Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5598Visninger
AA

20. Dean du lovede!

Jeg bevægede mig hen ad parkeringspladsen, og så som sædvanlig Dean der stod og ventede på mig. Jeg havde en langærmet tshirt på indenunder en stor sweater som der kunne lynes. Det ene ærme hang slapt ned af siden, fordi min tykke gipsarm ikke kunne være i ærmet. Det var helt vildt bøvlet. Jeg hadede det.

”Godmorgen,” sagde han og gav mig et kys på panden. ”Hænger man lidt med hovedet?”

”Nja… Jeg syntes ikke, at det hele er så fedt lige nu.” Det var mit eneste svar.

”Okay. Se det på den lyse side. Vi skal bare sidde og kigge på, for du ved, jeg var i skole i går, og jeg behøvede ikke at være med når noget skulle skrives.”

”Sig mig er du aldrig nervøs for eksamen?”

”Jeg tænker måske ikke ligeså meget over det.” Han trak på skuldrene og lagde en arm om mig for at få mig med ind i klassen. ”Kom…” sagde han og begyndte at gå. Det var ubehageligt at gå ind på skolen og blive mødt med de stirrende blikke, men ikke mindst Natalia så lettere indebrændt ud. Jeg var ikke bange for Natalia, men jeg kunne ikke lade være med at være lidt bekymret for, hvad hun kunne finde på. Så godt kendte jeg hende da, og jeg vidste, at hun altid havde haft et godt øje til Dean, så jeg kunne jo aldrig vide, om hun ville gøre et eller andet for at tage ham fra mig.

Jeg bevægede mig hen mod mig plads, og så Christian der sad ved sit bord bag ved os. ”Hej Alberte. Hvor ser du ud,” udbrød han og hentydede nok til det kæmpe blå mærke på min kind, jeg fandt ud af, jeg havde til morges. Jeg gad ikke smøre fundation på, for jeg kunne ikke selv gøre det, men det kunne jo også være lige meget, når jeg havde en undskyldning.

”Ja…” sukkede jeg og gav ham et kram, så godt jeg nu kunne. Det var et lidt langt kram, og jeg ved ikke hvorfor han næsten ikke kunne give slip igen, men det var langt nok til, at Dean måtte hentyde, at det var nok. Hvis jeg ikke vidste bedre, så var han jaloux. Jeg grinede lidt af Dean, men han sendte bare et surt blik til Christian, der lige pludselig så meget skyldig ud og kiggede ned i bordet. Sig mig hvad skete der lige?

Christian rejste sig hurtigt og gik hen mod døren. ”Jeg skal lige… på toilet,” mumlede han, men jeg kunne se på ham at det ikke var det, så jeg løb efter ham.

”Chris!” råbte jeg efter ham, da han gik hen ad gangen med hurtige skridt.

”Gå tilbage Alberte.” Hans øjne var fulde af sorg, og jeg havde ingen ide om, hvad der var sket.

”Hvorfor!” Han vendte sig om og kiggede mig ind i øjnene. 

”Alberte jeg kan ikke skjule det længere, og Dean kan se det på mig,” svarede han bare.

”Hvad er det, han kan se?”

”At jeg er smask forelsket i dig.”

”Forelsket? I mig?” Jeg lavede store øjne og bed tænderne sammen. Åh gud, hvordan kunne det ske? Jeg havde svært nok ved at forstå, at Dean var forelsket i mig, men Christian. Hvorfor?

”Altså… ja. Jeg kan ikke gøre for det. Tro mig, jeg ville ønske, at jeg ikke havde det sådan, for Dean elsker dig virkelig, og jeg skulle vel helst være glad på hans vegne, men det er svært. Jeg kan ikke skjule det længere.”

Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle sige. ”Det er jeg ked af,” sagde jeg usikkert.

”Nej lad være med at være det. Du skal slet ikke tænke på mig.” Han smilede halvhjertet og vendte sig om for at gå, da jeg greb fat i hans trøje.

”Du må ikke gå. Jeg kan ikke lide, når du er ked af det, så kan vi ikke bare være venner? Kan vi ikke bare opføre os, som vi altid gør? Du ved… joker med hinanden og pjatter… du er min ven,” stammede jeg. ”Dem har jeg ikke så mange af.”

”Alberte jeg kan ikke leve på en løgn,” sagde han med et hårdt blik.

”Hvad har du så tænkt dig? Flytte skole? Sætte dig så langt væk fra mig så muligt?”

Han tøvede lidt. ”Nej,” sukkede han og tog sig til hovedet. ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op.” Jeg tog to skridt frem og lagde min arm om ham for at give ham et kram.

”Vil du ikke med tilbage til klassen?” spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede og gik med mig tilbage. Da jeg gik ind, kiggede Dean fortvivlet på mig, men jeg kyssede ham bare på kinden og hviskede i hans øre. ”Du får en forklaring senere.” Han smilede og nikkede. Vores venstrehænder flettede sig kejtet sammen, men det gik lige, og jeg klukkede lidt over, hvor ynkelige vi egentlig så ud.

