Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5577Visninger
AA

12. Er det din kæreste?

 

Jeg lå og kiggede rundt på værelset. Det var så underligt, at jeg ikke kunne falde i søvn. Det havde ikke taget så lang tid at pakke vores ting, for vi havde ikke så mange ting. Jeg havde allerede pakket dem ud og indrettet mig i værelset. Mit gamle skrivebord var rykket ind, ligesom mit store spejl og min opslagstavle. Jeg havde fået en hel reol og et skab, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle proppe i dem. Jeg havde jo ikke så mange ting og tøj. Jeg ville væde med at Natasja også var vågen på sit værelse, men hun måtte selv komme ind, hvis der var noget. Det plejede hun.

***

Jeg åbnede øjnene, og måtte lige bruge et par minutter på at huske hvor jeg var. Jeg tog min telefon og tjekkede klokken. Kvart i ti. Dean var sikker allerede oppe, så jeg fik lyst til at ringe til ham. Jeg savnede ham allerede. Jeg fandt hans nummer under kontakter og ringede ham op.

”Det’ Dean,” sagde han, og jeg kom automatisk til at smile.

”Hej, hvordan går det?” spurgte jeg.

”Det går meget godt, hvorfor?” spurgte han. Okay det var måske en smule underligt at ringe sådan uden at have noget at sige, men jeg havde brug for at snakke med ham. ”Er det nogen søde mennesker?”

”Øh ja,” mumlede jeg. ”Jeg har fået et stort værelse med dobbeltseng og det hele. Vi har allerede flyttet alle tingene, du skulle tage at komme at se det,” sagde jeg håbefuldt.

”Tror du ikke lige at det er lidt for tidligt. Ikke fordi jeg ikke vil, for der er ikke noget jeg hellere vil, men tror du ikke, at de har planer for i dag?” spurgte han. Han havde sikkert ret.

”Men jeg savner dig.” Jeg sukkede.

”Jeg savner også dig, men vi ses jo snart ik’.” Jeg fik sommerfugle i maven. Han savner mig!

”Jo da, men kan du ikke bare komme i morgen?” Jeg syntes selv, at det var en god ide.

”Hmm. Jo men du skal lige spørge Terese først.”

”Fint.” Det måtte jeg sikkert gerne. ”Vi ses,” afsluttede jeg.

”Vi ses.” Han lagde på, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg indrømmede gerne, at jeg var forelsket. Smask forelsket!

Jeg hoppede i et par bukser og en langærmet tshirt og gik ind til Natasja, men hun var der ikke, og det undrede mig lidt, for det ville ikke ligne hende at gå derned alene. Men ikke desto mindre sad hun med Nutella i hele ansigtet og spiste morgenmad. Lige måden at vinde Natasja. Hun var en værre slikmund, og da jeg tænkte over det, var det vel også det, der fik hende til at elske Dean. ”Godmorgen,” sagde Terese og pegede mod den tomme stol, så jeg kunne sætte mig.

”Godmorgen,” sagde jeg og satte mig. Natasja drejede sig lidt på stolen for at give mig et kram, og jeg lagde mine arme om hende. ”Har du sovet godt?” spurgte jeg, og hun nikkede. Jeg kyssede hende på håret og trak mig væk igen.

”Hvad vil i lave i dag, piger?” John kiggede på mig med et varmt blik.

”Øh…” var mit eneste intelligente at sige, så han forsøgte igen.

”Terese vil gerne ud at købe tøj sammen med jer,” fortsatte han.

Jeg nikkede. ”Det lyder fint.” Jeg fik helt dårlig samvittighed over at jeg opførte mig sådan, så jeg tvang et lille smil frem på læben. Det fik Terese til at lyse op.

”Ej hvor hyggeligt,” sagde hun glad, og jeg blev helt varm inden i. Gad vide om de egentlig vidste alt om os. Havde mor mon fortalt dem det?

 ”Er det okay, hvis min ven kommer på besøg i morgen?” spurgte jeg og smilede igen. Det virkede sikker meget godt til at overtale dem.

