Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5576Visninger
AA

13. De ved det hele

 

Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg sad op i min seng og kiggede ud i luften uden at have den mindste lyst til at lægge mig ned og prøve igen. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på alt muligt. Jeg tænkte på far der skulle i retten snart, og jeg skulle ind at vidne. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg kunne virkelig ikke holde ud, at jeg skulle sidde foran ham, og fortælle om alt det han havde gjort. Jeg kunne knap nok fortælle det til Dean, og ham kunne jeg jo fortælle alt til.

Til sidst faldt jeg dog i søvn, men da mit vækkeur vækkede mig for at jeg kunne nå at komme i skole, ville jeg hellere end gerne op. Jeg var nødt til at komme væk derfra, så jeg kunne tænke tingene igennem selv.

Jeg stod op og gik hen til spejlet, hvor jeg kiggede på mærket på kinden. Det var næsten væk, men jeg kunne lige så godt dække det. Jeg gik nedenunder, efter jeg havde taget tøj på. De andre sad ved spisebordet og spiste morgenmad. Terese sad og skrev en huskeliste, på noget hun skulle handle ind og John sad og læste avis. Natasja sad og tegnede mønstrene på duen op med sin finger og så slet ikke, at jeg kom. Hun havde det med nogen gange at forsvinde ind i sig selv og tænke på alt muligt uden at se hvad der skete omkring sig. Ligesom mig når jeg tegnede.

Jeg satte mig og begyndte at hælde cornflakes op i en skål. ”Godmorgen,” sagde Terese og smilede.

”Godmorgen.” Jeg kiggede ned i skålen, jeg spiste af og fokuserede på ikke at falde i søvn. Jeg var virkelig træt. En plasticpose med noget pakket ind i sølvpapir blev skubbet over til mig.

”Din madpakke,” sagde Terese. Madpakke! Så behøvede jeg ikke at få dårlig samvittighed over, at Dean skulle betale min mad. Jeg smilede til hende.

”Tak.” Jeg var helt glad. Hun skubbede en over til Natasja, men hun så ingenting, så jeg var nødt til at prikke til hende.

”Hvad er der?” spurgte hun forvirret. ”Hvornår er du kommet?” Hun kiggede undrende på mig, men jeg himlede med øjnene og koncentrerede mig om min morgenmad.

”Skal jeg køre jer i skole, indtil vi får fat i en cykel til jer?” spurgte John. Jeg kiggede nervøst på Natasja.

”Jeg kan ikke cykle,” sagde hun. Jeg havde lært at cykle, men det var så længe siden, at jeg egentlig overvejede om man kunne glemme, hvordan man gjorde.

”Øh okay. Det skal du nok få lært.” Han kiggede over på Terese, der havde fået et sørgmodigt ansigtsudtryk i ansigtet. Det slog mig pludselig. De vidste det hele. Mor havde garanteret fortalt dem det hele, og det var derfor Terese nu kiggede medfølende ind i mine øjne. Det var lige før jeg gik i panik. Selvfølgelig vidste de det. De kunne da heller ikke bare lade os bo i deres hus, som om vi var deres børn, uden at vide noget om vores baggrund. Hvorfor havde jeg ikke regnet det ud noget før?

Jeg havde lyst til at græde. De var ikke mine forældre. De var bare fremmede mennesker som skulle passe os. De behøvede ikke at hvide noget. Jeg kunne mærke at mine hænder begyndte at ryste, så jeg rejste mig op og løb ovenpå. Jeg kunne ikke holde det inde. Tårerne trillede, og jeg tørrede dem arrigt væk. De skulle ikke have medlidenhed med mig. De skulle holde sig væk.

Natasja kom ind og gik hen til mig. ”Alberte?” Hun lød urolig. ”Hvad sker der? Hvorfor græder du? Terese sagde, at hun ville komme op til dig, men jeg sagde, at jeg lige ville snakke med dig først. Hun er helt ude af den.” 

Jeg trak vejret langsomt og forsøgte at stoppe med at tude. Jeg skulle ikke græde nu. Det var dumt og svagt af mig. Terese skulle for alt i verden ikke komme op og se mig sådan her. ”Sig at jeg kommer lige om lidt.” Hun nikkede og smuttede ud igen. Jeg rejste mig op og sørgede for, at det ikke så ud som om, jeg havde grædt. Jeg tog en dyb indånding og gik nedenunder, og sørgede for ikke at kigge dem i øjnene. John tog sine nøgler og sin jakke.

”Skal vi køre?” spurgte han og kiggede på os begge to. Jeg nikkede. Jeg ville bare væk. Jeg kunne ikke holde det ud. Vi gik ud til bilen og satte os ind.

