Nuancer af mig

Mia er en ung pige, der har en en masse problemer.
Da hun finder ud af, at hun muligvis lyder af en psykisk sygdom, bryder hendes verden sammen.

5Likes
7Kommentarer
436Visninger
AA

5. Sød musik

Morgensolen skinner ind ad mit vindue og rammer mig i ansigtet. Jeg sætter mig op, strækker armene over hovedet med et gab og gnider mine øjne. Klokken er 09:00. Jeg har en god fornemmelse i maven,  det er, som om dagen bliver god. Jeg kan høre mor ude i køkkenet, det lyder som om hun er ved at bage noget. Jeg beslutter mig for at gå ud og kigge.

"Godmorgen, smukke Mia," mor løfter hovedet fra det, hun er i gang med. Jeg sender hende et smil. "Hvad er du ved at lave?" spørger jeg. "Åh, det er ikke noget, bare nogle boller, jeg tænkte, vi kunne nyde sammen," smiler hun. Jeg mærker hendes varme løbe igennem mig. Det er skønt, at hun er blevet glad igen. "Det lyder dejligt," siger jeg og trækker den nærmeste stol ud fra spisebordet. Jeg læner mig godt tilbage, føler mig ekstra godt tilpas. Mor nynner en melodi. Den lyder så bekendt. Hvor i al verden har jeg hørt den henne? "Det er den sang, jeg altid sang, da du var lille," siger hun, som kunne hun læse mine tanker. "Kan du huske den?" Det kan jeg nu. Hun sang den altid for mig, før jeg skulle sove. Jeg smiler ved tanken. Ovnen ringer. "Så er der nybagte boller!" siger mor henrykt og tager dem ud af ovnen. Det dufter dejligt.

Min mobil vibrerer, da der tikker en sms ind. Den er fra Kasper. 
 

Hey Mia! Vil du med til byen? Jeg skal mødes med et par venner ved Papas pizzaria, vi kan følges, hvis du har lyst. :-)
 

Jeg kan ikke lade være med at smile. Det er pænt af ham at invitere mig, især efter min opførsel den anden dag. Jeg beslutter at tage med.

"Der kommer min yndlings Mia jo!" Råber Kasper, da jeg cykler ind i indkørslen. Han står ved sin cykel og venter på mig. Jeg smiler stort til ham. "Skal vi køre?" spørger han. "Lad os det," siger jeg og træder i pedalerne. "Hvem er det vi skal mødes med?" "Nåh, det er såmænd bare nogle gutter, Emmy kender. De er meget flinke," svarer han. Det er hårdt at cykle hele vej ind til byen, men vi kommer da frem.

Der står tre drenge ved Papas. De to har lyst hår, den tredje er mørkhåret. De er alle tre meget høje. De to lyshårede, er meget muskuløse, hvorimod den mørkhårede er lidt mere tynd i det. "Hej gutter," hilser Kasper. "Hva' så Kapper-manden!" siger den ene af de lyshårede og giver Kasper en high-five. "Hvem har du taget med?" spørger den samme fyr og kigger over på mig. Jeg smiler så venligt jeg kan og rækker min hånd frem. Han tager den. "Jeg hedder Mia," siger jeg så, jeg er lidt genert. "Erik her," siger han og blinker flirtende til mig. Jeg går videre til den anden fyr, med det lyse hår. "Jeg hedder Mikkel," siger han kort. Han smiler ikke engang. Han virker ikke specielt venlig. Så går jeg videre til den mørkhårede. Jeg rækker ham hånden, og han tager imod den. Han har et fast håndtryk, men han virker alligevel meget stille, meget genert. "Mia," siger jeg. Der er et eller andet ved ham, der gør mig lidt nervøs. "Jeg er Martin," han lyder meget genert. Men hans stemme er smuk. Som sød musik i mine ører. Jeg smiler forsigtigt til ham. "Skal vi gå ind og få noget at æde?" spørger Erik. 

Vi sidder inde på Papas. Jeg er hurtig blevet klar over, hvem af drengene, der er hvem. Erik er den højlydte og flirtende, Mikkel er den fjendske, og Martin er den generte. Alligevel er han utroligt tiltrækkende. Han er sød at tale med, han er pæn, har en smuk stemme. Han har fortalt, at han er musiker. "Jeg spiller guitar og synger," har han sagt. Mens vi spiser, er det, som om han åbner sig mere og mere op. Jeg smiler kejtet til ham, hver gang han siger noget. Og han gengælder mit smil, med et af hans varme, fejlfri smil. Det føles, som om han får mig til at smelte indeni.

Da vi har spist, går vi alle ned på havnen. Martin taler til mig hele tiden, og jeg elsker det! Han er sød. Vi går langs havnen, Kasper, Erik og Mikkel går forrest, Martin og jeg bagved. Vi går tæt på hinanden, og pludselig tager han min hånd. Jeg kan mærke, at jeg rødmer, så jeg kigger ned i jorden og smiler. Da jeg løfter hovedet, for at se på ham, kigger jeg direkte ind i hans smukke, brune øjne. Han smiler. Det samme gør jeg. Kasper kigger tilbage. "Har I tid til at komme med, eller vil i hellere stå der og spise hinanden med øjnene?" spørger han med et grin. Jeg kigger på ham og smiler. "Vi kommer, herre, vi kommer!" råber jeg og hiver Martin med op til de andre.

Da Kasper og jeg skal til at hjemad, spørger Martin, om han må få mit telefon nummer. "Vi skal ses igen," siger han og smiler blidt. Jeg giver ham mit telefon nummer, og han taster det ind. Da han er færdig, kigger han på mig. "Tak," siger han. Så træder han et skridt nærmere, og langsomt mødes vores læber. Kysset er blidt, uskyldigt. Alligevel forsvinder alt omkring mig. Jeg er forelsket.

Da han trækker sig tilbage, hiver Kasper mig i armen. Han vil gerne hjemad. "Jeg ringer til dig," råber Martin efter mig, mens Kasper og jeg går efter vores cykler. Jeg vender mig om og smiler til ham. 

På vejen hjem er jeg fraværende. Jeg svarer på alt, hvad Kasper siger, men jeg har kun Martin i tankerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...