One Direction | Sweet Nothing

Man er heldig, hvis man får lov til at være med i One Directions musikvideo – men er man ligeså heldig, hvis man falder for en af drengene? Det spørgsmål får den 18 årige Eve Handons hurtigt givet svaret på, da hun bliver kastet ud i det. Flirt bliver til kærlighed, der bliver til tåre og sorg, og dog også et nyt, stærkt venskab til et andet af bandets medlemmer. Beskyldninger bliver kastet frem og tilbage, mennesker bliver splittet og beslutninger bliver taget. Alt i alt ender det op i en meget uventet drejning af Eves liv, da hun ikke havde regnet med de mange konsekvenser af hendes medvirken i bandets musikvideo. Hvordan vil det gå hende, og vil hun formå at få det hele til at fungere? *Liam og Danielle er ikke sammen*

361Likes
582Kommentarer
42016Visninger
AA

19. You Break Me

Jeg var på vej hjem til Liam nu, fordi vi blev nødt til at få snakket om det her. Allerhelst ville jeg jo slet ikke se på ham, men det blev jeg nødt til. Det her var jo ikke ensbetydende med, at det var slut med os, men jeg var fandeme stadig sur på ham.

Og det samme gjaldt Izabell.

Derfor var hun der også, så vi alle sammen kunne få snakket, for det havde vi brug for. Liam var den fyr, der betød mest for mig af alle, og Izabell var blevet en af mine gode veninder på utrolig kort tid – noget, der ikke skete så tit. Jeg havde normalt brug for mere tid til at knytte mig, men det var ikke sket med hverken ham eller hende.

Mine skridt var virkelige hurtige, så min taske slog ind mod mit ben. Jeg ville garanteret få et blåt mærke, der hvor den havde slået i mod, men lige nu var jeg ligeglad. Bare ved tanken om, at jeg skulle se ham, blev jeg sur.

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været så sur på en fyr. Gud. Det fløj nærmest rundt i min krop.

Og så ville Iza være der. De var der begge to sammen nu – hvem vidste, hvad de dog kunne finde på? Okay, jeg var måske en lille smule hård ved dem, men alligevel. Det var ikke fair, at de var sådan overfor mig. Eller havde været sådan overfor mig.

Efter 5 minutter i det samme hastige tempo, kom jeg til Liams lejlighed. Jeg trykkede på ringeklokken med en stiv pegefinger, og inden længe lukkede han op, så jeg kunne komme ind i opgangen.

Jeg var lige så hurtigt op af trapperne, som jeg havde gået, da jeg gik herhen, og det resulterede sjovt nok i, at jeg hurtigt stod midt i hans entré.

Det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde savnet det, for det havde jeg virkelig. Bare selve stedet var bare så meget Liam, at det nærmest gjorde ondt, og hvis ikke det var for, at han nok kunne høre mig, ville jeg helt sikkert komme med et suk over det.

”Eve,” mumlede han, og pludselig stod han i døren. Jeg svarede ham ikke, men tog i stedet mine sko af, før jeg gik målrettet lige forbi ham. Min jakke tog jeg ikke af, og jeg vidste ikke engang hvorfor. Det var som om, at jeg følte mig mere tilpas med den på.

”Jeg synes bare, vi skal få snakket om det her. Nu,” annoncerede jeg, men stoppede brat op, da jeg kom ind i stuen og så personen, der stod derinde.

Hvad fanden lavede Niall her, når det var Liam, Iza og jeg, der skulle snakke?

”Hvorfor er du her?” spurgte jeg forvirret om, og han sendte mig et skævt smil. ”Jeg var her i forvejen for lige at.. snakke med Liam, og han sagde, at jeg godt kunne blive, så det valgte jeg at gøre. Så kunne jeg også lige hilse på dig jo,” svarede han sødt.

Niall var altid så dejlig. Han smilede, var sød, flink og venlig, nærmest lige meget hvad. Det var det, jeg simpelthen så godt kunne lide ved ham.

Dog irriterede det mig en smule, at han var her nu. Ikke, fordi det var ham, men fordi Liam slet ikke havde sagt noget til mig, men bare gik ud fra, at det var i orden. Det var altså pisse irriterende.

Mit blik gled videre og hen på Izabell, der sad i sofaen. Hun prøvede at få øjenkontakt med mig og sendte mig et smil, men jeg havde ikke noget tilovers for hende lige pt. Det gjorde mig ked af det, at det var hende, for jeg kunne ellers godt lide hende.

På en måde havde jeg så bare fået bevist, at jeg skulle holde mig til Clara og Julie hundrede procent. De kunne da i hvert fald ikke finde på at gøre sådan noget i den stil, håbede jeg da.

