My Best Fucking Friend ♥. - 1D

Mød 19 årige Mira Summers, bedste veninde til Niall James Horan, 1/5 af boybandet One Direction, eller i hvert fald tidligere bedste veninde. Siden Niall flyttede til London, for halvandet år side, har de set hinanden 2 gange, og snakker nu ikke sammen længere. Mira har svært ved at vænne sig til hverdagen uden Niall, også selvom hun er flyttet til London, og jævnligt spiser på hende og Niall's ynglings resturent - Nando's. Men inden for den sidste måned er hun blevet stoppet flere gange på gaden, blevet spurgt om billeder og er blevet spurgt ind til Niall, hvilket er at strø salt i såret. Det gør det i hvert fald ikke nemmere at glemme drengen, der har været der for hende, siden hun kunne snakke. Hvad sker der når drengene kommer på Nando's, samtidig med Mira? Og hvad med alle de mystiske telefonopkald fra fans der spørger ind til Niall? Kommer hun nogensinde til at snakke med Niall igen? Eller er det en drøm der aldrig kommer til virkelighed? Vil de nogensinde få det samme forhold?

80Likes
95Kommentarer
17577Visninger
AA

15. Kapitel 13. - Returning home and visiting.

Niall's P.O.W

Det var ikke småting vi fik at se eller oplevede i Ghana. 

For hver dag der gik, og for hvert nyt sted fyldt med rædsel vi så, desto mere kunne jeg mærke at det ændrede os. Det var ikke fordi vi pludselig blev nogle komplet anderledes mennesker, men det gjorde dybe indtryk på os - i hvert fald mig, og jeg kunne se på de andre at de heller ikke bare var noget de ville gå hjem og glemme.

Jeg kunne selvfølgelig kun snakke for mig selv, når jeg fortæller jer hvilken øjenåbenende oplevelse det havde været, men jeg kan til gengæld forsikrer jer om, at jeg uanset hvad, ikke ønskede den slags liv for selv min værste fjende.

At gå igennem syge'husene' og se blot 1 år og yngre gamle børn, hvis hudfarve havde skiftet fra mørk til lys grundet malaria, som ikke overlevede natten over, samt møde de ældre børn der rendte rundt i slummene og samlede kobber de solgte på markederne hvor de tjente cirka 3 dollars om dagen.. det var intet mindre end hjerteskærende. Samme dag gik de her børn 15 kilometer fra slummene til markedet, og derefter hjem - ture de tog hver dag, for at klare sig igennem dagen.. Jeg havde slet ikke ord.

Selvfølgelig var det hele ikke blot rædsel og elendighed - vi besøgte skolerne, og oplevede den glæde de børn fik ud af at have muligheden for at få en uddannelse, og oplevede hvordan de elskede at få mere viden og blive klogere - det var skønt.
Samme tid var det skønt at se, at på trods af alt den elendighed, så var de egentlig glade, i det lille samfund, på trods af de ikke havde meget. At vi kunne gå ned igennem gaderne og folk ville vinke tilbage når man vinkede til dem - det var skønt og det bragte smil og glæde. For på trods af de intet havde, materielt, i samligning til f.eks os; så var de glade for det de havde, og de værdsatte det - hvilket jeg tror de fleste af os i andre lande glemmer. Jeg glemmer personlig tit at værdsætte de ting jeg har.

Men wow. At vi fik muligheden for at komme til Ghana og have en mulighed for at hjælpe andre - det er noget jeg aldrig vil glemme. Og jeg er evigt taknemmelig for alt det Red Nose Day arrangerede, sørgede for, og hjalp med. Det var godt at vi nu kunne være med til at skabe opmærksomhed omkring den elendighed, og få folk til at hjælpe andre, ved at donere blot 5 kroner, hvilket kunne betyde forskellen mellem liv og død.

Selvom vi havde travlt hver dag, og der altid var noget at lave, så savnede jeg Mira af H til. Selvfølgelig gjorde jeg det.

At hende og Harry havde kysset havde jeg lagt bag mig; for mig at se var det en allerede en bagatel at hun ikke havde fortalt mig det. Om min tilgivelse og forglemsel havde noget at gøre med vores oplevelser hernede, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg havde helt klart fået tingene sat i perspektiv, og det der måske før var ting jeg kunne være flippet ud over, var ikke længere så vigtigt - jeg havde det jo trods alt godt, og det samme havde dem jeg holdt af.

Jeg havde selvfølgelig ringet sammen med Mira i løbet af ugen, og lyden af hendes stemme var altid højdepunktet på min dag.

