One Direction | Sweet Nothing

Man er heldig, hvis man får lov til at være med i One Directions musikvideo – men er man ligeså heldig, hvis man falder for en af drengene? Det spørgsmål får den 18 årige Eve Handons hurtigt givet svaret på, da hun bliver kastet ud i det. Flirt bliver til kærlighed, der bliver til tåre og sorg, og dog også et nyt, stærkt venskab til et andet af bandets medlemmer. Beskyldninger bliver kastet frem og tilbage, mennesker bliver splittet og beslutninger bliver taget. Alt i alt ender det op i en meget uventet drejning af Eves liv, da hun ikke havde regnet med de mange konsekvenser af hendes medvirken i bandets musikvideo. Hvordan vil det gå hende, og vil hun formå at få det hele til at fungere? *Liam og Danielle er ikke sammen*

361Likes
582Kommentarer
42231Visninger
AA

6. Big Girls Don't Cry

Melet var væk, men lige så var mit liv også. Jeg var helt sikker på, at det var blevet smidt i skraldespanden sammen med melet, fordi det hele bare virkelig var noget akavet pis der ikke gav mening, man. Hvorfor skulle mine forældre også være de der søde typer, som ikke havde noget imod, at man pludselig lige blev en ekstra til mad?

”Nå Liam, hvordan er det at være kendt? Det må være spændende på utroligt mange måder, og man kommer da også utroligt mange steder hen, gør man ikke?” min far kiggede interesseret på ham, men jeg kunne ikke lade være med at rynke på panden, fordi han ikke så helt glad ud.

Liam rømmede sig en anelse ved siden af mig, før han begyndte at snakke.

”Det er utroligt spændende, og det er jo også noget, som jeg kan lide at lave, hvilket bare gør det endnu bedre og rarere at arbejde med. Jeg ser det egentlig ikke rigtig som et arbejde, for det føles bare som så meget mere, hvis du forstår. Og ja – vi kommer rigtig mange forskellige steder hen, og det er dejligt at se så meget af verden. Jeg nyder det virkelig meget,” svarede han med et drømmende smil, der gjorde det klart, at han talte sandt.

”Ja, det forstår jeg godt. Da jeg var yngre, var det også min drøm at blive sanger i et rockband, men det kom jeg sku ikke så langt med, som du nok kan se,” han grinede halvunderligt, og det fik et smil til at glide over både Liams og mit ansigt.

Min mor kiggede på mig med et underligt mat smil, og det bekymrede mig en anelse. Her på det sidste havde hun virket mere mat og afkræftet, end hun plejede at være. Det virkede også som om, at hun skulle anstrenge sig for at være den glade person, som hun altid var.

Efter lidt tøven kiggede jeg hen på Liam og lagde en hånd på hans lår. Mit blik fangede hans, og han kiggede afventende på mig.

”Liam, vil du ikke være sød at gå ud og lave noget te?” spurgte jeg sigende, og jeg var rimelig sikker på, at han nogenlunde hurtigt forstod, at jeg skulle snakke med dem alene.

Han rejste sig med et underligt smil sendt til mig, før han gik ud af stuen og videre ud i køkkenet. Først da han var så venlig at lukke døren i, kiggede jeg hen mod mine forældre.

”Har I tænkt jer at fortælle mig, hvad der er galt, nu eller senere?” spurgte jeg så og kiggede undersøgende hen på dem begge to. Min far kiggede tøvende ned i gulvet, og min mor gav et lille, underligt spjæt fra sig, som hun ikke plejede at gøre.

”Hvad snakker du om, min skat?” spurgte hun så og lød helt nervøs. Hun gned hendes hænder, der var præget af en del rynker, mod hinanden, og det gjorde hun kun, når der var noget hun ikke ville fortælle.

Jeg sukkede lidt af hende.

”Det jeg mener, er, at jeg godt ved når I skjuler noget for mig. Jeg har været sammen med jer hele mit liv, og jeg kender nærmest hver eneste ændring i jeres væremåde. Jeg kan let se når der er noget, der ikke er som det plejer, eller hvis der er noget, som I ikke vil fortælle mig,” jeg lagde hovedet på skrå for at understrege, at jeg havde ret.

