Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5598Visninger
AA

28. Besøg

 

Mit hjerte bankede hurtigere, jo længere jeg kom op ad trappen til stedet, der skulle være min fars fængsel. Jeg stoppede op og kiggede bare tomt på døren. ”Du behøver ikke gøre det her,” sagde John og lagde en hånd på min skulder, men jeg rystede bare på hovedet og tog fat i håndtaget til døren. Vi gik ind, og John puffede mig ned i en stol, mens han snakkede med damen ved skranken.

Han kom lidt efter tilbage med et forsigtigt smil på læben. Jeg kunne kun forestille mig, hvordan mit ansigt var fortrukket i en anstrengt grimasse, fordi jeg forsøgte at smile til ham. ”Du skal ind lige om lidt,” sagde han og satte sig ved siden af mig. Jeg nikkede og satte mig til at vente.

”Alberte Petersen,” sagde en kvindelig betjent i døren og smilede venligt til mig. Jeg satte mig ud på kanten af stolen og tog en dyb indånding, inden jeg rejste mig og gik mod døren. John og jeg havde aftalt i bilen, at jeg skulle gå derind alene, men jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg havde fortrudt den aftale lidt.

Mine skridt blev små og langsomme, men til sidst havde jeg alligevel formået at komme hen til døren, hvor damen lukkede op og lagde en hånd på min lænd for at skubbe mig ind.

Der sad han…

Manden der havde slået min mor, min søster… og mig. Voldtaget mig og brugt alle vores penge på alkohol, så vi knap havde noget mad. Jeg hadede ham. Inderst inde ville jeg altid elske ham, fordi han jo var min far, men nej… han havde ødelagt mit liv i seks år og alligevel sad han og smilede til mig, da jeg stille gik ind.

Han skulle til at rejse sig, men jeg stoppede ham. ”Nej! Stop! Bliv hvor du er!” Han blev næsten forskrækket og blev hvor han var.

”Der sker ikke noget. Jeg bliver overvåget,” sagde han roligt.

”Du skal bare ikke røre ved mig!” Jeg satte mig ned på stolen længst væk og kiggede ud af vinduet. ”Hvad vil du?”

”Forklare…” Jeg fnøs højt. ”… hvorfor jeg gjorde det,” fortsatte han.

”Ingen forklaring vil nogen sinde få mig til at tilgive dig, så hvorfor prøver du?” spurgte jeg hårdt.

Han bed tænderne sammen og kiggede ned på bordet. ”Jeg elsker dig. Du er min datter og… jeg… ved godt at jeg har gjort ting, som du aldrig kan tilgive, men… jeg vil gøre alt for at få dig til at i det mindste snakke til mig igen.” Han tog frustreret fat i håret. ”Jeg ville bare ønske at vi kunne være sammen, som vi plejede, den gang du var lille. Få vores far-datter-forhold tilbage.” Jeg rynkede panden, for han havde ramt et ømt punkt. Hvis han kendte mig ret, vidste han, at det var det, jeg ønskede allermest og havde længtes efter i flere år.

”Hvorfor skulle jeg tro på dig?” spurgte jeg og gjorde alt for ikke at vise følelser. Han skulle ikke tro, at han kunne manipulere med mig.

Han sukkede tungt. ”Det var aldrig meningen, at det skulle gå så vidt. Jeg ved godt, at det ikke er nogen undskyldning, for jeg skulle aldrig have begyndt at drikke, men jeg kunne ikke styre det, og det tog overhånd. Alkoholen gjorde mig ond, og den bedøvede mine følelser, så jeg ikke længere tænkte på andre end mig selv. Tro mig når jeg siger at… hver gang jeg var ædru, sad jeg nærmest og rystede af dårlig samvittighed, og det var derfor, jeg begyndte at drikke mere og mere. Jeg kunne ikke klare smerten, som jeg selv havde påført mig mentalt. Jeg druknede skyldfølelsen.”

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stole på, at det du siger, er sandt,” hviskede jeg. Jeg vidste med mig selv, at jeg allerede stolede alt for meget på ham. Jeg var så naiv at tro, at han rent faktisk mente det, og det gjorde mig nervøs, for jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg skulle se realistisk på det. Jeg var nervøs for, om han kunne manipulere med mig.

