One Direction | Sweet Nothing

Man er heldig, hvis man får lov til at være med i One Directions musikvideo – men er man ligeså heldig, hvis man falder for en af drengene? Det spørgsmål får den 18 årige Eve Handons hurtigt givet svaret på, da hun bliver kastet ud i det. Flirt bliver til kærlighed, der bliver til tåre og sorg, og dog også et nyt, stærkt venskab til et andet af bandets medlemmer. Beskyldninger bliver kastet frem og tilbage, mennesker bliver splittet og beslutninger bliver taget. Alt i alt ender det op i en meget uventet drejning af Eves liv, da hun ikke havde regnet med de mange konsekvenser af hendes medvirken i bandets musikvideo. Hvordan vil det gå hende, og vil hun formå at få det hele til at fungere? *Liam og Danielle er ikke sammen*

361Likes
580Kommentarer
43049Visninger
AA

15. We Found Love

Jeg vidste ikke helt, hvornår jeg var blevet så gode veninder med Izabell, men jeg skulle i hvert fald være sammen med hende i dag, og det skulle da nok blive spændende. Ærlig talt var jeg ved at skide i bukserne over, at jeg skulle være sammen med hende, for hvad nu hvis det bare blev vildt akavet, og vi ikke vidste, hvad vi skulle sige til hinanden?

Oh dear god, det kunne da kun gå hen og gå helt forfærdeligt det her. Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til at spise med hende? Hvad var jeg egentlig for et menneske?

Nå, men jeg skulle i hvert fald være sammen med hende i dag, og for at det ikke skulle være løgn, så havde Liam inviteret mig ud og spise i aften. Gæt hvilken dato, det var i dag? Nemlig. Den 14. februar. Og hvad er det, der sker, den 14. februar? Det er valentines day! Nemlig! Hvor sødt var det ikke lige? Vi var ikke engang i et forhold, men han inviterede mig ud og spise. Jeg var fandeme da rørt.

Nå, men jeg var i gang med at panikke lidt over, hvad jeg skulle tage på sammen med Iza, for fandeme om vi ikke også skulle spise ude til frokost? Jo, og jeg blev snart ruineret for penge. Okay, Liam betalte i aften, men det vælger vi lige at se bort fra.

Izabell ville være her om ti minutter, og det eneste, jeg havde fået gjort klar ved mig selv, var min makeup. Mit hår lignede stadig lort, og jeg anede stadig ikke, hvad fanden jeg skulle tage på. Det var da virkelig til at blive fucking deprimeret over.

Til sidst endte jeg med bare at hoppe i et par sorte bukser, og så valgte jeg en militærgrøn sweatshirt til min overkrop. Så var det da også lidt varmt, når nu vi skulle bevæge os udenfor, altså. Det var bare to fluer med et smæk. Sådan da.

Mit hår røg op i en hurtig hestehale og tanken om, at jeg skulle have det ordnet til senere, gjorde mig helt træt. Ens hår var altid helt umuligt, når man havde haft det i en hestehale, så jeg var rigtig godt på vej til den her ag. Eller noget. Nok mest noget, altså.

Mit blik fandt vej hen til spejlet, hvor det studerede mig selv. Egentlig var jeg okay tilfreds med mit udseende, og jeg kunne ikke lade være med at lave underlige ansigter til mig selv i spejlet. Det lød nok dumt og var barnligt, men faktisk burde jeg også stadig være et barn. Jeg følte mig ærlig talt for ung til min alder nogen gange, lige meget hvor dumt det end lød.

Hurtigt gik jeg ud på mit badeværelse og børstede mine tænder, så jeg ikke ville have totalt dårlig ånde. Og nu lød det sikkert som om, at jeg havde tænkt mig at kysse med hende og alt muligt, siden jeg tænkte på ikke at have dårlig ånde, men det gjorde jeg altså ikke. Jeg brød mig bare ikke om at have dårlig ånde, for det var da simpelthen også for ulækkert. Det må I lige give mig ret i, ellers er der noget galt med jer, jeg siger det bare.

