One Direction | Sweet Nothing

Man er heldig, hvis man får lov til at være med i One Directions musikvideo – men er man ligeså heldig, hvis man falder for en af drengene? Det spørgsmål får den 18 årige Eve Handons hurtigt givet svaret på, da hun bliver kastet ud i det. Flirt bliver til kærlighed, der bliver til tåre og sorg, og dog også et nyt, stærkt venskab til et andet af bandets medlemmer. Beskyldninger bliver kastet frem og tilbage, mennesker bliver splittet og beslutninger bliver taget. Alt i alt ender det op i en meget uventet drejning af Eves liv, da hun ikke havde regnet med de mange konsekvenser af hendes medvirken i bandets musikvideo. Hvordan vil det gå hende, og vil hun formå at få det hele til at fungere? *Liam og Danielle er ikke sammen*

361Likes
580Kommentarer
43747Visninger
AA

4. Oh My Goodness

Kun rettet halvt igennem, for jeg har ikke tid til mere, lektier kalder. x

Den sparsomme sol, der nu engang var i januar måned, stod ind gennem vinduet og formåede også at få mig vækket. Jeg ville med det samme ønske, at jeg ikke var vågnet, for jeg kunne ikke prale af, at jeg havde det godt – tvært i mod.

Jeg havde det som om, at alle folks tømmermænd fra hele verden var gået i mod mig og havde valgt mig som deres offer, så de kunne bosætte sig i min stakkels krop – så dårligt havde jeg det altså. Mine øjne føltes helt trætte, men samtidig havde jeg brug for at holde dem åbne, så jeg kunne fokusere på et bestemt punkt i værelset for ikke at lade alt det, jeg havde drukket i går, komme op igen.

Vent.. sagde jeg lige værelset? Hvilket værelse? Hvor fanden var jeg? Jeg kunne ikke huske en pind fra i går, og selvom jeg ofte havde haft et one night stand, var der noget, der sagde mig, at jeg ikke havde lyst til at vide, hvor jeg var henne. Og det blev kun bekræftet, da jeg lagde mærke til, at jeg var nøgen.

Det var ikke til at tage fejl af, for alle kendte vidst følelsen af at være nøgen. Man føler sig – sjovt nok – nøgen og bare.. ja.. Det føles underligt med dynen mod ens bare balder fx, okay?! Godt, så fik vi det på plads. Jeg havde en underlig trang til at slå mig selv i panden, men det gjorde jeg ikke af frygt for, at det ville fremprovokere min trang til at kaste op.

Pludselig gik det ligesom op for mig, at jeg måtte se at finde ud af, hvor jeg var henne, for der var vidst noget om, at jeg skulle.. fuck. Jeg skulle mødes med alle de fem drenge senere, så vi kunne finde ud af, hvornår vi begyndte at planlægge det hele. Jeg var dødsens, og jeg skulle hjem.

Med en voldsomt stigende kvalme, vendte jeg hovedet rundt, og det skrig, som jeg ellers gerne ville ud med, sad fast i halsen, da jeg så, hvem jeg lå ved siden af. Det kunne bare ikke passe og i håb om, at han ville forsvinde, når jeg åbnede øjnene igen, lukkede jeg dem hårdt sammen.

Jeg åbnede dem igen, men nej, han var ikke væk. Han lå der lige ved siden af mig, og så for øvrigt rigtig godt ud, med den bare overkrop, som han så nydeligt viste frem. I det øjeblik kunne jeg slå mig selv for, at jeg blev født, og det var også lige det, jeg gjorde.

Rettelse: det var det, jeg ville have gjort, hvis ikke det var fordi, det gik op for mig, at det ville sige en lyd, når hånd ramte ansigt, så jeg lod være. Det måtte jeg ordne senere, når jeg var kommet hjem herfra. Åh gud. Hvordan kunne jeg tage med Liam hjem? Af alle mennesker, så Liam? Mit liv var forfærdeligt, men det var intet nyt. Evigt og altid problemer.