”Dean?” spurgte Natasja.

”Ja,” sagde jeg, og hun lyste op.

”Hvem er Dean?” spurgte John og kiggede på mig på en underlig måde.

”Albertes kæreste,” sagde Natasja. Jeg sendte hende et strengt blik.

”Han er ikke min kæreste!” sagde jeg hårdt og drejede hovedet tilbage. Terese og John kiggede kort på hinanden, som om de kunne kommunikere med øjnene, hvorefter John nikkede til mig. ”Er det okay?” spurgte jeg.

”Ja. Hvornår kommer han?” spurgte Terese.

”Det ved jeg ikke.” Jeg løftede øjenbrynet. Det var virkelig underligt at sidde og spørge fremmede mennesker om lov til at være sammen med min ven, men på den anden side, måtte jeg jo også bare vende mig til det.

”Vi skal vel også til at af sted,” sagde Terese. Jeg nikkede og rejste mig for at samle tallerkenerne sammen, som jeg plejede, hvorefter jeg tog glassene og stillede dem ud sammen med tallerkenerne. Jeg var vant til at gøre alting selv, så det kom helt naturligt for mig. ”Det var da pænt af dig,” sagde Terese og smilede overrasket til mig. Hvad mente hun?

”Hvad mener du?” spurgte jeg, mens jeg tog det sidste ud.

”Jeg mener tak for hjælpen.” Hun smilede til mig og rejste sig op for at gå ud i køkkenet. Det var lidt underligt, at hun begyndte at hjælpe mig med det. ”Jeg tager resten,” sagde hun og begyndte at vaske op.

”Skal jeg ikke gøre mere,” spurgte jeg forvirret, men hun rystede bare på hovedet.

***

Vi gik rundt inde i byen og kiggede på tøj i forskellige tøjbutikker. ”Skal i betale for alt vores tøj?” spurgte jeg.

”Vi får børnepenge, fordi vi passer jer, og de penge dækker til at betale for tøj, og ting i har brug for. Vi har ikke fået dem endnu, men vi bruger bare vores egne indtil videre,” sagde Terese og smilede til mig. Det lettede lidt, for jeg havde det stadig lidt svært ved at tage imod ting fra folk, men på den anden side skulle jeg jo heller ikke brokke mig, når hun tilbød det selv. ”Jeres mor er blevet udskrevet. Hun flytter ind i en lejlighed tæt på. Du ved sådan et sted, hvor hun kan få hjælp med det samme, hvis der sker noget.”

”Et plejehjem?”

”Nej, men det ligner lidt. Hun har sin egen bolig, men den ligger i et nabolag, hvor de kan holde øje med beboerne.” Hun ventede lidt. ”Jeres mor er psykisk syg. Hun har brug for, at der er nogen der kan passe på hende. Hun bad mig om at fortælle jer det.”

Jeg fik trang til at græde, men holdte det inde. Hun skulle ikke se mig græde. Det slog mig bare lige, at det hun sagde faktisk var noget, jeg havde vidst i lang tid. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre. Stop Alberte! Du begynder bare at græde.

Natasja var helt stille. Jeg vidste at hun havde fuldstændigt på samme måde. Jeg vidste, at hun havde brug for at blive trøstet, men jeg vidste ikke lige hvordan, jeg skulle gøre det. ”Terese vi skal lige finde et toilet,” sagde jeg og smilede til hende, så hun ikke skulle bekymre sig, hvorefter vi forsvandt ned i enden af butikken til gæstetoilettet.

Jeg låste døren og satte mig på knæ, så hun var højere end mig. En lille tåre trillede ned af hendes kind. ”Jeg savner mor,” sagde hun stille.

”Jeg ved det,” sagde jeg og trak hende ind i et kram. ”Jeg ved det smukke, og vi skal også nok besøge hende, men lige nu er vi nødt til at passe på hinanden,” sagde jeg med min blideste tone og kyssede hende på panden. ”Jeg passer på dig.”

