Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5601Visninger
AA

5. Du skal ikke have medlidenhed med mig!

Jeg lå under dynen igen, og endnu engang havde jeg ikke lavet lektier, men det var nu ikke det, der gjorde mig bange lige nu. Jeg kunne ikke stoppe med at ryste, og jeg havde ondt i hele kroppen. Natasja var kommet ind til mig og lå i min seng sammen med mig. Faktisk sov hun altid inde ved mig. Jeg hulkede stille og knugede dynens kant i mine hænder. Natasja aede mig stille på armen, for selvom ingen af os sagde noget, og selvom hun ikke helt vidste hvad sex var, kunne hun alligevel lidt regne ud hvad der havde foregået. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor sådan et lille liv skulle opleve sådan noget. Også selvom hun måske, var en af de stærkeste piger jeg kendte.

Som jeg på forhånd havde regnet ud, blev min nat til et stort mareridt, og da mit vækkeur ringede fik jeg et stort et chok, som fik mig til at hive efter vejret. Natasja blev ligeså forskrækket og satte sig op. Hun så de blå mærker på min arm og fik store øjne. Hun kiggede væk, og jeg kunne se, at hun måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at skrige. Jeg kom hurtigt i mit tøj, som jeg også havde på dagen før, men da jeg så blodpletten på ærmet, kiggede jeg i mit skab, og sukkede da jeg næsten ikke kunne finde noget. Det blev til en hættetrøje med et stort hul nede ved kanten, hvor jeg var nødt til at klippe nogle tråde af der hvor det var trævlet op. Natasja var smuttet, og jeg gik hen til spejlet. Jeg satte mit mørkebrune hår op i en hestehale og opdagede et mærke under mit øre. Jeg hev irriteret elastikken ud igen og kiggede lidt nærmere på et nyt et på kindbenet. Af ren erfaring vidste jeg, at det sagtens kunne nå at blive stort, så jeg smurte en hel masse foundation ud over det. Det så helt vildt falsk ud, men hvad kunne jeg ellers gøre?

Jeg skippede igen morgenmaden. Jeg havde kvalme, så jeg nøjedes med at smøre madpakke til Natasja, og lod mig selv få et enkelt stykke rugbrød med. Jeg smurte altid kun madpakke til Natasja, for så var der nok rugbrød til en hel uge. ”værsgo,” sagde jeg og rakte hende madpakken. Vi kom af sted, før mor og far var stået op. Ud fra fars snorken kunne jeg godt regne ud, hvorfor mor var så træt om dagen. 

Dean skar en grimasse, da han lagde mærke til det kæmpe lag, der lå på min kind, men jeg rystede bare på hovedet. ”Bare glem det,” sagde jeg. Denne gang havde jeg taget ekstra foundation med i tasken. Men han kunne ikke lade det ligge.

”Er du sikker på, at du er okay?” Jeg nikkede bare og vendte mig for at gå ind. Muren var på plads, og jeg fortrak ikke en mine. Vi satte os bagest i klassen, som vi plejede, og han løftede mit hår væk fra halsen. Det gav et gib i ham, og jeg hev det irriteret tilbage.

”Drop det!” Et øjeblik så han såret ud, men nikkede så. Timen var ligeså frygtelig som alle de andre gange, jeg ikke havde lavet lektier, men jeg havde vænnet mig til det, så det rørte mig ikke så meget mere. Det havde stået på i seks år. De seks år hvor mor var blevet mere og mere syg, så jeg måtte klare alt derhjemme.

I spisefrikvarteret var der ingen der sagde noget, men Dean havde købt yoghurt til mig, som jeg skyndte mig at spise. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over, at han skulle betale for min mad, men hvis han ikke ville, kunne han da bare lade være. Det var jo ikke mig, der havde bedt om den.

Mens jeg sad og spiste den, skulle han lige på toilet, og da han kom tilbage, stødte han ind i Natalia, som straks begyndte at flirte med ham. Han smilede og grinede lidt og kom med en eller anden kommentar, som fik Natalia til at grine flirtende til ham, og af en eller anden grund blev jeg sur. Han kom tilbage, og da han satte sig, havde han stadig et smil på læben. ”Tak for yoghurt,” sagde jeg, og jeg kunne ikke lade være med at lyde en smule sur. Han opfangede det hurtig og lagde en hånd på min.

”Hey.” Jeg kiggede op på ham, og vi fik øjenkontakt. ”Stop med det der surmuleri. For det første kan jeg overhovedet ikke fordrage hende der. Og for det andet så må jeg altså også have andre venner, det sagde du selv.” Mit dårlige humør havde vist smittet lidt af på ham.