Det ringede på min dør, så jeg skyndte mig at tage fat i min taske og jakke, samtidig med jeg hoppede i mine sko (multitasking, I ved), og så fløj jeg ned af trapperne. Jeg gad ikke have, at hun skulle komme op og se min lejlighed lige nu, for den var altså ikke i sin bedste stand lige for tiden. Den havde i hvert fald set meget bedre ud, end den gjorde nu, så det kunne godt vente. En anden dag kunne hun se den, men ikke i dag. Hvis jeg ellers ville komme til at være sammenmed hende igen efter i dag – måske skræmte jeg hende væk eller sådan noget.

”Wow, jamen hej til dig også,” grinede hun, da jeg kom til at smække døren op i ryggen på hende. Jeg slog forskrækket hånden for munden og kiggede undskyldende på hende.

”Ej, undskyld, undskyld, det må du altså virkelig undskylde,” messede jeg, men hun slog det blot hen med et grin og en sød håndbevægelse. ”Det skal du slet ikke bekymre dig om, det gjorde slet ikke særlig ondt,” forsikrede hun mig om, ”skal vi komme af sted?” spurgte hun så i stedet, og jeg nikkede ivrigt. Jeg var faktisk rimelig sulten, når nu jeg tænkte over det.

”Hey, har du egentlig nogen date til i aften? En smuk model som dig, burde da helt sikkert have en,” konstaterede hun med et sødt smil, imens vi gik. Jeg kunne ikke lade være med at rødme og kiggede af den grund ned mod jorden. Det var helt vildt, så dårlig jeg var til at tage i mod komplimenter, og det irriterede mig altså lidt.

”Hvor er du sød – du er også smuk. Men altså jo, jeg har en date. Hvad med dig? Er der nogen i sigtekornet hos dig?” spurgte jeg så om og kunne slå mig selv i hovedet, fordi min måde at formulere spørgsmålet på, lød fuldstændig fucked. Hvem sagde sigtekornet? Oh my god.

”Nej, desværre,” hun lød trist et øjeblik, ”men hvem skal du ud med? Er det nogen, jeg kender?” spurgte hun nysgerrigt om, og hendes øjne strålede nærmest, da hun kiggede på mig. Fuck, hvor misundte jeg hende egentlig. Hun var så skide køn, at det halve kunne være nok, altså. Jeg var jaloux, ja. Og ja, det kom fra modellen, don’t blame me.

”Det er et – Liam,” sagde jeg så langsomt. Det var som om, at hun stivnede kort, da jeg sagde det, men så nikkede hun som svar med et stort smil. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle sige det, men siden hende og Liam vidst bare utroligt gode venner, kunne jeg ikke rigtig se noget problem i et. Altså, hun ville alligevel finde ud af det, for jeg gik da ud fra, at der var nogen, der ville få øje på Liam og dermed også mig, når vi var ude og spise. Jeg ville blive et emne for medierne. Woop, woop. Okay, det glædede jeg mig faktisk ikke til, for alle ville kunne se, at jeg var ’hende fra musikvideoen’, og så ville de jo let kunne vide, hvem jeg var, og så ville jeg få hate, og så ville jeg begå selvmord.

Oh well, måske var det lige i overkanten, men jeg ville nok få noget hate, hvis ikke jeg tog helt fejl. Det fik de andre drenges kærester, så hvorfor skulle jeg ikke?

Fuck, jeg tænkte virkelig alt for meget, og det var ikke særlig godt, altså.

”Skal vi spise her?” Izabell var stoppet op foran mig, og fordi jeg havde været så optaget af at gå og tænke på, hvordan det ville gå med Liam, gik jeg lige ind i hende. Forskrækket tog jeg fat på hendes ryg, og jeg anede ikke engang hvorfor, for det var ikke lige fordi, det gjorde noget bedre eller noget, men det gjorde jeg altså.

”Hold kæft, hvor er jeg klodset. Det er da helt vildt. Og ja, lad os det. Deres sandwichs ser gode ud,” sagde jeg så, efter at have kigget lidt på den café/restaurant ting, som hun havde hentydet til med hendes spørgsmål.

”Du er lidt klodset, det kan vi da godt blive enige om,” grinede Iza, før hun begyndte at gå forrest ind på caféen. Duften af mad lagde sig nærmest om os, og kort efter rumlede min mave så voldsomt, at jeg havde det som om, at hele verden kunne høre det. I hvert fald alle inde på den her café, og det var ikke fordi, det var helt uflovt. Eller.. I ved. Det var flovt, ok.

