Dragetæmmeren Laya

Tja, dette er egentlig en raport/opg jeg skal lave til skolen men nu ville jeg også lige lægge den ud her fordi jeg var lidt hyper over den ;) Nu til hvad den handler om:
Laya er en ung prinsesse som hader at kede sig. En dag da hun står og kigger på de hvide Layabjerge (som hun er opkaldt efter) får hun en ide. Man har mange gange hørt om de biske hvide, men dog smukke og stolte Layadrager, og endelig ved hun at der er ved at ske noget.
Tja egentlig bare en opg men håber i kan lide den ;)

1Likes
0Kommentarer
261Visninger

1. Layabjergene

 

Dragetæmmeren Laya   

Hun gik stille ud på balkonen.

Flæserne på kjolen, slæbte over gulvet. 

Hendes spinkle hånd rørte forsigtigt ved balkonens beskyttende hegn.

Indhuggede tegn og runer, lyste stille op. Pyntet med blomster som kravlede rundt om det, som om blomsterne prøvede på, at ikke falde ned. 

Hun kiggede ud på de hvide Layabjerge. 

Bjergtoppene glimtede hvidt. Som små stjerner der var drysset på toppen af det, og som nu lå og solede sig. Det var nok derfor hun var opkaldt efter dem.

Folkene i deres land sagde at hendes hud var hvid som sneen, og udstrålede en glans, som var lige så yndig som stjernernes blege lys. Lige som Layabjergene. 

De sagde også at hun var af alfeslægt, fordi hendes ører gik ud i spidser, og hendes lange øjenvipper, og hendes lyst til at undersøge, og rejse.

De kaldte hende Månebarnet.

Det nægtede hun. De havde det med at overøse deres fantasi.

En vind fra de hvide Layabjerge rejste sig imod hende.

Den blæste hendes lange sorte hår om bag hende, og noget af det ned i ansigtet.

Hun skubbede sit natsorte hår om bag ørerne, og vendte hovedet mod de to hvide bjerge.

De så så mystiske, og stille ud.  Tavse, næsten ventende. 

Man sagde at hvis man tog ud i de store bjerge, kunne man finde hvide drager som var lige så hvide som bjergene.

Stolte smukke væsener. Dog dødbringende.

Der blev banket på døren. Laya vendte sig om. 

En stuepige.

Hun havde håret oppe i en knold, og var et hoved lavere end hende selv. Pigen virkede nervøs.

,,Deres majestæt, kongen har meddelt at der er et hof i morgen.'' hun rystede på hænderne, men bukkede dog yndigt for Laya.

Laya smilede ,,De behøver ikke bukke for mig.'' hun rørte forsigtigt ved pigens skulder ,,Hvor gammel er De?'' pigen kiggede usikkert på hende ,,15 vintre.'' 

Laya vendte sig om ,,Jamen så er der jo kun 1 vinters forskel!'' 

Hun tog den anden pige i hænderne ,,Hvad hedder De?'' hendes øjne lyste spændt.  ,,Caelma.'' 

Pigen gispede stille ved håndtrykket. Hun havde holdt en kongelig i hånden! 

Laya vendte sig om ,,Nuvel, nuvel. Caelma, hjælp mig i noget andet. Tag også selv noget flot på, frit valg.'' hun pegede mod skabet. 

Caelma blinkede hurtigt ,,Ehm, javel Deres majestæt...'' 

Laya stod ved skabet med hendes kjoler ,,Bare kald mig Laya. Altså når de fisefornemme herskaber ikke er nær.'' hun fniste ,,Jeg har sådan savnet en der var jævnaldrende med mig! De fine fester, og hof gør en træt til sidst.'' hun sukkede ,,Nå, lad os skynde os! Og husk! Ikke noget majestæt så længe de fine herre ikke er her.''

Hun hev hurtigt en rød kjole med guldbånd, flæser og flæt på, og rakte den godt nervøse Caelma, en blå. Caelma lagde stille kjolen på sengen, og stillede sig bag Laya og begyndte at snørre kjolen fast. ,,Som I vil, Laya.''  

Laya hev hurtigt op i sine skørter, da de løb ned ad trapperne ,,Kom så!'' hun hev ivrigt fat i Caelma, som tumlede noget så forvirret med.  

Hendes kjole var frygtelig tung. 

Hvordan var hun nu endt her? Åh ja. Hendes majestæt ville på eventyr. 

Eller var det ud og se verden? 

Eller også var det at fange Layadragerne. Hun var ikke sikker.

,,Deres ma... Frøken Laya! I skal da i det mindste have en beskytter med!''  Laya vendte sig om ,,De har nok ret.'' hun sukkede. ,,Lad os finde Samiel.''  

 

Samiel Goldarcher, stod og fægtede. 

Han måtte træne sig op, så han kunne beskytte landet fra de biske Layadrager.

