rebecca, da hun lignede Terese helt vildt meget. ”Hej med jer,” sagde hun og gik ind med en taske over skulderen. Hun gav hurtigt sin mor et kram. ”Hej mor.” Hun smilede, da hun så mig og rakte hånden ud. ”Hej med dig. Jeg hedder Rebecca,” sagde hun og smilede. Natasja løb om bag ved mig og gemte sig.

”Jeg hedder Alberte, og det her er Natasja.” Jeg trak Natasja frem, og hun strittede lidt imod, men hun var snart nødt til at komme over det der generthed. Hun gav høfligt hånden til Rebecca, og jeg gav hendes skulder et opmuntrende klem, så hun smilede op til mig.

”Jeg har hørt så meget om jer. I skulle vidst være nogle søde piger, alt efter hvad jeg kunne forstå.”

”I lige måde,” sagde jeg og smilede. Jeg var ret stolt, af hvor god jeg var blevet til at møde nye mennesker.

”Kom og sæt jer. Maden er på bordet,” sagde Terese og smilede ovre fra døren til køkkenet. Vi gjorde alle, som hun sagde og begyndte at spise det dejlige mad, hun havde lavet. Rebecca var virkelig sød, og jeg kunne mærke, at vi virkelig snakkede godt sammen, selvom hun var et år ældre end mig. Hun var også rigtig smuk. Hendes lyse hår bølgede fint ned over hendes skuldre, og hun havde nogle kønne blå øjne, som hun havde lagt et perfekt lag makeup om. Hun så i det hele taget ret så perfekt ud i forhold til mig.

”Alberte vi skal ind og have gipsen af din arm på torsdag,” sagde John og smilede til mig. Jeg glædede mig allerede, for jeg hadede bare den store klods af en arm, jeg havde. Det var dog alligevel lidt sjovt at kigge på alle tegningerne, den var blevet dekoreret med

”Yeah!” Udbrød jeg hvilket var skyld i et større grineanfald i hele stuen, og jeg fik røde kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...