 

Liams synsvinkel:

Det gjorde ærlig talt virkelig ondt, at hun var sådan overfor mig. Hun havde ikke engang så meget som sagt mit navn, og hun havde dårligt nok værdiget mig et blik. Det var simpelthen så frustrerende. Jeg var vant til, at vi bare havde det bedste forhold og kunne alt sammen, og nu var det hele ødelagt. Alt sammen, fordi Iza havde valgt at ødelægge det.

Jeg var godt klar over, at det var dumt gjort, og det var fejt af mig, at jeg havde holdt det skjult, men alligevel. Siden jeg havde været sammen med Iza, havde jeg fortrudt det. Jeg havde været i et meget følelsesmæssigt stadie, da jeg havde været sammen med hende, og jeg fortrød det så meget.

Det var derfor, jeg ville holde det væk fra Eve. Det ville have været meget lettere, for så ville det virke som om, det aldrig var sket for mig. Og hun ville aldrig få det at vide og blive såret, som hun var blevet nu.

Men det var for sent, fordi hun jo rent faktisk havde fået det at vide, og så måtte vi tage den derfra.

Hun snakkede med Niall, da jeg kom ind, og det irriterede mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde det altså virkelig meget. De havde et eller andet bånd, som jeg ikke helt kunne komme ind på, og det var irriterende. Jeg ville ikke dele Eve med nogen.

 

Eves synsvinkel:

”Okay, så hvad har I at sige?” lagde jeg ud, da det ikke lod til, at nogen af de andre ville sige noget. Der var lidt stilhed, før Izabell tog ordet. ”Jeg er virkelig ked af det, Eve, men jeg kendte dig ikke så godt der, og så skete det lige pludselig bare.”

”Det er ikke det, jeg er så sur over. Jeg er fucking sur over, at der ikke er nogen, der har sagt det til mig. I to mennesker – specielt dig, Liam, der betyder så meget for mig. At du ikke føler, du skylder mig den smule,” svarede jeg bittert og stirrede direkte hen på ham.

”Jamen det var jo, fordi jeg ikke ville ødelægge det, vi havde. Jeg fortryder det så meget – ikke for noget, Iza – og jeg ville gerne holde det væk fra dig, så du slap for at blive såret på den måde, som du er blevet. Det var det, jeg ville holde væk fra dig, fordi jeg holder så meget af dig,” begyndte han at forklare, og jeg hævede et øjenbryn.

”Så når man holder meget af en person, gør man sådan, som du har gjort og håber på, at man ikke bliver opdaget? Hvad fanden?” mit hjerte bankede hårdt, og jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene.

Jeg havde så let til tåre for tiden, og det var pisse hamrende irriterende. Egentlig vidste jeg ikke hvorfor, men det var bare hele situationen. Okay, jeg vidste godt hvorfor. Det var jo på grund af alt det her med Liam. Jeg havde ikke lyst til, at vi havde så dårlig en stemning mellem hinanden. Det plejede at være rart at være sammen med ham og noget, som jeg ville hele tiden.

”For helvede, nej, Eve! Når man holder af folk, så vil man ikke såre dem, og så vil man hellere holde sandheden væk fra dem end at se dem kede af det. Forstår du ikke det?” han havde hævet stemmen en del, og det gjorde mig overrasket, selvom jeg ikke viste det til ham.

”Jo, men har du aldrig hørt det der med, at man hellere skal fortælle sandheden end at lade en person leve uden sandheden? Eller hvad fanden det nu er, man siger,” vrissede jeg og forbandede mig langt væk, da jeg ikke kunne det helt rigtige citat.

Liam sukkede. ”Hvad vil du have, jeg skal gøre? Sket er fucking sket, og jeg undskylder! Hvad mere vil du have, at jeg skal gøre? Hva? Jeg kan jo ikke gøre det godt nok til dig, vel? Jeg siger, jeg fortryder det, og så gør du det der!” han råbte direkte af mig, og det gjorde mig bange. Det værste var, at jeg ikke anede hvorfor.

”L-LIAM! Stop det der. Hvorfor skulle jeg stole på dig?” jeg sagde det lavt, men min stemme knækkede alligevel, og den første tåre trillede ned over min kind.

”Okay, det er nok,” lød det pludselig insisterende fra Niall, og der gik ikke langt tid, før to beskyttende arme lagde sig om mig og hev mig lidt væk.

”Det er det sk-” ”Hold mund, Liam!” svarede Niall skarpt. Jeg havde aldrig hørt ham snakke sådan før, men jeg var glad for, at han gjorde det. Det beviste, at han virkelig var en god ven for mig.

