My Best Fucking Friend ♥. - 1D

Mød 19 årige Mira Summers, bedste veninde til Niall James Horan, 1/5 af boybandet One Direction, eller i hvert fald tidligere bedste veninde. Siden Niall flyttede til London, for halvandet år side, har de set hinanden 2 gange, og snakker nu ikke sammen længere. Mira har svært ved at vænne sig til hverdagen uden Niall, også selvom hun er flyttet til London, og jævnligt spiser på hende og Niall's ynglings resturent - Nando's. Men inden for den sidste måned er hun blevet stoppet flere gange på gaden, blevet spurgt om billeder og er blevet spurgt ind til Niall, hvilket er at strø salt i såret. Det gør det i hvert fald ikke nemmere at glemme drengen, der har været der for hende, siden hun kunne snakke. Hvad sker der når drengene kommer på Nando's, samtidig med Mira? Og hvad med alle de mystiske telefonopkald fra fans der spørger ind til Niall? Kommer hun nogensinde til at snakke med Niall igen? Eller er det en drøm der aldrig kommer til virkelighed? Vil de nogensinde få det samme forhold?

80Likes
95Kommentarer
17680Visninger
AA

17. Kapitel 15. - And after...

Miras POW

For syvende gang i nat stod jeg ved siden af sengen og Harry gav endnu engang en utilfreds, brummende lyd fra sig. Jeg havde det forfærdeligt med alle disse mareridt, og det var ikke sket endnu at jeg havde sovet en hel nat uden nogen form for reminder om den aften. Jeg havde absolut ingen ide om hvad klokken var, men jeg havde på fornemmelsen at den var oppe omkring 5 om morgenen. Til mit held havde jeg ingen planer for i morgen, ingen planer for den næste uge, ingen planer for liver - for jeg havde det som om at det var ødelagt for altid.

Alt den rumlen om natten gjorde at jeg allerede nu vidste at det var helt sikkert at jeg ikke ville være frisk i morgen. Og det ville Haz sikkert heller ikke.

Harry åbnede øjnene og forsøgte igen at hive mig ned i sengen. Jeg trak vejret helt ned i maven, og tørre min pande af for sved. Derefter tvang jeg mig selv til at ligge mig ned i sengen igen, og Harry trak automatisk væk, så han ikke lå så det var ubehageligt for mig. Jeg lagde mig, for tryghedens skyld, op af ham og det hjalp, trods den utilpashed der kom frem hver gang jeg rørte et andet menneske. Jeg forsøgte hver gang at ignorere den følelse af utilpashed, for jeg ville så gerne over denne her situation - mest af alt fordi jeg synes det er synd for mine medmennesker at jeg helt uden selv at vælge det, på mange måder er afhængige af dem. 

Det var svært for mig at falde i søvn igen, igen, og da jeg endelig gjorde synes mine drømme at de skulle overtage min søvn på den negative måde. Det var det samme der skete hver gang. Som om jeg var en flue på væggen, imens jeg så Matt forgribe sig på mig, som om jeg bare var en dukke. Det værste er at se min egen reaktion, ligge der og gøre ingenting. Føle sig tvunget til noget jeg på ingen måde havde lyst til, det giver en forfærdelig fornemmelse i maven. Jeg ville gerne sammenligne det med noget, så i kunne fornemme hvordan jeg har det, men der er ikke noget der på nogen måde kan sammenlignes med det her. Billedet af at se ham, røre mig steder hvor han på ingen måde skulle røre mig, se ham blive sur over min modstand - og måden han væltede mig ned på jorden, så det hele blev sløret og utydeligt. Begivenheden skræmmer livet af mig, også selvom jeg hele tiden forsøger at glemme hvad der skete. Det hele står helt tydeligt, lige meget hvor meget jeg prøver at glemme situationen. 

 Det var lykkedes mig at sove resten af natten, med en del overtalelse af min hjerne om ikke at drømme de onde drømme om den aften. Jeg var vågnet omkring klokken 9 og følte mig utrolig udmattet og træt. Det er ikke let at vågne 7 gange på en nat, og det kan klart mærkes dagen efter. Harry sov stadig, og jeg havde ikke tænkt mig at vække ham - han havde jo været vågnet hver gang jeg havde styrtet ud af sengen i nat. Jeg havde tværtimod rejst mig meget forsigtigt og var gået ud for at rense mit ansigt. Trods min frygt for at blive rørt af mennesker, havde jeg et håb om at jeg kunne få lov til at forlade min lejlighed.

