Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5533Visninger
AA

21. Din far skal i retten

 

En kuldegysning løb ned af ryggen, da den kolde vind omslugte mig og fik mig til at ryste. Jeg kunne ikke vente til Terese kom og hentede mig, så jeg kunne hjem under min varme dyne og græde mine øjne ud af hovedet. Jeg kunne slet ikke beskrive, den følelse jeg havde. Det var vel ikke helt hans skyld, at Natalia vidste det, men han havde lovet aldrig at fortælle det til nogen, og så gør han det alligevel. Han sagde det ikke engang til mig. Han kunne da i det mindste have sagt det til mig, så jeg ikke skulle finde ud af det på den måde.

Terese holdte ind ved siden, og jeg rejste mig med det samme. Jeg hoppede ind på forsædet og spændte selen fast. Terese kiggede bekymret på mig, men startede bare bilen og kørte med det samme, og inden længe holdt vi udenfor huset. Jeg smækkede døren bag mig og gik med hastige skridt op ad trappen og ind ad døren, hvor jeg med besvær fik jakken hængt op, men jeg kunne ikke få mine Converse sko af, så jeg ventede på Terese der kom ind ad døren lige med det samme. ”Jeg kan ikke få mine sko af,” sagde jeg med overraskende hård stemme. Uden at sige noget bandt hun dem op, og jeg sparkede dem selv af. Selvfølgelig kunne jeg vel bare binde dem op med en hånd, men jeg kunne ikke så godt bukke mig ned. Dumme trykkede ribben!

Jeg smuttede op på værelset, hurtigere end jeg kunne nå at sige ”lortedag”, låste døren og satte mig i min seng. Tårerne begyndte allerede at strømme og dryppede ned på mit tøj, inden jeg kunne nå at tørre dem væk. Jeg kunne ikke stole på nogen! Ikke engang Dean. Det værste var bare, at han ikke havde fortalt mig, at han havde sagt det til Christian.

Jeg pakkede dynen så godt jeg kunne rundt om mig og lænede mig op ad væggen. Jeg hørte stemmer nedenunder, og det lød som hoveddøren der blev åbnet. Hvem kunne det være? Bare ikke Dean!  

Trin op ad trappen lød tydeligt, og jeg forberedte mig på at råbe ad hvem end det var, og fortælle personen de kunne skride ad helvede til. Ej måske ikke så hårdt.

Der blev banket på min dør. ”Gå din vej,” råbte jeg.

”Alberte?” Det var Christian. Hvad lavede han her, og hvordan vidste han, at jeg boede her?

”Hvad laver du her?” spurgte jeg lidt blidere.

”Jeg ville bare snakke med dig. Åben døren,” sagde han med en blid stemme. Jeg tøvede, men rejste mig så med besvær og lukkede ham ind. Han trådte ind ad døren og lukkede den bag sig. Uden at tænke trak jeg ham hurtigt ind i et kram og hulkede ind mod hans bryst. Stærke arme lagde sig om mig, og selvom jeg vidste, at der nok lå mere i det fra hans side end fra min, blev jeg bare ved. Jeg havde brug for ham. ”Hvad sker der med jer to?” hviskede han.

Jeg rystede på hovedet. Det var jo faktisk Christian det hele handlede om, så det virkede en smule underligt at snakke med ham om det, men på den anden side ville jeg også virkelig gerne vide hvor meget Dean havde sagt. Jeg trak ham med over til sengen og satte mig, hvorefter han satte sig tøvende ved siden af. ”Hvor meget har han fortalt dig?”

Christian stivnede og kradsede sig nervøst på kinden. ”Øh… sådan, du ved ting om din far.” Han ventede lidt, men så faldt tiøren vidst. ”Er det derfor i to er uvenner?” spurgte han chokeret.

Jeg nikkede, og tårerne løb igen ned af kinderne på mig. ”Det er ikke din skyld. Det er bare…”

”Jo det er min skyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg absolut skulle have det at vide, men jeg havde selv regnet det ud… noget af det, og så pressede jeg ham til at fortælle det. Jeg er virkelig ked af, at det er grunden til, at i er uvenner.”

”Jamen han skulle have fortalt mig det! Natalia hørte det da i snakkede sammen, og nu render hun rundt og spreder budskabet på hele skolen. Jeg ved godt, at han ikke kunne gøre for, at hun fandt ud af det, men han lovede mig, at han aldrig ville fortælle det videre.” Jeg hvilede mit hoved i min hånd og forsøgte forgæves at styre mine vejrtrækninger. Jeg var så forvirret. Havde jeg overreageret?

”Bare lov mig at du tilgiver ham. For fanden da manden er gået ud af sit gode skind. Du skulle have set ham…”

”Jeg har virkelig ikke brug for at vide det,” sagde jeg og tog en dyb indånding.  