Jeg lå i en stund, før jeg satte mig op på sengekanten. Da jeg sad der, blev jeg nødt til at sidde og sunde mig lidt, fordi jeg havde det som om, at alting indeni mig vendte på rundt – ikke noget yderligere behageligt, hvis I var i tvivl.

Så var det som om, at det satte gang i min hjerne, som så fik gang i mine øjne, der begyndte at spejde udover hele rummet. Hvis I skulle spørge fra nogen, så prøvede jeg på at få øje på mit tøj, men det synes ikke helt at være til at finde.

Lige da jeg skulle til at gå i panik over det, fik jeg til min lettelse øje på det henne i hjørnet bag døren, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at det lå der. Hvorfor fanden i helvede lå det derhenne, det var da ikke der, vi havde taget det af, huh? Forhåbentligt – jeg kunne desværre ikke huske så meget.

Jeg drejede mig halvt rundt på sengekanten, som jeg stadig sad på, og kiggede hen på Liam, der sov fredfyldt. Han så i hvert fald fredfyldt ud, jeg kunne jo ikke sige noget om, om han også sov fredfyldt, men det gik jeg stærkt ud fra.

Hvordan kunne det egentlig lige ske, at jeg endte med at gå i seng med ham? Det var ham, som jeg skulle arbejde sammen med i det næste stykke tid, så det kunne da bare ikke blive værre. Jeg havde sku vidst fra starten af, at der var noget lusket over ham, og det havde jeg lige fået bekræftet.

Da jeg havde studeret Liam lidt og tjekket ud, om han blev sovende (som jeg gik stærkt ud fra, at han ville, for han snorkede lidt), listede jeg nærmest på tær hen til mit tøj, som jeg tog op i favnen. Jeg have ikke i sinde at vække Liam – nej, jeg havde tænkt mig at gå ubemærket og håbe på, at han havde været lige så fuld, som jeg havde.

Forvildet kiggede jeg mig omkring i lejligheden, da jeg var kommet ud af værelset og havde lukket den brune trædør efter mig. Jeg gik rundt i som en høne, der havde fået hugget hovedet af, indtil jeg fandt en dør, hvor der var et underligt toilet-skilt på. Så ja, jeg gik da selvfølgelig ud fra, at det jo var toilettet.

Og sørme ja, det var det da! For første gang den morgen kunne jeg sige, at jeg var lettet, for der var fandeme ikke særlig meget at være lettet over, kunne jeg godt sige jer. Der var faktisk intet overhovedet at være lettet over.

Jeg trak i mit tøj, og jeg kunne til min ærgrelse godt mærke, at jeg var blevet en anelse øm i underlivet, hvilket var meget mod min vilje at indrømme. Egentlig kunne jeg ikke forstå, at det var lang tid siden, at jeg havde fået en gren stukket op i hulen. Var det virkelig det?

Mit blik faldt på mig selv i det helt rene spejl, som Liam åbenbart var god til at holde ved lige, og jeg havde lyst til at brække mig. Dels fordi, jeg havde det så dårligt, men også dels fordi, at jeg dårlig ud. Det var virkelig irriterende, at jeg rent faktisk også så dårligt ud. Jeg skulle for helvede da mødes med bandet senere – ja, det betød jo også Liam. Fuck. Jeg var virkelig på den, man.

Hele min krop stivnede ved en lyd inde fra Liams værelse, og jeg stod og kiggede varsomt derhen i mod, indtil jeg var sikker på, at det var en lyd, som han havde sagt i søvne. Så listede jeg forsigtigt igennem lejligheden og havnede ude i køkkenet, fordi jeg stort set var faret vild. Jeg kunne ikke rigtig huske, hvilken vej jeg var kommet af, og det var et problem.

Nu hvor jeg alligevel var i køkkenet, hvor der lå en lille blok fremme, kunne jeg vel ligeså godt benytte mig af lejligheden og derudover også være lidt venligt. Jeg gik roligt med glidende (not) bevægelser hen til boret, hvor blokket lå fremme med kuglepennen hen over.

Tak for i nat.

Dette nævner vi bestemt ikke overfor nogen senere i dag, og vi har ikke set hinanden.