Min mor sendte min far et usikkert blik, som om hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, men han kiggede afventende på hende, som om det var hende der havde noget at fortælle. Derfor rettede jeg også mit blik mod hende.

”Ej, det er ikke noget, som er særligt vigtigt, og det kan sagtens vente indtil Liam er gået. Det skal du ikke bryde dit kønne hoved med, mus,” sagde hun, og det fik mig også til at undre mig over, at hun hele tiden kaldte mig for et eller andet kælenavn.

Det var altså ikke noget, som hun gjorde hver gang hun snakkede til mig, så det var endnu en underlig ting at gøre. Min far sendte hende et strengt og irettesættende blik.

”Sig det nu, Sandra,” sagde han en anelse irriteret, og jeg kiggede afventende på hende. Hendes blik mødte mit, og hun tog en dyb indånding, før hun langsomt og modvilligt åbnede munden.

”Det er ikke noget, som du skal gå og bekymre dig om hele tiden, og jeg har ikke ville sige det, da det ville bare gøre dig ked af det, men jeg.. jeg har kræft,” sagde hun, og det sidste kom ud med en lavere stemme end det forhenværende.

Det var som om, at rummet omkring mig forsvandt – ja også menneskerne – og jeg sad i et helt koldt rum. Hvordan kunne det ske, at min mor skulle få kræft? Og så nu?

Jeg trak mig selv tilbage til virkelighedens verden, hvor mine forældre kiggede bekymrede på mig. Liam var gået i stå i døren bag dem, og han havde uden tvivl hørt det.

”H-hvor henne?” stammede jeg og var egentlig ligeglad med, at Liam skulle se mig på den her måde – selvom jeg normalt gik op i hvordan jeg så ud omkring ham. Min mor lænede sig frem for at tage min hånd, men jeg rev den til mig. Hvorfor havde hun ikke fortalt mig noget?

”Det er i lungerne,” sagde hun og kiggede skamfuldt ned mod bordet. Jeg hvilede hovedet i mine hænder, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Hvad ville man overhovedet kunne sige, der var til nogen nytte i den situation?

”Hvor lang tid har du vidst det?” spurgte jeg så en anelse hårdt, fordi det var min måde at reagere på. Jeg vidste jo slet ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen, for det var ikke noget, som jeg havde prøvet før.

”Det..-” ”3 måneder,” min far brød ind, fordi han kunne høre, at min mor skulle til at sige, at det ikke var så vigtigt – og det var præcis det det var. Det var mere end vigtigt! Min egen mor havde kræft, og så havde hun holdt det skjult for mig!

”Jeg fatter det ikke, mor. Hvordan kan du holde det skjult for mig? Jeg er din egen datter!” udbrød jeg så, imens jeg mærkede tårerne presse på, men det tog jeg mig ikke rigtig af. Eller jo, det gjorde jeg, for jeg tvang mig selv til at lade være.

Min mor kiggede forskrækket på mig, men det tog jeg ikke af. Jeg var ærlig talt helt mundlam over, at hun kunne holde det skjult for mig på den måde, når jeg var hendes datter.

”Det var jo bare fordi, jeg ikke ville bekymre dig, og gøre det svært for dig,” forsvarede hun sig, og jeg rystede på hovedet af det – det var på ingen måde nogen undskyldning, at hun ville ’beskytte’ mig. Det havde jeg jo ikke brug for.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede hen på Liam, der stadig stod lidt akavet. Så jeg rejste mig og gik hen mod mit værelse. Det var ikke for at være uhøflig eller noget, men jeg havde lige brug for en pause fra dem. Bare et par få minutter.

Ude i stuen kunne jeg høre min far bede Liam om at gå ind og snakke med mig, og jeg var allerede parat, da tre små bank lød mod døren.

”Gå, jeg har lige brug for en pause,” vrissede jeg med en lav stemme, men det lod ikke til at stoppe ham, for han fortsatte lige ind på mit værelse uden tilladelse fra mig af. Jeg rettede min opmærksomhed mod ham med et irriteret blik.