”Okay.” Han lagde en arm om mig og gav mig et klem. ”Vil du ikke være sød at glemme det, jeg sagde tidligere i dag?” Jeg kiggede uforstående på ham. ”Jeg skulle ikke have sagt det. Hvis vi ikke kan blive mere end venner, så vil jeg hellere være det, end at vi undgår hinanden fordi det bliver akavet.” Han smilede lidt sørgmodigt til mig. Han var virkelig bare et helt utroligt godt menneske. Han blev ikke glad, og udnyttede ikke at Dean og jeg var uvenner, nej, han hjalp mig og trøstede mig som en ven.

”Tak. Du er virkelig en god ven.” Jeg kyssede ham på kinden, og han blev med et rød i hovedet. Jeg grinede lidt. ”Sorry…” sagde jeg og klukkede.

”Det er okay.” Han kiggede mig ind i øjnene, og jeg faldt næsten i staver, da jeg så i hans grønne øjne. Jeg havde aldrig lagt mærke til hans grønne øjne der glimtede i lyset. Åh gud! Kig væk Alberte! Beordrede jeg mig selv. Jeg havde Dean! ”Øh… jeg tror, at det er bedst, jeg går igen,” mumlede han, men jeg sagde ikke noget. Jeg havde en smule dårlig samvittighed, så jeg nikkede bare. ”Lov mig at du tilgiver ham, for det var virkelig ikke hans skyld.” Christian smilede til mig og rejste sig for at gå ud af døren.

”Vent.” Jeg hoppede op og gav ham et kram. ”Tak fordi du kom,” sagde jeg.

”Det var så lidt. Vi ses.” Og med det forsvandt han ud af døren og ned af trappen.

Hvad skete der lige der? Havde jeg lige kysset min kærestes bedste ven på kinden og kigget ham ind i øjnene? Hvad er der galt med mig? Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik nedenunder for at se noget tv, siden jeg ikke kunne gøre så meget andet. ”Hvem var det der kom?” spurgte Terese der satte sig i sofaen ved siden af mig.

”Det var Christian. Jeg troede han præsenterede sig, da han kom ind,” svarede jeg.

”Nej han var meget opsat på at skulle snakke med dig, så jeg nåede ikke at få hans navn. Hvad lavede han her?”

Jeg bed mig i læben. ”Dean og jeg er ikke lige de bedste venner lige nu, så han ville bare se til mig.” Hun nikkede forstående.

”Er det noget, vi skal snakke om?” spurgte hun

”Nej, det er okay. Jeg snakkede med Christian om det.”

”Øh… du skal i retten i morgen,” sagde hun roligt, men jeg kunne se, at hun var lidt nervøs for at fortælle det. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, men jeg lænede mig stille længere ned i sofaen. Jeg havde virkelig håbet, at det ikke ville være nødvendigt.

”Natasja?” spurgte jeg.

”Hun skal også og ved det allerede.” Hun kiggede bekymret på mig. ”Bliver du dårlig? Du er helt hvid i hovedet.”

”Nej, jeg kan bare ikke lige forstå det.” Terese tog min hånd og masserede den blidt.

”Det skal nok gå,” mumlede hun.

”Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan se på ham efter… du ved. Jeg gør hele tiden så meget ud af ikke at tænke på det og bare glemme det, men det bliver ved med at snige sig ind på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

”Måske det slet ikke er så slemt, som du tror. Det kan jo godt være, at du kommer til at føle dig lettet efter det. At du ved, at han får en straf, så du kan leve videre uden at være bange for ham.” Hun forsøgte at berolige mig, men det hjalp ikke. Jeg rystede på hovedet uden at svare hende.

”Jeg tror, jeg går op og snakker med Natasja,” mumlede jeg. Terese fik et såret udtryk i ansigtet, så jeg lænede mig frem og gav hende et kram. ”Tak Terese.” Hun lyste lidt op, og jeg smilede et lille smil, inden jeg forsvandt op ad trappen. Jeg bankede på til Natasja, men der kom ikke noget svar, så jeg gik bare ind og så, at hun var faldet i søvn på gulvet. Et lille grin undslap mine læber, da jeg satte mig på hug strøg hende over kinden. Hun rykkede på sig og åbnede øjnene. Hun så helt forvirret ud.

”Hvad laver du her?” mumlede hun søvndrukkent. Jeg satte mig ned med et bump på numsen, hvilket sendte et lille jag af smerte igennem mig. ”Alberte!” udbrød hun og så bekymret ud.

”Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det,” sagde jeg, da jeg igen ikke kunne mærke noget.

”Jeg har det godt. Hvorfor?” spurgte hun interesseret.

”Du ved, vi skal i retten.” Hun lænede sig op ad sengen, som jeg også sad op ad. ”Hvordan har du det med det?”

”Det ved jeg ikke,” sagde hun og trak på skuldrene.

”Er du okay med det?” spurgte jeg forbløffet over hendes svar.

”Det tror jeg da.” Hun løftede det ene øjenbryn. Måske hun var lidt for lille til at forstå, hvad det egentlig var hun skulle, men måske hun bare ikke havde oplevet alle tingene på samme måde, som mig derhjemme. Natasja blev sjældent slået derhjemme. ”Kommer Dean i dag?” Det var da godt nok emneskift så det baskede.