- Eve.

Jeg skriblede det hurtigt ned, så det helt sikkert ville være svært for ham at læse, men det gjorde ikke noget. Det var bare en lille udfordring, som jeg udsatte ham for, og det måtte han vel kunne klare, right? Jeg lagde kuglepennen ned på bordet med sparsomme bevægelser, så den ikke ville sige nogen former for lyde. Ja, jeg var virkelig nervøs for, at jeg fik vækket Liam, for det måtte virkelig ikke ske.

En dyb indånding og så var jeg den, der var skredet med det samme. Der var tre grunde til, at jeg pludselig forsvandt hurtigt: Jeg havde ondt i maven, og jeg følte ikke for at brække mig udover det hele, jeg ville ikke møde Liam, og sidst – men ikke mindst – havde jeg fundet ud af, hvordan jeg kom ud herfra. Det gav sku helt mening det her, og jeg var stolt.

Da jeg kom ud i entréen, som jeg kun svagt huskede fra i går, støttede jeg mig lidt til dørkammen, før jeg bukkede mig ned for at få bakset mine sko på. Jeg havde stadig fest tøj på, og det var noget rigtig lort altså. Sådan kunne jeg da ikke tillade mig at gå klædt på gaden, kunne jeg?

By the way, jeg var faktisk også rigtig skuffet over, at hverken Julie eller Clara havde taget sig tid til at tænke nok på mig, for de havde ikke ringet til mig eller sms’et mig. De var åbenbart ikke bekymrede ved tanken om, at de ikke kunne finde mig, og det satte jeg da virkelig pris på. Føl ironien her, lalalala.

Jeg var lige ved at panikke, da jeg skulle åbne døren, fordi jeg var overbevist om, at den ville knække – præcis ligesom min egen gjorde, men så kom jeg i tanke om, at jeg var i en kendt mands hus, og jeg smilede for mig selv. Han måtte da have alting i tiptop form her i huset ikke?

Kulden overmanede mig, da jeg kom udenfor, og jeg var lige ved at blive slået tilbage af den, så jeg ville falde på røven lige ned på den kolde stentrappe, men det lykkedes mig dog at holde balancen. Yup, det var mine skills, der lige spillede en anelse ind her.

Men ja, det var så koldt, at jeg var sikker på, at min røv ville fryse fuldkommen af, før jeg var hjemme, og der var ikke engang særlig langt…

… det gik jeg da ud fra, at der ikke var, for lige nu anede jeg ikke, hvor fanden jeg var henne. Der var jo ikke nogen, der havde fortalt mig, hvor fanden jeg var henne i den store, farlige verden, vel? Forvildet kiggede jeg rundt, og jeg kunne have kysset mig selv, da det gik op for mig, at jeg var rigtig tæt på mit eget hus.

To be honest, så burde jeg nok ikke kysse mig selv, men snarere Liam, fordi han havde ”valgt” at købe en lejlighed, der lå så tæt på mig, som den nu gjorde. Og hæhæ, nu kunne jeg vise alle de syge fans, hvor Liam boede henne, og så ville han få problemer, og vupti, så ville han… have problemer. Yeah.

Jeg var ved at blive endnu mere lykkelig, da jeg også så, at bussen, som jeg kunne tage hjem til mig, kom kørende, og jeg følte virkelig, at alting bare gav mig medvind her til morgen. Jeg var medvind – det var rart.

Dog blev mit humør hakket lidt ned på, da det gik op for mig, at jeg blev nødt til løbe. Det var ikke fordi, jeg var i dårlig form eller tyk eller noget – husk: jeg er model – men jeg lignede en gås med et brækket ben, der næsten er blevet ædt, når jeg løb. Og jeg havde ikke særlig meget lyst til at ligne en gås med et brækket ben, der næsten lige havde ædt. Det var ikke sjovt.

Og ja, den der betegnelse af mig selv kom af, at jeg faktisk engang var blevet kaldt det. Det var  af en fyr nede i træningscenteret, som jeg engang så rigtig meget op til, men dt forsvandt rimelig meget, efter han kaldte mig det. Jeg var endt grædende den dag, men nu havde jeg ingen respekt for ham. Til mit forsvar, så var jeg også lille dengang, så det var okay at græde, ok?

