My Best Fucking Friend ♥. - 1D

Mød 19 årige Mira Summers, bedste veninde til Niall James Horan, 1/5 af boybandet One Direction, eller i hvert fald tidligere bedste veninde. Siden Niall flyttede til London, for halvandet år side, har de set hinanden 2 gange, og snakker nu ikke sammen længere. Mira har svært ved at vænne sig til hverdagen uden Niall, også selvom hun er flyttet til London, og jævnligt spiser på hende og Niall's ynglings resturent - Nando's. Men inden for den sidste måned er hun blevet stoppet flere gange på gaden, blevet spurgt om billeder og er blevet spurgt ind til Niall, hvilket er at strø salt i såret. Det gør det i hvert fald ikke nemmere at glemme drengen, der har været der for hende, siden hun kunne snakke. Hvad sker der når drengene kommer på Nando's, samtidig med Mira? Og hvad med alle de mystiske telefonopkald fra fans der spørger ind til Niall? Kommer hun nogensinde til at snakke med Niall igen? Eller er det en drøm der aldrig kommer til virkelighed? Vil de nogensinde få det samme forhold?

79Likes
95Kommentarer
17768Visninger
AA

19. Kapitel 17 - Hold tight.

Mira's synsvinkel

Det var som om at den bedste mulighed var at tage afsted. Ja, jeg havde det bedre, men jeg følte mig presset mig til mange ting. Det er ikke altid nemt at have en næstenkæreste og en bedsteven der er verdensberømt - det gør alt alting man laver kommer i medierne og derfor kan du absolut intet lave uden hele verdenen ved det. 

Jeg havde mest af alt bare brug for at komme væk, og selvom jeg er en ung dame på 19, havde jeg VIRKELIG brug for min moar. Jeg mangle hende til alt det jeg gik igennem lige nu. Alle mine nærmeste i London havde gjort sit for at få mig på benene igen, men det var som om at jeg stadig havde et hul inden i som ikke kunne udfyldes, så den eneste udvej jeg så, var at tage tilbage til Irland for at have et par dage hvor alt var som det plejede.

Personligt var jeg glad for at Niall ville hente mig, og køre mig til lufthavnen. Harry var sur over at han ikke måtte gøre det, og derfor havde han været en pinsel hele morgenen. Jeg havde sovet hos ham, for jeg vidste at jeg ikke ville se ham i de dage i Irland - selvfølgelig ville jeg heller ikke se Niall, men ham så jeg så meget mere end jeg så Harry, hvilket var ret skræmmende eftersom Haz var min næstenkæreste.

Hele turen til lufthavnen havde været stille, det var som om at alting var forkert og alligevel rigtigt. Jeg kunne virkelig ikke lide at vi Niall og jeg ikke kunne finde et eneste samtaleemne, det skræmte mig. Jeg havde i stilhed bare taget mine ting ud af bilen og han havde gået med ind. Da vi endelig skulle sige farvel, var det eneste jeg sagde til ham bare "jeg kommer også til at savne dig Ni." og havde ærlig talt følt mig utrolig utilpas da vi havde krammet farvel - nogle dage var stadig værre end andre. 

Ærlig talt kunne jeg ikke lade være med at få utrolig dårlig samvittighed over min opførsel i lufthavnen men tvang nærmest mig selv til ikke at tænke på det. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Alt var bare nede i et sort hul lige nu og det havde jeg for alvor fundet ud af da jeg så min mor i lufthavnen, først dér, da jeg ikke længere kunne holde tårerne inde, var det gået op for mig hvor meget jeg havde presset mig selv. 

Alle var gode til at tage tingene stille og roligt, og ja, jeg havde været utrolig glad for deres tålmodighed, men som sagt var alt bare forkert. Jeg følte at den Mira jeg var, blev taget fra mig af en som jeg i så langt tid havde stolet på og i så langt tid brugte utrolig meget tid med - Matt. Ligemeget hvor lidt jeg ville det, kunne jeg ikke andet end at have ondt af ham, selvom jeg hadede ham mere end noget andet. Til mit held var han åbenbart flyttet ud af byen, og så jeg var heldigvis ikke stødt på ham inden han flyttede. Jeg ved ikke hvad der fik ham til at gøre det, men det generede mig ikke at jeg nok ikke kom til at se ham igen. 

Som det første da jeg lande i Irland, og var færdig med at græde, sendte jeg Harry og Niall en besked om at jeg var landet, og var på vej til Mullingar. Jeg kunne ikke vente, og jeg var ikke sikker på om jeg ville huske det når jeg først landede hjemme i mit eget hus, derfor gjorde jeg det med det samme. 

Siden jeg var komme hjem i mit hus, havde jeg ikke lavet andet end at ligge i min seng og kigge op i loftet. Maria var hjemme og hun havde uden nogle ord kommet ind og lagt sig ved siden af mig, og her lå vi nu. Jeg var taknemmelig for at hun ikke sagde noget - for jeg ved godt hvad hun ville vide, men hun pressede mig ikke til at sige noget, og jeg havde aldrig været så glad for min søster som jeg var lige nu.