”Er i da venner?” Jeg lød forvirret.

”Det tror hun, men jeg bryder mig ikke om hende.” Han sukkede. ”Undskyld. Jeg har det bare lidt svært med, at du er ked af det hele tiden. Hvis du ikke vil snakke om det, så syntes jeg, at vi skal snakke om noget andet, så du kan komme i bedre humør.”

Der blev stille i lidt tid. Ingen af og vidste hvad vi skulle sige, så jeg sagde bare det første der faldt mig ind. ”Hvordan kan det egentlig være, at de alle sammen så gerne vil være venner med dig, men at du så vælger mig? Jeg kan ærligt talt ikke forstå det.”

”Okay… det var ikke helt det, jeg mente med emneskift, men faktisk hvis du gerne vil vide det, så syntes jeg at de fleste af de andre er falske og kun ude efter penge, og så er det et eller andet over dig, som jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide at du er dig selv, og så syntes jeg at det er tarveligt, at de andre ikke har lyst til at være sammen med dig.”

”Så du er min ven på grund af medlidenhed?”

”Nej jeg siger bare…”

”Du skal ikke have medlidenhed med mig! Jeg har ikke bedt dig om at være min ven, og hvis det er sådan du har det, er du ikke en rigtig ven!” Jeg tog min taske og løb. Jeg blev grebet af deja-vu, og ligesom sidst løb jeg ud på toilettet. Tårerne løb ned ad kinderne igen. Det var flot Alberte! Nu har du lige ødelagt det eneste venskab, du har haft i flere år. Det var også bare så uvirkeligt, at han bekymrede sig om mig. Det var surrealistisk på en eller anden måde, og det skræmte mig en smule. Jeg lod mig selv sidde og græde ud, hvorefter jeg tørrede det væk og smurte cremen ud over mærket igen. Jeg kiggede en ekstra gang i spejlet inden jeg gik ud, og opdagede hvor tydeligt mærket på halsen var, så jeg sukkede, men der var alligevel ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Jeg kunne ikke beskrive følelsen i mig. Jeg vidste, jeg overreagerede, og jeg vidste ikke hvorfor, men folk skulle bare ikke have medlidenhed med mig. Det var som om, at der var noget inde i mig, der skubbede alle væk som forsøgte at hjælpe mig. Jeg var så bange for at blive set som svag.

Jeg gik ud og satte mig ind i klassen, hvor jeg smed tasken op på den ledige plads ved min side, for at indikere at han ikke skulle sætte sig her. Han skulle ikke have medlidenhed. Det skulle ingen, så derfor kunne han bare finde sig nogle andre venner.

Han kom ind ad døren, og da han kom hen til mit bord så han tasken og mit vrede blik og kiggede såret væk, hvorefter han fortsatte hen og satte sig ved siden af Christian, som han havde siddet ved den første dag.

Deans synsvinkel

Hvad fanden var der galt med hende? Okay mange ting var gået galt i hendes liv, men hvorfor opførte hun sig sådan. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort galt, men det fik mig bare endnu engang til at tænke på, hvor ødelagt hun var. Hvor meget hendes liv havde påvirket hende mentalt. Hun undveg for alle, der forsøgte at hjælpe hende, og noget sagde mig at jeg var heldig over, at hun havde fortalt så meget til mig.

Jeg kunne ikke undgå at være lidt såret. Jeg var begyndt at holde af hende, og jeg kunne ikke helt beslutte mig for, om hun var helt fair over for mig. Egentlig var hun utaknemlig. Jeg havde forsøgt at hjælpe hende, alt hvad jeg kunne, og selvom det ikke var meget, så kunne jeg allerede mærke at hun var blevet en lille tand gladere med tiden. Det var ikke fordi, jeg ville have noget til gengæld, men det sårede mig, at hun opførte sig sådan.

Jeg var ikke helt sikker på hvordan, jeg skulle reagere, så da hun havde stormet væk på den måde, var jeg bare blevet siddende. Jeg begravede mit hoved i mine hænder, ikke fordi jeg græd, men jeg var frustreret. Jeg kunne mærke vreden stille boble op i mig. Lige nu var jeg ligeglad med, hvor ødelagt hun var. Hun var tarvelig, og hun tænkte sig slet ikke om.  Jeg havde jo lige sagt, at jeg bedst kunne lide hende i forhold til de andre, men hun vælger ikke at lytte og vender i stedet, det jeg siger til noget negativt.

