Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5593Visninger
AA

22. Disney-aften

 

Så kom dagen. Vi var ved at gøre os klar til at tage af sted. Gæt hvor vi skulle hen…

Jeg gik frem og tilbage på mit værelse og bed nervøst i neglene. Jeg mente selv, at jeg var lige på nippet til at gå i panik, men jeg måtte også indse, at det her bare skulle overstås. Jeg måtte bare sørge for ikke at kigge ham i øjnene imens og kun sørge for at fortælle det så tydeligt, jeg kunne. Det kunne jeg vel godt klare.

Det bankede på min dør, og John stak hovedet ind. Det var lige det, jeg havde brug for. Han smilede skævt og kom helt ind. ”Hvad så?” spurgte han forsigtigt. ”Er du klar?”

Jeg rystede på hovedet og fik lyst til at græde. Han lagde mærke til mit udtryk og gik hen til mig for at lægge armene om mig. Stadig uden at græde, lagde jeg hovedet på hans skulder og lod hans varme berolige mig. ”Jeg vil ikke,” mumlede jeg.

”Det skal nok gå, og jeg lover dig, at når det er overstået, så skal du ikke se ham igen.” Han strøg mig op og ned af ryggen. John var det tætteste, jeg kunne komme på at have en rigtig far, og han var ikke andet end et godt menneske, man bare ikke kunne lade være med at grine af hele tiden, fordi han bare havde den bedste humor.

”Okay,” mumlede jeg.

”Kom.” Han lagde en arm om min skulder og tog mig med nedenunder, hvor Terese og Natasja stod og ventede. Jeg tog Natasjas hånd, og vi gik ud i bilen. Jeg kunne se på Natasja, at selvom hun ikke havde givet udtryk for, at hun var ked af at skulle derind, så var hun stadig nervøs. Hun kiggede af og til nervøst op på mig.

Turen var alt for kort, og pludselig stod vi lige udenfor en stor bygning, hvor jeg vidste at min far lige nu sad. Jeg tog en dyb indånding og lod mig trække med ind i et stort rum med et sted, hvor vi kunne hænge jakkerne. Vi fortsatte ind i et rum med en masse stole, hvor folk sad og ventede. En græd, og en anden sad med et underligt smil på læben. Alle havde sin egen historie for at være her, ligesom min. ´

Ikke tang tid efter, var de klar til, at jeg kunne komme ind, og en mand åbnede døren og smilede venligt til mig, men jeg smilede ikke tilbage. Jeg kunne ikke rigtigt tænke på at være høflig lige nu. Jeg gik med langsomme skridt og kiggede ned i gulvet, da jeg blev fulgt hen til den stol, jeg skulle sidde og vidne ved. Jeg satte mig ned og tog endnu en dyb indånding, inden jeg tog mig sammen og kiggede op på ham.

Jeg fik et chok af at se hans ansigt. Han havde poser under øjnene, og en underlig rastløshed lå over ham. De lod ham nok ikke drikke noget, og nu sad han sikkert og havde abstinenser. Hans blik mødte mit, og han kiggede på mig med et underligt skyldbevidst udtryk. Han kiggede hurtigt væk, og hans kæbemuskler dirrede, da han kiggede ned på sine hænder, der lå i håndjern. ”Lad os begynde,” sagde dommeren.

De begyndte at stille en masse spørgsmål om, hvordan det startede, og det var egentlig meget let, men da de kom til spørgsmålene om, hvad han gjorde ved mig, brød jeg sammen. Jeg kiggede ned på mor, der sad sammen med sin advokat og fældede en tårer. Hendes hænder rystede, og hun tørrede sig ofte på kinderne. Jeg hulkede lidt, da jeg var færdig, og da jeg kiggede over på far, så han nærmest forpint ud. Var det skuespil? Ville han have dem til at have medlidenhed med ham, eller følte han rent faktisk dårlig samvittighed?

Sveden perlede af mig, og jeg rystede og græd igennem alle mine fortællinger, og tiden derinde virkede så uendelig lang. Hver gang jeg kiggede hen på far, blev han tristere og tristere at se på. Da jeg var færdig blev jeg fulgt ud, og de tog Natasja med. Hun kiggede bekymret på mig en gang, inden hun gik med ind. Jeg satte mig bare ned på stolen, og Terese og John kiggede bekymret på mig.