Ikke længe efter holdte vi ude foran skolen, og vi gik begge tavse ud. ”Vi ses efter skole,” sagde han og kørte videre. Endnu en lille tårer trillede ned af kinden, men jeg tørrede den bare væk og gav Natasja et knus.

”Vi ses senere søde.” Jeg smilede til hende, og vi gik hvert til sit. Jeg opdagede slet ikke Dean, før han var helt henne ved mig og tog min hånd.

”Hej,” sagde han. Jeg slog armene om ham og lagde mit hoved på hans skulder. Det var lige, hvad jeg havde brug for, men nu havde jeg lyst til at græde igen. Det var den effekt han havde på mig der fik mig til at løsne op. ”Hey. Hvad sker der?” spurgte han og trak sig væk for se mig i øjnene.

”De ved det hele,” var det eneste jeg kunne sige.

”Hvem ved hvad?” spurgte han og strøg en tot hår om bag mit øre.

”Terese og John. De ved det hele. Det er de jo nødt til ikke? Hvis mig og Natasja skal bo hos dem.” Jeg var helt ude af den. Det så ikke ud som, om han forstod det.

”Hvad er det de ved? Alberte hvad sker der med dig?” Jeg hulkede lidt. Jeg havde ingen ide om, hvorfor jeg blev så ked af det. Det kom bare for tæt på. Jeg skammede mig sådan over alle de ting der skete der hjemme, og det skræmte mig, at de vidste det. Jeg kunne ikke være sikker på, hvor meget de vidste, men de skulle vel vide det hele.

”De ting jeg har fortalt dig, om det der skete der hjemme dengang. Jeg er sikker på, at de har fået det hele at vide.” Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige. ”Jeg ved ikke hvorfor, jeg græder sådan. Det er bare…”

”Alberte selvfølgelig er de nød til at vide det. Er det ikke meningen, at de skal være jeres plejeforældre?” Jeg nikkede. ”Har de så ikke ret til at vide det?”

”Jo, men… det er bare…” Jeg rystede på hovedet. Han kunne ikke forstå det.

Han trak mig ind til sig. ”Du skal ikke græde over det. Det er en god ting, at de ved hvad i har været igennem. Så kan det jo være, at de kan hjælpe jer, og så behøver i heller ikke forklare dem noget.”

Jeg kunne ikke sætte ord på det. ”Det er bare som om… de kommer for tæt på. De er fremmede mennesker, som lige pludselig ved alt om mig, og opføre sig som om de er mine forældre. Det er de ikke!”

”Nej det er de ikke, men de vil jo bare hjælpe.”

”De skal ikke hjælpe mig! Jeg har ikke brug for nogens medlidenhed… Jeg kan klare det selv!” Jeg kom til at tænke på den gang, jeg havde gjort det samme ved Dean.

”Jeg ved det. Undskyld. Jeg syntes bare at du skal give dem en chance.” Han kiggede indtrængende i mine øjne. Jeg nikkede og lagde mit hoved på hans skulder igen. Jeg lovede mig selv at prøve allerede første gang jeg så dem. For Natasja. Dean kyssede mig på håret og tog min hånd. ”Vil du med ind. Vi er vidst lidt sent på den.” Jeg nikkede, og vi gik mod klasseværelset.

Jeg smed tasken ved siden af bordet og satte mig tungt. Jeg var helt vildt træt, og ikke nok med det, var det virkelig en kedelig time.

Efter timen kom Christian og to andre drenge hen til os. Thomas og Mark. ”Hvad så?” sagde Mark og slog Dean på skulderen.

”Hej Alberte,” sagde Christian.

”Hej.” Jeg smilede til ham. Drengene begyndte at snakke om alt muligt, og jeg begyndte selv at snakke med i samtalen. Drengene snakkede om en eller anden aften, hvor de skulle se fodbold. En eller anden kamp mellem Danmark og England, hvilket de syntes var ret sjovt.

”Hey Dean… så du det mål Nicklas Bendtner scorede i torsdags?” udbrød Thomas.

”Hvem er det?” spurgte jeg. Jeg vidste ikke, at det var et dumt spørgsmål, før jeg så fire drenge kigge underlig på mig.

”Nicklas Bendtner?” Thomas løftede det ene øjenbryn. Jeg kunne se, at han havde svært ved ikke at grine, hvilket de andre drenge også havde.

”Hvad!” udbrød jeg.

”Søde skat, Han er en af de bedste målscorere på landsholdet.” Dean så ud til at være i chok.