”Eve, slap nu lidt af og snak med mig. Jeg kan jo ikke bare stå der og kukkelure, vel?” han satte sig ned på sengekanten, og jeg blev ved med at kigge ham lige i øjnene. ”Nej, men du kunne gå. Jeg er ikke lige humør til at snakke med en boyband-fyr, det er jeg sku ked af,” jeg var godt klar over, at jeg egentlig var mere hård ved ham, end hvad godt var.

”Okay, hvis det skal være på den måde, så kan jeg da også bare gå. Men din far bad mig bare om at snakke med dig, og jeg kan jo altså godt forstå, at det er en vild ting, at du får at vide, at hun har kræft. Det er jo aldrig sjovt når det er en, som man har tæt på,” sagde han og strøg mig over armen.

Jeg fjernede mig hurtigt fra ham og gjorde tegn til, at han altså stadig skulle gå ud, og at det ikke hjalp, at han prøvede at snakke med mig. Når der var nogen der blev syge omkring mig eller hvis jeg mistede nogen til døden, så havde jeg let ved at skubbe folk fra mig, selvom det nok var en af de dummeste ting man kunne. Dog var det ikke så stor en katastrofe med Liam, eftersom vi ikke havde kendt hinanden i særlig lang tid.

Liam sukkede, før han gik hen til døren. Inden han gik ud af den, vendte han sig om og sendte mig et lille smil for derefter at gå ud af rummet. Jeg kunne høre, at han sagde et eller andet til mine forældre, men jeg kunne ikke høre hvad, og inden længe smækkede døren i – altså, var han gået.

Et suk slap ud gennem mine læber, og jeg begravede mit hoved i hænderne, fordi jeg var så frustreret. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan fanden jeg skulle reagere på det her eller håndtere sagen.

 ”Skat, vil du ikke godt komme ud og snakke med os?” jeg kunne høre, at det var min mor der kaldte, og jeg sukkede, før jeg rejste mig fra sengen. Jeg tog en dyb indånding, før jeg åbnede døren og gik ud. Min mor havde tårer i øjnene, og jeg kunne godt se, at hun fortrød, at hun ikke havde sagt det noget før, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved nu. Det ændrede ikke på det faktum, at hun ikke havde sagt noget til mig.

”Jeg er bare ekstremt skuffet over, at der ikke er nogen der kommer og fortæller mig, hvad der sker. Du har kræft. Det er altså ikke det samme som at skjule, hvis man for eksempel har en affære, vel?” sagde jeg og sukkede tungt, imens jeg satte mig ned i sofaen – vi var igen i stuen.

Hun sukkede lidt. ”Nej, det ved jeg godt, og det er jeg også meget ked af. Jeg ved godt, at jeg burde have fortalt det til dig, men det er jo også svært for mig at skulle gå hen og fortælle sådan noget til min datter, når jeg ved, at hun vil blive ked af det, ikke?” hun kiggede på mig for at få lidt medlidenhed.

Jeg havde masser af medlidenhed, men ikke på det punkt med at hun ikke havde fortalt mig det. Det synes jeg, at man burde, som en stor familie. Alle ville jo blive berørte af det før eller siden.

”Det er bare det, jeg ikke forstår. Jeg ville jo få det at vide før eller siden, og der ville jeg jo blive lige så berørt af det og ked af det som jeg ville, hvis jeg fik det at vide om to måneder. Kan du se hvad jeg mener? Det ville jo ikke hjælpe noget at skulle vente så længe på at få det at vide,” sagde jeg og tog hånden op til hovedet.

”Nej, men det tænkte jeg ikke over. Jeg tænkte bare på, at du skulle gå med smerten i længere tid,” måden hun sagde det på, fik det til at lyde som om, at hun var helt sikker på, at hun ikke ville klare sig igennem den her sygdom – men det skulle hun, og det ville hun. Der var ikke nogen anden mulighed for hende, altså. Hun kunne ikke dø, og sådan var det bare.