”Det var vældig sødt af dig. Lad os sidde her,” mumlede jeg og hev fat i hende, da jeg fik øje på et helt fantastisk bord. Eller.. det var måske ikke så utroligt fantastisk, men det var et bord, der ikke var totalt proppet med folk ved bordene ved siden af, og jeg følte ikke for at sidde totalt lige op af andre mennesker.

Vi slog os ned ved bordet og tog begge fat i et menukort, som vi kiggede dumt ned i.

”Er du så sådan.. rigtigt vild med Liam, eller er det bare noget, som I lige prøver på nu?” spurgte Iza forsigtigt om, imens vi sad og overvejede vores mad. Det fik mig til at ligge kortet fra mig og kigge dumt på hende, selvom hun ikke kiggede op. Hvorfor var hun så interesseret i Liam og jeg? Det var lige før, man skulle tro, at hun var jaloux eller sådan noget.

”Det ved jeg ikke. Vi har været sammen et par gange, og han var sammen med mig hele dagen, da jeg var syg. Helt indtil klokken tolv om aftenen eller sådan noget, så det må vel bare være et godt tegn, er det ikke det?” spurgte jeg og kunne ikke skjule et lille smil. Det gjorde mig simpelthen glad, når jeg tænkte på ham.

Var jeg forelsket? Umuligt. Eller.. måske var det bare lidt mere end et crush nu. God, jeg var simpelthen så frovirret, at det halve kunne være nok.

”Nå, det er da meget rart. Men har du tænkt på, hvilket pres det ligger på en, når man er sammen med en kendt? Selv som deres veninde får man mange skræmmende ting at vide, og det skulle vidst være endnu værre som deres kæreste,” svarede hun langsomt og kiggede nu også op på mig med et bekymret blik.

Jeg rynkede på panden. ”Ja, det går nok, hvis nu det endelig er. Jeg har allerede fået noget, og det har ærlig talt slet ikke taget på mig. Det er jo bare fordi, de selv så gerne vil være sammen med en af drengene. De elsker dem jo så højt,” forklarede jeg og kunne ikke lade være med at undre mig over, at hun ikke selv havde tænkt så langt. Hun var da selv Liams veninde, altså.

”Ja, det ved jeg, det ved jeg, jeg ville bare sige det. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne klare det, så jeg ville bare advare dig om det. Der var på et tidspunkt, hvor folk var stensikre på, at Liam og jeg datede, og jeg har aldrig nogensinde været så deprimeret, som i den periode. Den eneste grund til, at jeg ikke gik helt ned, var fordi, jeg havde Liam, og han støttede mig..” hun lød helt drømmende, ”nå, jeg ville bare sige det. Har du besluttet dig?” hun lavede et underligt kast med hovedet mod mit menukort, der fik mig til at grine.

”Ja frøken, det er jeg. Hvad med dig, makker?” spurgte jeg fnisende, og hun kiggede dumt på mig over, at jeg både kaldte hende frøken og makker i samme sætning. Hvis jeg ærligt skulle indrømme det selv, så lød det måske også lidt dumt, men jeg var lige glad. Jeg var sej. Sådan da.

”Jeg har været klar, lige siden jeg stod op,” grinede hun, og jeg rynkede på panden. ”Hvad fanden snakker du om, Iza? Du er aldrig klar,” gav jeg igen, selvom jeg egentlig ikke kunne sige det. Jeg kendte hende slet ikke, men nu prøvede jeg lige at lyde sjov og sej her. Hun grinede da.

Hun kiggede sig over skulderen for at få fat i en tjener, og siden der ikke rigtig var nogen, der gjorde mine til at gå hen til os, selvom hun endda rakte hånden frem og alt muligt, rejste jeg mig op.

”VI skal bruge en tjener, tak!” råbte jeg ud i det hele, så alle rettede opmærksomheden mod os. Iza kiggede chokeret på mig over, at jeg sagde det, men jeg satte mig bare ned med et kæmpe grin, da en ung tjener gik hen i mod os. Han havde et falskt smil klistret på, og jeg kunne ikke lade være med at være stolt over mig selv. Nu fik vi da en tjener i det mindste.

”Fuck du er altså virkelig flov, men hvad fanden. Jeg kan meget godt lide det, for du er nu meget sjov,” grinede Iza, imens hun rødmede – fordi hun var flov over mig.