Jeg stod lidt i min egen verden da jeg kunne høre Harry styrte ud af sengen og løbe ud mod gangen. Min første tanke var at han havde glemt noget, tanken blev dog afkræftet da han i nærmest panik råbte mit navn ud i lejligheden. Jeg svarede kort med et ja, og der gik ikke mere end 5 sekunder før han stod i døren til badeværelset. Jeg vendte mit hoved så jeg kiggede på ham, og man kunne tydeligt se lettelsen i hans ansigt. "Jeg troede lige at du var væk Mi!" Hans stemme var seriøs, og træt. Jeg smilede ved tanken om hans overbeskyttende gén, også selvom det irriterede mig gevaldigt at jeg ikke kunne gøre noget uden at fortælle dem hvad jeg skulle - og helst i detaljer.

"Jeg tænkte at du gerne ville sove, og min lejlighed er låst , så jeg kunne ikke se noget galt i at jeg lige ordnede mit ansigt. Tanken slog mig at jeg ligner et omvandrende lig, og det er ikke fordi det lyder specielt tiltalende, gør det vel?" Jeg kiggede ind i spejlet igen, og fortsatte med at vaske mit ansigt. Harry brummede bare, og forsvandt fra døren. Selvom jeg ikke var i tvivl om hvor utilfreds han var med at jeg bare var gået, så kunne jeg ikke lade være med at grine. 

Følelsen af bare at være sig selv, og tulle rundt fordi man kan. Det er afslappende og bringer mig  i mit tilfælde i godt humør. Det giver mig mulighed for at tænke, og overtænke, eller bare lukke af for tankerne og bare være menneske, hvilket lige for tiden er det jeg har allermest brug for. 

Jeg havde gået i min egen verden i godt en time, og var godt tilfreds med resultatet af mit udseende, og jeg havde valgt at hoppe i et par træningsbukser og en tæt t-shirt fordi løs og løs er ikke altid godt sammen. Jeg havde lige sat mig i sofaen da det ringede på døren. Eftersom jeg ikke forventede gæster, gik der ikke mere end 2 sekunder før panikken ramte mig. Utilpasheden strømmede frem, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg kunne ikke sidde stille, og rejste mig derfor op. Kvalmen strømmede frem og jeg styrtede ud mod toilette, hvor det indhold der befandt sig i min mave bevægede sig op igennem min hals, og landede i toilettet. 

Uheldigvis for mig var det kun Niall der kom, og der gik ikke lang tid før han stod med hænderne i mit hår, han hurtigt havde samlet på bagsiden af mit hoved. Harry kom kort tid efter med en kold vaskeklud, og lagde den i min pande. Hvis jeg dog forhelvede bare kunne blive normal. Eftersom irritationen blev ved med at være der, kunne jeg fornemme tårerne presse sig på, og jeg gjorde intet for at holde dem tilbage. 

"Hey, ikke græde Mi. Hvorfor græder du?" Jeg faldt tilbage og satte mig op af væggen med ryggen op af den, den var dejlig kølig. Deja vu, til den morgen med Niall. Niall satte sig ved siden af mig, og tørrede min kind tør for tårer. "Forestil dig at være forfulgt af noget du ikke kan sætte ord på, lige meget hvor meget du forsøger at glemme at det er der, bliver du konstant mindet om alle de ting du ikke kan, fordi det følger dig alle stedet. Det begrænser hvad du gør, hvad du siger, og hvordan du reagere. Jeg kan ikke engang holde ud at du trøster mig som du plejer at trøste mig, fordi det tillader det ikke. Det er forfærdeligt!" I mellem alle mine hulk fik jeg fremstammet hvad jeg ville sige, og i mellemtiden havde Harry sat sig på min anden side. Niall styrtede op fra gulvet, og styrtede ud af badeværelset hvor vi stadig befandt os. Jeg kunne høre hvordan en dør smækkede, og jeg gøs ved tanken om hvad han nu lavede. 

Hvorfor han blev så sur over denne lille hændelse forstod jeg ikke, det var jo ikke hans skyld? 

Efter jeg var faldet lidt til ro igen forsvandt Harry ud til Niall, for lige at få ham til at køle lidt ned, og jeg havde langsomt rejst mig og fandt mig selv, sætte den ene fod foran den anden på vej ind i stuen til drengene. Jeg nåede næsten til døren da jeg hørte Niall: "Jamen jeg forstår det ikke, hvorfor hende? Hun er den sidste person der fortjener den behandling, den aller sidste!" Jeg smilte lidt og gik derefter ind til drengene i stuen. 

Sofaen så tiltrækkende ud, og jeg gik derfor imod den, uden at sige noget. Det var som om begivenheden havde gjort mig tavs - jeg havde i hvert fald ikke lyst til at snakke særlig meget. Mit humør var forfærdelig dårligt og jeg magtede generelt bare ikke mennesker. 