”Det er lige meget, men det er der ikke noget at gøre ved. Hvor lang tid har det stået på? Hvor lang tid har du haft en mistanke, før du fandt ud af det?” spurgte jeg så, og hun trak på skuldrene. ”Det var faktisk ikke så lang tid inden, at vi fandt ud af det, og at jeg begyndte at bemærke, at der kunne være noget galt,” indrømmede hun så, og det gjorde mig i lidt bedre humør. Så kunne det heller ikke være SÅ langt henne i forløbet endda – eller kunne det?

”Ja okay. Jeg har altså brug for noget tid, så er det okay, hvis jeg bare ringer til jer? Jeg tror jeg har brug for at se Clara lidt,” jeg kiggede undskyldende på dem begge to, men de nikkede bare ivrigt og forstående, hvilket var rart. De havde altid forstået mig.

”Det er i orden. Undskyld igen. Vi ses snart, ikke?” min mor gik frem og gav mig et kram, som jeg gengældte med det samme smil, som hun gav mig. Det samme gentog sig med min far, og før jeg nåede at tænke mere over det, var de ude af døren.

Jeg kiggede lidt efter dem, før jeg gik på jagt efter min mobil, som jeg hurtigt fandt ud af, lå inde på mit natbord. Sengen var i øvrigt stadig lidt.. rodet, efter Liam og jeg havde været i den i nat.

Med hurtigere bevægelser tastede jeg Claras nummer ind, og der gik ikke mere end 3 sekunder, før hun tog den.

”Hey,” sagde hun roligt, og jeg smilede allerede lidt ved hendes stemme, selvom der egentlig ikke var så meget at smile over i den her situation. Jeg skulle jo faktisk snakke alvorligt med hende, det skulle jeg huske på.

”Hej skat. Du kan ikke komme over vel? Jeg har noget rimeligt alvorligt, som jeg gerne vil snakke med dig om, når nu du trods alt er en af mine bedste veninder,” hvis hun havde stået foran mig, havde jeg helt klart blinket kækt til hende over det sidste, men eftersom hun ikke stod overfor mig, valgte jeg at lade være. Det ville bare være kikset – selv hvis det kun var mig slev der ville bemærke, at jeg gjorde det. Bare tanken om, at jeg gjorde det, var kikset, ok?! Godt så.

”Øhm. Jeg er lige i gang med at støvsuge, men jeg mangler kun stuen. Når jeg har gjort det, kan jeg godt nå at komme over i en times tid, før jeg skal på arbejde,” sagde hun efter lidt tøven, og jeg ville gerne hvine, men af samme grund som før, lod jeg være med det.

”Det lyder super, jeg-” ”men hvad er det egentlig, du vil snakke med mig om? Du lyder meget.. alvorlig – slet ikke, som du plejer,” spurgte hun undrende, og jeg sukkede lidt. Endnu engang måtte jeg blinke tårerne væk.

”Det fortæller jeg, når du kommer, okay? Det er ikke noget, der skal fortælles over mobilen,” sagde jeg så, og hun accepterede det heldigvis.

 

***

Det ringede på døren efter godt en halv time, og jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle være lettet eller nervøs. Jeg vidste ikke, hvordan det ville være at fortælle det til hende, men kender I ikke det? Hvor man er ved det punkt, hvor man ikke har grædt over situationen, men det går op for en, når man skal fortælle det videre?

Jeg skyndte mig ud og åbnede for Clara, der stod udenfor med en taske over armen. Et smil, der dog var bekymret, bredte sig over hendes læber, da hun så mig, og jeg trak hende hurtigt ind i et kram. Da vi stod der, blev jeg nødt til at tage en dyb indånding for ikke at bryde ud i gråd.

”Nå, hvad sker der så, mus? Jeg tager lige mit overtøj af,” kvidrede hun og begyndte at lukke sin jakke op. Tasken satte hun på gulvet nedenunder knagerne, hvor hun hang jakken.

Med en underlig følelse i kroppen førte jeg an ind mod stuen, som hun nok kendte bedre end sin egen lejlighed, altså. Hun havde lige fået ny lejlighed, så det var af rimelig logiske grunde, at hun kendte den bedre end sin egen, for hun havde været her en del.

