One Direction | Sweet Nothing

Man er heldig, hvis man får lov til at være med i One Directions musikvideo – men er man ligeså heldig, hvis man falder for en af drengene? Det spørgsmål får den 18 årige Eve Handons hurtigt givet svaret på, da hun bliver kastet ud i det. Flirt bliver til kærlighed, der bliver til tåre og sorg, og dog også et nyt, stærkt venskab til et andet af bandets medlemmer. Beskyldninger bliver kastet frem og tilbage, mennesker bliver splittet og beslutninger bliver taget. Alt i alt ender det op i en meget uventet drejning af Eves liv, da hun ikke havde regnet med de mange konsekvenser af hendes medvirken i bandets musikvideo. Hvordan vil det gå hende, og vil hun formå at få det hele til at fungere? *Liam og Danielle er ikke sammen*

361Likes
580Kommentarer
43744Visninger
AA

20. Fix A Heart

Eves synsvinkel:

Clara og Julie sad foran mig med en bøtte is, men jeg kiggede dårligt nok på den. Jeg havde mere travlt med at lade mine øjne glide ned over skærmen, selvom jeg ikke burde. Julie og Clara havde også flere gange prøvet at tage computeren fra mig, hvor jeg blot havde rystet på hovedet og bedt dem om at klappe i; jeg bestemte selv, hvad jeg ville kigge på, og hvilken hjemmeside jeg ville være på.

”Skat, kan du ikke godt lade være med det der nu? Du kører jo dig selv endnu mere psykisk ned ved at sidde og glo på alt det der. Det er altså ikke godt for dig, og det har stået på i godt og vel 3 uger nu,” brokkede Clara sig.

5 uger? Var det så lang tid siden, jeg havde snakket med Liam? Var det så lang tid siden, at der var kommet rygter omkring Niall og jeg, og var det så kort tid siden, at fansene var begyndte at gå helt amok på mig? For mig føltes det som meget mere, fordi det gjorde så ondt.

Jeg var sikker på, at de ikke var klar over, hvor hårdt sådan noget egentlig ramte, men det gjorde ondt. Det var nærmest som en mental mavepuster, og jeg hadede det virkelig. Halvdelen af tingene, som jeg fik på Twitter, var negative. Hvis ikke det da var mere end halvdelen.

Det skulle nok passe, at det var det.

”Hvorfor skulle jeg dog lade være? De prøver jo bare at beskytte deres idol, og det er jo deres mål, at jeg læser det her,” svarede jeg med en monoton stemme. Tårerne pressede på for at komme ud, men jeg ville ikke virke svag. Så ville de helt sikkert tvinge både computer og mobil langt væk fra mig.

”Det er det, du ikke skal lade dem få, Eve! For helvede da også, hvor er den rigtige dig henne, hva? Du plejer at stå op for dig selv, svare igen, ikke læse de ting, haters skriver – sådan er du ikke mere,” Julie lød bedrøvet, og det gav mig dårlig samvittighed. Det var jo ikke meningen, at det var dem, der skulle blive kede af det her.

Jeg løftede mit blik og kiggede hende lige i øjnene. ”Det er bare alt det med Liam, der går mig på, okay? Det er lige meget,” sagde jeg så ligeud, og hun kiggede overrasket på mig. Hun var ikke vant til, at jeg snakkede sådan til hende, og jeg var egentlig også selv overrasket over, at jeg gjorde det. Det burde jeg ikke.

”Undskyld,” mumlede jeg igen, og hun rystede på hovedet som svar. ”Det er okay, men du skal bare ikke komme og sige til mig, at jeg ikke har prøvet at få dig væk fra det. Det gør mig altså ked af det at se dig køre dig selv ned på den måde,” mumlede hun og trak sig væk fra mig.

Jeg svarede hende ikke. Lige nu orkede jeg slet ikke at være sammen med dem, og det var ikke ment på nogen måde. Men jeg havde brug for lidt alene-tid lige nu.

”Er det, fordi du helst vil have, at vi går?” sukkede Clara pludselig, som om hun havde læst mine tanker. Jeg bed mig i læben og kiggede så op på dem begge to med tårer i øjnene. Så nikkede jeg.

