Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5582Visninger
AA

25. Afsked

 

Min telefon ringede dagen efter og vækkede mig fra min dejlige søvn. Jeg tog den træt op til øret. ”Det er Alberte,” sagde jeg og satte mig op.

”Hej smukke.” Det var Dean. ”Har du sovet godt?”

”Sig mig hvad er meningen med at vække mig på denne tid af dagen?” spurgte jeg irriteret.

”Undskyld søde.” Han grinede lidt. ”Må jeg godt komme forbi lidt senere? Jeg er nødt til at snakke med dig.” Han lød trist, så jeg blev helt urolig.

”Hvad er der sket?”

”Jeg vil gerne snakke med dig om det ansigt til ansigt,” sagde han. ”Tag det roligt. Det er ikke så slemt.” Han lød usikker.

”Øh okay. Hvornår kommer du så?” spurgte jeg.

”Er det okay, hvis jeg kommer om en times tid?”

”Ja da.” Jeg kløede mig forvirret i håret og kiggede op på uret. Jeg havde godt nok sovet længe. Klokken var over elleve. ”Så ses vi bare,” sagde jeg.

”Ja vi gør.” Han lagde på og jeg stod op for at få noget tøj på, men jeg gad ikke det helt store, når det var søndag, så jeg hoppede i min dejlige jumpsuit og gik nedenunder. Folk sad rundt om bordet og spiste morgenmad, og jeg tog plads ved siden af John, der sad og gumlede på en ostemad.

”Dean kommer lige forbi. Han ville lige tale med mig om et eller andet,” sagde jeg og brød stilheden.

”Det er bare i orden,” svarede Terese.

Jeg ventede i lang tid i spænding, over hvad Dean mon ville fortælle mig, og da det ringede på døren, sprang jeg op og løb derud. Selvfølgelig var det Dean, der hurtigt trak mig ind i en stor bjørnekrammer. ”Lad os gå ovenpå,” sagde han sørgmodigt og tog min hånd.

”Øh okay,” mumlede jeg, og vi gik ind på mit værelse. Jeg havde muligvis en lille anelse, om hvad han ville sige, så mit hjerte bankede endnu hurtigere end før. Vi satte os på min seng, og han kiggede alvorligt på mig.

”Jeg rejser til London i morgen.” Ordene ramte mig som et stød.

”Hv-hvad?” mumlede jeg.

”Min far skal ud at rejse i en hel måned. Ja du hørte jo snakken, men han vil ikke lade mig blive her i Danmark imens, så jeg skal hjem til min mor.”

”Vil du så være væk i en hel måned?” udbrød jeg, og det prikkede i mine øjne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden ham i en måned.

”Tag det roligt. En måned kan gå hurtigt, og vi kan snakke i telefon og gå på Skype.” Han lagde armene om mig. ”Det går nok smukke,” mumlede han ned i mit hår.

”Nej det gør ikke! Hvis du lige pludselig er væk, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre ved mig selv.”

”Men jeg kommer jo tilbage igen.” Jeg løftede hovedet fra hans skulder og trykkede mine læber mod hans, der ivrigt kyssede tilbage. Han udviklede kysset med det samme, og det blev til et intenst og passioneret kys, hvor jeg mærkede en lille tåre trille ned af min kind, men der kom ikke flere efter det. Jeg måtte bare tænke på, at han snart ville komme tilbage.  Han tog min hånd og flettede sine fingre ind i mine. ”Jeg er virkelig ked af det, men jeg er nødt til at smutte igen. Jeg skal hjem og pakke. Kommer du over og siger farvel i morgen?” spurgte han sørgmodigt.

”Selvfølgelig gør jeg det.” Jeg kyssede ham endnu engang, inden han var nødt til at gå. Han trak mig med nedenunder, og da han stod i gangen, trak han mig ind i et stort kram. Jeg begravede mit hoved i hans skulder og nød det. Nød varmen, lugten, ham. Jeg mærkede alt i det korte øjeblik, jeg havde, før han trak sig væk og vinkede sørgmodigt til mig, da han gik ned til sin knallert. ”Vi ses i morgen.”

Inden længe var han væk, og jeg sukkede tungt. Jeg fattede ikke, at jeg var nødt til at undvære ham i en hel måned. Jeg lukkede døren bag mig og gled ned af den, så jeg landede på numsen. Det var bare ikke fair! John gik lige forbi henne ved enden af gangen, men da han så mig, stoppede han op og rynkede panden. ”Alberte dog,” mumlede han og gik hen til mig. ”Hvad er der galt med dig?” spurgte han så og stillede sig foran mig.