Når man nærmede sig de to Layabjerge kan man se de stolte bæster. 

Hvis man kunne finde dem. 

En af hans patruljevenner, var taget på patrulje derud.  Han vendte aldrig tilbage. 

Hans løjtnant, løjtnant Firegrace, havde fortalt da de nåede ind i landet, at de blev angrebet fra begge sider. 

De store kræ havde flået deres mænd fra hinanden. Dog ikke spist dem.

Det var det værste en mand kunne opleve, som han havde sagt.

Han stoppede midt i en parade.

Nogen havde råbt.

Ud af døren kom prinsessen og en ung stuepige. Man kunne se det på håret.

De styrede over imod ham.

Han bakkede et skridt tilbage.

Han havde kendt prinsessen siden de var små, og hvis han kendte hende rigtigt, ville hun have ham med sig på en tur. Mest fordi hun altid var stukket af uden en vagt. ,,Samiel! Kom med!'' prinsessen trak i hans ærme.

Han hev tilbage i det. Hun snublede næsten. Han var så også en vinter ældre end hende.  ,,Prinsesse Laya, stop. Jeg kan ikke tillade Jer at forvilde Jer ud i vildnæsset! Ordrer fra hans majestæt.'' 

Hun kiggede sten agtigt på ham. Rykkede hovedet på skrå, og lavede tunge øjne.  Hun sagde med stille stemme ,,Nægter De mig at leve livet?'' hendes blik virkede tomt. 

,,Javist, så gør jeg det uden Dem!'' Hun hev op i skørterne, og løb ud af gåren. 

Han tog sig til hovedet.

Hun havde jo ret, men han havde fået ordrer...

Han sparkede vredt til et træsværd på jorden. Han måtte efter hende inden hun gjorde noget dumt.

 

Hun var rasende! Hvor blev hendes barndomsven dog af?! Det var hendes far, og hvad så? De var tit stukket af ud i vildnæsset, og havde ledt efter drager.

Caelma stod i baggrunden. Hun viste ikke om hun skulle gå tilbage, eller blive.

Laya spændte hurtigt sadlen på hesten.

Hun svang sig op på hesten og rakte hånden ned mod Caelma ,,Kom! Lad os tage ud og se verden. Bare lad den gamle dreng surmule.'' hun smilede beroligende ned til hende.

  Caelma greb hendes hånd, og svang sig op.

De red igennem frodige marker, og smukker parker. 

Folk som var nær, sprang frem og tilbage når de kom ridende forbi. 

Laya kiggede om på pigen.

Hun rystede af skræk. 

Hun prikkede til hende ,,Sæt dig op. Så laver hesten ikke så mange hop.'' hun smilede, og kiggede ud over markerne og træerne. 

Caelma satte sig op. 

Ganske rigtigt, det bølgede nærmest når de red. Ikke som før hvor det bumpede, og hoppede.

Laya standsede hesten. Hun havde hørt noget. 

Hun spejdede ud over landskabet.

Hun kiggede mod nogle klipper. Hun syntes lige hun havde set et par hvide vinger, som havde spejlet sig i solens lys.

Ligesom ved Layabjergene...

 Hun gispede. Det kunne ikke være sandt.

Hun sprang ned af hesten. 

Caelma kiggede forvirret på hende ,,Laya! Hvad laver I dog!'' hun kravlede usikkert ned af hesten.  Hesten stod dog stadig stille. Hun pustede stille ud, men gispede da hun så at prinsessen var i fuld løb ,,Nej! Stop! Hvad laver I?!'' hun skyndte sig efter hende.

Hun hørte pludselig hove bag sig. Var hesten løbet efter dem? Hun vendte rystende hovedet.

I fuld fart, kom ridder Samiel styrtende på sin hvide hest.

Caelma sprang ud til siden. Han havde ikke opdaget hende.

Hun lå på jorden og trak vejret i hurtige hiv. Hun ville bare sove.

 

Laya havde mistet sine sko.  hun skubbede tanken væk. Det var ikke vigtigt lige nu, det vigtige var at den Layadrage kaldte på hende!

Hun løb så langt hendes ben kunne bære hende. Hun kunne ikke stoppe! Hun måtte derhen.

Hove kom galoperende imod hende. Hun nænnede ikke at vende sig om, for hun viste allerede hvem det var.  Denne gang ville han ikke vinde! 

Hun løb og løb.

Nu var hesten kommet op på siden af hende.

Nu kom det.

Samiel sprang af hesten og landede ovenpå hende. Han vred hendes arme om, men den spinkle pige vred sig fri. 

Hun fik vredet sig om på siden, og hev hurtigt op i hans arm, og slog hårdt ind i armhulen på ham.

Hun måtte skynde sig inden lammelsen fortog sig.

Hun rejste sig så op løb videre. Hun klappede hesten hurtigt på bagdelen, og den var væk. Hun var trods alt hurtigere end ham.

