Engel Dæmon

Det her er en movella som jeg fik idéen til efter at have læst første halvdel af "Halo." Men tag det roligt, det er ikke det samme overhovedet.

Før I læser videre er jeg nødt til at advare jer om at hvis I er meget religiøse vil I muligvis blive stødt over denne historie, da jeg rykker ved grænserne omkring Gud, engle og dæmoner.

Resumé:
Hvad sker der når engle ikke er de gode og dæmoner ikke er de onde længere? Når alt man troede man vidste om godt og ondt nu er endt i en gråzone? Og hvad sker der når engle og dæmoner støder sammen på en kostskole i England, uvidende om den adens indetitet?

2Likes
2Kommentarer
591Visninger
AA

1. Thala

Thala løb grinende ned ad korridoren med de lange, blonde krøller flagrende efter sig. Bag sig kunne hun høre Adana råbe af hende. Hvorfor tog hun sådan på vej? Det var jo bare en spøg. Thala drejede om hjørnet og løb direkte ind i sin Mor, på jorden var hun kendt under navne Gud, Allah, de nordiske guder, de græske guder og mange andre navne. Thala og de andre engle kaldte hende for Mor. De døde, sjælene eller hvad man nu vil kalde dem kaldte hende enten Chef, Boss eller det navn, de havde brugt i levende live. Forskellen på engle og sjælene var at englene var Guds(eller hvis man er pertenlig omkring kønnet, Gudinden) børn. Ingen vidste hvordan, men hun blev af og til gravid og fødte derefter en engel. I alt var de hundrede engle. Gabriel var den ældste og Thala kom som nummer 98 i rækken. Hun havde kun levet i lidt over 150 år, hvilket ikke er meget for engle. Udseendesmæssigt lignede hun en 15-årig pige. Når engle blev 200 år gamle holdte de op med at ældes, men man kunne stadig se den mangeårige visdom i deres øjne. 

Thala så op i sin mors blide øjne.

"Hvad er der, Mor?" spurgte hun så uskyldigt hun kunne og blinkede med de blå øjne. Det virkede altid for hendes lillesøster, Mayana, så hvorfor skulle det ikke virke for hende? Før Hun kunne nå at svare lød et brag fra den korridor, hun netop havde forladt.

"Thala, hvad skal jeg dog gøre ved dig?" spurgte Mor og kiggede hende i øjnene. Thala nåede ikke at svare før Adana og Michella kom rasende omkring hjørnet.

"Du har ødelagt min yndlingsvingepynt," sagde Michella vredt. "Den var næsten helt ny. Hvordan skal jeg nu pynte mine vinger?" Michella slog et par gange med de hvide, fjerbesatte vinger, alle engle havde.

Mor sagde intet, men løftede bare en øjenbryn, hvorefter hun kiggede på Adena.

Thala besluttede at tage chancen og slog med sine egne vinger. Hun nåede kun et par centimeter over jorden før Hun tog fat i hende og halede hende ned på gulvet igen.

"Thala, gå ind på dit værelse til jeg beslutter mig for hvad der skal ske. Jeg bliver vist nødt til at tale med nogle af de andre."

Thala sukkede og gik ind på sit værelse. Det var bedst ikke at sige Mor imod, når hun var i det humør. Hun lagde sig på sengen med endnu et suk. Hun vidste udmærket, hvem Mor skulle tale med. Gabriel, Jesus, Sankt Nikolaus og nogle af de andre ærkeengle og helgener.

Hun vendte sig om på ryggen, selvom det var en smule ubehageligt for vingerne, og stirrede op gennem glasset i loftet. Hun kunne se den lyseblå himmel og intet andet. Hun sukkede endnu engang. Dette sted var så kedeligt og alle var så.. så.. gode. Thala rejste sig. Hun var ikke god. Hun var nok den eneste engel, der ikke var god. Der gik selvfølgelig historier på Jorden om Lucifer og hans dæmoner, men også der var virkelighede en anden. Hun gik over til den hvide kommode og tog kraniet ud af æsken. For mange år siden havde hun dræbt en fugl under en udflugt til Jorden. Ingen vidste det, de troede alle at hun havde smykker i den æske. Men under den hemmelige bund havde hun en frygtelig hemmelighed. Det var ikke den eneste gang hun havde gjort noget ondt. Thala kiggede ned ad sig selv. Hun havde sin sorte, hellange kjole med røde sten på. Man havde tøj i alle regnbuens farver her. Den foretrukne farve blandt engle var hvid, som basis med forskellige mønstre eller smykker i andre farver. Thalas foretrukne farve var sort, også med et par farver til at pifte det hele lidt op. Mest for de andres skyld. Thala havde læst "Farvernes bog" og vidste hvad de forskellige farver betød for forskellige kulturer. Hvid og sort havde ingen dobbeltbetydning. Sort blev nogle gange brugt, som en farve der skulle symbolisere kraft, rigdom og sofistikerede ting, men i bund og grund var det dødens farve. Alle var døde her bortset fra englene, men ingen brød sig om at huske det. Thala lagde kraniet tilbage og gik over til sit skab. Hvis hun skulle narre Mor til at tro, at hun var god måtte hun hellere skifte tøj. Hun havde ikke lyst til at narre hende, for de vidste begge to at hun ikke hørte til her. Hun var ikke god.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...