Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5603Visninger
AA

14. En snak

Det bankede på døren, og den åbnede. Johns hoved kom til syne, og lidt efter gik han helt ind. Åh nej, flashback. Han mindede mig alt for meget om far. Mine hænder rystede lidt, og mit hjerte bankede hurtigere. Jeg var rimeligt sikker på, at han så mine øjne der var åbnet vidt. ”Undskyld, jeg ville bare lige kigge ind il dig,” sagde han med en blid stemme, hvilket fik mig til at ryste endnu mere. Jeg kendte den stemme alt for godt. ”Er du bange for mig?” spurgte han med store øjne. Jeg sagde ikke noget. Han satte sig på kanten af min seng, hvilket fik mig til at rykke lidt væk. ”Alberte, kig mig ind i øjnene,” sagde han lidt bestemt. ”Jeg ville aldrig gøre dig noget, forstår du det?” Jeg nikkede, men jeg var stadig lidt bange. Jeg mærkede en tåre slippe ud af øjenkrogen, som jeg hurtigt tørrede væk.

”Undskyld,” mumlede jeg.

”Hvad siger du undskyld for,” spurgte han.

”Fordi jeg ikke kan finde ud af at stole på jer.”

”Det kan du jo ikke gøre for. Det skal du slet ikke tænke på, for sådan noget kommer bedst af sig selv.” Jeg måtte indrømme, at hans stemme beroligede mig en smule. ”Hvis du ikke har lyst til at snakke om det, er det også okay, men hvorfor blev du bange for mig?”

Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. ”Jeg ved det ikke,” sagde jeg stille. ”Jeg tror bare du mindede mig lidt om min far,” næsten hviskede jeg.

”Det var bestemt ikke meningen at gøre dig bange.” Han rykkede lidt tættere på mig.

”Det ved jeg også godt. Undskyld.”

”Du skal ikke sige undskyld, for at blive bange. Det er helt okay.” Han smilede opmuntrende. ”Jeg hører, at du har fået dig en kæreste.” Han forsøgte tydeligvis at skifte emne, hvilket var helt fint med mig.

Jeg fik røde kinder og nikkede. ”Ja.”

”Er du glad for ham?” Det var sjovt, at han gerne ville snakke om følelser og sådan noget, for han virkede slet ikke som sådan en type.

”Ja.”

”Det var godt. Det fortjener du.” Jeg kiggede op på ham.

”Mener du det?” spurgte jeg forvirret.

”Ja da. Jeg er glad for, at du har mødt en, som du kan stole på.” Han virkede oprigtig, hvilket fik mig til at smile.

”Tak John.”

”Hey, hvad har man plejeforældre til?” spurgte han, og vi grinede begge to lidt. ”Jeg syntes bare at du skal vide, at hvis du har brug for at snakke med nogen, så kan du bare komme til os. Vi vil så gerne hjælpe dig, og jeg vil våge at påstå, at Terese er ved at gå ud af sit gode skind over jer to.” Jeg fik store øjne, og lidt dårlig samvittighed gnavede i maven. ”Nej det var ikke ment på den måde. Du skal ikke tage dig af hende. Hun kan bare ikke helt forstå, at i ikke snakker så meget, men du skal ikke presse dig selv til noget.”

”Jeg syntes, det er lidt svært at vende sig til det hele,” sagde jeg stille.

”Jeg ved det, og det er garanteret heller ikke nemt, når vi hele tiden, vil have jer til at snakke med os.” Han tav. Jeg blev glad, da han sagde det på den måde. Jeg følte virkelig, at han forstod mig.

Jeg rykkede lidt tættere på ham, og gjorde noget jeg aldrig havde troet, at jeg kunne finde på. Jeg lagde armene om ham og gav ham et knus. ”Tak fordi i har hjulpen os så meget,” sagde jeg stadig med armene om ham.

”Det var så lidt.” Han smilede til mig, da jeg havde trukket mig væk. ”Jeg tror jeg vil gå nedenunder igen, hvis det er okay med dig. Vil du med?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg bliver her lidt.”

”Okay,” sagde han og gik hen mod døren. ”Sig til hvis der er noget,” tilføjede han, inden han gik ud af døren.

Johns synsvinkel.

Jeg følte en stor sejr, da jeg bevægede mig ned af trappen mod Terese. Jeg satte mig tungt i sofaen ved siden af Terese og lagde hånden på hendes. ”Jeg har snakket med Alberte,” startede jeg.

”Om hvad?” Hun kiggede interesseret på mig.

”Lidt af hvert. Hun har lidt svært ved at vende sig til det hele.” Jeg trak på skuldrene.

”Fik du så meget ud af hende? Hvordan gjorde du?”

”Hun syntes, at det er lidt svært, at vi hele tiden forsøger at snakke med hende om alt muligt, så jeg sagde bare til hende, at hun ikke behøvede at snakke, hvis hun ikke havde lyst, og så åbnede hun faktisk lidt op.”

”Hvorfor vil hun så ikke snakke med mig?” mumlede hun og kiggede ned.

”Du skal ikke bebrejde dig selv. Alberte har det svært, og hun har store problemer med at stole på folk, og specielt os. Jeg kunne godt forestille mig, hvis det er en lille smugle underligt for hende, hvis to meget fremmede mennesker lige pludselig kommer og opføre sig som om, at de er hendes forældre og ved alt om hende, uden at hun var gået med til det. Kan du ikke se det?”

”Jo, men jeg prøver så hårdt på, at hun skal føle sig hjemme, og jeg holder virkelig af hende. Det gør jeg. Hun er en dejlig pige, selvom vi ikke rigtigt taler sammen.”

”Ja hun er, og ved du hvad? Da jeg skulle til at gå, gav hun mig et kram.” Terese så helt misundelig ud. Jeg grinede lidt. ”Jeg er sikker på, at hun nok skal åbne op over for dig snart.” sagde jeg og kyssede hende på panden.

”Okay.” Hun smilede og vendte opmærksomheden mod fjernsynet igen.

Albertes synsvinkel

Jeg var rigtig glad for at have snakket med John, og jeg overvejede lidt at gå ned til dem alligevel. Jeg tøvede, men rejste mig så. Jeg gik hen mod trappen, og hørte at de snakkede. Jeg gik lydløst ned at trappen og satte mig på midten, så de ikke kunne se mig. Jeg lyttede lidt efter. ”Hun har lidt svært ved at vende sig til det hele,” hørte jeg John sige. De snakkede om mig. Jeg lyttede videre i samtalen og fik mere og mere dårlig samvittighed. Terese var virkelig nede over den måde, jeg havde behandlet hende. Måske jeg skulle begyndte at snakke mere med hende, for hun skulle ikke tro, at jeg ikke kunne lide hende.

Jeg smilede lidt over de ting John han sagde. Han forstod mig virkelig. Han havde ikke et eller andet stort behov for at få alt ud af mig, han ville bare gerne hjælpe mig, og han ramte helt plet, da han forklarede hvorfor, jeg ikke så let stolede på dem. Jeg kunne allerede mærke, at jeg begyndte at kunne lide ham mere og mere, og faktisk følte jeg for en gangs skyld, at jeg kunne stole på ham.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...