En blodplet på gulvet

Chello er ikke mere end seksten år, og hun står allerede i lort til halsen. Hendes forældre døde i en flyulykke for mange år siden, og nu lever hun hos hendes onkel og tante, som står mere end i lort til halsen. De er begravet i lort. Selvom Chello har nogle få skønne venner, og hendes liv er fyldt med spænding, er det eneste der kan få hende til at smile, hendes violin.

En dag da Chello ligger i flyder i sofaen, i vennegruppens lille hemmelige skur, banker det på døren. Ude foran står politiet, og beder dem om at følge med til politigården, for de er hovedmistænkte i en drabssag. Uden at tænke over konsekvenserne, skubber de politimanden til side, og flygter.

2Likes
0Kommentarer
406Visninger
AA

2. Overpolitimesteren

Ovre i hjørnet, ikke langt fra den ødelagte grangrønne sofa Chello ligger og slænger sig i, pryder en stor og skræmmende blodplet det hvide gulvtæppe. Hvor den stammer fra, har ingen i det lille skur nogen idé om. For to dage siden var den der bare. En rådden lugt hang i luften, men den var hurtigt klaret. Lucie, Chellos bedste og eneste veninde, havde bare tømt to deodoranter, ved at spray den kvælende parfumerede duft ud i det lille efterladte skur, som Chello og Lucie opdagede da de var ni, og gik i tredje klasse, på den beskidte folkeskole, som lå et lille stykke ud fra byen. I starten af syvende klasse mødte Lucie tre fyre, som blev en del af Lucies og Chellos tætte venskab, selvom Chello ikke var meget for det i starten. Damien, Simon og Luca. Alle sammen meget stille typer. Og det kunne den fredelige stilhed der nu herskede i det lille skur, bekræfte. Og Chello kan også bekræfte det. Og hun elsker det. Hun elsker den måde hvorpå hun bare kan ligge og slænge sig i den støvede sofa, og bare lade tankerne flyde. Ligesom nu. En trist søndag, dagen før den store test. Chello burde klart sidde derhjemme og forberede sig, da hun stinker langt væk til geografi. Det er lang tid siden at hun opgav skolen, og kun er mødt op for at få de triste dage til at gå. Det virker som om, at hver gang nogen stikker en bog i hånden på hende, eksplodere hendes hjerne, og al fornuft forsvinder. Heldigvis kræver det ikke andet end at Chello rør hendes elskede violin, og tiden bliver spolet tilbage, ligesom med film, og hendes hjerne er igen hel, og fornuften strømmer igennem hende. Fornuften gennemborer hende hele tiden, men alligevel synes skolen og fremtiden bare at være en stor vittighed, som ikke engang er særlig sjov. Ligesom dem onkel Johnny fortæller. De er aldrig særlig sjove, og så kan han kun tre. Og det er de tre som han piner alle med, hver aften under middagen. De er latterlige og platte, og med det samme piler Chello ind i hendes egen verden, bestående af en forvirret masse af tanker og minder. Det der hiver hende tilbage til den virkelig verden er tante Helene der råber op om alt muligt, som alligevel ikke interessere nogle af dem.

Dog er det ikke tante Helene der bringer Chello tilbage til den virkelige verden denne gang, men kære Lucie der chokeret og forskrækket hviner. Godt og grundigt forvirret Chello sig løs, og gemmer hendes tyvekoster under en pude, hvorefter hun farer forvirret op, som en kat der er blevet i halen. Ude foran skurets ødelagte dør står overpolitimesteren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...