”Nå ja, det er rigtigt. I kan jo også bare gå sammen, når nu I har et eller andet bag min ryg!” råbte Liam pludselig, og det fik alt mit pis i kog. Det kunne han fandeme ikke bare stå og sige. Meget kunne han sige, men han skulle ikke begyndte at beskylde mig for noget, som han nærmest havde gjort.

Jeg gad ikke engang bruge min tid på at vende mig om og sige det til ham, så jeg valgte i stedet for at lade Niall føre mig ud i entréen, hvor jeg hurtigt tog mine sko på. Jeg ville ikke spilde min tid med at være her hos Liam. Han var fandeme for strid, når han opførte sig sådan over for mig.

”Han er fandeme strid, han er,” mumlede Niall, lige da han smækkede døren i efter os. Jeg nikkede lidt og nød egentlig bare, at Niall holdte om mig på den beroligende måde. Han havde bare en beroligende effekt i sig selv.

”Ja, det er han. Hvad bilder han sig ind at sige alt muligt med dig og mig?!” udbrød jeg forarget, imens vi gik ned af trapperne. Niall trak på skuldrene. ”Jeg tror ikke, han ved, hvad han skal gøre, men jeg kan ærligt sige, at jeg støtter dig i det her. Han har virkelig jokket i spinaten med hensyn til dig, ham og Iza. Og det er også bare pisse dobbeltmoralsk af ham,” Niall lød mere og mere vred for hvert øjeblik, der gik.

”Mhmm,” mumlede jeg bare som svar. Inden vi gik ud, fik jeg tørret mine øjne. Jeg var godt klar over, at der ville komme billeder op af os, så jeg havde ikke lyst til at ligne en grædende møgunge, når jeg gik sammen med Niall. Det ville bare være flovt jo.

”Er der noget, du har lyst til?” spurgte Niall sødt om, imens vi gik hen til hans bil. Jeg trak på skuldrene for at sige, at der ikke rigtigt var noget, men min mave var vidst ikke helt enig. I hvert fald rumlede den i det øjeblik, som jeg satte mig ind i bilen.

Niall grinede af mig. ”Det tager jeg som et ’jeg er sulten’,” konstaterede han så, og jeg smilede.

”Hvis du virkelig mener, at du vil betale, så lad gå da,” gav jeg mig så. Jeg brød mig ikke så meget om, at andre skulle betale for mig uden videre, men når nu det var Niall, og jeg VIDSTE, at han både ville og let havde råd, så gjorde det lidt mindre.

Selvom jeg stadig ikke brød mig om at virke grådig eller noget i den stil.

”Det mener jeg virkelig. Jeg lover dig for, at jeg også er ved at dø af sult!” betroede han mig derefter, og det fik mig til at grine.

”Det er du tit, ikke musse?” grinede jeg. Jeg fandt det ikke engang akavet at kalde ham det, fordi vi var blevet så tætte. Det var nærmest ligesom, når jeg kaldte mine veninder for skat eller smukke eller noget i den stil.

Niall smilede til mig. ”Du kender mig da, huh?” han rakte hånden ud for at rode op i mit i forvejen ikke så pæne hår. Jeg havde ikke rigtig ordnet det.

”Det er da det, jeg gør,” medgav jeg. Niall kunne virkelig altid gøre mig glad og få mig til at smile.

 

                                                                                  ***

 

Der var gået to uger og gæt, hvad der var sket i de to uger. Ja, jeg kunne godt med det samme afsløre, at det ikke helt var småting, der var foregået – desværre.

Nej, Liam havde fået spredt et underligt rygte om, at Niall og jeg åbenbart havde været sammen bag hans ryg, eller også havde fansene fået at vide, at der var noget helt galt imellem os. Og det gjorde det ikke bedre, at alle drengene var blevet blandet ind i det.

De skulle da åbenbart vælge ’side’. Altså, velkommen tilbage til 4. klasse – hvem gjorde sådan noget i den alder, som de – og jeg – var i nu? Ingen, vel?

Men det havde virkelig splittet et eller andet op i mellem drenge, at Liam og jeg skændtes, og det var så min skyld ifølge deres mange fans. Det var mig, der fik haten og fik at vide, at jeg skulle holde mig fandens langt væk fra dem.

Dem alle sammen.

Og Liam og jeg havde ikke talt samen. Jeg ville ikke være den første, der tog skridtet her. Det var ham, der fik at vide, at han nok skulle klare det, at han var fantastisk, og at hans fans var her for ham i den her ’tid’, og hvad fik jeg? Jeg fik den dårlige side af det, som han fik. Alle de grove beskeder var dem, som jeg fik, og han var ligeglad.

Han kontaktede mig fucking ikke engang, og det var så respektløst. Og alligevel var jeg så sanseløst forelsket i ham, og jeg hadede mig selv for det. Jeg hadede virkelig, virkelig mig selv inderligt meget for det.