”Jeg forlanger ikke, at du skal stole på mig. Undskyld,” sagde han og så helt oprigtig ud. Jeg svarede ikke, for hvad skulle jeg sige? Det var jo ikke i orden. Han var ikke tilgivet. ”Du har fået en kæreste?” spurgte han. Jeg knyttede næverne under bordet ved mindet om det, han havde sagt i biografen. Han havde truet med at slå Dean ihjel.

”Ja det har jeg,” sagde jeg hårdt. ”Og han ville faktisk ikke have, at jeg kom og besøgte dig.” Mine øjne lynede, og jeg kunne se på far, at det ligeså stille dæmrede for ham. Måske han kunne huske, hvad han havde sagt. Han gemte sig hoved i sin hånd, der rystede svagt. Jeg kunne slet ikke kende ham mere. Han var ikke den sammen gamle far, og den rolle forlod han også fra flere år siden, men han var heller ikke den sindssyge alkoholiske far, som jeg havde kendt de sidste seks år. Han var gået i stykker. Ødelagt af sig selv.

Han løftede hovedet og snøftede kort, men der kom ingen tårer. ”Undskyld,” mumlede han. Jeg sad bare og stirrede på, hvordan han rystede og rev sig i håret. Da tårerne begyndte at piske ned af hans kinder, kunne jeg ikke selv klare det mere og udstødte et lille hulk. Inden længe var mine kinder helt våde.

Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle reagere, og det hele var alt sammen meget overvældende. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg stille.

”Det er okay.” Han tørrede øjnene med bagsiden af hånden og snøftede. ”Er de søde?”

”Hvem?”

”Din plejefamilie? Passer de på jer?” spurgte han roligt.

”Ja,” svarede jeg. ”John sidder og venter derude lige nu. Han venter på mig.” Døren blev åbnet, og den kvindelige betjent kom ind med John lige i hælene.

”Så er besøgstiden slut,” sagde hun og gik hen til min far.

John rynkede panden, da han så, at jeg havde grædt. ”Er du okay Alberte?” Jeg nikkede og kiggede over på min far, der havde fået håndjern på.

”Jeg håber, du kommer igen en anden gang,” sagde han og kiggede sørgmodigt på mig.

Jeg trak på skuldrene. ”Måske,” mumlede jeg.

Han nikkede og så over på John, der stod med et hårdt udtryk i ansigtet. John forstod sikkert ikke, hvorfor jeg havde lyst til at se ham igen, og for at være ærlig, forstod jeg det heller ikke selv, men han var jo min far, og jeg var naiv. ”Kommer du Alberte?” spurgte han med hård stemme. Jeg rejste mig op, og han lagde en hånd på min ryg for at skubbe mig med ud. Han var tydeligvis ikke særlig vild med, at min far stod der, hvilket jeg også forstod ret godt, men der var noget, jeg var nødt til at gøre inden, så jeg skubbede hans hånd af, men jeg tøvede lidt, inden jeg satte et ben foran det andet og gik hen mod min far.

”Jeg kan aldrig tilgive dig,” begyndte jeg stille og kæmpede for at holde min stemme rolig. ”For det er simpelthen for meget, og jeg ved heller ikke, om jeg kommer igen, men du skal vide, at jeg stadig elsker dig, for… du er min far, og det kan jeg ikke komme udenom. Det du har sagt i dag betyder meget, men jeg kan ikke tilgive dig.” Jeg stod utroligt tæt på ham og kiggede ham lige ind i øjnene. Bare det at stå så tæt på ham, fik mit hjerte til at banke hurtigere, og flashbacks begyndte at rulle igennem mit hoved som en film. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg blev pludselig angst for, om han ville slå mig eller råbe ad mig. Jeg glemte helt det faktum, at han havde håndjern på og blev overvåget af et betjent.

Jeg begyndte at bakke væk og gned mine tindinger. Han kunne se angsten i mine øjne. ”Alberte?” spurgte han nervøst. Jeg lukkede øjnene og rystede på hovedet, mens jeg fortsatte væk fra ham.