---------

I dag var sidste dag, og efter at have forladt Ghana med vemodige smil, var drengene og jeg på vej retur. Vi havde ikke forbindelse til vores mobiler så længe vi var i luften, og det var først da flyet landede i London vi fik forbindelse igen, og jeg kunne se Mira havde ringet afskillige gange. Jeg vidste hun skulle i byen med de andre tøser i aften, så jeg gik ud fra hun bare ringede fordi hun var fuld og ville snakke - det var noget Mira altid havde gjort dengang i Irland. Vi kunne føre de mest fucked up lange samtaler når hun var stiv; jeg morede mig altid dagen efter når Mira ikke kunne huske en skid af hvad hun fablede om - men jeg huskede det altid.

Klokken var 6 om morgenen da vi endelig var ude af lufthavnen og fik lov at bruge vores mobiler, og jeg tænkte jeg godt kunne ringe til Mira nu, selvom det var tidligt; hun plejede at sætte pris på jeg ringede så snart jeg kunne, når hun havde ringet uden at få fat på mig, så det gjorde jeg.

Hun svarede efter 1 minut. "..hallo?" lød en ængstelig og smule søvndrukken stemme. "Hej Mi! Jeg ville bare lige sige at vi er landet i god behold i London igen, og vi er hjemme! Hvordan har du det?" spurgte jeg med et skævt smil og hentydede til hendes bytur i går.

Der lød et halvkvalt.. hulk? fra den anden ende af røret. "Jeg er glad for i er hjemme i god behold," nærmest hviskede hun og lød meget.. bange? Jeg forstod ingenting. Hvorfor lød hun så skræmt og lille? Det kunne umuligt være fordi havde tømmermænd - så plejede hun bare at lyde irriteret og gnaven når jeg ringede. "Hey, Mi, er du okay?" spurgte jeg bekymret.

Igen lød der en halvkvalt lyd, som om hun hulkede. "Ikke rigtigt. Jeg har savnet dig. Kan du.. Har du mulighed for at komme forbi?" hun lød træt og bange.

"Mira, du gør mig en smule bekymret," sagde jeg ængsteligt og kørte uroligt en hånd igennem mit hår. Jeg havde kun sovet en halv time på flyet, og ellers var det næsten 20 timer siden jeg sidst havde sovet, men det var ligemeget. Lyden af hendes forskræmte stemme havde gjort mig lysvågen. "Selvfølgelig kommer jeg. Jeg er hos dig om 5," sagde jeg og skulle til at lægge på. "Nej!" udbrød hun hurtigt. "Jeg er ikke hjemme. Jeg er hos Eleanor. Spørg ikke. Vi ses om lidt," mumlede hun halvkvalt og lagde på. Jeg stod bare med telefonen i hånden, stivnet og helt panisk.

Det gik først op for mig at jeg rystede, da Liam lagde en hånd på min skulder. "Hey, hvad sker der?" spurgte han uroligt. "Vi overhørte samtalen. Er Mira okay?" han nikkede over mod de andre drenge der stod og så bekymret på mig, og jeg rystede let på hovedet. "Nej," mumlede jeg hæst, så det kun var Liam der kunne høre mig. De andre 3 kom nærmere hen til mig. "Niall?" spurgte Harry så undrende på mig. "Hvad sker der?"

"Det er Mira. Jeg tror hun er kommet til skade. Hun er hos El," kvækkede jeg, men de hørte mig alle sammen. Harry blev ligbleg og lignede - går jeg ud fra - mig i ansigtet, da han hørte Miras navn. "Vi er kørt. Paul!!" råbte han så og henvendte sig til Paul der hurtigt fattede sig og kørte en bil frem. Vi sprang alle ind og Paul accelerede i høj fart og satte kursen mod Eleanor's lejlighed.

--------------------------

Harry's P.O.W

Tankerne fór gennem mit hoved mens Paul ræsede derudaf. Hvad helvede var der sket med Mira? En dyb knugen havde samlet sig i min mave, af bekymring. 

​Jeg sad og trippede på bagsædet, imellem Liam og Zayn, der bare sad og så forvirrede og lettere bekymrede ud.

Hvordan jeg selv så ud, skal jeg ikke kunne svare på. Jeg var ligbleg, så meget vidste jeg, og mine øjne så sikkert vilde ud.

Niall sad på forsædet af stationcaren, og selvom jeg kun kunne se hans nakke, vidste jeg han lignede mig i ansigtet. Godtnok havde Mira og ham været bedste venner siden de var små, og jeg havde stortset kun lige mødt hende, men uden at jeg havde nogen logisk forklaring, var hun på ingen tid kommet til at betyde alverden for mig, og min hverdag.

At høre hendes stemme hviske til mig om aftenen da jeg ringede fra Ghana af, havde gjort alle de skrækkelige syn mindre skrækkelige, og smerten havde ført med sig, havde lyden af hendes stemme hvisket væk.