Forpustet nåede jeg frem til bussen, efter jeg havde fået sat det ene ben foran det andet gentagende gange, og jeg smilede stort til den indvandre-chauffør, der sad inde bag rettet. (Jeg var IKKE racistisk, min bedste ven var faktisk muslim). Han smilede stort igen og sagde ja tak til mit buskort. Ih altså, jeg havde bare styr på det hele.

Jeg hørte busdørene lukke i efter mig, men manden var heldigvis så venlig, at han lod mig sætte mig ned, før han begyndte at køre. Det var helt sikkert, at jeg ville dø, hvis han begyndte at køre, imens jeg stod op. Faktisk var jeg sikker på, at jeg ville dø, blot når jeg sad ned. Jeg havde tømmermænd, husker I nok.

Bussen satte i gang, og jeg var allerede døende, fordi den bumlede i sædet. Min mave havde det som om, at jeg havde sat mig op i den vildeste karrusel nogensinde – så slemt var det for mig. Jeg havde ikke tal på, hvor mange drinks, jeg havde drukket, og hvor mange shots jeg havde skyllet ned, men jeg var godt klar over, at det var mange, for jeg havde det af helvedes til dårligt. Og der skulle altså en del til, at jeg fik det dårligt.

Jeg bed nærmest mine hænder så hårdt sammen, at jeg fik helt krampe i mine kæber, men det afholdt mig ikke fra at gøre det. Det var af den simple grund, at jeg var pisse bange for, at jeg skulle brække mig, og hvis der var noget, som jeg ikke gad, så var det at brække mig i en bus. Fy for helvede.

Forestil jer lige at være buschaufføren, der skulle tørre det op? Eller hvis han satte mig selv til at gøre det? Jeg ville da først begynde at græde mit liv væk, hvis jeg skulle tørre bræk op, for det var det værste, der fandtes – selv hvis det var mit eget.

Klokken nærmede sig de 12 om formiddagen, så jeg var godt og grundigt stresset. Klokken halv to skulle jeg mødes med dem alle sammen, og jeg ville gerne ligne en, der ikke havde slugt frøer til morgenmad. Det var et godt udtryk, right? Mit foretrukne.

Men alt i alt så jeg så dårlig ud, at man skulle tro, at jeg netop havde slugt frøer, og det var ikke sjovt. Det var ikke sjovt at se sådan ud, så jeg havde brug for et bad og noget cola + chips, som en kur mod mine stakkels tømmermænd altså.

Jeg ville alt i alt virkelig dø på det groveste, fordi jeg havde det så dårligt. Og hvis ikke jeg tog meget fejl, havde endda valgt, at vi skulle mødes på en fucking café. Hvem havde lyst til at tilbringe tid på en mad/drikkelugtende (det er et ord) café, når man så skide dårlig? Jeg var i hvert fald ikke en af dem, der havde lyst til det.

 

                                                                                                      ***

 

Jeg proppede nærmest mine chips voldsomt ulækkert ind i munden, imens jeg lå på sofaen. Mine tanker tænkte på noget i retningen af, hvor travlt jeg havde, men jeg orkede ikke at fokusere på det. Jeg var simpelthen så stresset, at jeg fandt det nemmere at sidde med fugtigt, slasket hår ned af skuldrene og øjnene klistret mod tv’et - det var selvom jeg vidste, hvor dårlig jeg var til at holde mig vågen, når jeg så tv.

Til sidst tvang jeg mig til at rejse mig fra min yderst komfortable sofa, der faktisk var skide grim. Mine ben slæbte mig ind på mit værelse, hvor mine arme så tog over og fik åbnet mit tøjskab. Intet af mit tøj så særlig tiltrækkende ud, fordi det meste af det var stramme bukser, og af gode grunde havde jeg ikke brug for bukser, der strammede omkring mit liv.