”Jeg - jeg kan ikke…” mumlede jeg. ”Farvel.” Jeg vendte ryggen til ham og gik mod døren, hvor John stod med et forfærdet udtryk i ansigtet.

”Alberte!” råbte han efter mig, men jeg tog bare fat i håndtaget og trak i det, da John lagde en hånd på min skulder. Det blev for meget.

”Slip mig!” sagde jeg hårdt og gav et ryk i min skulder for at ryste hans hånd af. Billederne kørte rundt i hovedet på mig, og det at nogen rørte ved mig sendte alt for mange tanker rundt i mit hoved.

”Hey,” sagde far. ”Det er min datter!” Han kiggede vred på John.

”Rolig nu,” sagde betjenten lagde en hånd på hans bryst.

”Kom så,” sagde John og skulle igen til at skubbe til mig, og endnu engang rystede jeg hans hånd af.

”Vil du ikke godt lade være?” bad jeg.

”Fingrene væk fra min datter!” Betjenten måtte holde lidt bedre fast, da han tog et skridt frem. Jeg var lamslået og undrede mig virkelig over, hvordan han kunne opføre sig sådan, når han i flere år havde været ret så ligeglad med mig.

”Jeg tror du afskrev dig titlen som far, for flere år siden,” sagde John og gik ud af døren. ”Kommer du Alberte?” spurgte han. Jeg fulgte ham med ud i bilen og sagde ikke et ord på hele turen hjem. Jeg kunne ikke finde ud af, om han var sur på mig eller hvad, for hans læber var en smal streg.

Han kørte op ad gruset til huset og stoppede bilen, og da jeg skulle til at gå ud tog han fat i min arm for at stoppe mig. ”Hvad skete der Alberte? Hvorfor reagerede du sådan?”

”Du forstår det ikke,” mumlede jeg.

”Jamen jeg ved stort set ikke noget om dig. Terese og jeg har næsten ikke fået noget at vide, og du snakker aldrig med os, om de ting du har problemer med, så selvfølgelig forstår jeg det ikke, og jeg forstår heller ikke helt, hvorfor du blev bange den dag vi snakkede sammen på dit værelse. Hvis bare du gad snakke med mig om tingene.”

”Undskyld…” Jeg kiggede ud af vinduet. ”Nogen gange får jeg flashbacks. Du minder mig lidt om min far, og da du kom ind på mit værelse på den måde… jeg ved ikke… måske kom jeg bare til at tænke på, hvad der plejede at ske, når min far gik ind til mig. Han… plejede at lukke døren bag sig og… smile. Han havde altid et smørret, alt for kærligt smil på læben, når han… skulle til at…” Jeg kunne ikke sige det. Ordene sad fast i min hals. John så forfærdet på mig. ”Hvis jeg ikke gjorde som han sagde… slog han mig.” Jeg snøftede, og tårerne trillede ned af kinderne på mig.

”Du godeste,” mumlede han. Jeg svarede ikke, men kiggede blåt ud i luften.

Uden at sige noget tog jeg bare fat i håndtaget og gik ud. Gruset knasede under fødderne på mig, da jeg gik op mod hoveddøren, og jeg kunne høre John bag mig, men jeg fortsatte bare tavst videre op på mit værelse, hvor jeg lukkede døren efter mig for at være alene.

Uden at tænke tog jeg bare min nye blok, jeg havde fået af Natalia og mine tegneblyanter. Da jeg havde fundet den rigtige blyant og den rigtige position med hånde på papiret, satte jeg mig til at tænke over et motiv. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle tegne, og jeg havde svært ved at tegne ting, som jeg havde inde i hovedet, så jeg fandt min telefon og kiggede mine billeder igennem. Ikke at jeg havde ret mange, for jeg tog aldrig ret mange billeder, men jeg havde det af Dean og Natasja, som jeg elskede sådan, og jeg kom helt til at smile over det. Jeg lagde telefonen ved siden af blokken og kiggede på den en gang imellem, imens stregerne udformede sig på papiret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...