My Best Fucking Friend ♥. - 1D

Mød 19 årige Mira Summers, bedste veninde til Niall James Horan, 1/5 af boybandet One Direction, eller i hvert fald tidligere bedste veninde. Siden Niall flyttede til London, for halvandet år side, har de set hinanden 2 gange, og snakker nu ikke sammen længere. Mira har svært ved at vænne sig til hverdagen uden Niall, også selvom hun er flyttet til London, og jævnligt spiser på hende og Niall's ynglings resturent - Nando's. Men inden for den sidste måned er hun blevet stoppet flere gange på gaden, blevet spurgt om billeder og er blevet spurgt ind til Niall, hvilket er at strø salt i såret. Det gør det i hvert fald ikke nemmere at glemme drengen, der har været der for hende, siden hun kunne snakke. Hvad sker der når drengene kommer på Nando's, samtidig med Mira? Og hvad med alle de mystiske telefonopkald fra fans der spørger ind til Niall? Kommer hun nogensinde til at snakke med Niall igen? Eller er det en drøm der aldrig kommer til virkelighed? Vil de nogensinde få det samme forhold?

79Likes
95Kommentarer
17775Visninger
AA

13. Kapitel 11. - Please stay.

Læs beskeden i bunden!!!

Mira's P.O.W

Livet var allerede forfærdeligt. Forfærdeligt af to grunde. Første grund var at Niall var lige taget til Afrika og jeg skulle ikke se ham i noget som føltes som 100 år. Allerede da han havde forladt hans lejlighed i en stor sort bil, var det forfærdelig tomt. Jeg havde ikke regnet med at jeg allerede efter en dag ville savne ham så meget. Måske var det fordi jeg lige havde fået manden tilbage i mit liv, og var allerede utrolig bange for at miste ham igen. 

Anden grund var at jeg endnu ikke havde fortalt ham om alt det med Harry. Jeg havde allerede fra da jeg var kommet havde haft lyst til at sige det til ham, men jeg ville ikke ødelægge deres tur. Jeg er sikker på at Niall ikke ville snakke til Harry, hvis han vidste jeg havde sovet der, og at vi også havde kysset et par gange, ville han overhoved ikke blive glad for. 

Jeg havde lovet Niall at rydde op i hans lejlighed efter han tog afsted i går, for det havde han overhoved ikke gjort. Hele lejligheden lignede et bombet lokum, og han ville have gjort det da jeg var der, men det ville jeg ikke lade ham gøre - derfor måtte jeg jo gøre det for ham. Tid havde jeg massere af, nu hvor drengene ikke er hjemme. Ud over det havde jeg også sovet i Niall's seng, hvilket var utrolig tomt. Klokken havde være 00:30 inden jeg havde været færdig, og jeg havde ikke turde gå hjem. Derfor havde jeg slået mig ned i hans seng, i en af hans t-shirts, og havde lagt mig til at sove. 

Der var ingen planer for de næste par dage, andet end jeg lige skulle købe nogle få ting til min lejlighed, som jeg manglede efterhånden. Det ville jeg gøre senere i dag. Lige nu lå jeg nemlig stadig i Niall's seng, og havde på ingen måde planer om at rejse mig inden for de næste 10 minutter. 

Jeg havde taget mig sammen og var på vej ned til byen. Det var næsten aftensmadstid og jeg skulle nå at købe nogle få ting, og så tilbage i min egen lejlighed og dovne videre. Bussen var forfærdelig langsom, og overfyldt, derfor var jeg stået af 2 stop før tid, og fortsatte mod centrum til fods. Klaustrofobi er ikke det bedste i storbyen, det var langt nemmere i Irland. 

Det føltes ikke så langt at gå den kilometer ind til centrum, slet ikke på så dejlig en dag som nu. Jeg savnede dog mine kære drenge, all of them. Jeg havde det stadig ufattelig dårligt med at jeg intet havde fortalt Niall - og forfærdeligt over at jeg havde sagt ja til at undvære dem i en uge..  

Min egen verden var utrolig tiltrækkende, hvilket også gjorde at jeg overhoved ikke opfattede at der kom en person gående imod mig, og at jeg vadede lige ind i manden. Jeg skyndte mig at undskylde, og så hurtigt op, mest af alt fordi jeg var utrolig flov over at jeg havde gået helt i min egen verden. Jo mere min ansigt begyndte at vende op imod himlen, skimmede mine øjne personen som blev mere og mere genkendelig - Matt. Han var virkelig den sidste person jeg havde lyst til at se, specielt nu hvor han viste sig at være en kæmpe nar! 

