One Direction | Sweet Nothing

Man er heldig, hvis man får lov til at være med i One Directions musikvideo – men er man ligeså heldig, hvis man falder for en af drengene? Det spørgsmål får den 18 årige Eve Handons hurtigt givet svaret på, da hun bliver kastet ud i det. Flirt bliver til kærlighed, der bliver til tåre og sorg, og dog også et nyt, stærkt venskab til et andet af bandets medlemmer. Beskyldninger bliver kastet frem og tilbage, mennesker bliver splittet og beslutninger bliver taget. Alt i alt ender det op i en meget uventet drejning af Eves liv, da hun ikke havde regnet med de mange konsekvenser af hendes medvirken i bandets musikvideo. Hvordan vil det gå hende, og vil hun formå at få det hele til at fungere? *Liam og Danielle er ikke sammen*

361Likes
580Kommentarer
43743Visninger
AA

13. I Knew You Were Trouble

Liams synsvinkel:

Siden Harrys fødselsdag, hvor Eve havde kysset med Andy, havde jeg ikke snakket med hende, og det var altså godt og vel en halvanden uge siden. Det var faktisk underligt, for jeg havde vænnet mig til at snakke meget med hende, når nu vi havde filmet musikvideoen.

Faktisk var det lidt noget møg, at hun var med i den video, for så ville jeg ligesom kun tænke på hende, når jeg så den video, som jeg selv var med i. Ikke, at jeg ville sidde og glo på min egen video, men det var det der med, at jeg garanteret ville kigge på den for at se, hvor ægte det så ud med mig og hende. Det skulle i hvert fald ikke undre mig, hvis jeg var så dum at gøre det.

Det ringede på døren ude fra opgangen af, og det fik mig til at rynke på panden af to grunde: 1. der plejede ligesom også at være en hoveddør, man skulle ringe på fra, men det kunne vel meget vel være, at den var gået i stykker. 2. jeg havde ikke aftalt med nogen, at de skule komme hjem til mig, så det var lidt underligt.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik ud til døren for at åbne den. Mit humør, der i forvejen ikke havde været så godt, sank yderligere, da jeg fik øje på personen, der stod der.

”Andy,” mumlede jeg og lavede et underligt nik. Selvom jeg plejede at have meget kontakt med ham, havde jeg slet ikke snakket eller skrevet med ham i den sidste halvanden uge. Jeg havde på fornemmelsen, at han godt vidste, at han havde lavet noget lort, og jeg var sur, Selvom jeg egentlig ikke burde være det, for han kendte jo ikke til alt det omkring Eve.

Jeg var så forvirret over mig selv.

”Hey Liam,” han sendte mig et forsigtigt smil, ”må jeg ikke lige komme ind?” jeg havde rykket mig fra døren, så han kunne komme ind, før han overhovedet afsluttede sætningen og sendte ham et lille, anstrengt smil igen.

Andy gik ind i stuen, som han kendte så godt og satte sig derefter i sofaen. Hurtigt fulgte jeg hans eksempel og gik ind i stuen, før jeg lænede mig op af døren med et blik, der kiggede undersøgende på Andy. Han lignede en, der havde ekstremt dårlig samvittighed, så han måtte vide noget.

”Så..?” sagde jeg med et hævet øjenbryn for at få ham til at snakke om det, han tydeligvis var kommet for at snakke om.

”Jeg anede ikke, at det var dig, der havde Eve med,” sagde han så pludselig ekstremt hurtigt, og det fik mig til at glippe overrasket med øjnene, ”altså, jeg vidste ikke, at I kendte hinanden som sådan, og at du også føler et eller andet for hende,” fortsatte han. Hans øjne kiggede undskyldende og sørgmodige på mine, og det gav mig en dårlig smag i munden.

”Har jeg da følelser for hende?” spurgte jeg så overvejende. Hvordan kunne han lige pludselig vide, at jeg følte et eller andet for hende? Det var da yderst mystisk.