”Øhm Clara, det er ikke noget der er særlig sjovt eller noget, og jeg tror egentlig også, at du bliver rimelig ked af det over det, for du kender også til personen, det handler om og-” ”kom til sagen, Eve. Jeg kan ikke lide at vente på den måde når du siger, at jeg bliver ked af det, og jeg kender personen,” hun rykkede nervøst rundt i sædet, nærmest for at understøtte det, hun sagde.

Jeg bed mig lidt i læben, og mit blik, som jeg ellers havde haft mod bordet, rettede jeg op og kiggede lige ind i hendes øjne. De flakkede nervøst frem og tilbage.

”Min mor har fået kræft,” jeg tav, da jeg havde sagt det, og et gisp kom ud gennem hendes læber, ”i lungerne,” sagde jeg så, imens mit blik fandt mine hænder, der fumlede rundt med den ring, som jeg havde på.

Clara rystede forvirret på hovedet, før hun hvilede det i sine hænder på en frustreret måde. Det var den reaktion, som jeg havde forventet – hende og min mor havde altid været rimelig tæt på hinanden, og det var også derfor, at jeg fortalte hende det her, før jeg fortalte det til Julie.

”Hvordan kan de ske? Hvor lang tid har du vidst det?” hun kiggede igen op, og det fik mig til at ryste på hovedet. ”Det vidste jeg ikke før i dag. De har ikke fortalt mig noget, men de har været helt klar over det i tre måneder,” sagde jeg så og ventede spændt på hendes reaktion.

”Hvad? Har de vidst det, og så har du først fået noget at vide i dag? Hvordan kan det på nogen måde give mening?” udbrød hun højt, og jeg erklærede mig hurtigt enig med hende.

Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde, og jeg kunne se, at hun gjorde det samme.

”Jeg har tænkt lidt over det Clara, og jeg ved ikke, om jeg så skal rende rundt og filme alt muligt, når hun er så syg. Så.. Det er nok sådan, at jeg har tænkt mig at sige til dem, at jeg ikke vil have jobbet alligevel. Og jeg ved godt, at det er rimelig strengt af mig overfor dem,” sukkede jeg.

Hun kiggede overvejende på mig, før hun lænede sig indover sofabordet og tog fat i mine hænder.

”Hvis du ikke føler, at du kan overskue det, så synes jeg at du skal gøre det du føler for. For nogen hjælper det med at holde det lidt på afstand, når de arbejder, men hvis du ikke har brug for det, så er det ikke det du skal,” sagde hun så, og jeg blev overrasket over, hvor klog hun lød.

”Ja.. Siden jeg ikke har nogen af de andres numre, så må jeg vel ringe til Liam, må jeg ikke? Jeg har selvfølgelig også Jonas’ nummer, men ham føler jeg mig ikke så overdrevet tryg med, og fuck, hvor kan jeg ikke overskue at skulle tænke på det,” jeg rystede frustreret på hovedet, og hun smilede halvt.

”Snak med Liam så. Ham er du vidst også lidt glad for, er du ikke?” hun blinkede til mig, da hun sagde det, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt over det, selvom det nok ikke rigtig var situationen til det.

Jeg kunne ikke engang sige at hun tog fejl, for jeg var blevet glad for ham i det omfang, som man nu kunne, når man havde kendt hinanden i så kort tid, som Liam og jeg havde kendt hinanden. Og så godt som man kunne, når man havde været i seng med hinanden to gange på kort tid. Jeg var forvirret.

”Så gør jeg det. Tak Clark,” sagde jeg med et smil og gav hendes hånd et klem. Hun smilede. ”Jeg går ud og laver noget te, så kan du lige ringe til Liam imens, okay?” hun smilede og gik så ud i køkkenet.

Med et suk tog jeg fat i min mobil, som lå foran mig på bordet. Jeg kiggede lidt tøvende på den, fordi jeg ikke helt vidste om jeg skulle ringe til ham eller ej, men til sidst tog jeg den op og gik ind i min kontaktbog. Det var let for mig at finde Liams nummer, og før jeg selv vidste af det, var den i gang med at ringe op til ham.

