Jagten på drømmen

Amanda er lige blevet 15 år, så nu kan hun endelig deltage i det populære sangkonkurrence program X factor. Men Amanda er en stille pige, går det at stille op? Eller er hun for genert? Jagten på Amandas store drøm er ikke så let som hun lige tror. Der er både fjender og venner og hvad sker der når Amanda bliver forelsket i en af sine konkurrenter? Hvad med Amandas venner?

12Likes
9Kommentarer
1382Visninger

1. Audition

Jeg kigger ud gennem bilvinduet. Solen skinner, men jeg ved, at det er koldt her i oktober måned. Jeg kan mærke et sug i maven, ligesom min mor drejer bilen ind på parkeringspladsen. Der er mange mennesker og X factorskilte hænger over det hele. 

Matilde tager min hånd, "Er du okay?" Matilde er bare virkelig verdens bedste veninde. Hun insisterede på at sove hos mig i nat og så endda stå tidligt op og tage med. 

"Jeg tror det!" Jeg kan mærke nervøsiteten stige.

Matilde smiler til mig. Jeg kan se på hende, at hun har gennemskuet mig. Jeg er den stille pige. Hvordan skal jeg nogensinde komme igennem det her?

Min storebror Mads er også med. Han sidder på forsædet og kigger ud af vinduet på alle de tusinde af tusinde mennesker, der står der i køen mellem de røde og hvid-stribede papirsnore. Han skruer ned for radioen.

Tænk engang at jeg virkelig skal ind foran dommerene. Jeg er seriøst bange for hvad Thomas Blachman vil sige. Kan han mon lide det?

Tænk hvis de siger, at jeg ikke kan synge! Jeg har aldrig gået til sangundervisning. Jeg har bare fået at vide, at jeg er vildt dygtig. Det siger min familie og venner nemlig. Men det skal de jo sige. 

Jeg tænker på den dag i August, hvor jeg havde fødselsdag. Jeg blev 15 år. Jeg har altid elsket X factor utrolig meget. Da jeg var mindre stod jeg foran tv'et og råbte, at det ville jeg deltage i. På min 15 års fødselsdag i August, kiggede min kusine på mig.

"Hey Amanda. Du er gammel nok til X factor nu!" 

Hele familien havde hørt det og så var der jo ingen vej uden om. Jeg håber bare, at hvis jeg er dårlig, at jeg så ikke kommer i tv. 

Matilde tager sin arm ind under min. Hun smiler. "Du skal nok klare den!" Hun kigger ned på mine rystende ben. 

Vi stiller os ind i den uendelige lange kø og tiden går. Jeg synes, at den går meget langsomt. Jeg kigger hele tiden på mobil skærmen. Kan jeg ikke bare spole tiden et par timer frem, så jeg sidder derhjemme og ved at jeg ikke er gået videre? For helt ærligt hvorfor skulle de være interesseret i mig?

"Lad auditions begynde" Råber en stemme ind i en megafon. Døren bliver åbnet og jeg sætter af. Jeg skal nå ind inden nogle andre overhæler mig. Jeg skal frem, så det ikke tager tusind år igen inden jeg får et klistermærke på min grønne trøje.

"Hvad er dit navn?" Det er blevet min tur.

"Amanda Sommer" Siger jeg og damen sætter klistermærket på min bluse.

"Held og lykke" smiler hun. 

...

"Jeg vidste dette ville tage noget tid" siger mor, da hun rækker mig en æblejuice og en sandwich. Jeg kan ikke få en bid ned, der er jo en bombe der er ved at springes dernede i min mave. Jeg kan jo høre dens tikken.

"Spis nu. Du kan ikke gå derind på tom mave" Mads kigger på mig.

Jeg nikker. Han har jo ret, hvis jeg gør det. Bliver det hele jo meget værre.

Jeg kan mærke kvalmen stige, da jeg læner mig tilbage i stolen. Kameraene er jo over det hele. Jeg kan ikke holde det ud. Mig som en kendis? Det hænger jo slet ikke sammen. Lille grå mig!

Tiden går og jeg lægger mærke til alle de forskellige, der bliver taget ind. De unge, 25+ og alle grupperne.

Jeg får det dårligere og dårligere. Jeg kigger på mit nummer. Jeg lytter godt efter, da de råber det næste tal ud i rummet. Nu er der ikke så utrolig lang tid, inden jeg skal ind. 

"Du skal altså have makeup på" siger Matilde. Hun finder sin makeup taske frem. "Kom så" 

Jeg har pludselig ondt i halsen. Er jeg nu blevet hæs? 

"Jeg vil ikke have makeup på!" siger jeg. "Det er jo ikke mig!"

Matilde hjælper mig med at putte alt det stads i mit ansigt.

"Det giver dig mere selvtillid" siger hun, da hun vender stolen om, så jeg kan se mig selv i spejlet. 

Matilde har endda dækket de bumser, jeg har.

"Jeg går lige en lille tur" siger jeg, da Matilde sætter sig ned ved bordet. "Helst alene," jeg kigger på Matilde, der er ved at rejse sig op. Jeg smiler, da hun nikker. Hun forstår det godt og hun så det ikke som noget ondt.

Jeg går rundt i det store lokale, hvor der sidder mange andre, der er lige så spændte og nervøse på det hele, som jeg selv er.

"Hej" siger en stemme pludseligt "Jeg hedder Tobias"

"Hej" svarer jeg. Jeg smiler til ham. "Jeg hedder Amanda. Er du her for at stille op?"

Han nikker og jeg fortæller ham, at jeg også stiller op. Han er lige blevet 16 år og han ville egentlig ikke selv stille op. Hans venner tilmeldte ham. 

Vi snakker i noget tid. Pludselig kalder noget personale et nummer op.