Efter lang tids søgen og stress i baghovedet (oversættelse: mine tanker på lige præcis det var gemt langt væk, fordi jeg ikke orkede at tænke på det) fandt jeg nogle sorte, lidt baggy busker på, som var lavet af sådan et rart, blødt stof.

Jeg fandt en sort undertrøje frem og derefter en blå trøje, der stumpede en anelse og gik skråt ned over skulderen. Det smed jeg hen på sengen, så jeg kunne hive min nattrøje over hovedet, som jeg havde taget på efter badet, og så tog jeg ellers igen fat i det tøj, jeg havde tænkt mig, at jeg skulle have på resten af dagen.

Ærlig talt lignede jeg lort, da jeg gik ud af døren, og det værste var, at jeg ikke engang orkede at gøre noget ved det. Der var ikke en eneste ting, der protesterede imod, at jeg gik ud i offentligheden som et omvandrende lig, der kunne skræmme alle små børn væk og få folk til at fortælle mig, at det ikke var fastelavn endnu.

Det var kun en smule mascara på mine vipper, så de var blevet sparsomt længere, men det var ikke noget, som man ville ligge mærke til, hvis ikke man var mig. Og siden det af gode grunde kun var mig, der var mig, så var det ergo kun mig, der kunne se det. Kan I følge mig i det? Godt så.

Vinden var (igen) kold mod hele min krop, og jeg troede, at jeg skulle dø voldsomt meget, men det gjorde jeg desværre ikke, og ja – i hørte rigtigt. Desværre. Lige nu ville det vidst være lettere for mig, hvis jeg bare døde, for det ville så meget nemmere. Jeg ville slippe for at se Liam, som jeg motherfreakingfucking havde kneppet med. Hvad var der galt med mig? Jeg ville allerhelst slås ufatteligt hårdt i hovedet med en skovl, samtidig med jeg ønskede, at jeg ikke ville kunne mærk det.

Hele min krop var ved at gå i baglås, da jeg fik øje på caféen, som jeg skulle ind på. Allerede da jeg var gået forbi de mange restauranter, var jeg ved at stoppe og lade alt mit indre indhold komme op, og der havde jeg altså ikke engang været inde på nogen af dem. Hvordan skulle jeg overleve mindst en time i One Directions (mest Liams) selskab og så endda på en dum café, hvor der var mennesker, mad, drikkelse (cola var godt), og bare liv? Fuck også alt.

Med en dybindånding, der fik kvalmen forholdsvist neddæmpet, skubbede jeg til døren, så jeg – sjovt nok – kunne gå ind af den. Duften af café ramte mig med det samme, og jeg fik en underlig lyst til at vende mig om og løbe ud igen, men siden jeg fik øje på de fem drenge, Jonas og en anden mand, som jeg ikke kendte, lod jeg være. Og de havde i den grad også fået øje på mig.

”Uhm.. hey,” sagde jeg og prøvede så vidt som muligt ikke at kigge på Liam, der sad med et stort smil om læberne. Jeg havde virkelig ikke overskud til at skulle kigge på ham, for der var noget, der sagde mig, at han bestemt ikke ville lade mig helt være.

”Dav med dig, Eve. Du ligner en, der ikke har sovet hele natten, har jeg ret?” Louis grinede kækt hen til mig, og det resulterede i, at jeg panisk rystede på hovedet af ham. ”Nej, nej, nej, hvad snakker du dog om? Jeg har ligget derhjemme og sovet hele natten. I min egen seng,” det sidste var dumt tilføjet, men det fik både Louis og Niall til at grine højlydt. Jeg var skide sjov.

Jeg rakte hånden frem til Jonas, som tog den med et høfligt smil, og derefter præsenterede den anden mand sig. Det viste sig, at han hed Paul og var deres bodyguard/tourmanager (confused, jeg fik ikke fat i det, men han var flink).

”Nå, er der noget, du har lyst til? Vi giver,” Jonas smilede sødt til mig, imens jeg blot mærkede kvalmen stige i mig, hvilket gjorde det en anelse svært for mig at smile tilbage – men jeg var sej, og jeg fik det gjort.

Jeg rystede lidt på hovedet til ham.

