Nuancer af mig

Mia er en ung pige, der har en en masse problemer.
Da hun finder ud af, at hun muligvis lyder af en psykisk sygdom, bryder hendes verden sammen.

5Likes
7Kommentarer
443Visninger
AA

3. Dagen derpå

Jeg bliver vækket af mit hylende vækkeur klokken 06:30. Jeg glemte vist at slå alarmen fra i går, det er jo lørdag i dag. Jeg slukker for alarmen og lægger mig til at sove igen. Det er jo ikke megen søvn jeg har fået endnu.

"Ahh," stønner jeg, imens jeg strækker mine arme langt over hovedet. Klokken er nu 10:15 ifølge mit vækkeur. Mit hjerte hopper et slag over, da jeg opdager sårene på min arm. Tænk, at jeg har gjort det mod mig selv, jeg havde helt glemt nattens hændelser. Jeg sukker dybt. Jeg må vel bare forsøge, at opføre mig så normalt som muligt. "Mia!" hører jeg mor kalde inde fra køkkenet. "Kom nu op, dit dovendyr," fortsætter hun. I en glad tone. Måske er vinterdepressionen ved at være ovre. Det er jo altså også næsten marts. Nærmere betegnet den 28. februar. "Kommer du eller hvad?" råber hun så. Det kan være hun vil fortælle mig noget vigtigt. Jeg rejser mig op fra sengen og går ud i køkkenet.

"Prøv lige at se den trøje her, skat," siger mor og viser mig en brun t-shirt fra Hennes & Mauritz' nye katalog. "Den er pæn," nikker jeg. "Skal vi ikke tage på tøsetur i dag?" spørger hun glad. "Det kan vi vel godt," svarer jeg undrende. Hvordan kan hun gå fra deprimeret til super glad på en nat? Nå, det kan vel også være lige meget, bare hun har det godt.

Jeg sidder på passagersædet i vores Citroën Berlingo. Mor plaprer løs om alt muligt, og jeg svarer bare og nikker. Vi er på vej ind til byen. "Jeg glæder mig sådan til at hygge med dig, Mia! Vi skal på café, have nyt tøj, make-up, skal vi ikke også få en manicure? Det kunne da være lækkert!" udbryder hun. Jeg er ærlig talt ikke i humør til caféer, shopping og manicure. Alligevel nikker jeg. Hun skal vel have en grund til at fortsætte sin glæde. Hun svinger bilen ind på den første parkeringsplads, hun får øje på. Så hopper vi begge ud, smækker hver vores dør, næsten helt synkront. Så griner hun. For første gang i flere måneder, hører jeg min mor grine. 
Vi hygger os hele dagen, køber tøj, går på caféer.  Jeg har det faktisk sjovt med min mor. Det er næsten helt underligt.

Min seng flyder med nyt tøj, der er stadig prismærker på. Jeg kan ikke undgå at mærke en lille glæde vokse inden i mig. Jeg er glad for, at mor er tilbage til sit gamle jeg. Det føles så rart at gøre de ting med hende, som vi altid gjorde førhen. 

Min telefon ringer. "Det er Mia," svarer jeg. Jeg hader at snakke i telefon. "Hvad fanden havde du gang i i går?!" lyder Kaspers vrede stemme i røret. "Det ved jeg ikke," mumler jeg. "Du kan da ikke opføre dig sådan, for fanden," fortsætter han. Hvor vover han at ringe og skælde mig sådan ud! "Nej, det har du ret i," siger jeg. "Det er jo også dig der skal bestemme, hvordan jeg skal opføre mig," snerrer jeg og afbryder opkaldet. Så slukker jeg min telefon. Hvis bare han vidste, hvad jeg går og tumler med.

Klokken er 18:08. Der er nok snart aftensmad. Jeg går ud i køkkenet, sætter mig ved min sædvanlige plads ved det runde bord. Mor går og nynner, mens hun tilbereder maden. Det kunne godt se ud til, vi skal have flæskesteg. Min yndlings ret! Hun har virkelig oppet sig, det virker næsten som om, hun prøver at få mig til at føle mig velkommen. Gad vide hvad hun går rundt med i tankerne ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...