"Det er mig," siger jeg så og rejser mig op.

"Held og lykke." Tobias smiler til mig.

"I lige måde," jeg gengælder smilet.  

Jeg går afsted med tunge skridt.  Jeg kan mærke at mine ben begynder at ryste alt for voldsomt. Jeg går lige efter en af medarbejderne. Efterfulgt af et par kamaraer og nogle mikrofoner så lyden kommer med. Jeg får stukket en mikrofon i hånden.

"Er du klar?" en mand holder forsigtigt på min skulder.

"Ja" sukker jeg næsten som en hvisken.

"1, 2, 3. Held og lykke!"

Jeg stiller mig på det røde kryds, som jeg lige har fået forklaret, at jeg skal. Jeg kan mærke tårerne svide i min øjenkrog da jeg træder ud. Projektørene blænder mig direkte i øjnene og der er alt for varmt på scenen. Jeg sveder allerede. Jeg har set fleres drømme, der er blevet knust og flere der er blevet hjulpet en tand videre. Tårerne løbende ned af kinderne både af glæde og det, at det aldrig bliver opfyldt.

Vi kunne følge hvad der skete inde på scenen. På en skærm der var ude i venterummet. Jeg tænkte hele tiden er det mig? Når de forskellige kom ud. Nu er det mig, der står her.

Matilde, Mads og min mor står alle ude i det der rum, der står de sammen med værten Signe Molde. Hun kommer til at spørge min familie om forskellige ting.

"Hej" siger Ida Corr "Hvad hedder du?"

Jeg tager en dyb indånding. "Hej! Jeg hedder Amanda" siger jeg ind i mikrofonen. Jeg kan først kigge mig rundt omkring i lokalet nu, men kun hurtigt for lyset blænder mig bare endnu engang. Der er mange mennesker. Det gør pludseligt meget ondt i min mave. Det her føles virkelig overvældene hvad er det jeg laver?   

"Hvor gammel er du Amanda?" Anne Linnet smiler mens hun sætter albuen i bordet.

"Jeg er 15" Hvordan kan rigtige kendiser holde det ud? Bare at kigge ud på de mange tusinde af mennesker, der sidder foran en? Nu ved jeg godt, at der ikke er tusinde herinde. Men alligevel!  

De tre dommere bliver ved med at spørger. Jeg svare tålmodigt. Jeg kan mærke en dum knude vokse da der pludselig bliver stille. Jeg har ikke hørt hvad de spurgte om.

"Undskyld, hvad sagde du?" Jeg smiler forsigtigt, men føler mig totalt til grin. Spurgte jeg virkelig om det. På tv?  

"Kan du fortælle noget helt personligt? Hvilken type er du? Et eller andet!" Blachman kigger på mig. 

Panikken strømmer op i mig. Hvad skal jeg svare ham? Jeg fortæller ham det, at jeg er en meget genert person. Jeg kan mærke kvalmen da jeg får et surt og træt svar tilbage "Hvorfor stiller du så op?" Han har ikke engang hørt mig endnu og han har allerede dømt mig? 

Tårerne begynder at stå i kø i min øjenkrog men jeg ignorere dem. Holder dem tilbage.

"Jeg vil vise at jeg godt kan. Dem over på min skole skal ikke tro at jeg ikke kan noget som helst" Jeg bider i læben.

"Godt svar" Blachman smiler inden han spørger hvad jeg skal synge.  

"Jeg vil gerne synge en sang, jeg selv har skrevet, den hedder 'On my own'" Ellers ville de vel sige det? Ikke?

"Godt, Du starter bare"

De tre dommere smiler stort til mig. Jeg tager en dyb indånding, rømmer mig og åbner munden.

Jeg lukker øjnene lader, som om jeg står derhjemme på mit værelse, der er helt stille i lokalet. Er jeg dårlig? Da jeg når til omkvædet, åbner jeg øjnene igen. Pludselig klapper og jubler publikum højt. 

"I'm on my own, tonight. I'm on my own, tonight for the first time in my life!" Jeg synger og jeg føler mig selvsikker, når alle blandt publikum klapper og jubler. Jeg kigger forsigtigt ned på dommerne. De er alle tre svære at læse. Jeg føler egentlig bare, at de sidder og sender onde blikke til mig. Jeg får ondt i maven og bliver blændet af alt lyset der skinner ned på mig.

"Okay, jeg vil sige det sådan her, du skal videre. Du får et ja af mig!" Spørger Anne Linnet.

"Tak" Jeg bliver lidt skuffet over at hun egentlig ikke siger mere end bare det.

"Den er meget god" Ida Corr smiler "Jeg kan bare ikke lade vær med at tænke om der står nogen omme bagved der synger for dig!" 

Thomas Blachman smiler også. "Nu skal vi lige være realistiske her. Har du nogensinde gået til sangundervisning?"

Jeg ryster på hovedet.

"Din stemme er rigtig fed. Men du rammer ikke alle tonerne. Det skal du lige have arbejdet med. Men ellers rigtig godt" Fortsætter Blachman.   

Jeg kan mærke at mit ben ryster nu. Dommerne kigger på hinanden og siger så om de vil sende mig videre. Jeg kan mærke hvor ondt det gør i min mave, lige inden de kommer med deres afgørelse.

"Tusind tak. Vi ses!" Jeg går ud da jeg har fået et ja af alle tre. 

Matilde, Mads og min mor skriger, da jeg kommer ud og Signe Molde får jeg også kram af. "Tillykke!" råber de allesammen.    

  Vi går ud i vente lokalet igen, alle klapper af mig. Tobias kommer løbende. 

"Du er god" Han sender mig et skævt smil. 

"Tak" siger jeg "Og held og lykke. Jeg krydser fingre for dig! Jeg håber vi ses til bootcamp" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...