”Dean rejser til England i en måned,” sagde jeg trist.

”Det er jeg ked af at høre søde. Kom ind til os og sidde.” Han rakte hånden ud og trak mig op. Jeg fulgte med ind og satte mig i sofaen. ”Hvad skal han så i England?” spurgte John så.

”Hans far skal på forretningsrejse, og han kan ikke lade Dean være alene hjemme i en hel måned, så han skal hjem til sin mor.” Jeg sukkede fortvivlet.

”Der er et godt webcam på min computer. Den kan du bare bruge når du skal snakke med ham,” smilede Terese.

Jeg nikkede. ”Tak,” mumlede jeg.

***

Jeg gik med tunge skridt hen mod klassen, og jeg var forberedt på, at Dean ikke ville være der. Folk kiggede alle sammen underligt på mig, hvilket de havde gjort lige siden, Natalia havde ladet et rygte om min far løbe på hele skolen her for et par dage siden. En eller to lavede ansigter, da jeg gik forbi, men jeg var vant til det. Det havde de bare altid gjort, så det var ikke noget nyt, men det var ikke mindre ydmygende af den grund. Det værste var dog, da jeg kom ind i klassen, og opdagede at Christian var syg. Han var den anden bedste klippe, jeg havde ud over Dean, så jeg kunne forberede mig på en rigtig dårlig dag.

Jeg smed tasken på gulvet og satte mig tungt. Jeg tog min blok og penalhus frem og kiggede lidt på mine tegninger. Det var begrænset, hvor meget jeg kunne gøre med venstre hånd, men nogen gange hjalp det lidt at kigge på dem, og se om der manglede noget. ”Nå… man sidder nok lige og beundre sine værker,” sagde en lys, men ondskabsfuld pigestemme. Natalia tog blokken ud af mine hænder og kiggede på den. ”Du er bare ude på at vise dig, men ved du hvad. Folk er ligeglade. Det viser bare hvor underlig du er, så jeg fatter slet ikke, at du virkelig tror at du kan få opmærksomhed af det.” Jeg kæmpede med tårerne og bed tænderne sammen.

”Giv mig min blok,” sagde jeg så hårdt, som jeg kunne, men det var bare et ynkeligt forsøgt. Folk omkring os havde opdaget os, og de kiggede alle sammen på os uden at sige noget. Hun smilede hånligt. ”Jeg sagde giv mig min b-blok!” Jeg lød virkelig ynkelig.

”Nej jeg vil lige kigge lidt på det,” hun åbnede den og kiggede på den, og lod som om hun var overdrevet interesseret. Jeg greb ud efter den, men hun trådte bare et skridt tilbage og svingede med sit lyse hår. ”Det var da ikke pænt gjort, nå jeg nu så interesseret vil se, hvad du har lavet.” Folk begyndte at smågrine, og jeg kæmpede for alvor mod mine tårer, der virkelig truede. Jeg var bange for, hvad hun kunne finde på at gøre med alle mine tegninger. Dem som jeg havde brugt uendeligt mange timer på at skabe.

”Vil du ikke nok give mig den tilbage?” spurgte jeg bedende. Hun lagde pegefingeren på sine læber og så overdrævet tænksom ud. ”Hun fandt den tegning, der tilfældigvis var min yndlingstegning og kiggede lidt på den, inden hun plantede en stor fed spytklat midt i den. Jeg udstødt en underlig lyd, lige da hun gjorde det, og det fik hende til at grine ondskabsfuldt.

”Det er jeg virkelig ked af.” Hun rakte den frem, så jeg kunne tage den, men lige, da jeg skulle til at gribe om den, ramte jeg kun luft, da hun havde taget den om på ryggen. ”Dean er ikke i skole i dag hva?” Hun gik tættere på, så jeg var nødt til at bakke bagud mod vinduet som var åbent. Jeg rystede over hele kroppen. Hvorfor var der ikke nogen, der stoppede hende? ”Værsgo,” sagde hun med et ondskabsfuldt smil og smed blokken ud af vinduet. Jeg kiggede ud, og så at den var landet lige i en vandpyt.