Hun nikkede stille. ”Og jeg passer på dig.” Jeg grinede lidt.

”Det er jeg glad for,” sagde jeg og smilede til hende.

Hun græd ikke mere end det. Natasja kunne ikke lide tårer. Hun var fuldstændigt ligesom mig på det punkt, men lige nu kunne jeg ikke græde, for jeg vidste, at jeg ville have røde øjne, når jeg kom ud, så jeg holdte det i mig. Det var jeg efter hånden ret god til.

Hendes lange brune hår blev ved med at glide ned i øjnene, og hun kørte det irritere væk fra øjnene. ”Skal jeg hjælpe dig?” Jeg fandt en elastik og samlede hendes hår i en hestehale. Jeg flettede hendes pandehår og satte fletningen fast med en hårnål, som jeg havde i lommen. Jeg havde altid sådan noget i lommen, for jeg hadede selv at have hår i hovedet. ”Tør øjnene. Vi snakker om det i aften.” Jeg trak hende ind til mig og gav hende et klem, hvor efter jeg tog hendes hånd, og vi gik sammen ud igen, hvor vi fandt Terese med en hel bunke tøj, hun ville have mig til at prøve. Hun smilede til os.

”Værsgo,” sagde hun. Jeg fik en bunke tøj i favnen. ”Du skal prøve tøj.” Hun fik øje på Natasja og skulle til at sige noget, men jeg rystede på hovedet, og hun nøjedes med at smile til Natasja. ”Du har fået noget fint hår,” Hun smilede til Natasja som smilede igen for første gang til Terese. Jeg gav hendes hånd et klem, så hun vidste, at hun gjorde det godt. Hun skulle helst ende med at stole på Terese og John, så det var bedst, at jeg viste mig som et godt forbillede, og opmuntrede hende til at lukke dem ind.

Dagen var ellers rigtig god. Vi købte en helt del tøj og spiste på en restaurant, hvorefter vi besluttede os for at tage hjem. Terese foreslog at vi skulle kigge vores gamle tøj igennem, for det der ikke kunne bruges, så det ikke lå og fyldte i skabet. Det viste sig så, at det var stort set hele min samling tøj, der var enten hullet eller plettet. Det var kun to par bukser, en hættetrøje og to langærmede tshirts der kunne blive, men da vi fyldte op med det nye, så det ud af lidt mere. Det samme med Natasja, der var meget begejstret, for alle de fine nederdele hun havde fået med glimmer og blomster. Jeg vidste at Natasja altid havde gået mere op i at ligne de andre, end jeg havde gjort, fordi hun havde så mange veninder, så det betød også meget for mig at se, at hun endelig kunne føle sig mere normal.

***

Jeg vågnede op med en dejlig fornemmelse i maven. Dean skulle komme i dag. Jeg rejste mig og fandt et sæt af mit nye tøj frem. Det var et par mørkeblå jeans med en stort sop og en hvid skjorte til. Det sad perfekt, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på mig selv lidt. Det var godt nok længe siden, jeg havde haft sådan noget tøj på, måske aldrig.

Jeg fandt min telefon og ringede til Dean. ”Det’ Dean,” sagde han.

”Hej… hvornår kommer du i dag?” spurgte jeg.

”Hvornår må jeg komme?” spurgte han glad.

”Skal vi sige om et par timer?” spurgte jeg.

”Det kan vi da godt.” Han grinede lidt.

”Hvad griner du af?”

”Du lyder bare så glad,” svarede han.

”Det er da fordi du kommer.” Mine kinder blev varme, og jeg kom til at fnise lidt. Jeg følte mig en smule skør, men det måtte man jo også gerne, når man var forelsket.

”Ha ha… jeg glæder mig også til at se dig. Send lige adressen over sms.”

”Skal jeg nok. Vi ses.” sagde jeg, og vi lagde på.