”I må ikke tage det personligt.. men det ville være meget rart med lidt tid alene lige nu,” indrømmede jeg, og de nikkede. Det var ikke, fordi de lignede nogen, der havde lyst til at lade mig være alene nu, men de accepterede heldigvis, at jeg bad dem om det.

Clara gav mig et kram, før Julie kiggede alvorligt på mig. ”Du ringer, hvis der er noget. OG jeg mener det, Eve. Du skal ikke begynde på noget af det der lort som at skære i sig selv eller noget. Det er der jo nogen, der har gjort, fordi de har fået så meget hate,” hun lød mere alvorlig, end jeg havde prøvet før, og jeg blev helt overrasket over, at hun rent faktisk kunne lyde så alvorlig.

”Slap nu af, det kunne jeg aldrig finde på. Det burde du vide,” svarede jeg med det samme. Jeg fik ikke noget svar tilbage, men det var okay. Jeg vidste godt, at hun kun blev mopset, fordi hun var bekymret for mig.

Da døren smækkede i ude i entréen, kunne jeg endelig slappe af i kroppen igen. Før havde jeg været anspændt, fordi jeg skulle koncentrere mig om ikke at bryde sammen over det, jeg sad og læste. Det behøvede jeg ikke nu, og der gik heller ikke lang tid, før den første tåre, trillede ned over min kind.

Jeg forstod ikke alt det her.

Normalt var jeg ikke typen, der overhovedet tog sådan noget til mig, men jeg var begyndt på det. Det var virkelig tæt på, at jeg ikke kunne genkende min egen opførsel, og det skræmte mig rigtig meget. Jeg var ikke sådan her normalt, og det var ikke den flabede Eve, som ikke blev forelsket, jeg var nu. Det var en anden Eve, der blev ramt af flere følelser, end hun burde. Og det ville jeg ikke have.

Mit blik scannede igen ned over skærmen, og jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at lade et hulk slippe ud gennem mine læber. Hvorfor var det mig, at alt det her gik udover? Hvad havde jeg gjort mod Liam?

Det var da ham, der havde været er svin, og jeg havde bare konfronteret det med ham. Nu menter folk åbenbart, at jeg vente drengene mod hinanden, og det var jo slet ikke noget, som jeg kunne gøre for. Det var da ikke min skyld, at de syntes, at de skulle ’vælge parti’.

Men det gik udover mig. Det var mig, der modtog alt, og det var mig, der skulle stå op hver dag med visheden om, at der var en masse mennesker, der tænkte på mig som den klammeste so i hele verden, fordi der åbenbart var splid.

Hvis nu Liam og jeg kunne snakke sammen igen, så ville drengene også slappe mere af med hensyn til at ’dele sig op’. Det kunne jeg regne ud, for de gjorde det kun, fordi vi var oppe og skændes. Det var noget lort.

Det eneste, jeg egentlig ville have, var, at Liam sagde undskyld. Jeg ville godt kunne tilgive ham – igen tvivl om det. Det ville virkelig ikke være noget problem for mig. Han skulle bare komme til mig, for jeg nægtede simpelthen at komme til ham, når det var ham, der havde været dum.

Med et stort suk rakte jeg ud efter isen, som de havde ladet stå her. Så kunne jeg fandeme bare æde mig fed i det, altså.

 

Liams synsvinkel:

Det var bestemt ikke blevet bedre med de ting, der blev sendt til Eve, men jeg ville ikke skrive ud til vores fans igen. Dels var Zayn blevet lidt irriteret over, at jeg havde gjort det, fordi han jo ’støttede’ mig, og så syntes han ikke, at jeg skulle skrive noget, der hjalp hende.

Men hvorfor?

Hvad var det, hun havde gjort, for at fortjene det her? Var det ikke mig, der havde været idioten her, eller hvad? Jo, det var det. Det var mig, der havde fucket det op ved ikke at fortælle hende sandheden, ved at holde hende væk fra sandheden.

Jeg burde have vidst, at det var bedre, hvis jeg ikke havde gjort det, men jeg tænkte ikke på det på det tidspunkt. Der tænkte jeg bare, at jeg ikke ville ødelægge noget ved at sige det, nu når vores forhold var blevet godt.