”Skat?” spurgte Mark med blikket mod Dean. ”Sig mig hvad er det egentlig med jer to?” spurgte han Dean. Dean kiggede på mig, som om jeg skulle sige et eller andet, men hvad skulle jeg dog sige?

”Er i kærester?” grinede Christian.

”Er der noget galt i det?” spurgte Dean.

”Det vil jeg se, før jeg tror det. Kys hende!” råbte Thomas grinende.

”Så gerne.” Dean lænede sig hen mod mig og kyssede mig på læberne. Drengene fløjtede og grinede, da Dean blev ved, og jeg kom til at smile, da han lænede sig tilbage med et tilfredst udtryk i ansigtet.

Klokken ringede. ”Nå jeg smutter,” sagde Thomas der ikke gik i samme klasse som os andre. ”Vi ses senere,” sagde han og gik ud.

”Hey Alberte kommer du med på torsdag?” spurgte Mark.

”Til hvad?”

”Har du slet ikke hørt efter, hvad vi har snakket om?” spurgte han. ”Du ved… Landskampen.”

”Vi bestiller pizza,” tilføjede Dean med et grin.

”I’m there!” fastslog jeg.  

”Det er godt. Jeg mangler en til at bakke mig op om England,” sagde Dean og smilede til mig.

”Helt ærligt… jeg er sgu da dansker. Jeg er med Danmark,” fastslog jeg, hvilket fik Dean til at surmule.

”Fedt.” Christian gav mig high five og gik om til sin plads, hvor han satte sig tungt.

”Jeg troede du var min kæreste,” brokkede han sig.

”Det er jeg da også.” Jeg kyssede ham hurtigt på kinden.

Han mærkede let på bulen på min kind. ”Det er næsten væk.” Jeg nikkede. ”Hvorfor er du så opsat på at gemme det?”

”Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg ikke ville have folk til at have mistanke, og så er jeg ikke så glad for at snakke om det, så det ville bare spare mig for en masse spørgsmål.” Han nikkede forstående.

***

”Vi ses.” Dean kiggede mig ind i øjnene og trak mig ind til sig. Han kyssede mig på læberne, og det gav mig kuldegysninger. ”Jeg savner dig allerede,” hviskede han ind i mit øre.

”Jeg savner også dig.” Jeg kom til at fnise lidt. ”Jeg glæder mig til i morgen.”

”Hvorfor?”

”Der behøver jeg ikke savne dig mere,” sagde jeg grinende. Han rystede på hovedet og kyssede mig igen.

”Du er skør.”

”Det er du også.”

”Så passer vi jo sammen,” sagde han og grinede igen. Jeg hørte en bil dytte, og jeg trak mig væk fra Dean. Selvom jeg ikke havde lyst. Jeg vinkede til ham og hoppede ind på bagsædet. Terese kiggede op i bakspejlet og smilede til mig.

”Har du haft en god dag?” spurgte hun.

”Ja.” Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde svært ved at se hende i øjnene efter det jeg opdagede i morges.

”Jeg så at du ordnede stuen i går,” sagde hun.

”Nå.” Hvad ville hun have mig til at sige?

”Det var sødt af dig at gøre, tak skal du have.”

”Det var så lidt.” Jeg tvang et falsk smil frem, men det virkede ikke. Hun så helt ked ud af det. Flot Alberte. Nu har du gjort hende ked af det.

”Alberte hvis der er noget galt, skal du altså sige det,” sagde hun en smule bestemt, men man kunne godt høre kærligheden i hendes stemme. Hun sagde det ikke bare, fordi hun skulle. Hun gjorde det, fordi hun gerne ville hjælpe, og fordi hun var det gode menneske hun var, men sådan var jeg ikke. Hun var nødt til at forstå, at jeg ikke bare kunne plapre løs om alt muligt til fremmede mennesker.

”Jeg har det fint.” Det var en af de største løgne der fandtes. Hun sukkede og koncentrerede sig om at køre bilen i stedet. Jeg var oprigtigt ked af det over at såre hende, men noget inden i mig holdte mig tilbage. Noget jeg vidste ikke kunne brydes på andre måder, end at give det tid. Jeg var nødt til at give mig selv tid, til at finde ud af det hele på egen hånd. Ligesom den gang jeg havde skubbet Dean væk. Noget inde i mig sprang i forsvarsposition og skubbede ham væk. Jeg vidste, at det var det samme, der skulle til nu. Jeg var nødt til, at lade det komme af sig selv.

