Nuancer af mig

Mia er en ung pige, der har en en masse problemer.
Da hun finder ud af, at hun muligvis lyder af en psykisk sygdom, bryder hendes verden sammen.

5Likes
7Kommentarer
452Visninger
AA

1. Erindringer

Fjernsynet kører, det er næsten som om, lyden bliver højere og højere. Jeg holder mig for ørene, skriger. Mor kommer ind på mit værelse. "Hvad skriger du sådan over?" spørger hun surt. Jeg ser på hende med tårer i mine små, brune øjne. "Sluk fjernsynet," svarer jeg med en overraskende skinger stemme. Hun slukker fjernsynet, og går så sin vej igen.

Her på det seneste, har jeg haft de her mærkelige anfald. Som om, verden pludselig prøver at slå mig ihjel, dræbe mig. Mor begynder vidst at blive irriteret over det, hun tror bare jeg lader som om. Men det gør jeg ikke. Tvært imod. Jeg er bange. Måske er jeg syg? Måske er jeg psykisk syg? Det ene minut er jeg lykkelig, det andet er jeg på selvmordets rand. Min telefon ringer, vækker mig fra mine egne tanker. "Det er Mia," svarer jeg. "Hej Mia," siger en stemme, jeg helt sikkert kender i den anden ende af røret. Jeg ved, at jeg kender den stemme. "Det er Kasper," siger stemmen så. Min bedste ven. Jeg har kendt ham hele mit liv. Og alligevel, kan jeg ikke høre, at det er ham. "Åh, hej Kasper," klukker jeg, som om der intet er galt. "Jeg er vist ikke helt vågen endnu," griner jeg. "Jeg ville såmænd bare spørge om du ikke kommer over senere? Emmy er her også," fortæller han. "Og Daniel! Ham havde jeg nær glemt," siger han med et undertrykt grin. "Jo, jeg kommer," svarer jeg. "Er der omkring to-tiden. Hils de andre og sig at vi ses!" Jeg afbryder.

Kasper og Emmy har snart været kærester i tre måneder. Jeg ved ikke helt, om jeg kan lide hende. På den ene side, er hun meget sød, men på den anden er hun altså virkelig irriterende. Min lillebror, Jakob kommer brasende ind på mit værelse. "Hvem var det?" spørger han. "Bare Kasper," svarer jeg. "Gider du ikke godt gå din vej? Jeg magter dig altså ikke lige nu," stønner jeg. "Jo jo, suresen," svarer han fornærmet og går sin vej. Jakob er 11 år gammel og jeg er 15. Nogle gange kan han virkelig irritere mig, men det er nok mest på grund af aldersforskellen, der er i mellem os. Jakob elsker mig, han har altid set op til mig og elsket at gøre mig selskab. Lige for tiden gad jeg ham bare ikke.

Klokken nærmer sig to, og jeg går ud i køkkenet, hvor jeg er helt sikker på, mor opholder sig. Jeg går hen til skabslågerne og åbner den ene og tager et glas ud. Så går jeg hen til vandhanen og fylder mit glas op. Jeg læner mig op ad køkkenbordet. "Jeg tager over til Kasper lige om lidt," siger jeg. Mor ser op fra sit ugeblad og kigger kritisk på mig gennem sine briller. Hendes brune hår falder ned i panden på hende. "Kør forsigtigt. Og hils Kasper," siger hun så efter en længere kunstpause. "Skal jeg nok," siger jeg mens jeg sætter mit nu tomme glas ned i vasken. Så strækker jeg armene over hovedet og går udenfor for at finde min cykel.

Der er et lille stykke vej hjem til Kasper, faktisk bor han kun to gader væk fra mig. Alligevel vælger jeg at tage en kæmpe omvej. Jeg gider ikke rigtig derover når både Emmy og Daniel også er der. Kasper og Emmy har i lang tid forsøgt at føre Daniel og mig sammen, og Daniel nyder det. Jeg tror godt, han kan lide mig. Problemet er bare, at han ikke siger mig noget. Jeg synes, han er kedelig. Pludselig græder jeg. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg græder, men det har nok noget med mor at gøre. Hun er sur på mig hele tiden. Selvom jeg ved, at hun er midt i sin årlige vinterdepression, føler jeg, at jeg har gjort noget forkert.

Depressionerne startede for fem år siden, da far døde i en bilulykke. Der er ikke nogen der er sikre på om det var selvmord eller bare en ulykke, men jeg husker tydeligt den kolde, kolde januar dag, da det skete. Far og mor havde været oppe at skændes over mig. Jeg havde ikke opført mig helt rimeligt, og mor mente, at jeg skulle på en institution i en lille periode. Jeg havde i lang tid været helt umulig for dem, og jeg kunne se på far, at han ikke kunne bære tanken om at sende mig væk. Mor blev mere og mere vred over, han ikke bare ville samarbejde med hende og få deres problembarn sendt væk. Men far havde aldrig brudt sig om institutioner. Han syntes, det var forkert bare at sende et barn væk. Imens de skændtes, kan jeg huske, at jeg løb rundt igennem hele huset og skreg. Bare for at irritere dem yderligere. De sidste ord, jeg hørte min far sige, var: "Så send dog den forfærdelige unge afsted, hvis det er det du ønsker!" Og så kørte han sin vej. En halv time senere blev vi opringet af politiet. Siden den dag, har jeg følt skyld, og det er jeg sikker på, mor også har. Jeg tørrer tårene væk fra øjnene, inden jeg drejer min cykel ind i Kaspers indkørsel. Jeg banker på, og Emmy åbner døren. "Hej søde!" hviner hun henrykt og giver mig et knus. Jeg smiler blot og træder så indenfor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...