Jeg sagde undskyld og forsøgte at gå væk fra ham, men han hev mig tilbage. "Efter du er begyndt at hænge ud med One Direction, er det så sådan du behandler dine ven-" mere nåede han ikke at sige før jeg afbrød: "Du skal ikke engang tænke på at kalde dig selv en af mine venner. Det sluttede da du mødte uanmeldt op i min lejlighed, for derefter at presse mig op imod en mur. Og du ødelagde chancen for at blive min ven igen, da du valgte at vende min bedste veninde imod mig." Jeg løftede hånden for at han ikke skulle afbryde mig og snakkede så videre: "Jeg kunne virkelig godt lide dig Matt, som ven. Du passer perfekt sammen med Amy, så jeg synes bare at du skal daffe tilbage til hende, for jeg kan overhoved ikke bruge dig til en skid. Jeg lover at jeg aldrig nogensinde vil se på dit ansigt, planlagt. Og nu du siger det, så har jeg omsider fundet ud af hvad en rigtig ven er. For det har du tydeligvis ikke kunne vise mig!" Efter jeg havde afsluttet min tale, smuttede jeg udenom ham og gik direkte mod min lejlighed. Lysten til at være i byen var ikke lige just blevet større - og lige nu ville jeg bare gerne snakke med Niall. 

Jo længere jeg kom imod min lejlighed, jo sværere var det at holde tårene tilbage. Jeg havde det forfærdeligt uden drengene, og jeg ville ønske at jeg var sammen med dem nu. Eller nej, jeg ville ønske at jeg var sammen med Niall. Selvfølgelig var jeg helt crazy med Harry, jeg ved ikke hvordan han havde blæst mig sådan omkuld, men lige nu havde jeg bare brug for ham der kender mig bedre end jeg selv gør. Havde det her været Irland for 3-4 år siden, havde jeg ringet nu, og så havde han stået i døren om ca. 10 sekunder. Uden tvivl. Jeg manglede ham virkelig. 

Da jeg trådte ind af døren, smækkede jeg den hurtigt igen, smed mine sko og min lille taske, og løb ind på min send for at gribe min yndlingspude, og bare lade tårene få frit løb. Samtidig trak jeg telefonen op ad lommen og tastede et nummer ind jeg havde lært på kort tid - Nialls. 

Det føltes som uendeligheder inden Niall tog telefonen, og jeg havde lige fået styr på mig selv da han gjorde. Jeg havde ikke forventet den reaktion da jeg hørte hans stemme, men da ordene "Hey Mi" kunne høres i mit højre øre, brød min verden fuldstændig sammen, og jeg hulkede højt i telefonen, og jeg kunne høre hans beroligende ord. Jeg manglede ham til bare at kramme mig lige nu, det var det eneste jeg behøvede. 

"Hvad sker der Mira?" 
"Jeg.. jeg mødte Matt tidligere." Jeg tog en dyb indånding for at samle mig selv, for kort at sige: "og det var bare virkelig ubehageligt. Han er så strid, og jeg mangler dig lige nu!" og gav så efter til et hulk mere. "Og så savner jeg dig bare allerede så meget!" 

Vi havde snakket lidt frem og tilbage i et godt stykke tid, og jeg kunne tydeligt høre at der var noget galt. Jeg havde ikke lyst til at spørge om hvad, for jeg var bange for svaret men jeg var også tilpas nysgerrig til at gøre det alligevel. "Hvad er der galt Ni?" Jeg havde det som om jeg kiggede ham i øjnene, som når jeg konfronterede ham med noget jeg vidste han ikke nødvendigvis ville sætte pris på at skulle fortælle mig. 