Jeg gik nedenunder, hvor Terese stod og drak et glas juice i køkkenet. ”Godmorgen,” sagde hun og smilede til mig. ”Hvor ser du godt ud.” Hun stirrede lidt på mig. ”Det var da vidst godt, at vi fik købt nyt tøj, når han kommer på besøg,” sagde hun med et smil på læben. Jeg ignorerede det og satte mig for at spise morgenmad.

”Han kommer om et par timer.” Jeg tog en bid af rundstykket og tyggede det omhyggeligt, for at få det til at gå langsomt. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle give mig til, mens jeg ventede.

Tereses synsvinkel

Alberte gik raskløst rundt. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun var endelig begyndt at bløde lidt op, men Natasja var svær at rokke i. Jeg blev helt ked af det inden i. Jeg forsøgte virkelig at gøre mit bedste, men jeg gættede på, at hun havde svært ved at stole på folk, hun ikke kendte. Jeg kunne ikke bebrejde hende, for det var nok heller ikke nemt for dem. Deres historie var frygtelig, hvilket også var grunden til, at jeg ikke sagde noget, da jeg så Natasja med tårer i øjnene dagen før. De havde brug for hinanden, og Alberte var virkelig en god storesøster. Jeg stolede på, at hun kunne passe på Natasja.

Jeg havde på fornemmelsen, at de var nødt til at finde ud af det selv. Når de havde boet hos os noget tid, kunne de jo nok begynde at se, at de kunne stole på os, og så kunne det være, at de havde lyst til at snakke med mig om tingene, men lige nu skulle de nok bare vende sig til det hele. Det var mit bedste bud.

Det ringede på, og Alberte spænede derud. Hun åbnede døren. ”Hej!” sagde hun begejstret og gav drengen i døren et stor kram. Det var ham, vi havde set på hospitalet.

”Hey sweetheart,” sagde han på rigtig britisk. Han var vidst nok også fra England, havde jeg hørt. Hun trak sig væk.

”Det har du aldrig kaldt mig før.” Hun grinede lidt. Hun lød så befriet. De gange hun havde smilt til mig, havde det set ud til at være påtvunget, men da hun så ham og grinede, blev jeg hel varm om hjertet. ”Kom ind,” sagde hun og tog hans hånd. De kom hen til mig der stod og kiggede på dem ved trappen. Drengen kløede sig i sine mørkebrune krøller, hvilket fik Alberte til at grine. Underligt.

”Hej med dig,” sagde jeg og rakte hånden ud. ”Jeg hedder Terese.”

”Jeg hedder Dean,” Han tog høfligt min hånd og smilede til mig.

”Er du Albertes kæreste.” Jeg kunne virkelig ikke lade være med at spørge. De var så søde sammen, at de umuligt kunne være andet. De udvekslede kort blikke.

”Er vi det?” spurgte han hende.

”Øh.” Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til det. Jeg tror jeg kom til at spørge på et dumt tidspunkt. De havde vidst ikke snakket om det. Han smilede til hende, og hun rødmede og nikkede en gang.

”Ja det er jeg,” sagde han og grinede lidt. Teenagere! Men det var da sødt.

”Nå. Jeg går ind i stuen og ser tv, hvis der er noget,” sagde jeg og gik. Det lød som om de kyssede, da jeg vendte ryggen til, men det var også okay. De var glade for hinanden, og det syntes jeg var godt for Alberte.

Albertes synsvinkel

Jeg kunne slet ikke stoppe med at kysse ham. Han havde lige sagt ja til at være min kæreste, selvom det ikke var mig der spurgte ham. Jeg trak ham med ovenpå og lukkede døren. ”Kan du lide mit nye værelse?” spurgte jeg stadig med armen om ham.

”Ja,” sagde han og kyssede mig igen. ”Du ser godt ud,” sagde han og smilede. ”Har du fået nyt tøj?” Jeg nikkede og lagde mit hoved på hans skulder. ”Du er ret lækker,” hviskede han i mit øre, og jeg stivnede. Mente han det?

”Hvad?” spurgte jeg. Han grinede.

