Nuancer af mig

Mia er en ung pige, der har en en masse problemer.
Da hun finder ud af, at hun muligvis lyder af en psykisk sygdom, bryder hendes verden sammen.

5Likes
7Kommentarer
445Visninger
AA

4. Mareridt

Jeg vågner med et chok. Mareridt. Igen. De sidste par nætter, er jeg vågnet med et chok midt om natten, svedende, udmattet. På grund af det samme mareridt igen og igen.

Jeg løber igennem skoven. Jeg er 7 år igen. Jeg puster, stønner. Der er nogen efter mig. Grenene kommer i vejen for mig, jeg vifter vildt om hovedet med armene. Jeg kigger mig over skulderen. De er der endnu. Skikkelserne. Jeg ved hvem de er, hvad de vil. De vil have mig med tilbage. Til hospitalet. Det onde hospital. Så kigger jeg frem igen og udbryder et skrig. De er lige foran mig.

Måske, skal jeg gå tilbage. Måske, skal jeg finde ud af, hvad der egentlig skete i min barndom. Jeg kigger hurtigt på mit vækkeur. 02:21. Jeg har hele natten foran mig.

Reolen tårner sig over mig, mens jeg prøver at finde, bare én af de dagbøger, jeg skrev som lille. Jeg var altid meget flittig med at skrive dagbog. Bingo! Der er min første dagbog! Jeg strækker hele min krop for fat få fat i den lyserøde dagbog. Jeg får fat i den og sætter mig ved mit skrivebord. Så slår jeg op på første side.

2/8/03
Kære dagbog
I dag startede jeg i 5. klasse. Det var en lang dag.
Det er længe siden jeg sidst skrev, og vi har en hel del at indhente.
Far og mor har skændtes meget de seneste par måneder. Jeg ved ikke hvad det er med dem. Men det skræmmer mig. Det minder mig om den gang ved farmor og farfar. Jeg er ikke sikker på om jeg har skrevet om det før, så jeg skriver her, hvad der skete.
Mor og far skulle til forældremøde, og Jakob skulle med. Derfor kørte de mig over til farmor og farfar. De var med inde at få kaffe og kage, og så kørte de videre. Farmor ville lære mig at strikke. Jeg gad ikke, jeg ville hellere tegne, så det gjorde vi. Pludselig kom farfar brasende ind i stuen, hvor farmor og jeg sad. Han havde været væk i et stykke tid. Han var meget højlydt og voldsom. "Har du nu drukket igen, Claus?" spurgte farmor vredt. Han svarede hende ikke, stormede bare over til sofaen og tog mig i armen. "Hvad laver den misdannede unge her?" brølede han og hev mig hårdt i armen. "Vi passer hende jo, Claus. Det er Mia," sagde farmor stille. Hun virkede pludselig så lille. Jeg var meget bange, vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Farfar hev mig ned fra sofaen og trak mig udenfor. "Hvis du nogensinde kommer her igen, din klamme lille møgunge," begyndte han, men blev stoppet, da farmor lagde sin hånd på hans skulder. "Claus, så er det nok," hun hævede stemmen. "Jeg vil ikke have, du drikker, når der er børn her," skældte hun. "Du skal ikke bestemme over mig, din gamle so," med de ord, ramte farfars knyttede hånd farmors ansigt. Hun faldt til jorden. Jeg nåede lige at skimte hendes blodige næse og flækkede øjenbryn. "Nu forsvinder du, dit klamme lille barn," råbte han ned i hovedet på mig. Jeg havde så travlt med at løbe, at jeg snublede over mine egne ben. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende.
Jeg er nødt til at gå nu, mor kalder.
Mia

Nu husker jeg det pludselig så tydeligt. Jeg må have fortrængt det i håbet om at glemme for evigt. Men nu er det tilbage. Jeg skælver. Tænk, at min farfar var en voldelig, alkoholiker. Det er mange år siden, han døde. Jeg kunne næsten ikke længere huske ham. Men nu står han så tydeligt i min hukommelse, men ikke som han burde. Ikke som den rare, gamle farfar der gav mig karameller og småkager, men som manden der slog min farmor og smed mig ud af sit hjem. Jeg kan mærke tårene presse sig på. De er som små, skarpe pigge, der er på vej ud af min øjenkrog. De strømmer ned ad kinderne, nogle af dem lander på min nattrøje, der suger dem op, andre ender i min mundvige. Jeg snøfter, så hører jeg nogen banke på døren ind til mit værelse.

"Hvad græder du sådan over, skat?" spørger min mor. Hun ser træt ud. "Det er ikke noget, bare gå tilbage til seng. Jeg har bare drømt," bortforklarer jeg. "Er du sikker?" hun ser bekymret på mig. "Ja, jeg er sikker," siger jeg og tørrer mine øjne. Hun skal ikke belastes med mig nu, når hun endelig er glad igen. Hun trækker sig ud af dørkarmen. "Se nu at få sovet, ikke?" med det, lukker hun døren. Jeg lukker øjnene i, og før jeg ved af det, er jeg faldet i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...