”Er du okay, Alberte?” spurgte Terese og satte sig på stolen ved siden af. Jeg rystede på hovedet, og endnu engang piskede tårerne ned af kinderne igen, og Terese lagde armene om mig, så jeg hulkede ind mod hendes skulder. Hun sad længe og bare vuggede mig i sine arme, til jeg havde fået nogen lunde styr på mine vejrtrækninger igen. ”Det er overstået. Tag det roligt søde.” Hun smilede lidt til mig.

Jeg nikkede og smilede svagt. Det var dejligt, at det var slut, og nu skulle jeg bare hjem og aldrig tænke på far mere, men det vidste jeg godt, at det kunne jeg ikke. Han ville ikke sådan lige forsvinde fra mine tanker, og de blikke han sendte mig derinde, ville heller ikke sådan lige forsvinde. Det så virkelig ud som om, han havde det skidt med det, men havde han det? Måske ville jeg aldrig få svar på det, men jeg var faktisk nysgerrig.

”Dean har spurgt, om du ville ud til ham i aften, og vi snakkede lidt om i måske kunne have Natasja med. Du bestemmer selv, men jeg tror, Natasja trænger til at komme lidt ud,” sagde Terese.

”Jeg ringer lige til Dean,” sagde jeg og fandt min telefon. Jeg fandt hans navn under favoritkontakter, og ringede ham op.

”Hej smukke,” sagde han glad. ”Gik det godt.”

”Øh ja,” mumlede jeg. Jeg følte ikke lige for at snakke om det. ”Jeg vil gerne ud til dig i aften, men de spurgte, om Natasja kunne komme med.”

”Selvfølgelig kan hun det. Jeg glæder mig til at se jer.”

”Jeg glæder mig også til at se dig. Jeg elsker dig,” sagde jeg.

”Jeg elsker også dig. Vi ses smukke.”

”Vi ses.” Vi lagde på, og jeg smilede lidt for mig selv. Jeg glædede mig.

Natasja kom ud lidt efter med et lille hårdt ansigt. Det ansigt hun plejede at have den gang, vi boede hjemme ved mor og far, og som hun ligeså stille havde sluppet, men nu var det tilbage. Hun undgik Terese der rakte ud efter hende og gik lige i favnen på mig, der sad på knæ og tog imod hende. Hun snøftede et par gange, og min skulder blev ligeså stille våd. Jeg satte mig op på en stol, og lod hende sidde i mit skød, hvor hun lænede sig ind mod mig og puttede sig.

Jeg strøg hende over håret. ”Natasja, Dean har spurgt, om jeg ville ud til ham i aften.”

”Nej!” sagde hun bare.

Terese klukkede lidt, da hun kiggede på os, som vi sad der og trøstede hinanden. ”Hvorfor siger du nej?” spurgte jeg.

”Du skal blive hos mig!” sagde hun bestemt.

”Du skal med mig,” sagde jeg. Hendes øjne lyste op, og hun var lige ved at kvæle mig, da hun krammede mig om halsen med sine tynde arme.

”YAY!” sagde hun glad.

***

”Vi ses i morgen,” råbte Terese inde fra bilen og kørte igen. Jeg tog Natasja i hånden, og vi bankede på Deans dør. Han åbnede og smilede stort fra øre til øre, da Natasja sprang lige i favnen på ham. Han løftede hende op i sine arme, og jeg gik et skridt frem. Jeg kyssede ham hurtigt på munden, og vi gik ind. Natasja sad stadig med benene om Dean og snakkede om alt muligt. Natasja elskede ham bare, og hun var overhovedet ikke genert over for ham, ligesom hun var ved alle aldre end mig. Hun var endda stadig genert overfor Terese og John, men hun havde egentlig aldrig været det overfor Dean.

Dean havde fået forbindingerne af sin hånd, da den kun var forstuvet, så nu manglede vi bange at min arm skulle blive fri for den dumme gips, der kløede helt vildt. Jeg skulle have det af om få dage, og jeg glædede mig helt vildt. ”Hvad siger i til at lave en Disney-aften? Vi skal kun se Disney film hele aftnen, og prøv at se hvad jeg har fået fat i.” Han gik ud i køkkenet og fandt en pose lyserøde vingummier. Det var vingummier med alle de kendte Disney-prinsesser, så det kunne næsten ikke være mere Disneyagtigt. 

