Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5580Visninger
AA

27. En underlig dag

 

Jeg gik rystende op mod klassen. Jeg hadede sådan at komme i skole, efter Dean var taget af sted. Heldigvis var der fri bane på gangen, da jeg gik mod klassen, og det var som regel gangen, der var den værste, så det tegnede til at være en god dag. Jeg satte mig ved siden af Christian og tog mit penalhus frem, hvorefter jeg begyndte at tegne kruseduller i mit hefte.

Jeg skulle lige på toilet inden timen startede, så jeg smuttede hurtigt derud, inden Natalia eller en af de andre kunne nå at se mig. Jeg stod lidt foran spejlet og skulle til at gå ind i en af båsene, da jeg hørte et snøft. Jeg så at den ene dør til et af toiletterne var på klem, så jeg skubbede den langsomt op. Der sad den sidste i verden, jeg havde regnet med at se grædende på gulvet på et pigetoilet. Hendes mascara lå i striber ned af hendes kinder, og hun kiggede op på mig med hårde, bange øjne. ”Hvad fanden vil du her?” spurgte Natalia hårdt og tog fat i døren for at smække den i, men jeg satte foden i, så hun ikke kunne. ”Skrid ad helvede til. Jeg gider ikke se på dig.” Men jeg blev stående. Måske var det nu, jeg skulle gøre nar af hende, og give igen for alle de gange hun havde bogstaveligt talt været ved at ødelægge mit liv, men jeg kunne ikke. Sådan var jeg ikke.

”Hvorfor græder du?” spurgte jeg stille, men hun så bare forvirret ud. Jeg gik et skridt frem og lukkede døren bag mig, hvorefter jeg gled ned ad døren og landede på gulvet overfor hende, hvor hun sad. Hun var stoppet brat med at græde og stirrede underligt på mig.

”Er du ikke ligeglad? Nu har du chancen for at tage hævn! Bare kom an. Du kan ikke skræmme mig!” Hun tørrede arrigt tårerne væk med bagsiden af hånden, men jeg tog et stykke papir fra rullen, der hang ved siden af mig og gav det til hende. Hun tog imod det med en rystende hånd og tørrede sig på kinderne.

”Hvad er der galt?” Jeg krydsede armene og ventede på hendes svar. Hun rystede på hovedet og gemte ansigtet i sine hænder.

”Hvorfor skulle jeg fortælle det til dig? Du hader mig.”

”Det er ikke en overdrivelse,” sagde jeg stille. ”Men jeg griner ikke, ad folk der græder.” Jeg ventede lidt, mens hun stadig bare sad og snøftede regelmæssigt. ”Det er helt fint, hvis du ikke gider fortælle det, men jeg har ikke tænkt mig at gå, før du er færdig med at græde.” Hun løftede øjenbrynet og kiggede op. Jeg så noget, som hun havde forsøgte at skjule med sit hår. Hun havde et blåt mærke på hendes kindben, og da hun lagde mærke til, at jeg så det, skyndte hun sig at tage en hånd for.

”Vil du ikke godt bare lade mig være?” spurgte hun bedende, men jeg rystede på hovedet. ”Du syntes nok bare, at jeg er ynkelig, og du kan lide at se mig sådan her. Jeg ved godt, at du blev banket af din far. Tror du ikke jeg kunne se det? Og nu sidder du og fryder dig over, at jeg må prøve det samme. Værsgo at grin!” sagde hun hårdt, men jeg sagde ikke noget, hvilket irriterede hende lidt. ”Så skrid dog for helvede!” råbte hun.

”Hvorfor tror du, jeg kan lide at se dig sådan her?” spurgte jeg.

”Jeg ved sgu da godt, at du hader mig for alt det, jeg har gjort, så hvorfor skulle du ikke kunne lide det?”

”Fordi jeg ser en pige foran mig som er såret og græder, og jeg ved, hvordan det føltes. Det er ikke fedt, og jeg ønsker det ikke for nogen. Selv ikke dig.” Jeg lod en hånd løbe igennem mit hår. ”Vil du fortælle mig hvad der er sket?” Hun sukkede højt.