Fik jeg nævnt, at jeg savnede det ufatteligt meget? Den måde, som en hver lille ting, hun gjorde, kunne gøre hele min dag god på. Bare hendes smil, eller det, at hun simpelt lå ved mig med hovedet på mit bryst, imens jeg nussede hende i håret.

Eve var så hurtigt blevet en del af min ’hverdag’, hvis man kunne sige det på den måde. Det var faktisk uhyggeligt. Og nu så vi så ikke hinanden mere, fordi jeg var dum.

Vi skulle til et interview her om ikke så lang tid, og jeg så egentlig slet ikke frem til det. Jeg havde mest af alt lyst til at blive liggende hjemme, så jeg kunne dø over, at jeg var et dumt svin.

Bare blive liggende hjemme i sengen og svine mig selv til, når nu der ikke var andre directioners, der gjorde det. Ja, det lød nok meget underligt, at jeg mente, at de skulle svine mig til. Måske skulle de ikke svine mig til som sådan, men nogen gange måtte de gerne vise mig, at de også havde en mening om, hvad der var rigtigt og forkert.

Nu støttede de bare mig uden at vide den rigtige forklaring (okay, den var sluppet ud, men der var ikke noget, der var bekræftet eller ej), og det var lidt ærgerligt. På en måde ville jeg ønske, de ville sige til mig, at det bare ikke var ordentlig gjort af mig, og at jeg skulle tage mig sammen, men det gjorde de ikke. Det var Eve, alt det her gik udover, og jeg vidste godt, hvor hårdt det kunne være.

Nå, men jeg fik i hvert fald noget tøj på, som jeg kunne tillade mig at præsentere mig i. Det blev jeg ligesom lidt nødt til, fordi mit navn var Liam Payne, og jeg var med i verdens største boyband. Så var der ikke noget, der hed, at man kunne gå ud i det, man nu lige fandt i skabet.

Før jeg tog af sted, børstede jeg mine tænder. Jeg var nærmest sikker på, at min ånde stank langt væk af de lidt for mange øl, som jeg havde drukket i går. Det var ikke mig at drikke på grund af en pige, men jeg kunne ikke lade være. Det var pludselig meget mere tiltrækkende, end det plejede at være.

Så kastede jeg et sidste blik i spejlet, og siden jeg så godt nok ud, var jeg hurtigt ude af døren og nede ved min bil.

Jeg vidste, at alle drengene var rimeligt bekymrede for mig, men samtidig ville Louis og Niall ikke rigtigt snakke med mig. De mente, at jeg skulle tage mig sammen og snakke med Eve, og jeg vidste, at de havde ret. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at indrømme det. Derfor var det rart, at der var nogen (Harry og Zayn), der støttede mig. Selvom det ikke var noget, de burde støtte mig i.

Efter 15 minutters køretid ankom jeg til studiet, som vi skulle interviewe i, og til mit held var der ikke særlig mange fans. Dog var der et par stykker, og det var også det, der gjorde, at jeg valgte at bruge bagindgangen i stedet for. Bare for en sikkerheds skyld.

Niall kiggede på mig, da jeg trådte ind i rummet, men han sagde ikke noget. Jeg kunne med det samme mærke den anspændte stemning, der var her, men jeg prøvede at ignorere den – selvom den kun blev værre, da jeg kom.

Det var trods alt mig, alt det er ’handlede’ om. Jeg var omdrejningspunktet, eller hvad man nu ville kalde det. Og det tog jeg ikke som noget positivt i den her situation.

”Drenge, der er 5 minutter, til I skal på,” en mand løb forvildet rundt, imens Lou nærmest fløj hen til mig, da hun fik øje på mig. Hurtigt fik hun ordnet mig, så jeg så helt godt ud til at komme på tv, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Ifølge hende var der altid et eller andet, man kunne ordne, og det var egentlig okay. Hun var god til hendes job.

”Nu! Go, go, go!” lød det pludselig, og så fik jeg travlt med at skynde mig efter de andre drenge. Zayn sendte mig et stort smil, som blev støttet op af Harry, og jeg var hurtig til at gengælde det, imens vi gik ned af trapperne til selve studiet.