Biplydene gjorde mig en anelse urolig, og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle sige til ham, at jeg ikke ville være med. At jeg ikke kunne være med, men det var på en måde bedre, når han godt kendte til, at min mor havde kræft. Han var der jo ligesom.

Oh god, hvor ville han egentlig bare tro, at jeg var afhængig af ham, når jeg opførte mig på den måde og bare ringede til ham.

”Hey, hvad så, Eve?” lød hans mørke stemme i den anden ende af røret. Jeg spændte lidt i kroppen og hostede en enkelt gang, fordi jeg havde en fornemmelse af, at min stemme ikke var helt på plads.

”Hej igen Liam, undskyld jeg bare ringer sådan lige pludselig, men jeg vil bare gerne snakke med dig, når du er den eneste af jer fem og Jonas, der kender til min mor… Øhm.. Jeg tror jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke kan arbejde hos jer.. med jer,” sagde jeg så og stammede underligt. Det var ikke sådan, jeg plejede at være.

”Vent, hvad? J.. du.. Nej, det kan du jo ikke bare. Eve, vi har brug for dig,” han lød nærmest helt desperat da jeg havde fået snakket færdig. Jeg bed mig i læben over det.

”Det bliver jeg nødt til. Hun har kræft, Liam. Det er altså ikke noget at joke med, og så skal jeg måske ikke begynde at rende rundt med kendte mennesker. Så ender det garanteret bare med, at det kommer ud til hele verden, at ’hende pigen fra musikvideoen’ har en kræftramt mor,” sukkede jeg, og der var stille i den anden ende i lidt tid.

”Mener du det, Eve? Vi havde virkelig alle sammen glædet os til at arbejde med dig, og vi troede lige, at vi havde fået det hele på plads,” han lød helt nedtrykt, og jeg fik totalt dårlig samvittighed. Måske burde jeg heller ikke bare give op på den måde, men hvad skulle jeg så gøre?

”Undskyld Liam, men jeg tror bare, at jeg vil blive helt umulig at arbejde med. Og hvad så, når det går ned af bakke med hendes behandling for eksempel? Hvordan tror du så, at jeg vil kunne klare at skulle være glad på en musikvideo?” jeg vrissede en smule.

”Jeg ved godt hvad du mener, men du så da ud til at more dig.. med mig. Jeg fik dig da i godt humør, måske kunne jeg også gøre det igen – bare imens vi filmer?” han lød nærmest bedende, og jeg sukkede højt for at understrege, at han ikke kunne ændre min mening.

”Liam, nej. Jeg skriver nok til Jonas i løbet af i morgen, men siden jeg mest har snakket med dig, så valgte jeg bare at snakke med dig først,” det var først, da jeg sagde det, og en salt smag gled ned på mine læber, at det gik op for mig, at jeg græd lidt.

Han mumlede et mut farvel, før han lagde på, og jeg begravede hovedet i hænderne. Det her var virkelig noget møg, det var det altså virkelig.

”Hey, er du okay?” Clara kom til syne i døren med noget te. Det var anden gang i dag, at der blev lavet te til mig af mine gæster. Jeg tørrede mine øjne, tog en dyb indånding og nikkede.

Store piger græder ikke – vel?

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

Oh my god, jeg kan simpelthen ikke undskylde nok gange for, at I har ventet så længe! Det er udelukkende fordi, jeg er i praktik hos politiet, og jeg er begyndt at træne en del, så jeg er simpelthen SÅ stresset, specielt i denne uge.

I næste uge bliver der mere ro på, for der har jeg bare terminsprøver. Og der kommer et kapitel til i weekenden, for jeg skal bare være sammen med en veninde, der selv skriver herinde og så min anden veninde, så det bliver gooooodt!

Undskyld igen for ventetiden, jeg håber ikke, at det vil ske igen, haha!

Og så en tak til min kære veninde, fordi hun ville rette det her kapitel for mig.

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...