Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5598Visninger
AA

1. En ny ven

To fingre kørte rundt på kinden i cirkler og glattede langsomt den hudfarvede creme ud. Fortvivlet blev jeg ved med at trykke en ny klat ud på fingeren, som jeg igen desperat kørte ud i ansigtet for, at dække de blå mærker der efterhånden var begyndt at blive gule i kanterne, og fik mig til at se syg ud.

Et kvarter og en halv tube foundation senere, kunne jeg ikke længere se de blå mærker, men min kind var stadig hævet, og det gav en underlig rend under øjet, som jeg ikke kunne skjule. Jeg sukkede, men måtte finde mig i det, da jeg skulle til at af sted.

Døren gik op og smækkede lidt efter igen. Natasja løb ind på sit værelse og gemte sig under dynen, da far bevægede sig ind i stuen. Hans øjne var fulde af had og vrede, og da han med faste skridt bevægede sig hen til mor stivnede jeg. Jeg trak automatisk vejret hurtigere og pressede neglene ind i håndfladen for at styre mig selv. ”Slap af. Du gør det hele værre. Du kan ikke gøre noget bedre, så bare bliv hvor du er,” Tænkte jeg og bed tænderne sammen.

Hans øjne var malet med vildskab, da han tog hårdt fat i mors arm. Hun rystede, og jeg kunne se hendes øjne der ligeså stille blev blanke og fulde af sorg og afmagt. Hun var bange. Bange for vreden fra den mand hun engang elskede, og som hun havde dedikeret sit liv til.

Far knyttede hånden og trak albuen tilbage, men da han skulle til at svinge den med alle kræfter i retning mod mor, sprang jeg på ham og lå nu oven på ham mens jeg forgæves forsøgte, at slå ham ud med diverse genstande jeg kunne finde. Jeg fik en knytnæve lige i hovedet, og det sortnede for mig.

En kuldegysning løb ned ad ryggen, da jeg mindedes gårsdagens hændelse. Det var ikke ualmindeligt, at det skete, så jeg var efterhånden blevet vandt til det. Jeg havde lært at tage langærmede trøjer på som dækkede de blå pletter der hærgede min overarm. De blå pletter hvor man lige kunne ane aftrykket af en hånd, som var grebet hårdt fat. Jeg havde stjålet de store mængder af foundation i flere forskellige butikker, fordi jeg ingen penge havde. Jeg ville for alt i verden skjule det for omverdenen, for jeg havde ikke brug for nogens medlidenhed. Jeg turde ikke få hjælp fra nogen på grund af den skam, jeg følte over familien. Jeg afveg for andres omsorg og spærrede mine følelser inde i mig selv. Jep, det var hvem jeg var blevet til.

Jeg hørte træ små bank på døren, og Natasja listede ind. Hun havde mine gamle sko og jakke på og en slidt lidt for stor rygsæk med hjerter på, som også havde været min første skoletaske. ”Jeg kommer nu,” sagde jeg og sendte hende et lille smil. Hendes lille hårde blik fulgte mig i alt jeg foretog mig, indtil jeg svingede tasken over ryggen, og tog hende i hånden. Natasjas blik var altid hårdt. Det blik havde formet sig i takt med at fars forbrug af alkohol steg. Hun var en lille hård pige i det hele taget, som havde været ude for lidt af hvert.

Mor stod og støvsugede, men da hun så os være ved at gå stoppede hun og gik hen til os. Hun kyssede os en efter en på kinden og smilede sørgmodigt til os uden at sige noget. Hun åbnede døren og puffede os blidt på ryggen, for at få os ud. ”Prøv nu at få en god dag,” sagde hun og blev stående i døren, da vi gik ned af vejen.

Der var mindre end en kilometer til skolen, så vi gik altid turen. Jeg hadede den tur. Jeg hadede at gå ned ad vejen og mærke mit hjerte der bankede hurtigere og hurtigere for hvert skridt. I skolen var der ingen der nogensinde lagde mærke til mig. Jeg var luft, og eftersom jeg næsten aldrig havde mulighed for at lave lektier, var jeg aldrig forberedt til timerne, og det var lige ydmygende. Dog havde jeg efter hånden prøvet det så mange gange, at jeg ikke tænkte så meget over det mere. Jeg hadede ikke at vide om mor var okay derhjemme, og dagene var altid uendeligt lange, men det glædede mig, at Natasja havde venner, som hun elskede at være sammen med, og det hjalp at hvide, at hun havde det godt.

Natasja stoppede op midt i skolegården, som tegn til at vi skulle skilles. Jeg løftede hende op i min favn, som jeg altid gjorde og kyssede hende på kinden. I modsætning til mig kunne Natasja sagtens klare skolen. Hun havde i det mindste noget gode veninder, som hun legede med, og det var altid en lettelse at vide, at hun ikke var alene. Hun snakkede altid om pigerne som hun legede med, og hun elskede når jeg ville lytte på hende.

Hun satte i løb, og inden længe var hun væk. Jeg sukkede og gik mod den anden ende, hvor de store klasser lå. Here we go again… Tænkte jeg.

***

I timen sad jeg koncentreret og fulgte med i undervisningen og forsøgte ihærdigt at få indhentet lektierne, som jeg ikke fik lavet dagen før, da det bankede på døren. En dreng kom ind og kiggede rundt. ”Er det her 9.c,” spurgte han og fik øjenkontakt med Rikke, min lære. Han havde charmerende brune øjne og et skævt smil, som jeg ikke kunne lade være med at stirre på. Hans brune hår krøllede vildt på hans hoved, og at dømme ud fra hans tøjstil der lugtede langt væk af designermærker, dømte jeg ham til at være endnu en forkælet pralhals med røven fuld af penge. Fedt!