* * *

Efter et par timer var Harry taget hjem, og Niall var blevet for at passe mig. Han havde efter ikke ret lang tid dog ringet til Niall, og jeg vidste ikke hvad de havde snakket om. Det var sikkert bare et eller andet åndssvagt som Haz havde glemt at sige mens de var her. Godt not til mit held, var vi lige nu på vej ud af døren - hvilket jeg virkelig havde brug for. Jeg havde brugt de sidste 5 dage kun i min lejlighed, uden overhoved at have kontakt til omverdenen. Jeg havde ikke være på arbejde, hvilket jeg måske nok heller ikke var i stand til, jeg havde ikke trænet, hvilket jeg havde brug for, og jeg havde ikke fået nogen form for frisk luft, som jeg i den grad plejer at få minimum en time dagligt. Derfor følte jeg mig også ualmindelig indelukket, og ville bare gerne ud! 

Klokken var ikke mere end næsten 3 om eftermiddagen på en torsdag, og jeg glædede mig som et lille barn til at træde ud for min lejlighed. Jeg hev min arm igennem det ene ærme på min jakke, og derefter den anden arm. Trådte ned i mine nike sko, og stod utålmodigt og ventede på at Niall bandt sine sko. Han havde aftalt en tid med en de havde i deres crew, jeg havde lidt på fornemmelsen at det var noget psykolog værk, men jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg skulle snakke med hende om. Jeg havde aldrig i hele mit liv brugt tid på en psykolog, hvilket jeg heller ikke havde haft brug for, men jeg måtte give ham ret i at dette nok var det helt rette tidspunkt at afprøve det stads. 

Hele mit liv havde jeg set det at gå til psykolog, som noget mindre positivt - don't ask why - så derfor havde jeg været imod at starte, da jeg mistede Niall - selvom det tog utrolig hårdt på mig. Jeg havde det noget hen ad nu, men overhoved ikke lige så slemt. 

Niall havde kørt bilen ind til byen, og vi var netop stået ud af den. Vi stod foran en stor kontorbygning af en art. Jeg kiggede efter Niall da han gik rundt om bilen, trods det  ubehag der skyllede igennem min krop, lod jeg ham, ligge sin hånd på min ryg og trække mig ind til ham, imens vi gik op imod bygningen. 

Jo længere ind i bygningen vi gik, jo flere nerver kom frem i min krop. Jeg var virkelig nervøs over dette "møde". Det var ikke det at skulle ind til psykologen der skræmte mig, det var mest fordi jeg ikke vidste hvordan min krop ville reagere, og hvordan JEG ville reagere på hendes/hans spørgsmål til mit liv. Jeg kender ikke navner på psykologen, og derfor er det underligt for mig at tænke at jeg skal lukke op for en person jeg ikke kender på nogen måde. 

Jeg fik et mindre chok da Niall stoppede op foran en dør. Vi havde kørt i elevator, gået i det der føltes en evighed, og endelig stoppede han op. Stoppet kom uventet, mest af alt fordi jo længere tid vi gik, jo mere forsvandt jeg ind i min egen verden. Jeg kunne mærke mit ansigt langsomt dreje sig over imod Niall, og først der vågnede jeg op igen. 

Tiden gik halvt så stærkt som det plejer, og det føltes som forfærdelig langt tid da Niall fjernede sin arm og langsomt skubbede mig over imod døren. Aftalen var åbenbart at jeg skulle gå ind selv - hvilket i min verden var totalt ualmindeligt! Jeg turde ikke, tanken skræmte mig og alligevel så kunne det jo ikke være særlig slemt.

"Jeg venter på dig herude Mi, lige her ude okay?" Jeg nikkede forsigtigt og lod ham bakke væk og sætte sig i en sofa på den anden side af gangen. En slags venteværelse. Jeg bankede på døren, som var udstyret med et lille navneskilt BROOKS stod der, og hørte en kvindelig stemme fortælle mig at jeg bare skulle komme ind. Langsomt åbnede jeg døren og skulle lige til at gå ind, da en tanke slog mig. Jeg vendte mig om og spurgte Niall: "Vil du ikke nok gå med mig?". Han så overrasket på mig et kort øjeblik,  smilede så og nikkede, rejste sig og gik lige bag mig da jeg gik ind i lokalet. Det skulle nok blive lidt nemmere nu når han var her. 

------------------------------------

Bonjour mes amis !

Så er jeg hjemvendt fra det franske, og den skønne Sarah har forberedt det her kapitel til jer - kom MEGET GERNE med en lille thumbs up kommentar eller lignende, evnt. forslag til hvad der sker nu (ALT andet end "mere"!)

Håber I har haft en très fantastique uge - jeg har ihvertfald, hehe.

- xxx Sara & Sarah.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...