”Nej tak, jeg tror, at det er fint,” sagde jeg med det samme, men han fejede mig af med en håndbevægelse, fordi han åbenbart ikke mente, at jeg havde ret. ”Stop med at være så tilbageholdende og beskeden. En cola og en.. clubsandwich?”

Lige da jeg skulle til at afbryde og sige, at sandwichen i hvert fald ikke var nødvendig, insisterede han og fik hevet en tjener hen. Så bestilte han begge dele, og jeg kunne allerede mærke, at jeg var gået døden voldsomt meget i møde.

Jeg kiggede ned i bordet, som jeg egentlig ikke helt kunne se, fordi der var en underlig grøn dug klasket på, som faktisk ikke var særlig flot. Det så bare underligt ud, men det måtte caféen altså selv om.

”Eve, er du okay? Du ser lidt.. dårlig ud,” jeg spændte i hele min krop, da jeg let kunne genkende den stemme, der snakkede til mig, og jeg havde lyst til at synke ned i et hul. Jeg drejede hovedet en anelse og kiggede på Liam, der havde et underligt smil spillende om læberne.

”Øh, jeg har det fint, tak,” sagde jeg venligt og smilede anstrengt til ham. Jeg kunne se på hans øjne, at han i den grad ikke havde glemt noget fra i går af, og det var altså riiiiimelig pinligt. Det var bare så pissehamrende flovt, man.

Tjeneren kom hen kort efter og placerede tallerkenen med sandwichen på foran mig og derefter colaen. Jeg skulle allerede tage mig sammen og synke op til flere gange, så jeg ikke ville brække mig udover det hele. Det ville være det floveste nogensinde.

”Skal du ikke have den der sandwich?” Liam kiggede på mig med et smil, som næsten gik over i et grin. Han var uden tvivl den eneste, der vidste, hvorfor det var, at jeg ikke lige sådan spiste den.

”Uhm. Jeg har ikke rigtig lyst til den, jeg er ikke så sulten,” sagde jeg lavt, imens jeg til min rædsel mærkede kvalmen stige op i mig med lynets fart. Jeg koncentrerede mig om et bestemt punkt på den grønne dug, så jeg ikke tænke på, at jeg havde det dårligt.

Det var som om, at sandwichen gjorde alt, hvad den kunne, når nu den lå på tallerken, hvilket begrænsede det lidt, for at jeg skulle få det dårligt, og jeg havde det som om, at duften af den bare kom nærmere og nærmere på mig.

”Okay, undskyld mig,” jeg sprang op fra stolen, da jeg mærkede, at det blev for meget, og til min lettelse fik jeg øje på et toilet, lige da jeg vendte dig om. Jeg kunne godt mærke, at jeg høstede flere blikke fra bordet, men det tog jeg mig ikke af, da jeg styrtede hen mod toilettet.

Jeg nåede kun lige akkurat at få hovedet indover toilettet, før det gik helt galt, og jeg kastede det hele op. Det var helt utroligt, så flov jeg egentlig var, men jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Døren gik op, og jeg var ved at panikke, fordi jeg jo ligesom ikke havde fået låst døren, og det overraskede mig, at personen ikke gik ud. Nej, for hvad gjorde personen? Personen tog da fat i mit hår og holdt det væk fra mit ansigt.

”Er du okay? Vil du have et lift hjem?” stemmen lød blid i mine øre, og jeg kunne let genkende den. Og hvem kom det bag på, når jeg sagde, at det var Liams stemme? Det kom vidst ikke bag på nogen, gjorde det vel?

Jeg lænede mig op af væggen ved siden af toilettet, så mit hår røg ud af hans hænder. Mit blik faldt på ham, men jeg tænkte ikke engang på, at det var ham, som jeg havde haft fucking sex med. Det havde jeg ikke overskud til, fordi jeg var så træt og dårlig.

”Ved du hvad? Jeg ville meget gerne afslå, men jeg takker altså ja,” sagde jeg langsomt, da jeg havde overvejet det lidt tid. Han grinede lidt af mig, før han rakte en hånd ned til mig, så jeg kunne komme op. Min mave havde det stadig underligt, men det var bedre, end det havde været før.