”Nej,” sagde jeg højt og skubbede hende hårdt til side, da jeg løb ud af døren og ud i skolegården. Tårerne strømmede ned af kinderne. Jeg havde oplevet mobning, men aldrig i den her grad. Jeg faldt på knæ ved siden af vandpytten og fiskede blokken op. Jeg hulkede og gemte hovedet i mine hænder.

”Alberte?” spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede op på Thomas, der stod lidt væk. Han hjalp mig op at stå og tog blokken ud af mine hænder. ”Hvem har gjort det?” Han kiggede på blokken der dryppede.

”Natalia,” græd jeg.

Han trak mig ind i et kram og strøg sin hånd op og ned af min ryg. ”Det er jeg ked af,” sagde han stille. ”Jeg hørte at Dean er rejst i en måned. Er du okay?” spurgte han.

”Nej,” mumlede jeg og rystede på hovedet.

”Vil du snakke om det?” Jeg trak på skuldrene. ”Kom… klokken ringer om lidt.”

”Nej!” sagde jeg. ”Jeg skal ikke derind igen!”

”Så vent her. Jeg henter vores tasker, så pjækker vi.” Inden jeg kunne nå at protestere, gik han ind i klassen og hentede taskerne. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg lige skulle sige til at pjække med ham, når jeg jo ikke havde snakket med ham siden den aften, vi så fodbold.

Han kom tilbage lidt efter og lagde en hånd på min ryg, for at få mig med. ”Er du sikker på det her?” spurgte jeg forvirret.

”Hundrede procent.” Han satte i løb. ”Vi må skynde os væk, inden folk ser os.” Vi løb, og da vi var kommet rundt om hækken, så ingen kunne se os, stoppede vi op og kiggede på hinanden. ”Hvad har du lyst til at lave?”

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Du bestemmer.”

”Har du noget imod at tage med mig hjem?” Jeg rystede på hovedet og fulgte med ned af vejen. ”Jeg bor lige her omkring, og mine forældre er ikke hjemme, så det er helt okay.” Jeg smilede taknemligt til ham. Vi gik ind ad en låge til et hus og videre ind ad en dør længere henne. ”Bare lad som om du er hjemme,” sagde han høfligt og hængte vores jakker op.

”Tak,” mumlede jeg og gik ind i noget, der lignede en stue.

”Er du sulten,” spurgte han og smilede. Jeg rynkede panden og kløede mig i håret. ”Dean har godt nok fortalt om din lille fobi for at spise andres mad.” Han smilede skævt, og jeg rødmede. ”Har du lyst til en sandwich?” Jeg trak på skuldrene. ”Du er virkelig underlig,” mumlede han, og jeg kiggede ned i gulvet. Så havde Natalia nok ikke været helt forkert på den.

”Det er okay. Jeg er ikke sulten,” mumlede jeg, mens jeg kiggede på mine fødder.

”Undskyld det var ikke ment sådan.” Han gik tættere på.

”Nej det er okay. De fleste på skolen, syntes at jeg er sær, så det er ikke noget nyt.”

”Du er ikke sær. Jeg sagde det jo bare for sjov. Ej du må undskylde, hvis jeg sårede dig.” Jeg trak på skuldrene. ”Kom her. Du ser virkelig ud til at trænge til et kram.” Da han havde givet mig et kram, trak han mig med ind i køkkenet. ”Nu laver jeg en sandwich, om du vil det eller ej.” Det fik mig til at grine lidt.

”Tusind tak Thomas. Du havde ikke behøvet at gøre alt det her. Vi snakker jo aldrig rigtigt sammen.”

”En af mine bedste venners pige er i nød. Jeg er jo nødt til at rede dig.” Han grinede lidt. Sikkert fordi han selv syntes, at han var vældig morsom. Jeg himlede med øjnene og satte mig op på køkkenbordet. ”Må jeg spørge om noget?” Han kiggede mig ind i øjnene. ”Hvorfor gjorde Natalia det?”

”Det ved jeg ikke.” Han havde lagt blokken på bordet, og den var helt gennemblødt. Jeg tog den forsigtigt og forsøgte at skille siderne ad. Det hele var ubrugeligt. Jeg åbnede skraldespanden og lagde den derned. Inden jeg lukkede låget, kiggede jeg lige en sidste gang på mine mange timers arbejde.

”Jeg siger dig. Hun er gået over stregen den her gang,” sagde han hårdt. ”Du skal ikke lade hende gøre sådan noget igen!”

”Hvad vil du have jeg skal gøre?!” spurgte jeg frustreret.