”Hvad skal I have?” spurgte tjeneren, da han var kommet helt hen til os og stod med sin blog og kuglepen fremme. Jeg kiggede ned i kortet. ”En kyllingesandwich og en stor cola,” sagde jeg så, da jeg havde sikret mig, at det var det, jeg ville have. Han skrev det ned, før han kiggede over på Iza.

”Gør det til to,” sagde hun så, og han skrev hurtigt det samme ned, som han lige havde gjort. Med et hævet øjenbryn kiggede jeg på hende, da hun bestilte det samme som mig.

”Din wannabe,” drillede jeg, da tjeneren var gået sin vej. Hun kiggede fornærmet på mig og lagde ligeledes hendes arme over kors. ”Det er da ikke min skyld, at du valgte det samme som mig, er det vel? Nej, godt så,” protesterede hun, og jeg måtte indrømme, at hun havde ret, selvom jeg ikke ville indrømme det.

”Det betyder bare, at vi er meget ens, så vi kommer nok til at blive gode veninder,” fnes hun, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig helt som et lille barn igen. Det var totalt sådan noget, som man sagde, da man var lille, altså. Okay, jeg gjorde det stadig, så deeet.

 

***

 

”Hvad fanden vil du have, at jeg skal gøre?” udbrød jeg ind mod min mobilen, imens jeg hev alt mulig tøj ud fra mit skab. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle tage på, og Julie var ikke til meget hjælp, fordi hun koncentrerede sig om en eller anden latterlig film, der åbenbart var mere vigtig, end jeg var.

”Du skal nok tage noget tøj på, medmindre du gerne vil gøre dig til grin. Det er jo en start,” svarede hun flabet, og jeg himlede med øjnene på trods af, at hun ikke kunne høre det. Det var da til at blive fuldstændig pissed over.

”Uhm, jeg tror måske bare, at jeg ringer til Clara, så kan du hygge dig med at se, hvad end du ser,” mumlede jeg. ”Jeg ser I hate Valentines day,” muggede hun, før hun lagde på. Så var det derfor, at hun var i så rædsomt et humør – hun var alene i dag. Pff. Det var Clara da også.

Jeg skubbede tankerne om, at Julie var alene, væk og ringede i stedet op til Clara, der tog den lige med det samme. ”Clara til tjeneste,” sagde hun med et samme, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det.

”Det er fandeme rart, for Julie havde ikke lige den største lyst til at hjælpe mig, kan jeg godt fortælle dig. Jeg tror, hun er muggen over, at hun er alene i dag. Men anyway, Clara! Hvad tager jeg på til en date med Liam?” spurgte jeg frustreret.

”Uhm, hvad har du at tage på? Af kjoler?” tilføjede hun, og jeg skar ansigt. Mente hun virkelig, at jeg skulle have en kjole på? Så ville det da uden tvivl virke alt, alt for middag-agtigt. Der var da ikke særlig mange, der havde kjoler på, når de var ude at spise, var der vel?

”Intet rigtigt. Men jeg har en nederdel, der ikke er stram, men skal sidde højt og så er løs. Hvad siger du til den? Måske sammen med en militærgrøn trøje, som den så går uden over? Lyder det fuldstændig slemt, eller hvad?” spurgte jeg om, imens jeg fandt både nederdel og trøje frem. Jeg holdt det frem for mig, imens jeg sørgede for at holde min mobil mellem min skulder og mit øre, så jeg ikke ville tabe den.

”Det lyder faktisk okay. Hvad siger du til, at du lige hopper i det, og så kan du sende et billede til mig? Ellers bliver det lidt svært at bedømme,” sagde hun, og jeg sukkede lidt. Jeg ville ønske, at mit tøj bare selv ville vælge sig selv, og at det så også så godt ud på mig. Ville livet ikke bare være så meget nemmere, hvis det gjorde det?

”Jo, det gør jeg,” sagde jeg så og lagde på. Hun tog det ikke som noget tungt, når jeg lagde på uden at sige noget. Som I måske havde fornemmet, så var det noget, der tit skete mellem Clara, Julie og jeg, så det var fint nok. Hvis det var andre, der gjorde det, ville jeg nok blive lidt fornærmet.

Nå, jeg tog mig sammen og begyndte i stedet for at hoppe ud af det tøj, jeg havde haft på, da jeg spiste med Izabell – jeg havde i øvrigt også spildt cola på det, så det var jo bare super fint, altså.