”Du blev sur, da du så, at jeg kyssede med hende, og det var derfor, du gik, og hun fulgte efter dig. Hun fortalte mig, at hun fulgte efter dig, og jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke ville gøre det uden videre. Ikke, hvis ikke du føler noget for hende,” svarede han overbevisende og sikkert.

Han kendte mig måske lidt bedre, end jeg havde regnet med.. Okay nej, jeg vidste godt, at han vidste, hvordan jeg opførte mig i alle situationer, men alligevel kom det bag på mig.

”Hm,” svarede jeg bare, og det fik ham til at sukke højt.

”Liam, hvad fanden vil du have, at jeg skal gøre? Jeger virkelig ked af, at jeg tog hende med hjem, men jeg fandt altså først ud af, at I kendte hinanden på DEN måde, da jegvågnede næste dag. Det var jo ikke noget bevidst valg, vel? Havde jeg vidst det, havde jeg nok ikke gjort det,” han vrissede en anelse af mig. Nok fordi, han syntes, at jeg var latterlig.

”Er du klar over, hvordan det føles at se ens bedste ven kysse med en pige, som man har tilbragt meget tid med? Og når man så vågner dagen efter og ser i medierne, at han har taget hende med hjem? Så ved man godt, hvad der sker – så dum er jeg altså alligevel ikke,” sukkede jeg.

Hvorfor var jeg så sur, egentlig? Det var jo egentlig ikke hans skyld, at det var sket. Det var Eve, der havde fucket det helt op. Faktisk var det det, der gjorde mig endnu mere sur. Hun kyssede med Andy, så fulgte hun efter mig, fordi hun godt kunne regne ud, at jeg var sur over, at hun kyssede med Andy, så fordi, hun ikkekunne snakke med hende, da jeg ikke gad, så knaldede hun med Andy. Var det fordi, hun blev sur, og så skulle der tages hævn, eller hvad havde hun tænkt på?

”Det ved jeg godt. Jeg ville da også blive sur, hvis det var mig, men jeg ville ikke blive sur på dig. Hvis det var, det var sket for mig, så ville jeg da vide, at du ikke kunne vide det, og så ville du ikke få skylden. Tænk dig lidt om,” mumlede han. Jeg kunne let høre på ham, at han var såret over, at jeg var sur på ham.

Jeg rykkede lidt på mig, før jeg frustreret strøg en hånd igennem mit korte hår. Han havde ret, og det vidste jeg ligesom godt.

”Du har ret. Jeg er bare så sur og frustreret, og Eve har slet ikke gjort noget for at komme i kontakt med mig og snakke med mig om det. Det beviser bare, at hun er ligeglad med mig,” sukkede jeg og gik hen og satte mig ved siden af Andy i sofaen. Han rystede på hovedet.

”Nej, det gør det ikke. Hvis hun var ligeglad med dig, så havde hun ikke sagt det til mig,” svarede han langsomt og overvejende. Jeg kiggede opmærksomt på ham. Havde han ret?

”Sagde hun noget til dig om.. mig, siden du er så sikker?” spurgte jeg så forsigtigt om, fordi jeg blev nysgerrig. Han ville vel ikke lyde SÅ sikker, hvis ikke hun havde sagt noget. Andy kiggede ned og strøg en hånd igennem hendes hånd. Han var sikkert i tvivl om, om han skulle sige det.

”Ja, det gjorde hun så,” indrømmede han og kiggede op og lige ind i mine øjne, ”hun sagde, at hun ’crushede’ på dig, og det betyder altså, at hun føler et eller andet for dig. Og jeg bliver sur, hvis du siger mig i mod,” han tilføjede det sidste med et lille smil, og det fik også mig til at smile.

Og altså det smil var dels fordi, jeg havde løst det med Andy, og fordi Eve ’crushede’ på mig, som hun havde åbenbart havde kaldt det. Det var godt,

”Okay, jeg skal nok lade være med at sige dig i mod. Men du skal til gengæld med mig ud og købe en ny mobil,” forsikrede jeg ham om, og han hævede et øjenbryn. ”En ny mobil?” gentog han med et underligt grin.