Mit hjerte blødte for de mennesker der levede under de her standarder, og jeg ønskede mere end noget andet at hjælpe det, og det havde ved hjælp af Red Nose Day været muligt at skabe opmærksom omkring emnet og jeg ville ikke være den oplevelse foruden. Det havde selvfølgelig været dejligt at opleve den livsglæde Ghanas indbyggere havde, og lidt af en øjenåbner at se verden gennem deres øjne - men selvom det havde ændret på mit livssyn, var alt det ligegyldigt i dette øjeblik, hvor jeg kun havde tanke for Mira og hendes velbefindende.

"Kan den her bil ikke køre hurtigere?!" halvsnerrede jeg op til førersædet til Paul, der bare brummede og som svar trådte på speederen. To sekunder senere stoppede han hvinende bilen ude foran den lejlighedskompleks hvor Eleanor boede.

Jeg var den første der var ude af bilen, men Niall var lige i hælene på mig og på vej op til 3. etage indhentede han mig og vi nåede døren samme tid. Jeg nærmest hamrede dørhåndtaget igennem døren da jeg et splitsekund før Niall fik fat og i det og var igennem døren - jeg var godtnok ikke klar over jeg havde så mange kræfter.

"MIRA!!" råbte Niall og jeg i kor, begge med lettere paniske stemmer og Niall indhentede mig helt da han stedkendt fandt vejen ind til stuen, hvor Mira lå på sofaen med en ispose på panden, let ind over det ene øje.

"Hvad fande..." udbrød jeg rystet og oppe at køre, da jeg forfærdet satte ned i fart for at sætte mig på hug ved siden af Niall der allerede knælede ved hendes side. Han kærtegnede blidt hendes kind og et stik af jalousi fór igennem mig. 'Styr dig Harry, tænkte jeg for mig selv, de er bedste venner, og de har noget sammen som du og hende aldrig får.' Jeg rystede hurtigt tanken af mig, da Mira skar en grimasse fordi Niall fik ramt hendes kind på et ømt punkt.

"Hvad er der sket med dig?" Niall's stemme nærmest dryppede af bekymring og han kiggede indtrængende på hende, som om hendes ansigt ville fortælle ham det.
Mira vred lidt på sig og forsøgte at rejse sig op i siddende stilling, men hendes ansigt fortrak sig i smerte, og uden at tænke over det, rakte jeg ind over hende og skubbede hende blidt ned at sidde. "Bliv liggende og fortæl," sagde jeg blidt men bestemt.

Hun sukkede og himlede med øjnene. "Kunne I to slappe lidt af? Jeg er altså ikke ved at dø," sagde hun formanende og signalerede tydeligt sin utilfredshed over vores bekymring. Det var typisk Mira det her - 1, så var der ikke nogen der skulle bekymre sig om hende, og 2, så var der ikke nogen der skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre, og 3; hun kunne klare sig selv. Normalt. Det så dog ikke helt sådan ud lige nu..

Hun sukkede igen opgivende men lod så masken falde og hun blev mere og mere bleg da hun fortalte om aftenen hændelser, hvordan hun var gået alene hjem fra byen da hun jo ikke mente der var så langt og - nå ja, hun kunne klare sig selv hvis der skete hende noget.

Hun gik ikke i videre dybdegående detaljer om præcis hvordan Matt havde trukket hende ind i en gyde, efter at have fulgt efter hende et stykke tid, eller hvordan han havde overfaldet hende, smidt hende på jorden som var hun skrald, og nedladende og langsomt sagt hendes navn som var hun intet andet end et stykke kød man kasserede - og jeg kunne se det var dén del der smertede hende mest - eller hvordan han nedværdigende havde revet bukserne af hende og forgrebet sig selv på hende.

Jeg kunne mærke jeg blev mere og mere dårlig, og følte mig dårlig helt ind i sjælen. Jeg rejste mig da hendes stemme langsomt fortonede sig og jeg kunne mærke at mit ansigt var blevet hårdt og udtryksløst. Desto mere Mira fortalte om hvad det... kryb havde gjort mod hende.. desto mere voksede hadet i mig.
Nial strøg trøstende en hånd over hendes kind for at.. ja, hvorfor ved jeg ikke. Et forsøg på at trøste hende går jeg ud fra.

Jeg var ikke selv i stand til at udtrykke min bekymring lige nu - og desuden var Niall's selvskab mere beroligende end mit - jeg var udelukkende hadefuld. Og jeg ønskede intet andet end hævn over den kujon, den klamme.... URGH! Jeg var tosset og jo mere hadet fyldte mig, jo mere anspændt blev både min krop og mit ansigt.