Jeg samlede mig og gik ud af spisesalen. Jeg fortsatte hen til klasseværelset og gik ind. Skulle jeg sætte mig ved siden af hende, som jeg plejede eller… Jeg så hendes taske der stod på stolen og spærrede for andre, så jeg gik bare forbi hende. Jeg lagde mærke til hendes ansigt på vejen forbi, og så ikke andet end skuffelse, sorg, men også en smule vrede. Hvorfor var hun så vred? Jeg gik ned mod Christians bord. Han var en okay fyr. Faktisk kunne jeg ikke forstå, hvorfor han ikke var en af de populære, for han havde virkelig en fed personlighed, og jeg havde ellers kun snakket med ham en gang. Altså den gang jeg startede i klassen.

”Hej,” sagde jeg og satte mig.

”Hej… hvad så? Plejer du ikke at sidde ved hende der?”

”Hun hedder Alberte,” rettede jeg ham. ”Hun er sur på mig.”

”Hvorfor det?” Han løftede det ene øjenbryn.

”Bare fordi.” Jeg gad ikke til at forklare det.

”Hvordan er hun egentlig?” Han lød oprigtigt interesseret.

”Altså, hun er rigtig sød.” Jeg tøvede lidt. Jeg skulle passe på med ikke at sige for meget om hende. ”Faktisk er hun meget nede på jorden, i modsætning til mange andre her på skolen.”

”Jeg ved hvad du mener.” Han sænkede stemmen. ”Der er faktisk ikke rigtig nogen, der kan lide Natalia. Alle dem hun tror, er sine venner er skide bange for hende.” Det lød som en eller anden dårlig teenagefilm, men måske var det bare sådan på alle skoler. Måske havde alle skoler bare sådan en, der troede hun ejede det hele.

Jeg sad lidt og overvejede, om Christian og jeg måske kunne blive gode venner. Helt ærligt havde jeg ingen anelse, om Alberte og jeg ville være venner igen i morgen, eller om hun ville blive ved med at være sur, så måske jeg ligeså godt kunne komme i gang med at finde nye venskaber. Selvfølgelig ville jeg for alt i verden gerne være venner med Alberte, for hun gjorde mig så glad når hun bare var sig selv, og ikke lod den skræmte indelukkede pige tage over, men som hun selv sagde, kunne jeg da sagtens også have andre venner. Jeg var heller ikke sikker på, hvorfor jeg kun blev venner med Alberte til at starte med.  De andre sagde mig bare ikke så meget, og siden hun ikke var sammen med andre, var det en smule sværere at få tid til at lære alle at kende. Jeg havde godt nok allerede lært Natalia at kende, og hun er den mest snobbede, mest forkælede pige, der ikke var ude på andet end opmærksomhed, og hun ville af en eller anden grund virkelig gerne være venner med mig.

”Jeg har aldrig snakket med… Alberte, men folk siger at hun er lidt sær.” Jeg knyttede næverne under bordet. Hvad fanden var der galt med folk i den her klasse.

”Hun er ikke sær.” Min stemme lød lidt hård.

”Nej nej, undskyld. Hun skræmmer mig bare lidt. Har du set nogle kæmpe buler, hun altid har på kinderne. Ved du, om hendes forældre slår hende eller sådan noget?”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej det ved jeg ikke,” svarede jeg bare. Det undrede mig ikke, at de andre havde lagt mærke til det.

”Hmm…” Han ventede lidt. ”Men syntes du ikke, at det er underligt?”

Jeg havde ikke lyst til at svare. ”Måske…” Lamt svar. Jeg ved det, men jeg havde ikke lyst til at snakke om hende på den måde. Jeg fik pludselig følelsen af, at jeg sad og bagtalte hende.

Jeg kunne ikke lade være med at se over på Alberte. Hun lignede rent udsagt en der var lige på nippet til at bryde sammen, men min intuition sagde mig, at hun bedst selv kunne finde ud af det. Jeg kendte hende allerede godt nok til at hvide, at hun bare ville gå i forsvarsposition, hvis jeg begyndte at snakke med hende om det. Dog ville jeg virkelig gerne vide, hvad der lige var sket nede i spisesalen. Lidt af hendes ærme var gledet op og blottede de tynde sår, der omslugte hendes håndled. Hun så det, og skyndte sig at trække dem ned. Vi fik øjnekontakt, og denne gang så hun bare fortvivlet ud, men hun kiggede væk, og fandt sin bog frem.

Det var en rigtig kedelig time, så jeg tegnede bare kruseduller på min blok, og lod mine tanker flyve, og så var timen ovre på ingen tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...