”Jeg blev så sur, da jeg så billederne af dig og Eve, der forlod festen sammen, at jeg kastede den op mod væggen. Se,” jeg fandt mobilen frem og viste ham den. ”Fuck, du har da ikke passet på med at kaste den,” grinede han og lavede store øjne, da han så den.

”Nej, jeg var rimelig sur og ked af det,” indrømmede jeg, og han nikkede. ”Forståeligt. Har du tænkt dig at snakke med Eve?” spurgte han så, og stemningen blev igen lidt mere kedelig.

Jeg trak på skuldrene. ”Ja, det bliver jeg vel egentlig en smule nødt til, men jeg orker ikke at tænke på det nu,” jeg smilede stort for at vise ham, at vi skulle have det sjovt.

 

Eves synsvinkel:

Jeg var nervøs. Helt ærligt så var jeg pisse hamrende nervøs, og jeg trak vejret i underlige stød, for hvornår havde jeg sidst lavet en kage, der var lykkedes så meget, som den her? Jeg var pisse nervøs for, at det hele ville mislykkedes lige pludselig, for så ville jeg begynde at græde.

Just saying.

”Bye, don’t have the strength to see you cry, I’m tired of asking myself why. How can I love you boy, if you’re going nowhere, we’re going nowhere,”

Little Mix’s cd spillede ud fra mine højtalere, og det var faktisk helt tilfældigt, at det var det stykke, der blev spillet. Eller den sang, men jeg kom til at tænke på Liam, da jeg lyttede til teksten. Jeg havde slet ikke taget kontakt til ham hele ugen, men det var ligesom en del af den her plan, som jeg havde lagt med Clara og Julie.

I dag var dagen, hvor de skulle tage ud og snakke med ham, og hvis han sagde, at jeg ikke havde kontaktet ham, ville de sige, at jeg var så sikker på, at han ikke gad mig, at jeg ikke havde ringet. Det var da en helt perfekt undskyldning, var det ikke?

Faktisk havde jeg flere gange haft lyst til at ringe og skrive til ham, og hvis ikke det havde været for de to tosser, der havde talt mig fra det, ville jeg nok også have gjort det. Uden tvivl.

Men ja, nu kedede jeg mig og ventede egentlig bare på, at de ville komme og rapportere tilbage til mig omkring, hvordan det var gået med Liam. Det skulle da nok blive rimelig.. spændende, eller hvad man nu skulle sige. Det var desuden også af ren kedsomhed, at jeg havde kastet mig ud i at bage kage.

Hvis ikke jeg kedede mig så fandens meget, så ville jeg nok ikke gøre det. Normalt ville jeg faktisk gøre alt for at slippe for det, men nu havde jeg valgt at bage en kage frivilligt.

Det var en banankage, og den så simpelthen så lækker ud indtil videre. Jeg kunne ikke vente med at få den ud af ovnen, så den kunne køle af, og jeg kunne få glasur på den. Jeg havde allerede lavet glassuren, og den var så perfekt, at jeg havde taget en skål ved siden af med en del af det, som jegs å kunne æde råt. Jeg ved, hvad I tænker: ad, og hvor ulækkert, men nogen gange skal man altså bare forkæle sig selv og give sig selv lov til ulækre ting – som at spise fuldstændig rent glasur. Why not? Hashtag YOLO.

Sandheden om, hvorfor jeg egentlig også var gået i gang med at bage en kage, var også, at jeg var helt vildt rastløs, imens jeg ventede på, at de to andre hoveder ville få snakket med Liam. Jeg vidste ikke, om det ville give pote, eller om det bare ville blive totalt mislykkedes. Min hjerne sagde det ene (nok fordi, den håbede på det), men min mavefornemmelse fortalte mig noget andet. What to do?

Ja, i mit tilfælde var det jo så at bage en kage, fordi jeg var så klog. Det ville garanteret gå helt galt, og jeg ville glemme at tage den ud af ovnen, og så ville det hele bare dø, og jeg ved ikke hvad. Huset ville brænde ned, og jeg ville stå uden nåde kage og hus. Det skulle nok blive spændende.