Jeg kunne se Niall havde rejst sig og nu sad i fodenden af sofaen. Jeg strøg vredt en hånd igennem mit hår og gik langsomt over til sofaen. Jeg mødte Mira blik der både var foruroliget og skræmt på samme tid og jeg sendte hende det mest opmundrende smil jeg kunne præstere.

"Har du ondt nogen steder smukke?" spurgte jeg blidt og satte mig på hug mens jeg tog hendes hånd. 
"Nej, kun lidt øm," kvækkede hun som svag og så træt på mig. Jeg placerede min hånd på hende hoved og lod tommelfingeren kærtegne hendes pande, mens jeg så på hende med et mildeste udtryk. I et stykke tid sad vi bare sådan uden at sige noget og jeg tillod mig selv at nyde det. Så lod jeg hovedet synke ned til hendes, så kun hun kunne høre hvad jeg sagde.

"Jeg er , så ked af jeg ikke var her da du havde allermest brug for mig - det vil jeg aldrig tilgive mig selv." hviskede jeg blidt. "Og jeg vil aldrig tilgive Matt for hvad han gjorde for dig. Han skal nok få det betalt," tilføjede jeg bittert og mente hvert et ord. "Ssssh," hviskede hun og rakte en hånd op og lagde den om nakken på mig og masserede forsigtigt det nederste af min kind. "Du har intet at tilgive dig selv - det var ligesom ikke dig der gjorde det. Og hverken du eller nogen anden kunne have forhindret ham i... det." mumlede hun stille. "Lov mig at du tilgiver dig selv. Det havde intet med dig at gøre - eller dig, Niall," sagde hun og snakkede højere da hun henvendte sig til Niall, mens hun skiftevis så strengt på os. Niall sad bare for fodenden og så forpint ud.

"Men drenge, jeg har ikke fået meget søvn, og jeg vil meget gerne sove og prøve at glemme det hele. Og jeg er sikker på i også gerne vil have noget søvn?" Jeg skævede til Niall som godtnok så noget hærget ud mens han nikkede som svar på hendes spørgsmål.

---------------

Niall og jeg ventede sammen indtil Mira faldt i søvn. De andre drenge var taget hjem til Louis' da der var faldet lidt ro på. En time efter de var gået, faldt Mira i søvn og Niall rejste sig træt op. El var blevet oppe sammen med os, eftersom vi var i hendes lejlighed, og hun krammede os farvel og lovede at ringe når Mira vågnede.

Da døren til El's lejlighed lukkede bag os lagde Niall forsigtigt hovedet på min skulder - han var ikke længere træt, han var udmattet.

"Åh, hvor jeg glæder mig til at ligge min seng inden for 10 minutter," mumlede han.

Jeg rystede stille på hovedet. "Ikke helt, Niall. Der går lidt længere. Vi to har lige et ærinde." Jeg sagde det så koldt og monotont som overhovedet muligt. Jeg var træt. Ja ikke bare træt, jeg var udkørt. Men lige siden jeg så Miras hævede ansigt, det blå øje og hendes forskræmte ansigt, og fået vished om hvem der havde gjort det mod hende... Havde jeg haft en plan i mit hoved. Den stodder skulle ikke slippe afsted med hvad han havde gjort.
Jeg mærkede Niall rettede sig op, da han langsomt fattede hvad jeg mente. Jeg så ned på ham, undersøgende. "Kan du holde dig vågen, eller er du helt død?" spurgte jeg ham så, selv bevidst om hvor lysvågen jeg følte mig.

Han nikkede langsomt og jeg så hvordan hans ansigt skiftede fra dødtræt, til værende lysvågen.

"Jeg har aldrig følt mig mere levende," sagde han så og han så pludselig helt morderisk ud.

Jeg tillod mig selv et lille smil mens jeg allerede beregnede køretiden og ruten i mit hoved. Ak ja - Matt ville aldrig nå at opdage hvad der ramte ham ...

---------------------------------------

Here you go again, dejlige læsere! Jeg håber et eller andet sted at i er tilfredse med kapitlet, som vi er. 

Personligt er der for sygt mange feels fra vores elskede Sara(S.Bruun) når hun skrive disse kapitler, og for mig - jeg er bare ved at dø langsom. Jeg kan slet ikke håndtere det her! 

Derudover har vi sagt det her før, vi ville sætte stor pris på noget konstruktiv kritik, i stedet for kommentarer hvor der står "mere". Thx. 

See ya in a bit. ;)

PS!!! Jeg ved godt det efterhånden er længe siden at drengene var i Ghana, og der er blevet gjort en del ved problemerne, men jeg be'r jer alligevel om; vær søde at tænke på andre før I tænker på jer selv. Og vær søde at huske, at uanset hvor dårligt vi selv føler vi har det; er der altid andre der kan bruge en hjælpende hånd op..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...