”Jeg fatter ikke, at jeg gør det her,” mumlede hun. ”Mine forældre er stort set aldrig hjemme, og de prøver at købe mig med tøj og makeup hele tiden. Jeg har altid syntes at det var ret fedt, men så alligevel ikke. Jeg ser dem aldrig, og ja… her til morges begyndte de at skændtes, og jeg blev vred på dem, fordi jeg syntes, at det var tarveligt, at når de endelig var hjemme, så brugte de tiden på at skændtes, så jeg begyndte at diskutere med min far.” Hun holdte en pause og kiggede mistroisk på mig. ”Hvordan kan jeg vide, at jeg kan stole på dig?” spurgte hun så. Jeg trak på skuldrene.

”Det ved jeg ikke… hvorfor skulle jeg fortælle det videre?” spurgte jeg og lagde hovedet på skrå.

Hun tyggede lidt på den, inden hun fortsatte. ”Hvis du lover ikke at sige noget, så vil jeg aldrig gøre dig til grin foran de andre igen.” Hun rakte hånden frem, og jeg tog den.

”Deal,” sagde jeg og smilede skævt.

”Nå men vores diskussion blev til skænderi, og han blev til sidst så vred, at han… han…” Hun brød sammen og gemte ansigtet. ”Jeg ved, at det er ingen ting i forhold til dig, men… men han havde aldrig gjort det på mig før.” Hun begyndte ligeså stille at hulke.

”Det er jeg ked af,” mumlede jeg oprigtigt.

”Hvorfor er du det? Jeg forstår dig virkelig ikke,” sagde hun hårdt.

”Det er der så mange, der ikke gør.” Jeg trak på skuldrene.

”Dean gør.” Hun kiggede mig ind i øjnene. ”Han forstod dig lige fra starten.” Jeg kom til at smile lidt. Jeg kiggede ned på min telefon.

”Vi kommer for sent til time.”

Hun trak på skuldrene. ”Jeg er ligeglad,” mumlede hun og kiggede igen på mig. ”Tak.”

Jeg smilede skævt. ”Det var så lidt, men hvis du ikke har noget imod det, så smutter jeg til time.” Jeg kunne se på hende, at hun så småt var færdig med at græde, så jeg kunne sagtens gå.

”Selvfølgelig,” sagde hun overrasket. ”Jeg kommer med. Nej vent, bare gå. Jeg kommer lidt senere. Jeg skal lige fixe noget.” Hun pegede på sit ansigt, og jeg nikkede forstående. Jeg gik ud på gangen og tænkte det igennem. Havde jeg lige siddet på pigetoilettet med selveste Natalia og trøstet hende. Jeg burde få en medalje eller sådan noget.

Jeg rystede forarget på hovedet og gik ind i klassen, hvor Rikke allerede stod. ”Undskyld jeg kommer for sent,” mumlede jeg og gik ned på min plads ved siden af Christian.

Timen begyndte, og jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig, men pludselig kom Natalia ind ad døren, og alle folk kiggede forundret på hende, fordi hun tydeligvis ikke var færdig med at græde. Rikke løftede øjenbrynet, da hun så hende, men sagde ingenting. Hun skulle til at sætte sig ned, men lige inden fik vi øjenkontakt, og jeg sværger jeg så et lille smil på hendes læbe. Sensation! Natalia smiler til mig! Jeg blev lidt glad. Jeg kunne ikke undgå at komme til at smile lidt over det, for jeg vidste hvad det betød. Ikke mere mobning. Ikke flere ydmygende kommentarer.

Da timen blev slut og det var frikvarter, så jeg nogle af pigerne hviske ting til Natalia og pege på mig. Jeg holdte øje med hende, om hun alligevel ikke kunne lade være med at være lidt med på den, men hun sagde ingenting. Pigerne kiggede undrende på hende, og hun bed sig i læben. Hun så usikker ud, men indtil videre, virkede hun til at kunne holde hendes løfte meget godt.

Pigerne fik et ondskabsfuldt smil i ansigtet og skulle til at gå hen til mig, men Natalia greb fat i den enes arm. Natalia sendte hende et ondt blik, hvilket forvirrede hende som vidst nok hed Sofie, og hun krydsede armene. De krydsede alle armene og kiggede på Natalia, hvis læber var blevet til en smal streg. Pigerne forsvandt lidt efter, og jeg åndede lettet op.