Hun nåede indgangen til de vejrbidte, og meget skarpe klipper. 

Hun kiggede rundt. Hvor skulle hun gå hen?

Hun standsede.

Hun måtte slappe lidt af. Hendes ben rystede.

Hun lænede sig opad klippen.

Hun ventede stille på at kaldet skulle komme igen.  Det kom ikke. 

Hun lukkede sine øjne. 

En vej viste sig for hendes øjne. Hun skulle til venstre opad en lille sti, med træer og frodigt gras. Som en tunnel af træer og planter.

Hun begyndte at gå mod venstre.

Helt rigtigt.

Hendes ømme fødder nærmest sukkede, da hun rørte ved det bløde gras. 

Hun luntede videre op. Lyset for enden kom tættere på.

Hun standsede for enden.

Hun vidste jo ikke om den var derude. Eller om den ville æde hende. 

Hun bed sig i læben. Hun måtte gøre det her. Hun havde ledt efter dem siden barn.

Hun trådte ud i lyset. 

Landet lå badet i lys og smukke farver. Himlen dansede i alverdens farver.

Det var som malet.

Åer snoede sig gennem landet. Tagene i byen glimtede i gyldne farver, og tårnet på slottet, strålede lykkeligt. 

Bagerst. Bagerst lå de hvide Layabjerge.  Store grønne enge lå opad bjergene.  De to bjerge strålede som månen. De udsendte nærmest et blødt, beroligende lys.

Først nu hørte hun den.

Prustende, og stolt. Hun kiggede imod det stolte væsen.

Hun gispede rædselsslagen.

Hendes skræk for dyret, og nysgerrigheden lå og løb om kap. Skulle hun gå imod den eller ej? Nysgerrigheden vandt. Hun kunne ikke vendte flere år på, at en kom flyvende forbi igen.

Hun trak op i sin lasede kjole. Der var ikke ret mange flæser på den kjole mere.

Hun kiggede på det store dyr.

Den hvilede sig på enden af klippen. Dens lange skarpe sølvklør, holdte fast om nogle sten, mens bagbenene hvilede på afsatsen, og halen hang ud i det fri.

Hun kiggede undersøgende på den.

Det flotte hvide bryst, som reflekterede i lyset. Den lange hvide hals, som på en svane. De lange hvide horn, som bukkede bagud i spidser, og skinnede som sølv. De prægtige store vinger, som lyste op som et lys, og var som en beskyttende mur. De store muskler som var spændt. Og det bedste af det hele.

Det smukke slanke, elegante hoved, som kiggede på hende med sine intellegente øjne, som lyste blåt.

Alt i alt, en lysende stjerne på klippen.

Hun gik forsigtigt imod dragen.

Den knurrede ikke. Brølede ikke. Kiggede bare på hende med de kølige øjne.

Hun satte sig et stykke væk fra den, på en lille afsats. 

Stille rykkede hun tættere på.

Til sidst sad hun kun to skridt væk fra den.

Hendes øjne var store i forbløffelse.

Hvor var den smuk. Hun rakte stille en hånd ud imod den.

  58 år senere

En lille sorthåret pige med store blå øjne, løb ned af gangen.

Hendes mor havde fortalt om et billed, med en smuk pige. Hun ville se hende.

Hun styrtede ned i balsalen. Vendte så om.  Hun var lige løbet forbi det.

Hendes mor kom luntende bag hende ,,Du må altså ikke løbe så langt væk fra mig Leya!'' hendes mor sukkede. 

,,Undskyld mor.'' hun smilede stort. Moderen rystede på hovedet. Det barn altså.

Pigen pegede på maleriet. 

På maleriet så man en ung pige, med spidse ører, og langt natsort hår.

Hvid hud, som stjernernes blege lys, og en dybrød kjole.

Ved hendes side så man en drage, så hvid som månen, og stolt og smuk, med blå, kølige øjne.

De sad begge på en klippe, og i baggrunden kan man se lange åer, store marker og skove.

Deres store hjemby med de mange tage, med forskellige farver, og det smukke palads der strålede. Bagerst kunne man se store grønne enge, og hvide bjerge, som var lige så hvide som pigens hud, og dragens. 

Himlen havde skyer i alverdens farver.

Pigen slugte maleriet med øjnene. Hendes moder smilede.

Pigen vendte sig om ,,Moder, hvem er pigen på billedet.'' pigen rykkede hovedet let på skrå.

Hendes moder smilede ,,Dette er Laya, den første der red på Layadragerne, og den første som sluttede fred med dem. Hun var også den første der kom ind i hjemlandet hos dem. Man kaldte hende for Dragetæmmeren Laya. Dette er min moder, og din mormoder.''    

 

Håber i kunne lide den (hvis der er nogen der ser den ^^) laver nok ikke mere af den fordi det mest af alt bare er en opgave, men sig til hvis der skal komme mere >_<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...