Børnenes Vogter

Tror du på spøgelser? Næh, det gør du nok ikke. Det gjorde vores hovedperson heller ikke, men nu gør hun...

1Likes
0Kommentarer
413Visninger
AA

3. Kælderen

Pludselig bremsede bilen op. Så hårdt at jeg slet ikke nåede at opfatte hvad der skete. Vi var i et gammelt kvarter inde midt i København. Uden selv at kunne styre mine ben, steg jeg ud af bilen og gik hen af fortovet. Jeg prøvede at løbe, men mine nye Louboutin sko var nok ikke de bedste at flygte i. Og pludselig vendte mine ben om. Så pludseligt at jeg faldt så lang jeg var. Brillerne faldt af og mit hår blev uglet. Jeg rejste mig op og ville hente mine briller, men mine ben styrede mod en kælder. Jeg prøvede at kæmpe imod, da jeg var mildest talt blind uden dem. Nåede heldigvis at gribe dem, før jeg blev slynget ned i kældergangen. Jeg var rædselsslagen. Jeg følte det som om, jeg var fanget i min egen krop. Mine ben førte mig ned ad gangen. Og igennem en dør. Og ned ad endnu en gang. Nu kunne jeg høre stemmer. Børnestemmer. De bad og klynkede. Bad til, at de ikke havde gjort noget. En dreng sagde, at det ikke var hans skyld, at gryden knækkede. En pige sagde, at det kun var for sjov, at hun rev Lisas kjole ned, så man kunne se, at hun ikke havde råd til undetøj. Alle sammen bad de til at de ikke blev slået eller spærret ind. Mange undskyldninger. Hvorfor skulle jeg høre dette? I de virvar af stemmer kunne jeg stadig høre den lille spinkle stemme der sagde: ”Jeg er bange for mørke.”
Det her er for mærkeligt, tænkte jeg. Nu går jeg væk. Ja, jeg prøvede at vende mine ben om og åbne døren, men det var umuligt. Mine ben var som limet fast til jorden. Jeg kunne kun komme længere ind i det mørke rum. Jeg skreg. Der måtte være nogen der kunne høre mig. Pludselig var der en voksen, dyb stemme der sagde noget til mig:
”Lad være med at skrige, pige. Lyt til stemmerne. Hvad fortæller de Dem?”
”Hvem er du?”, skælvede jeg.
”Tja, hvem er jeg?”, sagde stemmen. ”Jeg er den De frygter. Den De vender ryggen. Den De hader og den De aldrig vil elske.”
”Jeg forstår dig ikke.”
”De hører stemmerne”, sagde stemmen. ”Kan De høre hvad de siger? Stemmerne beder. Beder til at ingen vil gøre dem ondt.”
”Det ved jeg”, svarede jeg. ”Men hvem er du?”
”Jeg er Børnenes Vogter”, sagde stemmen. ”Det er mig, der opfostrer børnene. Jeg opdrager dem og passer på dem. Jeg vil have, at alle passer på børnene. Det gør De ikke!”
”Mig!”
”De hader dem og skælder dem ud. Din fader gjorde det samme og resten af din familie. Hver af disse børn er blevet slået og hånet af din familie. Ingen af dem kan finde fred.”
”Og hvad skal jeg gøre ved det?”
”De skal lide”, svarede stemmen. ”Mærke hvordan det er.”
”Men, jeg har jo aldrig slået et barn. Jo, jeg har skældt børn ud et par gange, men det blev jeg jo nødt til…”
”Ingen er nødt til at skælde et barn ud”, afbrød stemmen. ”Et barn er det, der fører verden videre. Vær glad for den gave. Og alligevel slår lærere og forældre børnene, hvis de ikke de opfører sig ordentlig. De børn ved intet. De er ikke lige så erfarne som voksne er. De skal lide, fordi de ikke har lært det endnu.”
”Prøv og hør”, prøvede jeg. ”Jeg har aldrig slået et barn. Man slår ikke børn mere. Det er ulovligt. Og at skælde dem ud, gør jeg for at de kan lære, hvad de ikke skal gøre.”
”Pige, jeg tror ikke på Dem. De skal få lov at lide så meget, at De heller ikke vil finde fred.”
”Hvad?!”
”Om lidt vækker jeg alle disse børn til live, og så vil de gøre Dem ondt på hver eneste måde de kan. Og tro mig, der er ingen vej ud.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...