En klapsalve brød løs, da Niall, som gik forrest, kom til syne. Hver gang blev jeg overvældet over, hvor mange fans vi egentlig havde, og hvor meget de egentlig kunne larme.

”Hej drenge!” udbrød værten venligt og gav os alle hånden, før han gjorde tegn til, at vi skulle sætte os på den sofa, der stod i rummet. Det gjorde vi så for derefter at smile stort til ham.

Interviewet begyndte sin gang, og jeg var lykkelig for, at jeg egentlig ikke blev spurgt om noget. Den tanke nåede jeg så kun lige at tænke, før mit navn blev nævnt:

”Liam,” begyndte han, og jeg kiggede på ham med mit mest opmærksomme blik, ”jeg vil jo nødigt snage i dit privatliv eller noget, men hvad er det egentlig helt rigtigt, der er med dig og Eve? Det virker jo nærmest som om, at I hader hinanden. Der går også ting om, at hun får så meget hate, at hun har tænkt sig at tage væk på en ferie,” fortsatte han venligt.

Jeg lagde ikke så meget mærke til hans spørgsmål. Da han var færdig, var det eneste, der kørte i mit hoved, at han havde nævnt noget med en ferie.

”Vent, hvad? Hvad er det, du siger med ferie?” spurgte jeg om og lagde hovedet på skrå, da han uddybede det, han snakkede om. ”Eve blev set her for 5 minutter siden i lufthavnen, hvor hun snakkede med et par af de få fans, som rent faktisk godt kan lide hende, og hun sagde, at hun havde brug for at komme væk fra det hele. Alt det er. Det hate, hun får, mener hun ikke, at hun kan klare, hvis ikke hun kommer væk og tænker på noget. Og noget om, at hun ikke ved, hvor lang tid hun vil være væk,”

Hele min krop var pludselig fuldstændig op at køre. Eve skulle ikke væk nogen steder, fordi mine fans støttede mig i noget forkert. Jeg rystede på hovedet og sprang op fra min stol.

”Liam, sæt dig ned,” advarede Harry med et underligt blik. Han anede nok ikke, hvad fanden det var, jeg havde gang i, men det behøvede han heller ikke at vide. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, jeg har lige noget, jeg skal ordne,” mumlede jeg bestemt, og før de kunne nå at stoppe mig, var jeg løbet op af den samme trappe, som jeg lige var kommet ned af.

Jeg havde virkelig travlt.

 

Eves synsvinkel:

Jeg vidste ikke helt, hvornår jeg havde besluttet mig for at tage på en ferie, men efter jeg havde ædt en hel bøtte is, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke kunne være rigtigt. Jeg ville sku da ikke have det sådan her, så ville jeg hellere et sted hen og få lidt fred.

Min tur ud til lufthavnen havde været meget normal, men da jeg var kommet derud, havde der været en del fans, der havde snakket til mig. Der var et par stykker, der havde været rimelig ubehagelig over for mig – faktisk så meget, at tårerne pressede på, selvom jeg prøvede at tvinge dem væk.

Tiden herude var gået rimelig hurtigt – nok, fordi jeg havde gået rundt og kiggede på alle mulige butikker, imens jeg ventede på, at man skulle gå ud til sit fly. Jeg havde ikke så meget andet at lave.

Jo, så havde jeg også rendt rundt med høj musik i ørerne, fordi jeg ville lukke de mange fans ude. Der var kommet flere til, som havde noget dårligt at sige til mig, og jeg havde ikke lyst til at lytte på det. Det var ikke sjovt for mig at lytte på det, så jeg ville hellere lukke dem ude.

Men nu var det tid til, at jeg skulle med flyet, så jeg greb min kuffert og begav mig hen mod den gate, som jeg skulle hen til, sjovt nok.

På vejen fandt jeg mit pas og min flybillet frem fra min håndtaske, så jeg ikke skulle stå og bakse med det i køen, for det orkede jeg ikke. Jeg havde en eller anden speciel evne til at få stress over, t der stod folk i en kø efter mig, og hvis jeg først blev stresset, så gik det da helt galt.

Jeg blev overrasket, da jeg kom frem og så, at der slet ikke var nogen kø – kun to mennesker stod der i forvejen, så det ville blive dejlig nemt for mig at komme af sted.