Jeg gik langsomt efter ham ud i caféen, og mit blik var limet fast til gulvet.

”Okay, jeg tror, vi bliver nødt til at finde ud af det her en anden dag, for Eve har det.. ikke særlig godt,” han var lige ved at grine, da han sagde det sidste, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede ekstremt meget. Hvorfor fanden gjorde jeg også det, altså?

De andre kiggede undersøgende på mig, og Jonas og Paul sendte hinanden et par skeptiske blikke – højst sandsynligt fordi, at vi jo ikke havde fået aftalt en skid omkring, hvornår vi skulle begynde at optage og så videre, og jeg gik ud fra, at det skulle være snart.

”Det er fint, så. God bedring, Eve. Så må vi jo finde en ny dag, hvor du er frisk, ikke?” Paul smilede sødt til mig, og jeg nikkede med et undskyldende smil. Paul virkede faktisk meget flink, så måske skulle jeg snakke med ham engang?

Da der så var sagt farvel til de andre, gik jeg lige bag Liam ud til hans bil, som seriøst holdt nærmest lige foran indgangen til caféen. Jeg var træt, og det hjalp bestemt ikke på det, at et par fans kom skrigende hen i mod. Dog var både Liam og jeg hurtige til at sætte os ind.

Vi kørte i stilhed, det eneste, der brød stilheden, var radioen, der var tændt – selv den spillede ikke engang særlig højt.

”Tak for i nat,” sagde han pludselig og kiggede hen på mig, imens vi holdt for rødt. Jeg drejede langsomt hovedet og kiggede på ham. Et smil spillede om de svagt lyserøde læber, og han havde et glimt i øjet, som jeg ikke var i stand til at tyde. Han var virkelig flot, det måtte jeg indrømme, og det irriterede mig lidt, at det havde været så let for ham at få mig med i seng.

”Hvad snakker du om?” endte jeg med at sige, og jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet. Hvad snakkede jeg lige om? Både ham og jeg var sku klar over, at jeg vidste, hvad der var sket, så jeg havde ingen undskyldning overhovedet.

Jeg var endda en anelse øm i underlivet, som sagt, så det beviste tydeligt, at jeg vidste, hvad natten havde gået med. Liam grinede af mig, og jeg kom også selv til at smile lidt for stort af det.

”Eve, opfør dig normalt. Men øh.. du var måske så fuld, at du ikke kan huske det?” han grinede lidt for sig selv, og jeg kunne godt regne ud, at det var ved tanken om, at jeg lige havde brækket mig. Jeg kiggede ned, da jeg mærkede, at jeg rødmede.

”Jeg kan ikke huske selve.. samlejet, hvis jeg skal sige det på en pæn måde, men jeg kan godt.. mærke det. Det var lidt.. tid siden,” fik jeg sagt på en utrolig langsom måde, imens jeg konsekvent kiggede ned i bunden af bilen.

”For helvede da også, Eve,” han kiggede på mig med et grin – det gik jeg da ud fra, for jeg kunne mærke hans blik på mig. Det ville da nok blive noget af en lang tur hjem.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

okay fucking awkward lille Eve pus altså! Jeg har så ondt af den stakkels ømme-tømmermændspige, som hun nu engang er i det her kapitel ): pus da.

Ey, jeg vil rigtig gerne have jeres mening om, at jeg har fremstillet Liam anderledes! Han er altid den der søde, cute, pussenus, englebasse, hellige bla bla bla, så det er jo anderledes - kan I lide det?

Hvad tror I, at der sker i næste kapitel?

Vil også gerne lige sige, at jeg ikke aner, hvornår jeg kan publicere igen. Det afhænger lidt af, hvornår Thea publicerer på min og hendes movella, fordi ja.. så skal jeg jo skrive et kapitel til den, og jeg har jo også The Letters, og derudover skal jeg noget hele weekenden. Faktisk skal jeg hen til Thea fredag, så det kan godt være, at jeg får publiceret der - who knows?!

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...