Ellers ville jeg bare ende med at glemme kagen, så den blev brændt, og så ville jeg derudover også komme til at tabe den og alt muligt. Det var jo aldrig godt. Så ville jeg have brændt, tabt, udsmattet kage på gulvet, og det følte jeg heller ikke lige for.

Nå, men jeg kunne vel ligeså godt forklare, hvordan mit udseende var i dag, nu når jeg alligevel ventede på at få svar. Jeg havde sorte joggingbukser på, der praktisk talt var virkelig, virkelig løse og vildt dejlige, og så havde jeg en hvid t-shirt på, der faktisk fik mine bryster til at se gigantiske ud. Virkelig. Det var også derfor, jeg aldrig brugte den, når jeg var sammen med nogen, for det virkede alt for højtråbende, selvom t-shirten var meget flot. Og så havde jeg taget et par hjemmesko på, der var så dejligt varme og bløde og forede og awww, der var kaninøre på dem, og de var lyserøde. KUNNE DET BLIVE BEDRE? I DON’T THINK SO.

Julies synsvinkel:

”Er det her?”

Jeg så ned på min telefons skærm for tiende gang, da jeg blev nødt til at dobbelttjekke, at Clara og  jeg var gået det rigtige sted hen. Det ville nok være rimelig ydmygende, hvis vi dukkede op det forkerte sted.

”Det tror jeg,” fik jeg konstateret og så rundt. Clara sukkede af mig og gik op til døren til opgangen, som vi stod ude foran. ”Man skal ikke tro, man skal vide,” sagde hun kort, før hun lod blikket glide hen over numrene, som man kunne ringe på.

Af en eller anden grund havde personen, der havde sat de her ringeklokker op ikke tænkt på at skrive navnene ved siden af, men numrene. Måske fordi der boede en kendt eller sådan noget. Det måtte vel heller ikke være så fedt for Liam, hvis folk kom rendende og ringede på...

Og jeg hentydede ikke til Clara og mig, nej.

Clara ringede på nummeret, som vi havde gået og ledt efter, og efter et par sekunders ventetid og nervøsitet, lød der en stemme i højtaleren.

”Hallo?”

Den kunne kun være Liam, og det kunne jeg udmærket godt se på Clara, at hun også vidste.

”Hej, Liam, det er Clara og Julie,” fortalte hun og så på mig med et smil. Nok fordi første del af vores mission var fuldført.

Den lette del, yay.

Der blev lidt stille i røret, og det gjorde mig lidt bekymret. Men fordi Clara var lidt klog, var hun hurtig til at fortsætte, ”Eves veninder.” ”Nårh,” sagde Liam hurtigt, men lød en anelse undrende. ”Må vi komme ind? Vi vil gerne lige snakke med dig hurtigt. Hvis du har tid selvfølgelig,” sagde jeg og bed mig i læben, da jeg var bange for et nej. Hvis han nu skulle ud og køre eller sådan noget lignende.

”Tjo, det må I gerne,” svarede han, og ikke lang tid efter lød en irriterende, skrattende lyd, der indikerede, at døren til opgangen var åben. ”Vi kommer!” råbte Clara lykkeligt, inden vi gik indenfor.

Vi tog den hårde vej op – trapperne. Det føltes som om, vi havde vandret i flere år, før vi endte på den rette etage, og det fik mig til at spekulere på, om vi burde begynde i fitness eller noget lignende.

”Denne her vej,” guidede  jeg, da tallene steg i denne retning. Til sidst stod vi foran det rigtige tal, og uden tøven bankede Clara på døren.

”Du skal ringe,” hviskede jeg hurtigt og førte min hånd hen til ringeklokken. ”Jamen, jeg har jo lige banket,” mumlede hun og løftede hånden hen imod min. ”Ja, men det er uhøfligt,” fastholdte jeg lavt ville ringe på, men hun stoppede mig med sine kommentarer, ”hvad så hvis han tror, at vi er mærkelige?”