"Hvad der er galt med mig siger du?"
"Ja Niall, hvad der er galt med dig." jeg sukkede og ventede på hans svar. 
"Ikke noget" jeg kunne fornemme en snert af en irriteret Niall i den anden ende af røret, men jeg ville bestemt ikke lade det ligge. "Vi ved jo begge to godt at der er noget du ikke fortæller..."-"Hvis der er nogle der ikke fortæller ens bedste ven noget - så er det dig Mira." afbrød han spydigt, og ærlig talt kom det en smule bag på mig. Der gik ikke mange 3 sekunder før det gik op for mig at det var alt det med Harry han snakkede om. Der gik ikke mange yderligere 3 sekunder før jeg kunne mærke det forfærdelige stik af dårlig samvittighed ramme min mave. "Årh.. Han har sagt det."
"Ja! Og hvorfor skulle jeg høre det fra ham?"
"Jeg ville ikke have du skulle være øv over det hele turen, derfor aftalte vi faktisk at jeg skulle sige det, lige når i kom hjem igen.."
"Jeg ville ikke være øv over det, jeg ville da være glad på dine vejne. Men der er en ting jeg ikke forstår.. Hvorfor?"
"Jeg... jeg ved det ikke Niall." Og det var helt klart sandheden. Jeg havde haft det forfærdeligt med ikke at have sagt det til ham, og jeg kunne sagtens forstå Harry, for jeg ville ikke have det rart med at skulle gå rundt med det - men en besked om at han vidste det, ville have været rigtig rart. Men det var vel hvad man kunne forvente af ham? 

"Ikke for at gøre din dag værre Mira, men jeg er virkelig skuffet." jeg nåede ikke at svare overhoved før han lagde på, og havde ikke tænkt sig at tage telefonen igen. Åh gud, min dag kunne da ikke blive mere forfærdelig. Tårene som lige var stoppet, havde taget plads i min øjenkrog igen, og var langsomt på vej ned af mine kinder. Jeg gik ind på mine beskeder og sendte to af slagsen en til Niall med teksten:

Undskyld... Virkelig, undskyld. 

Da det lille leveret stod under beskeden, skrev jeg derefter en besked til Harry:

En lille advarsel ville have været rart, bare hvis nu

situationen skulle forekomme fremover, er det et godt

råd at du fortæller den modstående part om at du har

afsløret, det der ikke skulle afsløres. 

Drengen er hermed skuffet over mig, og jeg har det
forfærdeligt med det! 
Jeg savner dig xx.

Jeg skulle ikke vente meget mere end to minutter før Harry havde svaret:

Undskyld søde..
Jeg kunne ikke holde ud af gå 
rundt med det. 

Savner også dig. 

Med de ord vidste jeg ikke om jeg ville kunne stole på ham, og jeg vidste slet ikke om jeg havde mistet Niall. Men jeg håbede mere end noget andet at han ville blive, for jeg ville ikke kunne holde ud at skulle undvære ham igen. 

Jeg lagde mig ned, og inden jeg vidste af det, faldt jeg i søvn. Et eller andet sted positiv, eftersom den her dag var dagen alt skulle gå galt - så det var nok bedst at sove fra det hele. 

-----------------------

Niall's P.O.W

Jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere da Harry langt om længe havde fortalt hvorfor han havde opført sig så mærkeligt. Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet, da han havde tilstået at han og Mira havde kysset.

Én ting var at de havde kysset én gang - men det faktum at de havde kysset mere end én gang...  Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg var da glad for der ikke var sket mere! At det ikke var Mira det fortalte mig det, men det i stedet var Harry, jeg skulle høre det fra.. wow. Det ville være mildt at sige at jeg var flippet mindre skråt på Harry da han fortalte det. Jeg var mildest talt rasende. Chokeret. Overrasket. Men mest af alt - skuffet.

For helt ærligt, så er Mira min bedste veninde, og jeg forventede pænt meget at få sådanne ting at vide af hende - men nej. Èn ting var at hun havde kysset med en og jeg skulle finde ud af det fra en anden. En anden ting var at det så var Harry, hun havde kysset!

 Så ja, jeg var ærlig talt skuffet. Og såret. Og sur. Skuffet og såret over at Mira ikke havde fortalt det, og sur over at Harry havde lavet noget med Mira, selvom jeg uudtrykkeligt havde bedt ham om at holde sig væk, allerede første gang han mødte hende.