”Ja det er det,” sagde Rikke og smilede til ham. ”Du kan sætte dig ned ved siden af Christian, men du kan lige præsentere dig selv.”

”Hej. Jeg hedder Dean, og jeg kommer fra England,” sagde han og kløede sig i håret. Han havde en sjov accent. Rikke gik hurtigt i gang med undervisningen igen, men jeg kunne ikke følge med mere. Jeg fulgte ham med mit blik, da han gik ned på sin plads, og jeg forsøgte at gøre det så diskret så muligt. Uden held. Vi fik øjenkontakt, og han smilede til mig. kig væk, kig væk. Skreg det inden i mig og jeg adlød, men resten af timen kunne jeg ikke koncentrere mig. Hold nu op. Han er ikke noget for dig. Sagde jeg til mig selv, men det smil han sendte mig sad fast i mine tanker lige til timen sluttede. Lige da klokken ringede, sprang jeg op og skyndte mig ud.

I frikvarteret fandt jeg mit sædvanlige sted på en bænk henne ved legepladsen. Jeg havde efterhånden vænnet mig til de stirrende blikke, der altid hvilede på mig. Jeg kiggede bare væk. Det ragede overhovedet ikke mig, om de ikke havde andet at tage sig til end at kigge på mig. De havde heller ikke noget at være misundelige over, for jeg var ikke ligefrem den smukkeste, og mit tøj var for det meste slidt. Jeg fandt en blok med en blyant og trak benene op under mig. Med bløde bevægelser begyndte jeg at skitsere nogle af børnene på legepladsen. Jeg kunne rigtig godt lide at tegne. Det gav mig ro, og jeg elskede følelsen af, at der var noget jeg rent faktisk var god til. Jeg sank ind i min verden, og koncentrerede mig kun om de grå streger der formede sig ud over papiret.

”Du er god til at tegne,” hørte jeg en stemme sige bag mig. Jeg kiggede forvirret rundt, og så Dean der stod bag mig og kigget ned på min tegning. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at han stod der, men jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, for jeg blev helt varm om hjertet over, at der var nogen der roste mig for noget.

”Syntes du det?” sagde jeg, og jeg kunne mærke mine kinder blusse op, og hvis det ikke havde været for det kæmpe lag, jeg havde på, havde han nok lagt mærke til det. Han nikkede, og satte sig på bænken ved siden af mig. Hvorfor ville han sidde sammen med mig? Jeg var da ikke særlig spændene. Jeg gav ham et akavet smil, og vendte så mine øjne mod papiret igen.

”Hvad hedder du?” spurgte han.

Jeg kiggede olmt på ham. ”Hvorfor vil du vide hvad jeg hedder?” Min stemme lød vidst lidt for kold. Han kiggede uforstående på mig og løftede det ene øjenbryn.

”Det føltes bare underligt at sidde sammen med en, man ikke kender navnet på.” Han undertrykkede et grin. Gud hvor havde han en sød accent.

”Hvorfor vil du overhovedet sidde sammen med mig? Har du ikke travlt med at lære alle de andre at kende?” Jeg var oprigtigt nysgerrig og så op på ham.

”Hvorfor skulle jeg? De siger mig ikke så meget.” Han trak på skuldrene. ”Men hvad hedder du så?” spurgte han igen.

”Jeg hedder Alberte,” sagde jeg og gav ham hånden. Jeg kiggede på hans ur og blev enig med mig selv om, at han var rig. Det lignede fuldstændig et ur, jeg havde set til otte tusind på en plakat.

”Du ved hvem jeg er,” sagde han bare, og der kom en akavet tavshed. ”Nå… Alberte, hvordan er du blevet så god til at tegne?” Han ledede tydeligvis efter noget at snakke om, men der var fint med mig. Det var ikke så tit, folk var interesseret i noget jeg lavede.

”Jeg har bare altid følt mig glad, når jeg tegnede, og så er det bare blevet en lille konkurrence med mig selv, om hvor god jeg kan blive.” Jeg rødmede igen. Hvorfor rødmede jeg? Vi snakkede bare. Okay, vi snakkede ikke bare… Det var rimeligt stort, at der var nogen der snakkede til mig, og det var rigtigt hyggeligt. Klokken ringede, og jeg sukkede. Han rejste sig og rakte en hånd ud for, at jeg skulle tage den. ”Kom,” sagde han og trak mig op at stå. ”Det var hyggeligt at møde dig.”

”I lige måde.” Jeg var næsten i chok, men lykkelig. Det var et hyggeligt frikvarter.

Vi gik hen mod klassen og jeg lagde mærke til folks blikke, da jeg gik ind i klassen sammen med Dean. Han stillede sig ved stolen ved min side. ”Må jeg sidde her?” spurgte han. Jeg nikkede og løftede det ene øjenbryn, fordi jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg ellers skulle sige. Han havde en underlig effekt på mig. Jeg kunne ikke sidde stille, og det var svært at koncentrere sig om undervisningen. Jeg tillod mig selv at kigge lidt på ham, og opdagede at han sad og tegnede i sit hæfte. Han tegnede en helt fantastisk flot drage. Jeg smilte lidt for mig selv, men undrede mig også over, at han ikke sagde det da han havde set mig tegne.

_________________________________________________________________________________

Hej med jer dejlige mennesker, der har lyst til at læse min movella... hvad syntes i? Det kunne være rigtig fedt, hvis i havde lyst til at skrive en lille kommentar eller like den, for jeg vil helt vildt gerne vide, hvad jeg kunne gøre bedre, og hvad i kunne lide :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...