Jeg himlede med øjnene og ringede alligevel på, men kort efter fortrød jeg hurtigt. ”Du har ret! Nu tror han, at vi er mærkelige,” hvinede jeg hviskende og slog ud med armene for at se bebrejdende på hende. ”Jeg sagde det jo, Julie, du er for dum!” ”Fuck di-”

Jeg afbrød mig selv, da jeg hørte låsen i døren blev drejet om. Clara og jeg stillede os hurtigt til rette og prøvede at se så afslappet ud som muligt, da Liam åbnede døren for os.

”Hej, Liam,” sagde Clara hurtigt, hvilket fik mig til at puffe hende blidt i siden. Han så undrende fra hende til mig og nikkede, hvorefter han smilede venligt. ”Hej, piger. Kom ind.”

Vi smilede til ham, da vi trådte indenfor og stillede vores sko i gangen. Jeg havde lyst til at se mig omkring, men vi måtte hellere forholde os direkte og gå lige til sagen.

”Skal vi sætte os ind i stuen?” spurgte Liam og kiggede på Clara og jeg, der bare nikkede med det samme. Han nikkede selv og gik derind. Uden at tænke mig yderligere om, kom jeg allerede til den konklusion af, at han syntes, vi var mærkelige. Han havde garanteret hørt vores samtale ude foran døren.

Men fuck det lige nu. Der var en grund til, at vi var kommet.

Liam satte sig ned i en af sofaerne, imens Clara og jeg dumpede ned i den anden. Vi så overrasket rundt i det fine hjem. Her var virkelig skønt.

”Det er da noget af et sted, du har,” komplimenterede Clara, hvilket fik Liam til at smile svagt. ”Tak,” sagde han og så afventende på os.

Jeg nikkede og satte mig så til rette og så alvorligt på ham. Bare for at gøre det hele mere seriøst. ”Nå, Liam. Der er jo en grund til, at vi er kommet,” begyndte jeg, men fortrød lidt. Det lød simpelthen for dumt, og det var ikke ligefrem fordi jeg var ansat som advokat eller en, der bedte om penge fra folk.

Jeg var for guds skyld bare Eves veninde, der skulle føre en helt normal snak med Liam om hende. Hvorfor skulle det være så svært?

”Ja, det er der,” konstaterede Clara og så også alvorligt på ham. Et kort øjeblik havde jeg lyst til at slå hende for at følge mit eksempel. Men det var for sent at tage det tilbage nu.

Liam kiggede en smule skræmt på os, hvilket jeg udmærket godt forstod. Jeg havde ærlig talt også været skræmt, hvis jeg var ham. ”Well, vi vil gerne snakke lidt med dig om Eve,” forsatte jeg og kiggede roligt på ham. Det der seriøse var røv. Og jeg skulle aldrig være advokat, havde jeg lige fundet ud af.

Eller psykolog for den sags skyld.

”Fyr løs,” svarede Liam og rykkede lidt uroligt på sig, da jeg nævnte hendes navn. Hmm, det måtte være et tegn på.. et eller andet.

”Hvor lang tid siden er det, I har snakket?” spurgte Clara og kiggede nysgerrigt på ham. Han trak på skuldrende og kløede sig let i håret. ”Snart to uger siden,” fortalte han kort, som om det faktisk gjorde lidt ondt. Eller hvad man nu sagde.

Jeg rynkede panden og kiggede en smule bebrejdende på ham, hvilket jeg egentlig ikke burde. Men det var sjovt alligevel.

”Hvorfor har du ikke kontaktet hende?” sagde jeg undrende og fugtede mine læber med tungespidsen. Han trak på skuldrende og kiggede lidt væk. ”Hun har ikke kontaktet mig, så..”

selvfølgelig havde det også noget med Andys og Eves one night stand at gøre. Han var vel lidt muggen over det.