”Jeg mener det,” sagde han og kyssede mig igen.

”Det er du også.” Jeg smilede til ham.

”Det ved jeg da godt,” sagde han flabet og kom til at grine lidt.

”Du er tarvelig, det ved du godt ikke også?”

”Jo, men det er der ikke noget at gøre ved.” Han satte sin taske på gulvet og tog sin jakke af, som han smed på stolen og satte sig i sengen. ”Kom,” sagde han og rakte hånden ud for at hive mig med. ”Hvad skal vi lave?”

”Det spørger du altid om, og jeg har aldrig et svar, så det ender altid med, at vi ser en film alligevel.” Jeg løftede det ene øjenbryn.

Han grinede lidt. ”Det kan der være noget om, men vi kan da ikke nøjes med at se film hver gang, vi er sammen.” Han greb sin taske og tog sin computer op. ”Vi har fået lektier for. Vi skulle skrive om Apartheid i Sydafrika, men jeg er lige ved at dø over den, så det kunne være at du gad hjælpe mig. Du behøver jo ikke lave den.”

”Og hvorfor så ikke det?”

”Du har jo ikke fået det at vide.” Han blinkede til mig.

”Det kan da godt være, at jeg ikke har været i skole til at få opgaven for, men jeg vil da lave den alligevel,” sagde jeg.

”Hvorfor?” Han så drillende på mig. ”Ej please vil du ikke nok hjælpe mig?”

Jeg sukkede. ”Okay jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg har besluttet mig for at begynde at lave lektier, så jeg kan følge med igen.”

”Lovely.” Han smilede og skrev overskriften ”Apartheid” på et word dokument. Vi begyndte at skrive en lille liste over de ting, der var vigtige at have med, og det gik egentlig meget godt med at komme i gang.

***

”OMG!” udbrød jeg. ”Jeg kan ikke mere.” Dean grinede af mig, men hans trætte øjne fortalte mig, at han var ligeså udmattet som mig. Jeg havde altså også brugt stort set hele eftermiddagen med en enkelt spisepause. ”Hvornår skal den afleveres?”

”På næste mandag.”

”HVA! Så havde vi da ikke behøvet at lave det hele i dag.” Brokkede jeg mig.

”Jeg ved nu ikke. Det er da meget rart at være færdig.” Han smilede lidt.

”Vil du ikke med ned og se fjernsyn nu. Jeg gider ikke mere!” Jeg kyssede ham på kinden og rejste mig op.

”Jo da.” Han trak mig ind til sig og kyssede mig. ”Tak for hjælpen smukke,” sagde han.

”Det var så meget.” Det fik ham til at kigge underligt på mig.

”Jeg forstår ikke din humor,” sagde han og rystede på hovedet, og jeg kom til at smile.

Vi gik nedenunder, og heldigvis var Terese ikke i stuen længere, så vi kunne sidde der alene. Jeg tændte for TV’et og zappede gennem kanalerne, men der var ikke noget spændene. Lige meget. Vi snakkede bare i stedet, hvilket også var hyggeligt.

”Jeg så på facebook at du har fødselsdag på fredag,” sagde Dean og løftede det ene øjenbryn. Jeg havde helt glemt, at jeg havde facebook. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?”

”Har du fundet mig på facebook?”

”Ja, og jeg har sendt dig en venneanmodning.”

”Altså jeg bruger ikke facebook, men jeg skal nok lige bekræfte den, når jeg får mulighed.” Jeg smilede.

”Men hvorfor har du ikke fortalt mig om det?”

”Skal jeg være ærlig?” Han nikkede. ”Okay, jeg havde glemt det.” Han grinede lidt.

”Hvordan jeg kan glemme sin fødselsdag?” Mine kinder blussede. ”Hvad ønsker du dig?”

”Øh…” Jeg fik aldrig gaver. Hvis jeg havde fødselsdag, havde jeg højest fået et nyt hårspænde eller noget i den stil. ”Du behøver ikke give mig gaver,” svarede jeg velvidende om, at han nok ikke ville høre efter.