Natasja grinede og tog imod posen. Jeg rystede på hovedet af Dean, der var den sædvanlige slikmund. Han havde købt tre store colaer og ikke nok med vingummierne til Natasja, så havde han også forsynet sig med et godt lager af chips og slikposer. ”Vi kommer trillende herfra.” Jeg kluklo.

Han kløede sig i håret og smilede forlegent. ”Hvad skal jeg sige? Jeg har en sød tand.”

”Det kan jeg godt skrive under på.” Han satte Natasja ned, så hun surmulede.

”Løb ind og find filmen, du gerne vil se først, så siger jeg lige ordentligt hej til Alberte.” Hun løftede øjenbrynet, men sagde ikke noget og løb i stedet ind i stuen. Jeg gik tættere på Dean og lagde min arm om ham. ”Hey babe,” sagde han og smilede til mig.

”Hey,” sagde jeg og stillede mig på tær for at kysse ham.

”Jeg har noget til dig. Vent her,” sagde han og smuttede. Jeg stod forvirret og ventede spændt på, hvad han skulle. Han kom lidt efter tilbage i en mørkeblå jumpsuit. Jeg kom til at grine og rystede på hovedet, da han kom frem med hænderne på ryggen. ”Er du klar?” Jeg nikkede, og han rakte mig en jumpsuit i forskellige farver. Jeg grinede endnu mere over, hvor tosset han var, da jeg foldede den ud og så, at det var det engelske flag der udfyldte det hele med farverne blå, hvid og rød. Jeg elskede den.

”Tusind tak Dean. Det havde du altså ikke behøvet, men det lytter du jo ikke til. Den mærkes rigtig dejlig.” Jeg mærkede det bløde stof, og glædede mig til at hoppe i den.

”Det var så lidt.”

”Nej det var ej. Jeg giver aldrig noget til dig, og jeg får ting hele tiden.” Jeg lagde hånden på hans kind og kyssede ham.

”Det skal du ikke tænke på. Så længe jeg har dig, så har jeg alt jeg vil have.” Jeg rødmede og kiggede ned. Han grinede og lagde armene om mig. Han maste mig ind til sig i en ordentlig bjørnekrammer, så jeg næsten ikke kunne få luft, og derefter skubbede han benene væk under mig, så jeg lå i hans arme, mens han gik ind på sit værelse. ”Skift!” kommanderede han og pegede på jumpsuiten i mine arme. Jeg grinede, og gjorde som han sagde, da han var gået ind for at se til Natasja.

Jeg gik ud til dem i min nye jumpsuit, som jeg nu officielt lige var blevet forelsket i. Den var bare så dejlig at have på. Dean havde også det største smil i ansigtet, da jeg kom derud. ”Det ser godt ud,” sagde han og trak mig med ned i sofaen, så jeg sad på skødet af ham. Jeg tror, at vi var startet med at se løvernes konge. Jeg elskede bare den film.

Natasja sad og guffede vingummier, mens hun meget koncentreret fulgte med i filmen. Jeg sad stadig på Deans skød med hans hage på min skulder og arme om maven. Vi kom til den del hvor Simbas far skulle dø, og jeg kunne mærke, at jeg fik lyst til at tude. Det sved og prikkede i øjnene, så jeg kiggede hurtigt op i loftet for at blinke det væk.

Dean drejede hovedet og kiggede på mig. Han kluklo og strammede grebet om mig, og med et kunne jeg ikke styre det længere. Jeg snøftede stille og lod tårerne trille. Jeg tørrede mig på kinderne og hulkede lidt. ”Et du okay søde,” grinede han.

”Nej,” græd jeg. ”Det er ikke fair!”

”Awwwe.” Han kyssede mig på kinden tørrede en tåre væk fra min kind. ”Det ender godt. Det ved du jo.” Jeg grinede og græd på samme tid, hvilket fik ham til at grine endnu mere. Natasja opdagede det slet ikke, for hun var helt optaget af filmen. ”Hvordan skal vi egentlig sove? Nogen må sove på sofaen,” spurgte Dean.

”Det kan vi da gøre, for Natasja falder i søvn ret tidligt, og så kan vi bære hende ind i din seng, og så sover vi her.”

”Lyder fint.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...