”Ja, hun har ikke kontaktet dig, fordi hendes telefon er i stykker,” mumlede Clara, hvilket fik Liam til at se undrende hen på os igen. ”Hvad?” spurgte han stille.

Vi nikkede begge i kor. ”Hendes telefon smadrede dagen efter festen, og ja.. du har ikke kontaktet hende, så hun tror ligesom, at du ikke gider hende, efter hende og Andy... var sammen,” forklarede Clara roligt.

Han gloede lidt på os og kørte så en hånd uroligt igennem håret – han var frustreret. Yes!

”Og nu tror hun så, at du har droppet hende helt, og derfor er vi kommet forbi, fordi vi vil spørge, om det er sandt,” afsluttede jeg og så afventende på ham. Han bed sig lidt i læben og åbnede munden for at sige noget, ”jeg forstår bare ikke, hvorfor hun så ikke kom herhen,” sagde han undrende.

Jeg sukkede deprimeret af ham. ”Liam, ville det ikke være lavt at tage hen og besøge dig, hvis du hadede hende?” spurgte Clara og så ærligt på ham. Han svarede ikke men stirrede bare ud i luften.

”Desuden er hun simpelthen så ked af det. Hun tror virkelig, at I er forbi.”

Ordene forlod Claras mund lidt for hurtigt, og jeg fik et kort øjeblik lyst til at slå hende. Det var aldrig nogen god idé at sige 'I' sådan der. Det lød som om, at de var noget. Noget som i et par. Like.. kærester. Gift. Ringforlovet og alt det der.

Oh god, Eve ville dræbe os, hvis hun fandt ud af det.

”Vi?” gentog Liam forvirret. Jeg rystede hurtigt på hovedet og begyndte at grine for at dække over Claras fail.

”Vi mener bare, at det er ærgerligt, at I lade.. det der ødelægge jeres venskab,” sagde Clara hurtigt efterfølgende. 'Det der' skulle selvfølelig forstås som Andy og Eves knald. Men det var nok dumt at nævne. Sidst havde Liam i hvert fald ikke taget det så pænt.

”Så vi syntes, at du skal prøve at.. ringe eller sådan noget. Besøg hende!” Jeg smilede stort til ham, og som før så han bare på os, som vi var direkte mærkelige.

Ved nærmere eftertanke havde jeg nok også gjort det.

Han nikkede lidt og så så ned på sit armbåndsur. ”Jeg vil tænke over det piger. Der er lidt for tiden, så..” Vi nikkede forstående, da han så op på os med et svagt smil på læberne. ”Det er helt i orden,” sagde jeg og smilede bredt til ham.

”Vi syntes bare, at du burde vide det,” konstaterede Clara og kørte en hånd igennem håret. Liam nikkede taknemligt og kiggede lidt på os begge.

Så der var en rimelig mærkelig stilhed imellem os.

Derfor besluttede jeg mig for at rejse mig og hev Clara med i købet. ”Så må vi nok hellere se at komme hjem og.. se til bollerne,” fastslog jeg og hev hende med ud i gangen. ”Bollerne?” mumlede hun forvirret, men holdt heldigvis kæft.

Vi tog vores sko på og så hen på Liam, der stod i døren til stuen. ”Så ses vi vel en anden gang,” sagde han roligt. Clara og jeg nikkede i kort. ”Hav det godt!” smilede Clara, og jeg nikkede enigt.

Og så forlod vi huset og smækkede døren efter os. Clara skulle til at udbryde noget, lige da døren bag os var lukket, men jeg fik heldigvis hurtigt stoppet hende.

Liam kunne nok stadigvæk høre os.

”Vent til vi er nede,” mimede jeg, hvilket hun ikke forstod i første omgang. Så jeg sukkede bare og hev lidt i hende, til vi nåede hen til trapperne.

”Fuck det gik..” jeg løb tør for ord, men heldigvis havde Clara det rette, ”mærkeligt.” Jeg nikkede lidt og sukkede. ”Han må i hvert fald tro, at vi er sindssyge,” mumlede jeg og åbnede døren til opgangen, så vi kunne komme ud i den friske luft.