Jeg tegnede på et stykke linjeret papir, fordi min blok var væk, hvilket var vildt irriterende. Jeg hadede når jeg ikke kunne tegne på almindeligt hvidt papir, og pludselig braste pigerne ind ad døren igen. Natalia var i gang med at grine ad et eller andet, da hun så mig tegne på min linjerede blok, og hun stoppede brat op. Hendes pande rynkede, men hun satte sig bare ned og snakkede med pigerne igen.

***

Jeg dansede lidt rundt mens jeg ryddede op i stuen og sang lidt til noget musik. Jeg var bare glad for at være alene hjemme, for så kunne jeg opføre mig lige så tosset, som jeg ville. Det bankede på døren, og jeg gik selvfølgelig ud for at åbne den. Gad vide hvem det kunne være...

Jeg åbnede døren og så til min store overraskelse, at det var Natalia. Det var godt nok en underlig dag efterhånden. ”Hvad vil du?” spurgte jeg koldt og lænede mig op ad dørkarmen med krydsede arme. Det kunne godt være, at hun havde lovet ikke at gøre grin med mig mere, men det betød ikke, at jeg havde tilgivet hende.

Hendes ansigt var tomt, da hun rakte noget frem omme fra hendes ryg. ”Undskyld,” mumlede hun og rakte mig en sort bog. Jeg tog den tøvende ud af hendes hånd og kiggede i den. Den var en sprit ny blok med perfekt tegnepapir i. Ikke bare almindeligt hvidt papir som i min gamle, men rigtigt papir til at tegne på. Jeg kiggede med store øjne på hende.

”Tak,” fik jeg fremstammet. Hun nikkede bare og vendte sig om for at gå, men jeg tog fat i hendes arm. ”Vil du ikke med ind?” Hun tøvede og lod en hånd glide igennem sit hår.

”Er du sikker?” spurgte hun forvirret.

”Ja selvfølgelig.” Jeg smilede skævt og åbnede døren lidt mere. Hun trak på skuldrene og gik så med ind. Hun tog sine sko og jakke af og kiggede lidt rundt. Jeg slukkede musikken. Jeg hørte Taylor Swift. Det var min yndlingssanger lige i øjeblikket.

”Det var ellers en god sang.” Hun vendte sig om mod mig. ”Hvorfor er du sådan der mod mig? Jeg har ikke været andet end led mod dig i flere år.”

”For det første, har jeg ikke tænkt mig at være ligesom dig. Jeg har ikke lyst til at gøre nar ad folk. Ikke engang dig, og for det andet ved jeg godt, at det slet ikke er dig. Du har skabt dig et image, du ikke kan komme ud af, fordi du er bange for at miste alle dine venner. Men hvis du kigger ordentligt efter er de ikke rigtigt dine venner vel?” Jeg satte mig ned i sofaen, og hun fulgte med. Hun sad helt nede i den anden ende, så jeg tog fødderne op og hvilede hagen på mine knæ.

”Hvordan kan du vide det?”

”Jeg kan se det. De er bange for dig, og det er den eneste grund til, at de ikke siger en skid, når du har udset dig et offer. De er bange for at blive den næste.” Hun sank en klump og kiggede ned. ”Jeg synes, at det er ærgerligt.” Hun kiggede undrende på mig. ”Fordi jeg ikke tror, at det er dig. Jeg tror ikke, at du er sådan i virkeligheden, men du tænker ikke over konsekvenserne, af det du gør. Du gør det, fordi du på et eller andet punkt selv er usikker.” Jeg vidste, at det var hårdt, at jeg bare sad og smed alt det i hovedet på hende, men hun fortjente det.

Hun kiggede væk med et hårdt udtryk i ansigtet. ”Hvorfor fortæller du mig det?”

”Fordi du fortjener at få det at vide,” svarede jeg bare. Jeg sværger, jeg så en tåre i hendes øjenkrog, men den var hurtigt væk på hendes baghånd.

”Jeg tror, at det er bedst at jeg går.” Hun rejste sig og gik ud mod gangen.

”Hvorfor? Er du bange for sandheden?” Det var ikke for at provokere hende, men mere for at forstå hende.

”Prøv at høre! Jeg har ikke brug for dig til at sidde og have medlidenhed med mig og fortælle mig hvem jeg er. Du kan lege psykolog på alle mulige andre, men jeg har ikke brug for det!” Hun tog arrigt sin jakke ned fra knagen og tog fat i håndtaget, men hun tøvede. ”Er vi kvit?” spurgte hun og drejede hovedet om mod mig, selvom hun egentlig ikke kiggede på mig.