Let fik jeg kommet i det tøj, som jeg havde overvejet at tage på, og hvis jeg skulle være ærlig, så kunne jeg faktisk rigtig godt lide det. Mine ben så slet ikke så tykke ud, som de kunne gøre normalt, og det var bare rart.

Jeg greb min iPhone og tog et billede af mig selv ind i spejlet, og jeg kunne ikke lade være med at grine, fordi jeg følte mig så ufatteligt dum, da jeg gjorde det. Det var sådan noget, som jeg ikke havde gjort, siden jeg var en lille 13-årig pige eller noget i den stil.

Så sendte jeg det til Clara, før jeg gik i gang med min makeup. Jeg ville gerne gøre lidt mere ud af den end normalt, når man tænkte på, at det altså var en date. Så følte jeg ikke lige for at skulle gå rundt og have noget helt normalt makeup på. Jeg kunne godt tillade mig at tage noget øjenskygge og eyeliner på.

Derfor tog jeg lidt foundation på, der fik min hud til at se en anelse bedre ud, og så tog jeg noget rouge på mine kindben. Det var som om, at det fik det hele til at se lidt mere naturligt og ikke for dullet ud, så jeg brugte det stort set hele tiden.

Jeg tog en hel del mascara oven på det, som jeg allerede havde taget på, men ikke så det på nogen måde blev for meget. Selvfølgelig kunne det ikke se naturligt ud – sjovt nok- men det var ikke sådan, at jeg havde sådan totalt edderkoppeben eller noget i den stil.

Så sluttede jeg det hele af med en mørkegrøn øjenskygge, som jeg nærmest tværede lidt ned lige over øjet, hvor jeg gjorde det lysere jo længere op det kom, indtil det tyndede helt ud i lys øjenskygge. Ovenpå det lagde jeg en eyeliner, og så kunne jeg kigge mig tilfredst i spejlet. Hvis der var noget, som jeg rent faktisk kunne finde ud af hele tiden, så var det nok at ligge makeup. Det var som om, at det ikke failede for mig særlig tit.

I mellemtiden havde Clara svaret, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun lovede mig for, at jeg så knaldhamrende godt ud. Mit hår, som jeg havde nået at vaske, da jeg kom hjem fra frokosten med Iza, var tørt, og det fik mig til at ånde lettet ud – jeg kunne nemlig nå at krølle det, og så lod det til, at jeg kunne nå det hele, indtil Liam kom og hentede mig om en halv time.

Jeg krøllede mit hår, tiden gik, og pludselig skrev Liam, at han var nede i bilen og ventede på mig. Det gjorde, at jeg fik totalt sommerfugle i maven, og jeg kunne seriøst ikke holde mit smil tilbage, imens jeg mine sorte vans på og min mørkerøde læderjakke.

Der var ikke nogen fans nede på gaden, da jeg kom ud, og jeg kunne virkelig ikke andet end at føle mig lykkelig over det. Jeg ønskede ikke, at der var nogen, der vidste, hvor jeg boede. En stor, sort bil holdte lige foran mig, og jeg kunne ligesom regne ud, at det var den, Liam var i.

”Hej med dig, Eve,” sagde han med et underligt, lusket smil, da jeg satte mig ind. Han havde tydeligvis ikke selv planer om at køre, fordi han sad bag i, og det gjorde mig ikke noget. Hvis nu der kom mange fans senere, så ville det være en anelse lettere for os at komme ud i en bil og væk, end det var, hvis vi selv kørte – så var der nemlig også nogen, der kunne holde dem lidt på afstand, som man havde set så mange gange.

”Hej Liam,” svarede jeg med et underligt genert smil, og jeg kunne praktisk talt mærke, hvordan sommerfuglene bare flagrede rundt inde i min mave. Stryg det, jeg sagde tidligere – jeg var helt sikkert forelsket.

Forelsket i Liam James Payne, der var et medlem af One Direction. Det skulle da nok blive spændende at være vild med ham.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej vennerrrrr. Undskyld, hvis der er mange fejl i kapitlet, har ikke rettet det så grundigt igennem. Er ikke lige i tophumør, så deeeet.

Hvad synes I? Glæder I jer til at høre om deres date i næste kapitel?

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...