Clara lo højt og daskede mig blidt på skuldren. ”Det sædvanlige!”

 

Eves synsvinkel:

Jeg havde aldrig været så lykkelig før, da jeg tog en perfekt formet kage ud fra den slukkede ovn. Den så fantastisk ud! Overfladen var så smuk, at jeg savlede ved synet, og nu kunne jeg virkelig ikke vente med at komme den glasur på.

Mig, som havde været så nervøs for en fucking kage.. pft. Jeg kunne blive konditor nu.

Jeg vidste godt, at kagen skulle have lov at stå og blive kølig, før jeg kunne tillade mig at pynte den. Så imens valgte jeg at sætte mig ind i stuen for at genoptage Pretty Little Liars, som jeg havde stenet efterhånden hele dagen.

Jeg sad og trippede lidt med mine fødder, imens mit blik flere gange faldt hen på uret, der hang på væggen. Et suk forlod mine læber. Jeg havde troet, at det var kagen, der havde været skyld i den nervøsitet.

Men sagen var, at Liam også skyldtes den. Jeg var lidt nervøs for, hvad Clara og Julie ville komme hjem og fortælle mig. Nervøs for, at det ville være skidt. For hvis det var det, vidste jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg savnede Liam i forvejen, og det ville da bestemt ikke gøre sagen bedre, at han ikke gad mig mere.

Jeg gav mig hen til fjernsynet og så opslugt på skærmen, da en høj lyd pludselige rungede i mine ører. Det var ringeklokken.

Jeg sprang hurtigt op fra sofaen og fandt min vej ud i stuen, hvor jeg kunne høre pigestemmer. Det var dem. Uden tvivl.

Jeg åbnede døren og mødte Clara og Julies ansigter. De smilede svagt til mig og udbrød nogle hilsner, som jeg ikke rigtig tog mig så meget af. Jeg ville gerne høre om deres roadtrip hen til Liam.

De kom indenfor og tog deres sko og jakker af, og så fortsatte vi ind i stuen, hvor jeg satte Pretty Little Liars på pause og satte mig uroligt i sofaen.

Jeg så afventende på dem, imens de satte sig til rette og gloede lidt på fjernsynet. ”Fortæl, fortæl,” spyttede jeg ivrigt, hvilket endelig fik dem til at se på mig.

Julie skævede til Clara, der smilede forsigtigt til mig. Jeg bed mig lidt i læben og kørte en hånd uroligt igennem mit hår. Der landede praktisk talt en sten i min mave af ren nervøsitet.

Hvorfor havde jeg det sådan her?

”Okay, han var meget.. stille omkring det,” begyndte Clara, som om hun ledte efter ord. Julie nikkede enigt. ”Vi spurgte, hvorfor han ikke havde kontaktet dig, og så sagde han, at du kunne have kontaktet ham. Så han troede vel, at du var sur på ham.”

Jeg kunne mærke, at det trak lidt på mit humør. Jeg var jo ikke sur på Liam. Og det gjorde mig måske lidt trist til mode, at han ikke kontaktede mig, fordi han troede det.

”Men så sagde vi, at du var lidt ked af, at han ikke havde kontaktet dig,” fortsatte Julie, og Clara klappede spændt i hænderne og så på mig med et stort, fedt smil.

”Han lignede en, der virkelig overvejede at kontakte dig igen. Jeg tror, at vi gav ham noget at tænke over,” afsluttede Julie og smilede tilfredst.

Jeg nikkede og så spændt på dem, men de sagde ikke rigtig mere. ”Var det det?” spurgte jeg langsomt. De tøvede lidt, men nikkede. Jeg bed tænderne lidt sammen og vidste ikke, hvad jeg skulle sige efterfølgende.

”Hallo, Eve, det er godt?” sagde Clara forvirret. Jeg kiggede på hende og nikkede en smule, hvilket Julie sukkede af. ”Han kontakter dig. Tro mig, han var ikke meget for at skulle snakke om dig til at starte med, og da vi sagde, at du var ked af, at han ikke havde kontaktet dig, så han en smule trist ud,” fortalte hun og lænede sig frem for at lægge en arm på min skulder, imens hun sendte mig et opmuntrende smil.