”Det ved jeg ikke.” Han så lidt bedrøvet ud.

”Hvorfor er alle egentlig så bange for hende? Jeg ville væde med, at folk ikke engang kan lide hende.” Jeg fnøs. Thomas trak på skuldrene og gav mig en tallerken med en sandwich.

***

Vi lavede det samme, som Dean og jeg plejede at lave. Vi så fjernsyn og snakkede hele dagen, og det var rart at komme lidt tættere på Thomas. Så havde jeg da en ven mere.

Jeg kom til at kigge på uret og sprang op. Den var tre, og Dean skulle flyve klokken fire. ”Wow… jeg er nødt til at tage af sted, hvis jeg skal nå at sige farvel til Dean,” sagde jeg og rejste mig.

”Vent. Jeg kommer med. Vi kan bare tage bussen.” Han rejste sig også, og vi gik ud i entreen for at tage jakke og sko på. Vi var heldige, at vi kun skulle vente på bussen ti minutter, og det tog kun ti at køre der ind, så vi nåede det. Jeg ringede til Dean, da vi stod derinde.

”Hej smukke, hvor er du?” spurgte han.

”Jeg er henne ved en masse stole nede i hjørnet af en stor sal.” Jeg vidste godt, at det ikke var meget at gå efter. ”Der ligger en cafe lige ved siden af.”

”Okay jeg finder dig.” Han lagde på, og jeg kiggede rundt på alle menneskerne for at finde nogle mørkebrune krøller. Det tog lidt tid, før jeg kunne se ham. Thomas pegede over til den anden side, og jeg smilede, da jeg så ham. ”Hej smukke,” sagde han glad, da han så mig. Han opdagede at Thomas også var der og rynkede panden.

”Hej. Thomas og jeg pjækkede hjemme hos ham i dag, så han ville gerne med, da jeg skulle af sted.”

”Hvorfor pjækkede du hos ham?” spurgte han lidt hårdt. Hvis jeg ikke tog meget fejl lød han jaloux.

Thomas trådte heldigvis til, for jeg var ikke sikker på at jeg kunne sige det. ”Øh Alberte havde en lille ting med Natalia, og hun var lidt ked af det, så jeg tog hende med hjem, så hun ikke skulle være over på skolen, hvor folk kunne grine ad hende.” Jeg kiggede ned i jorden.

”Det er jeg ked af sweetheart. Hvad gjorde hun?” spurgte han alvorligt. Jeg rystede bare på hovedet og smilede skævt. ”Jeg vil vide det.” Han tog min hånd og flettede sine fingre ind i den.

”Hun ehm… tog min tegneblok.”

”Og…” Han kunne se på mig, at der var mere.

”Smed den i en vandpyt.” Hans kæbemuskler dirrede. Han rystede på hovedet og trak mig ind til sig.

”Jeg er så ked af, at jeg ikke kan være der og beskytte dig.” Han så oprigtigt ked ud af det.

”Det kan du jo ikke gøre for,” mumlede jeg bare ind mod hans skulder.

”Jeg elsker dig Alberte. Jeg vil ikke have, at der sker dig noget.” Han kyssede mig blidt på læberne og kærtegnede min kind. ”Vi snakkes ved på Skype.” Jeg nikkede og en lille tårer trillede ned af kinden. Han smilede og tørrede den væk. ”Du skal ikke græde. En måned er ikke så lang tid, og jeg glæder mig til at se dit smukke ansigt igen i aften. Skriv en sms når du har tid til at gå på Skype ik?”

”Det skal jeg nok. Jeg elsker dig.” Jeg smilede skævt og kyssede ham endnu engang på munden, inden jeg lagde mit hoved på hans skulder. Han strammede grebet om mig, så vi næsten ikke kunne stå tættere.

”Jeg er nødt til at gå smukke,” mumlede han ned i mit hår. Han trak sig væk og kyssede mig hurtigt en sidste gang på panden. Hans læber hvilede på min pande længere end nødvendigt, hvorefter han bakkede væk. Han sendte mig et luftkys og smilede sørgmodigt inden han vendte sig om og gik mod gaten.

Jeg tørrede en tåre væk fra kinden og mærkede min telefon vibrere. Dean: Jeg elsker dig <3 sagde den og flere tårer trillede. Mig: Jeg elsker dig mere! Skrev jeg og vendte mig om mod Thomas, der så lidt trist ud.

”Det er jeg ked af Alberte,” sagde han og gav mig et kram. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...