”Ja for mit vedkommende er vi.” Hun nikkede og tog fat i dørhåndtaget, inden hun gik ud og forsvandt ned ad vejen. Jeg rystede på hovedet og gik ind i stuen igen. Det var så underligt, hvor hurtigt det kunne vende.

Måske jeg skulle ringe til Dean. Jeg havde ikke snakket med ham i to dage, for jeg havde været ret irriteret på ham, men jeg var ikke længere sur på ham mere, så jeg skrev en sms. Mig: kommer du på cam? Jeg gik ind til Tereses computer og åbnede den. Dean: to sek… Jeg ventede på, at den skulle ringe mig op og lidt efter besvarede jeg opkaldet.

“Hej Alberte,” mumlede han. “Så har du måske endelig besluttet at tilgive mig?” Han så lidt irriteret ud.

”Tilgive dig?”

”Var du ikke sur på mig?” spurgte han.

”Nej jeg var irriteret, fordi jeg ikke syntes, at der var nogen grund til at du pludselig blev sådan.”

”Det var heller ikke helt fair af mig. Jeg syntes bare, det er lidt svært at være så lang væk fra dig.” Han sukkede og smilede skævt. ”Og så er jeg vidst nok lidt Jaloux, men det er kun fordi, jeg ved hvordan Chris har det med dig.”

”Stoler du ikke på mig?” spurgte jeg med løftet øjenbryn.

”Jo selvfølgelig. Det er Chris jeg ikke stoler på.”

”Så har du heller ikke noget at være bange for. Jeg lader ham ikke gøre noget.” Jeg smilede.

”Jeg elsker dig,” sagde han og smilede skævt.

”Jeg elsker også dig.” Jeg sendte et luftkys, og han lod som om han fangede det, hvilket fik os begge til at grine. ”Du gætter aldrig hvad der skete med Natalia i dag,” sagde jeg med store øjne. Han så bekymret ud.

”Hvad gjorde hun,” spurgte han hårdt.

”Hun var sød… hun gav mig en ny blok.”

”Hvad?” udbrød han.

”Vi snakkede sammen, fordi hun var ked af det, og så lovede jeg, at hvis jeg ikke sagde noget, om det vi snakkede om, så ville hun lade mig være. Jeg tror, at hun havde det dårligt med det med blokken, så hun bankede på døren og gav mig den. Hun kom endda ind, men hun kunne ikke tåle at høre de ting, jeg sagde om hende, så hun smuttede igen.”

Han så overrasket ud. ”Hvad sagde du til hende?”

”Jeg fortalte hende bare, hvorfor jeg troede, at hun var så led og sådan noget.”

Han kluklo. ”Så nu er i venner?”

”Det kan man ikke ligefrem sige,” mumlede jeg. ”Men vi er i hvert fald ikke fjender mere.”

”Det er jeg glad for smukke.” Han smilede.

”Kommer du ikke snart hjeeeeem?” pylrede jeg.

”Awe… jeg er ked af det babygirl, men der stadig et par uger.”

”Waaaa,” græd jeg. Han kluklo, men det gik ham alligevel på, kunne jeg se. Jeg ville have fortalt ham, at jeg faktisk skulle ud at besøge min far i dag, men jeg ville ikke ødelægge stemningen, når vi lige var så glade.

”Jeg har ikke så meget tid, for jeg skal ud at spise med min mor. Så kan vi ikke snakkes ved i aften?”

”Jo selvfølgelig.” Jeg smilede. ”Vi ses… jeg elsker dig.” Jeg vinkede, og han vinkede tilbage inden skærmen blev sort, og jeg sukkede tungt. Det var altid så trist, når vi var nødt til at lukke af.

Jeg gik bedrøvet ned i stuen, og opdagede at John var kommet hjem. ”Hej John,” sagde jeg glad.

”Hejsa… jeg skulle lige til at hente dig, for vi skal til at køre.” Han smilede prøvende. ”Medmindre du har ombestemt dig.” Jeg sank en klump og klistrede et smil i ansigtet.

”Selvfølgelig har jeg ikke det.” Jeg kunne mærke nu, at jeg var helt vildt nervøs. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...