* * *

Maria og jeg havde hygget os hele aftenen og var endt med at sove begge to i min gamle seng. Hun havde lyttet frivilligt til alt det pjat jeg havde på hjertet, og jeg havde interesseret hørt på hendes oplevelser fra Spanien! Det føltes som om det var en milliard år siden jeg havde set hende sidst, og det hjalp virkelig meget på mit humør at hun bare var så nede på jorden og virkelig gjorde alt for at jeg følte mig så tilpas som muligt. 

Til mit held havde jeg i dag en aftale med nogle af mine gamle venner hjemmefra, som jeg ikke havde set siden jeg flyttede til London - og jeg glædede mig. Det var som om at det hele var okay lige så snart jeg var herhjemme. Jeg er sikker på at de godt ved hvad der er sket, men jeg er også ret sikker på at de ikke vil være ubehøvlede, for det lignede dem overhoved ikke. Alligevel var jeg nervøs for at se dem, for tænk nu hvis de ikke længere syntes om mig efter alt det her er sket.. Er det normalt at have det sådan? 

Jeg smilede da jeg steg ud af sengen og gik over mod mit gamle skab for at finde et outfit for dagen. Jeg endte med at tage et par sorte bukser en rød top og en cowboyjakke. Jeg var lidt ligeglad med hvordan jeg så ud, de kendte mig trods alt lidt bedre end de fleste andre. 

Efter at jeg havde gjort mig så klar som jeg nok kunne blive, bevægede jeg mig nedenunder til min mor og søster som sad i stuen. Jeg sagde farvel til dem, og gik ud mod gangen for at hoppe i mine elskede converse og derefter påbegynde gåturen mod caféen.

Gåturen hen til caféen jeg skulle mødes med mine venner, var forfærdelig lang - og tanken om at alle vidste hvem jeg var og skulede efter mig på gaden var ikke til at holde ud. Jeg som troede at den her dag ville blive bedre end i går, det virkede ikke lige som tilfældet som det plejede. Måske fordi tankerne kørte på højtryk i hovedet på mig og at de tanker der var der, ikke rigtig var så positive. Måske bare fordi de rent faktisk kiggede på mig på grund af alt hvad der var sket - for det havde selvfølgelig været i medierne..

Selvom jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere da jeg så min gamle omgangskreds sidde ved stambordet og snakke, kunne jeg ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet og glæde mig lidt over at jeg om mindre end 30 sekunder ville sidde sammen med dem og gøre det jeg savnede mest. At hænge ud med ganske normale mennesker, helt uden fotografer eller skrigende fans - for det skete sjældent hjemme i London. 

Hvorend jeg gerne ville kunne jeg ikke styre mig selv da jeg så Sophie - min absolut bedste veninde i Irland. Desværre havde vi ikke længere ret meget kontakt, men jeg havde savnet hende mere end noget andet. Hendes reaktion da hun så mig var også som et lille barn der så julemanden putte gaverne ind under træet. Ergo - jeg løb, nærmest hoppede og dansede ind i armene på hende, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet. 

"Hva' pokker frøken forside" - "Zack"... Jeg skulede til den brunhårede fyr der sad på min gamle plads ved dette bord og smilede lalleglad. Jeg skyndte mig at kramme alle de andre hej, og smutte ind ved siden af den kære Zack, som havde flyttet sig et par millimeter til højre så min numse kunne være her. 

* * *

Dagene var forsvundet hurtigere end jeg kunne nå at sige gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandørsergent, hvilket i sig selv er et ufattelig langt ord! Jeg havde ikke lyst til at tage tilbage til London, alting var lige faldet på plads og jeg havde på ingen måde lyst til at tage tilbage til London. Eller jo, jeg glædede mig til at se drengene, men på den anden side var min familie så tæt på her i Irland. 

Jeg kunne ikke overskue alle fotograferne, alle medierne og alle de forsider der sikkert ville komme om min mystiske tur til Irland. Jeg havde sikkert allerede være Haz utro op til 17 gange - latterlige paparazzier. 

De sidste 2 dage havde jeg brugt på at grave mig op fra det sorte hul, jeg havde indset at jeg var landet i. Jeg havde ikke overskud til noget som helst, og selvom jeg 1 gang om ugen gik til psykolog, var det bare som om det ikke havde været nok. Dog følte jeg mig utrolig meget mere ovenpå og klar til endnu mere. Det havde givet et boost på selvtilliden at alle mine gamle venner ikke spurgte ret meget ind til hvad der var sket i London den aften, de havde bare ladet som ingenting og havde været den støttepæl jeg manglede. 

Helt ærligt kunne jeg ikke være gladere for mit liv end jeg var lige nu, alt jeg manglede var bare Niall..

 

___________________________

Bum, næstsidste kapitel.. 

Kom med jeres bud på hvordan den slutter, det kunne være super sjovt at læse!

Sara og jeg kæmper for at nå at få den her færdig inden jul, men vi har begge utrolig travlt og virkelig mistet lysten til at skrive på den, og vi har heller ikke rigtig flere idéer.. 

Allerede nu - TAK FORDI I HAR FULGT MED PÅ DENNE REJSE...

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...