”Det regner jeg ikke med.”

Jeg kunne se skuffelsen i hendes ansigt, for jeg vidste, at hun elskede Dean. ”Øv,” mumlede hun og lagde sit hoved på min skulder. ”Alberte? Elsker du ham?” Jeg klukkede lidt. Jeg nikkede. Han var måske ikke inde i kridthuset hos mig, men jeg elskede ham af hele mit hjerte. Han var den der så mig, da jeg var usynlig, og det ville han altid være. ”Skal i så giftes?” Jeg grinede mere, men hun kiggede bare forvirret på mig.

”Nej det skal vi ikke.”

”Hvorfor ikke?” udbrød hun skuffet.

”Jeg tror ikke, at vi er helt gamle nok endnu,” svarede jeg bare og smilede til hende. ”Har du egentlig fået lavet lektier?” spurgte jeg hende.

”Nej, for jeg kan ikke finde ud af det.” Hun så lidt trist ud.

”Vil du ikke med ind og sidde ved mit skrivebord og lave det, så hjælper jeg dig.” Hun nikkede og tog min hånd for at trække mig op at stå. Hun trak tasken over skulderen og gik med mig ind på mit værelse.

Jeg tjekkede min telefon, og så at Dean havde prøvet at ringe fire gange og skrevet nogle sms’er. Alberte jeg er virkelig ked af det… ring til mig! skrev han. Jeg tøvede lidt, men fandt så hans nummer i kontakter og ringede op. Den blev taget lige med det samme. ”Alberte! Åh… jeg er så glad for at du ringede,” udbrød han. ”Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg ved godt, at jeg lovede dig det, og jeg lover dig aldrig at gøre det igen.” Han var så ivrig, at jeg næsten ikke kunne få et ord indført.

”Dean?” Han stoppede sit snakkeri og blev stille. ”Vi er nødt til at snakke sammen, kan du ikke komme over til mig?” spurgte jeg.

Han tøvede lidt. ”Hvad skal vi snakke om? Slår du op? Alberte det må du ikke. Jeg kunne jo ikke gøre for, at Natalia hørte det…”

”Dean stop! Jeg slår ikke op, jeg vil bare snakke med dig,” sagde jeg.

”Nå okay. Så kommer jeg om ikke så længe,” sagde han. ”Vi ses om lidt.”

”Ses.” Vi lagde på, og jeg sukkede. Han var virkelig ked af det, og det var svært at være sur på ham, så jeg besluttede mig for at tilgive ham.

”Kommer Dean?” udbrød Natasja.

”Ja.”

”Jubiii.” Hun sprang op og gav mig en krammer, hvilket fik mig til at grine lidt.

Efter omkring ti minutter bankede det på døren, og jeg gik nedenunder for at åbne. Som jeg allerede havde regnet ud, stod han lige der med et trist udtryk i ansigtet. ”Hej,” sagde jeg og lod ham komme ind.

”Hej.” Han var helt nede i kulkælderen, kunne jeg se, men han lyste lidt op, da Natasja sprang lige i favnen på ham. ”Hej med dig.” Han smilede til hende, da hun løb ovenpå til mit værelse igen. Vi fik øjenkontakt, og han smilede skævt, men sørgmodigt. ”Hvad så?”

”Så ikke så meget. Jeg har tilgivet dig,” sagde jeg stille.

”Har du?” udbrød han. Jeg nikkede. ”Jeg er virkelig ked af det.”

”Jeg ved det,” sagde jeg og smilede svagt. ”Det er okay. Hvis han alligevel havde regnet det ud, så gav du ham vel bare ret i det han sagde ik?” Han nikkede. ”Jeg snakkede med Christian i dag. Han kom forbi for at se til mig, og der er noget jeg er nødt til at fortælle dig.”

”Hvad er det?”

”Han har fortalt mig, at han var forelsket i mig, men vi er blevet enige om, at vi stadig er venner, og han har lovet mig, at han vil opføre sig som om, vi bare er venner,” sagde jeg og kiggede ham ind i øjnene. ”Jeg syntes bare, at du skulle vide det.”

”Jeg vidste det,” mumlede han og rystede på hovedet. ”Og du har ikke følelser for ham?”

”Nej. Jeg elsker dig. Han er bare min ven. Min bedste ven, men jeg kunne aldrig få følelser for ham.” Han nikkede og smilede.

”Jeg elsker også dig.” Han gik tættere på. ”Så vi er gode venner igen?”

”Nej vi er kærester.” Vi grinede lidt, og han lagde sine arme rundt om mig og lukkede afstanden mellem os, hvorefter han bøjede hovedet og kyssede mig blidt på munden.

”Jeg har savnet dig,” mumlede han.

”Siden i eftermiddags?” Han nikkede og grinede lidt. ”Jeg har også savnet dig,” mumlede jeg og kyssede ham igen. Jeg trak ham med ovenpå, og vi satte os i min seng, mens Natasja lavede lektier ved mit skrivebord.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...