Hvad var der galt med mig, når jeg ikke kunne være sur på ham på den måde, som jeg skulle være?

Eller jo, det kunne jeg godt, for jeg var sur, men jeg kunne ikke være sur på ham på den måde, at jeg ikke var ked af det over, at vi var oppe at skændes. Eller på den måde, at jeg ikke ville tilgive ham på nogen måde igen.

Han skulle bare tage sig sammen, kontakte mig og vise, at jeg betød noget for ham. Så ville der ikke skulle graves mere i den sag med Iza.

 

Liams synsvinkel:

Jeg var virkelig ked af det, jeg havde sagt, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at ringe hende op og sige undskyld. Og jeg anede virkelig ikke hvorfor, men det fungerede bare ikke rigtig.

Niall og Louis var begge to pisse hamrende sure på mig, fordi jeg åbenbart havde behandlet Eve så dårligt. Det havde jeg også.

Okay, jeg var dum, for jeg havde sagt noget om hende og Niall. Det var bare røget ud af mig lige pludselig, og jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde ikke haft noget at svare tilbage, og så var det bare sket, og jeg fortrød det.

Nå, men Niall og Louis var jo, som sagt, sure på mig, imens Harry og Zayn ’holdte med mig’, hvis man kunne sige det sådan. Jeg var udmærket klar over, at vores fans mente, at det var Eve, der splittede os lidt ad, selvom det ikke var tilfældet.

Det var det med, at de havde en eller anden trang til at skulle støtte enten den ene eller den anden. Det fuckede det hele op, og det gik virkelig meget udover vores forhold. Det havde ikke været det samme i mellem os de sidste 2 uger, og det var virkelig til at blive skør af. Jeg ville ønske, at Iza ikke havde sagt noget til Eve, eller at jeg slet ikke havde været sammen med Iza. Så ville det hele virkelig være så meget lettere og bedre.

”Du virker virkelig meget nede,” kommenterede Zayn, da han trådte ind af min dør. Jeg nåede dårligt nok at bemærke, at han var kommet ind i min lejlighed.

”Ja, hvorfor tror du? De andre drenge er sure på mig, og Niall og Eve er garantret sammen. De har garanteret et eller andet,” vrissede jeg. Det var ikke meningen, jeg skulle vrisse, men jeg kunne ikke lad være.

”Garanteret. Det er slet ikke fair af ham at gøre det,” medgav han og lød helt sur på mine vegne. Han troede virkelig også, at der var et eller andet mellem dem.

Jeg var jaloux. De havde et eller andet virkelig unikt forhold, siden han valgt hende frem for mig, og siden hun altid smilede, når man så dem sammen i bladene. Folk var begyndt at tro, at det var hende og ham, der var sammen.

OG dermed vidste de, at der var noget galt med Eve og jeg, og hun fik hate. Og jeg var godt klar over, at det ikke var for lidt, hun fik.

Det gjorde ondt på mig. Jeg var ikke vant til at blive forelsket på den måde – jeg var mig. Liam Payne. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst var faldet for en pige på den her måde – hvis det overhovedet var sket før?

Hun var speciel. Eve var den mest specielle, fantastiske, perfekte pige, som jeg nogensinde havde mødt, og selvfølgelig skulle jeg fucke det op. Hvorfor skulle jeg det? Hvorfor kunne jeg ikke godt tage mig sammen nogen gange og opføre og som en på min alder?

Jeg var virkelig, virkelig forelsket i Eve, og alligevel gav jeg hende intet tilbage. Det var, fordi jeg var bange.

Bange for, at hun ville afvise mig, for så ville jeg blive knust. Det var nyt for mig at have sådan nogle stærke følelser, og det ramte mig åbenbart, og derfor var jeg et svin at være omkring.

”Du tænker for meget,” konstaterede Zayn, og det fik et ironisk grin til at komme frem. ”Ja, det kan vi vidst nok godt blive enige om,” svarede jeg.

Jeg orkede egentlig ikke, at han var her. Jeg ville allerhelst have, at Eve og jeg var som før, og der var en lille ting, jeg kunne gøre for, at hun i hvert fald fik det bedre.

Derfor fandt jeg min mobil frem og skrev hurtigt et tweet:

”I love you guys and all but please don’t send so much hate to Eve. It will make me very happy.”

 

----------------------------------------------------------------------------------

Mirah elsker Amanda ekstreeem højt, fordi hun gider rette hendes kapitel igennem og publicere det. Hæhæh.

Skal vi ikke få søde, smukke, dejlige og helt igennem fantastiske Mirah til at smile sit bedårende smil? Så like, like, like! Vi skal bombardere hende med glæde, jaaaa.

Amanda D. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...