ARGH, jeg var... jeg ved ikke hvad jeg var. Oprevet. I vildrede. Fortvivlet. Og og .. misundelig. Jeg havde sukket for mig selv, da erkendelse ramte mig. Jeg havde tilgivet Harry, for det var trods alt ham, der havde det dårligt med at holde det hemmeligt for mig, og som havde endt med at fortælle det, samt undskylde. Jeg kunne se han mente det, og derfor tilgav jeg ham. Men åh, hvor var jeg også bare misundelig, selvom jeg til at starte med ikke ville indrømme det. Jeg ville et eller andet sted ønske det var mig, og ikke ham, som Mira havde kysset. Og jeg hadede mig selv for det. For fanden, tøsen var min bedste veninde og vi var begge blevet enige om at det havde været en fejltagelse at være mere end det. Men da jeg mærkede jalousien gnave, jo mere jeg tænkte over det og forestillede mig de to sammen... ARGH!!

Jeg var heldigvis faldet ned da Mira ringede senere, og selvom jeg var sur på hende for ikke at fortælle det, og såret, så ville jeg altid bekymre mig om hende, og sætte det før alt andet. Og da hun fortalt det med Matt, blev jeg endnu mere vred - det kvaj skulle holde sin kæft, og holde sig langt væk fra hende! Det faktum at jeg var i Afrika og ikke kunne være hos hende 10 sekunder efter hun ringede, som jeg ellers altid var dengang tilbage i Irland, irriterede mig grænseløst.

Da hun endelig var faldet til ro i telefonen igen havde hun fornemmet på mig at der var noget galt - en evne som hun altid havde haft når det gjaldt mig - og selvom jeg lige var blevet enig med mig selv om ikke at gøre hendes dag yderligere dårlig, kunne jeg mærke en irriterende gnavende følelse, og jeg havde spurgt hende om det. - Eller, ikke spurgt; nærmere spydigt kommenteret hendes manglende videregiven information. Jeg mærkede en vægt løfte sig fra mine skuldre da jeg spurgte hende om det - det var rart ikke at skulle gå og ikke snakke om det, men samme tid orkede jeg ikke at høre hendes forklaring. Jeg frygtede at høre hende plapre løs derudaf om, hvor fantastisk dejlig Harry var, og hvor forelsket hun var i ham. 

Derfor orkede jeg også kun at spørge hende hvorfor. Jeg mente ikke hvorfor som i, 'hvorfor fortalte du mig det ikke,' eller 'hvorfor kyssede du ham' det var et hvorfor som i 'hvorfor kyssede du ham.. - og ikke mig?!'

Derudover var jeg stadig dybt skuffet over det ikke var hende der fortalte mig det, og derfor var det også det eneste jeg kunne sige, inden jeg lagde på, for at undgå en katastrofe hvor jeg ville plapre løs ud om hvor meget jeg ønskede det var mig.

Harry og jeg var blevet enige om ikke at nævne det mere end højst nødvendigt, for selvfølgelig ønskede jeg hende det bedste, og som jeg havde fortalt hende, var jeg da glad på hendes vegne - jeg ønskede vitterligt at hun var glad, også selvom jeg ikke havde noget med det at gøre. Men der var ingen grund til at vi gik og snakkede om hvordan mine to allerbedste venner var gået bag om ryggen på mig - det var jeg ikke helt klar til endnu.

Jeg var ikke sur på hende, det var jeg virkelig ikke. Og jeg gad virkelig heller ikke at være den dårlige bedste ven, der bare blev en totalt nedturskost over det. Jeg savnede og holdt alt for meget af hende til at være sur på hende længere end 1 minut af gangen.

Nu ville jeg bare gerne prøve at få det bedste ud af den her Afrika tur, som desuden havde været en virkelig fed oplevelse indtil videre, og så komme hjem og få snakket det igennem og høre hvad min bedste ven ellers havde at fortælle mig.

- Åh ja. Og selvfølgelig lige snakke et par alvorsord med ham Matt.

Måske Harry og jeg skulle aflægge ham et lille besøg når vi kom hjem?

------------------------------------------------------------

((2614 ord, Sarahmus!!))

Nåååå venner! Hvad siger I så?

Vi beklager at der går lidt tid med kapitlerne, men jeg har personligt haft monstertravlt i weekenden, og både Sarah og jeg er startet i skole igen, så der er lige et par ting der skal gøres i hverdagen, inden vi kan skrive til jer.

Igen vil jeg bede jer om at komme med noget KONSTRUKTIV KRITIK eller bare et simpelt "Godt kapitel" eller whatever ville være bedre end et "MERE" ;)

- xx, Sara.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...