”Jo, du er min kæreste! Det er mit job at give dig gaver.” Han kiggede mig dybt i øjnene. Jeg elskede hans øjne. Det var dem jeg havde forelsket mig i, første gang jeg så ham.

”Hvis du virkelig vil give mig en gave, så overrask mig.” Jeg smilede til ham.

”Pas på hvad du siger.” Han grinede.

”Hvorfor?” spurgte jeg, men han rystede bare på hovedet og smilede kækt. Han sad sikkert og lagde planer, og jeg havde lyst til at stoppe ham og finde på et eller andet ønske, så det ikke behøvede at koste så meget, men på den anden side, var der et eller andet spændene over ikke at hvide, hvad han havde tænkt sig.

”Jeg er ked af det, men jeg tror snart jeg skal til at af sted.”

Jeg fik et trist udtryk i ansigtet. ”Hvorfor?”

”Jeg skal ud at spise med min far og nogle af hans kolleger. Jeg har lovet ham det, men ærligt talt ved jeg ikke hvorfor.” Han rystede på hovedet. ”Han har ikke andet i hovedet end det åndssvage arbejde.”

Jeg flettede mine fingre ind i hans. ”Til gengæld har i en masse penge. Er det ikke meget rart?” Jeg forsøgte at lyde opmuntrende.

”Jo det er det da, men det er ikke så fedt at være så meget alene. Jeg ville hellere have boet hos min mor, men de lytter aldrig, til det jeg siger.” Jeg kunne se på ham, at han var ked af det. Jeg rakte armene ud for at give ham et kram.

”Jeg er glad for, at du flyttede til Danmark,” sagde jeg for at opmuntre ham. Han smilede sødt til mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var han lige ved at rødme, men i stedet kløede han sig bare i håret og kiggede væk. Et lille grin undslap mine læber. ”Nå, jeg er nødt til at komme af sted.” Jeg var ked af at han skulle gå, men jeg kunne jo ikke holde ham tilbage, så jeg gik med ham ud for at tage sko på.

”Jeg henter din taske og jakke,” sagde jeg og smuttede ovenpå, hvor jeg pakkede hans computer ned i tasken og gik tilbage.

”Takker.” Han smilede og gav mig et kys.

”Så lidter,” sagde jeg og stod i døren, da han gik ned til sin knallert. Han vinkede til mig og kørte sin vej. Jeg kunne stadig ikke forstå, at han nu var min kæreste. Havde han det virkelig på samme måde med mig? Jeg havde svært ved at tro på det.

Jeg gik ind i stuen og så hvor meget det rodede. Ikke at det var mig der havde rodet, men jeg kunne da godt lige rydde det op. Jeg havde det underligt med, at jeg bare kunne gøre, som jeg ville. Jeg havde været så vant til at være nødt til at gøre alting selv, og det fik mig til at føle mig rastløs, når der ikke var noget, jeg kunne gøre. Det gav mig følelsen af, at jeg bare drev den af i stedet for at lave noget, og det gav mig dårlig samvittighed. Jeg tog støvsugeren og begyndte at støvsuge, og da jeg var færdig, satte jeg mig tungt i sofaen. Hvad nu?

Jeg gik ud i køkkenet for at se efter Terese, og så at hun var ved at lave mad. ”Skal jeg hjælpe?” spurgte jeg. Hun smilede til mig.

”Er Dean gået?” spurgte hun. Jeg nikkede. ”Var det hyggeligt? Det lød det i hvert fald som om.” Jeg nikkede igen. Hun skar ansigt over, at jeg var så tavs, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Det var stadig lidt underligt det hele. ”Nå, men hvis du gerne vil hjælpe, må du meget gerne dække bord,” sagde hun og begyndte at røre i gryden med sovs. Vi skulle have bøf med bløde løg og kartofler. Jeg fremtvang et smil og begyndte at tage tallerkener ud af skabet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...