Hun havde jo ret i, at det var godt. Alligevel havde jeg håbet på lidt mere.. bare ikke hvad mere, det skulle være. Det var jo ikke fordi, Liam havde hentet den hvide hest og klædt sig ud som en eller anden mand fra et eventyr for at ride hen til mig og.. sige et eller andet.

Det ville bare have været for mærkeligt.

Roligt begyndte jeg at nikke, og et suk forlod mine læber, hvorefter jeg tog en dyb indånding og så taknemligt på pigerne. ”Tusind tak, fordi I gad at gøre det,” fastslog jeg og gav først Julie et knus, derefter Clara.

”Alt for dig,” svarede Clara og klappede mig blidt på ryggen. Jeg rettede mig op og så ud mod køkkenet. ”Jeg har bagt kage,” fortalte jeg og slukkede for fjernsynet.

”Så er det derfor, der dufter,” sagde Julie hurtigt var allerede ude i køkkenet lidt efter. Jeg fulgte med hende derud og så på mit mesterværk, der stod på komfuret og kølede af.

Jeg gik hen og lagde en kold hånd på den, og til mit held var den også kølet af – tid til at lave glasur.

Jeg fandt flormelis frem og kogte lidt vand, som jeg hældte i, så det blev til en lækker konsistens. Med flydende bevægelser gik jeg i gang med at smøre kagen ind i det, og da den var blevet fin, tillod jeg mig selv at tage en skefuld af det overskydende glasur i munden, hvilket fik Julie og Clara til at udstøde nogle ulækre lyde.

”Hvor' du klam,” mumlede Julie, da jeg satte skålen ind under vasken. Jeg nikkede kort og hoppede op på køkkenbordet. ”Hvem slikkede på en snegl, da hun var fuld?” gav jeg igen.

Sjovt nok lukkede hun arret.

Jeg fandt min telefon frem og tog et billed af min kage. Bare som et minde. Og for at bevise alle de mennesker, der tror, at jeg er røv i køkkenet, at jeg sagtens kan lave noget godt.

”Hvornår har du så tænkt dig at æde den?” spurgte Clara og trådte frem mod kagen. Jeg trak lidt på skuldrende. ”I aften når jeg har hele stuen for mig selv og kan se Pretty Little Liars,” konstaterede jeg og smilede hånligt. Hun himlede med øjnene og vendte sig om for at stille sig hen til Julie igen.

Men det gik ikke helt som planlagt.

For i stedet for at gå roligt derhen, kastede hun nærmest med sin arm op til månen og tilbage igen for at lave en sprælsk bevægelse, der gjorde, at min kage – og jeg gentager, min kage – landede på gulvet med et pladask.

Jeg spærrede øjnene op og stoppede med at trække vejret, imens Julies høje grin brød ind i tavsheden. Clara fnes og så undskyldende på mig. Problemet var bare, at jeg ikke kunne se tilgivende på hende.

Hele min mund blev tør, og mine øjne blev kolde og hårde. Og i takt med, at jeg rystede på hovedet og snappede efter vejret, trådte jeg frem imod hende.

”Du er så færdig...”

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvad siger I til det hele? Liam overvejer det lidt mere, Clara og Julie er et par tumper, der er så forvirrede, så det halve kunne være nok, og Eve får ødelagt sin kage? (det endte med mordscene til sidst, just saying... tænk selv videre)

NÅ, men jeg skal lige takke søde Izabell ufatteligt meget! Jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg ikke har publiceret i et godt stykke tid i forhold til det, jeg plejer, og så spurgte jeg hende lidt i sjov, om hun ikke gad skrive resten af kapitlet (2000+ ord), og hun gjorde det fandme! Så tak hende, for halvdelen af kapitlet er blevet skrevet af den skønne tøs.

Me love you babyyyyyy

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...