Timen gik i gang, og jeg brugte alt min energi på at følge så godt med så muligt. Jeg sad med et ark papir i engelsk og snakkede med Dean om det, for vi kunne ligesom ikke skrive noget ned. Jeg brokkede mig lidt over, at Dean bare sad der med sin dumme britiske accent og hans fine udtale, mens jeg bare sad og hakkede igennem det hele. Selvfølgelig sad han bare og lod som ingenting, mens jeg ikke lavede andet end fejl, men jeg kunne ikke lade være med at være lidt irriteret. Jeg havde altid elsket engelsk, men lige pludselig følte jeg mig sjovt nok ikke så god mere. Det værste var, at han ikke fattede, at han havde alt for meget accent. Jeg kunne virkelig ikke forstå, hvad han sagde nogen gange, når han forvrængede ordene på den der britiske måde.

Endnu en gang kiggede jeg på ham og lignede et stort spørgsmålstegn, men han grinede bare. ”Så kan du se, hvordan jeg har det i dansk,” sagde han bare.

”Det er ikke det samme,” brokkede jeg mig.

Jeg skulle lige på toilet, men jeg fattede ikke, hvorfor jeg rystede så meget bare over det. Jeg var bare så bange for, at gangen var helt tom ligesom den i biografen, men jeg ville ikke virke som en tøs, så jeg begav mig derud og så til min store lettelse, at den ikke var helt tom. Natalia og nogle af hendes plastiktøser stod i den anden ende, men jeg kendte dem godt nok til at vide, at de ikke ville gøre noget andet end at komme med nogle dumme kommentarer, og det kunne jeg sagtens håndtere. Min pludselige frygt for lange gange irriterede mig lidt.

Natalia begyndte at gå hen mod mig, men jeg gik lige forbi hende. Hun tog fat i min arm, og det var lige præcist den arm der var gips på, hvilket gav et jag af smerte gennem mig. Jeg bed tænderne sammen og forsøgte at ignorere det. ”Nurh… gjorde det ondt?” spurgte hun ondskabsfuldt.

”Lad mig være,” sagde jeg og rykkede min arm ud af hendes greb. Hun tog et skridt mod mig, så jeg bakkede op mod væggen. De andre piger kom ligeså stille hen og stillede sig ved hendes side.

”Dean render rundt og fortæller, at i to væltede på en knallert, men det tror jeg ikke på.” Hun krydsede armene. ”Jeg tror, at din far lige nu sidder i fængsel for vold mod sin lille datter.”

”Hvordan ved du…”

”Du kan ikke holde hemmeligheder fra mig. Ting slipper ud. Måske du skulle fortælle det til din lille kæreste.” Hendes øjne var fyldt med had og foragt, og med de ord hængende i luften, vendte hun sig om og gik. Havde Dean sladret? No way… det kunne han aldrig finde på. Eller kunne han?

Jeg gik med hastige skridt tilbage mod klassen og tog fat i ham for at trække ham med ud på gangen. ”Hvad laver du?” spurgte han.

”Jeg skal lige snakke med dig.” Jeg tog ham med hen til et sted, hvor vi kunne være alene. ”Har du fortalt min hemmelighed til nogen?” Jeg kiggede ham lige ind i øjnene.

”Hvorfor spørger du om det? Nej! jeg har ikke sagt noget.” Han var lidt forvirret.

”Hvorfor går Natalia så rundt og siger det?” Hvis jeg kunne, havde jeg krydset armene.

”Åh gud,” mumlede han og kørte en hånd gennem håret. ”Okay jeg har fortalt det til en, men det var ikke Natalia.”

”Hvem så.” Tårerne truede virkelig med at slippe ud.

”Christian ved det,” sagde han og jeg kunne se skyldfølelsen i hans øjne, men jeg var ligeglad. Han havde lovet, at han aldrig ville sige noget. ”Han havde en mistanke. Jeg troede, at vi var alene, da jeg fortalte ham det, men så så jeg Natalia ud af øjenkrogen. Jeg håbede, at hun ikke havde hørt det.”

”Så du havde bare tænkt dig aldrig at fortælle mig det.” Jeg var såret. Jeg troede at jeg kunne stole på ham.

”Nej Alberte. Det var ikke sådan…”

”Hvordan så? Hvis jeg kender Natalia ret, så render hun ud og sladre til hele skolen, at min far sidder i fængsel, og hvorfor han gør det.” En lille tårer trillede ned ad min kind, og han rakte ud for at tørre den væk, men jeg slog hans hånd væk. ”Nej! Du skal ikke røre mig! Dean du lovede, at du aldrig ville sige det til nogen!”

”Jeg ved det. Undskyld… jeg er så ked af det.” Hans øjne blev triste, men han græd ikke helt. Det var svært at være sur på ham, når han så sådan ud, men på den anden side kunne jeg heller ikke tilgive ham.

”Jeg er nødt til at gå.” Jeg vendte mig om.

”Vent! Jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det godt igen.”

”Du kan starte med at slippe min arm og lade mig være,” sagde jeg bestemt og gik min vej. Jeg gik ind i klassen og sagde til Rikke, at jeg havde ondt, så jeg kunne komme hjem, og hun nikkede forstående.

Jeg tog min mobil frem og ringede til Terese. ”Vil du ikke være sød at hente mig?” spurgte jeg og gjorde alt for ikke at græde.

”Jo da. Hvad er der galt,” spurgte hun bekymret.

”Jeg har det ikke så godt,” løj jeg, men jeg ville bare hjem. Så langt væk så muligt fra Dean.

”Jeg kommer nu.” Hun lagde på, og jeg satte mig på bænken i skolegården. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han stod og kiggede på mig, men jeg ignorerede det stadig uden at fælde en tåre. Jeg måtte ikke græde. I hvert fald ikke nu. Det måtte vente, til jeg kom hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...