”Eve!” en stemme lød pludselig bag mig, og jeg drejede forvirret rundt på hælen. Hvem fanden var det nu, der ville have fat i mig?

Okay, jeg blev mundlam, da jeg så, hvem der stod foran mig, og at der var en masse piger bagved, der blev holdt væk af flere vagter. Hvad skete der lige her?

”Liam?” spurgte jeg forvirret om, og mit blik flakkede frem og tilbage mellem ham og den buket roser, han havde i hånden. Ha løb hurtigt den sidste afstand hen til mig, og det gik op for mig, at han rent faktisk var forpustet. Han måtte have løbet gennem hele lufthavnen så.

”Eve, jeg er så ked af alt det, der er sket, det var virkelig ikke meningen, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget anderledes. Det kan jeg bare ikke, for sket er sket. Men jeg kan ikke klare tanken om, hvis du tager af sted, på grund af at du fik hate, fordi JEG var en idiot. Det ville jeg ikke kunne leve med,” han tav kort, men kun for at fortsætte igen:

”Vil du ikke nok lade være med at tage af sted, Eve? Jeg er så ked af det, og jeg.. jeg e-elsker dig så højt,” hans stemme knækkede over, da han sagde ordet elsker. Det fik også mine tårer til at få frit løb, imens jeg kiggede på ham. Først en tåre, så en til.

”Eve, vil du ikke nok lige sige noget?” hans blik var uroligt, imens han prøvede at styre gråden, der var ved at tage over i ham. Han var ved at græde på grund af mig.

Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom intet ud. I stedet endte det med, at jeg trådte to skridt frem, og uden videre gik jeg nærmest ind i ham, imens et kæmpe hulk undslap mine læber.

Det var alt det, jeg havde gået inde med i så lang tid, der bare pludselig kom ud. Liam var her, han stod og blottede sig foran mig, foran alle hans fans. At han ville gøre det, måtte betyde noget ikke.

Uden at ane hvorfor, tog gråden til. Det kom hen til det der ubehagelige noget, hvor man havde svært ved at få vejret, fordi man græd så meget, og det var noget af det mest ubehagelige, jeg kendte til.

”Træk vejret, smukke, shh,” mumlede han beroligende ind i mit øre, og langsomt faldt jeg til ro. Han var her, og han havde gjort det, som jeg ønskede; han havde undskyldt. Undskyldt for, hvor dum han havde været.

Efter et par minutter trak jeg mig væk fra ham og tørrede mine øjne i mit ærme. Jeg havde garanteret mascara udover det hele og lignede lort.

”Frøken, skal De med det her fly?” lød der formelt bag mig ved skranken, som jeg havde stået ved før. Jeg bed mig i læben og vendte mig om, så jeg kunne kigge på hende. Flere gange vendte jeg mig til siderne, så jeg kunne se henholdsvis på hende og Liam.

Hver gang jeg gjorde det, blev hans blik mere og mere bedrøvet. Han troede virkelig, at jeg ville gøre det.

”Nej,” svarede jeg så bestemt, ”nej, det skal jeg ikke alligevel,” gentog jeg så, som om det gjorde det mere realistisk for mig, at jeg stod og sagde det.

Liams ansigtsudtryk blev straks hundrede gange mere lettet, og det gjorde mig glad at se. At det var mig, der alligevel kunne have den virkning på ham.

”Her. Jeg har noget, som du måske godt kunne bruge,” sagde han pludselig og rodede rundt i hans jakkelomme. Så hev han pludselig et par solbriller op, og jeg kiggede overrasket på am. Var det lige sådan noget, han rendte rundt med i baglommen, eller hvad? Jeg tog dem hurtigt på, så de ville dække mine øjne.

Insisterende tog han fat i min kuffert med den venstre hånd, før han rakte mig blomsterne, som han havde i højre hånd.

”Det er første gang, jeg køber blomster til en pige,” indrømmede han genert, og det fik mig til at smile, selvom jeg følte mig udmattet ovenpå alt det her.

Men jeg blev varm indeni af hans ord. Det gjorde jeg virkelig, og det var også det, der førte mig videre til at tage fat i hans varme hånd, så jeg kunne flette vores fingre sammen.

Det her var perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...