Tereses synsvinkel

Jeg blev ked af det. Det måtte jeg indrømme. Ikke ked af det på mine egne vegne, for jeg skulle nok klare mig. Jeg blev ked af det, fordi jeg efter hånden var frustreret over, at jeg ikke havde nogen ide om, hvordan jeg skulle få hende til at snakke med mig. Hun lukkede sig inde i sig selv.  Gad hvide hvad Dean havde gjort for at komme ind på hende. Havde han haft samme problem? Måske jeg skulle snakke med ham. Måske han vidste, hvad jeg kunne gøre.

Jeg kørte op ad indkørslen og slukkede bilen. ”Så er vi her,” sagde jeg glad. Hun skulle føle sig hjemme. Hun skulle hvide, at jeg holdte af hende. Det kunne godt være, at jeg ikke kendte hende så godt, men jeg holdte af hende. Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, at inde under hendes hårde hud, var hun en dejlig pige. Jeg havde besluttet mig for, at prøve at komme ind på Alberte som den første, for jeg vidste at så snart Alberte ville snakke med mig, ville Natasja også ligeså stille komme. Natasja så meget op til Alberte, og det var som om, Alberte næsten opførte sig som en mor over for hende.

Jeg havde også lagt mærke til, at Alberte altid gik og ryddede op. Hun tog det helt naturligt, at det var hende, der skulle gøre ting som at rydde op i stuen, rydde morgenbordet, og i går da hun spurgte, om hun kunne hjælpe. Hun var meget hjælpsom, hvilket gik lige i hjertet på mig. Det var så dejligt at have en teenager i huset, som ikke var for doven til sådan noget. Jeg kan huske Rebeccas måde at svare igen på, når jeg bad hende om at gøre rent. Jeg elskede mig datter mere, end jeg kunne beskrive, men hun var godt nok doven, og jeg havde somme tider tænkt på, hvordan det ville gå hende, når hun flyttede hjemmefra, men det gik fint. Hun fandt ligeså stille ud af, at folk ikke gjorde det for hende, så det var ikke så slemt.

Albertes synsvinkel

Jeg traskede op mod døren, og da jeg kom ind, så jeg Natasja der sad med sine lektier ved spisebordet. Hun bed i sin blyant af ren frustration over en eller anden opgave, så jeg skyndte mig at hænge min jakke op for at komme hen og se, hvad der var i vejen. ”Hej smukke,” sagde jeg og satte mig ved siden af hende.

”Jeg kan ikke finde ud af det her!” udbrød hun arrigt.

”Tag det roligt. Jeg hjælper dig.” Jeg satte mig tættere på og kiggede på opgaven. Hun skulle lægge 13 og 14 sammen. Ret nemt, men Natasja kunne ikke finde ud af at regne, hvis hun ikke kunne tælle på fingrene. ”Se her.” Jeg tog hendes papir og stillede tallene op over hinanden. ”Først siger du 3 plus 4. Hvad giver det?” Hun fik en rynke mellem øjenbrynene, da hun tællede koncentreret på fingrene.

”7,” sagde hun stolt.

”Og hvad giver 1 plus 1?” spurgte jeg.

”2,” sagde hun og grinede. Jeg skrev 27 bag ved lighedstegnet og forklarede hende, hvad vi lige havde gjort. Først forstod hun hat at hvad jeg sagde, men da vi havde lavet nogle flere opgaver, gik det pludselig op for hende, og hun blev helt glad. Jeg smilede til hende, da hun havde lavet en hel opgave selv og gav hende high five.

Jeg fandt min lille computer frem. Det var en lille 10-tommers, som vi havde købt, fordi jeg var nødt til at have en computer med i skole, når jeg gik i 9. klasse. Den kostede ikke ret meget, men det var nok til, at vi næsten ikke fik noget at spise i en helt måned. Det var virkelig en dårlig computer, men det gik lige. Desuden brugte jeg ikke min computer så meget alligevel.

Vi havde fået stil for, så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte komme i gang med den. Terese satte sig med en kop kaffe, og kiggede på hvad vi lavede. Jeg lagde mærke til at Natasja blev helt anspændt, men jeg smilede opmuntrende til hende, hvilket fik hende til at slappe lidt af. Det gik meget godt med at være afslappet, når Natasja var der.

Hun samlede stille sine ting sammen. ”Færdig,” sagde hun og smilede til mig.

”Det var godt.” Jeg lukkede de sidste sider ned, og loggede af for at smutte op på værelset. Måske jeg havde det med at flygte fra ubehagelige situationer, men jeg magtede simpelthen ikke at sidde der sammen med Terese. Hun gjorde mig nervøs, fordi hun hele tiden pressede mig til at snakke med hende.

Jeg lukkede døren efter mig, og sukkede da jeg satte mig hen på sengen og trak knæene op og hvilede hagen på dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...