Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
1980Visninger
AA

1. Prolog

Kære Dagbog.
Datoen er d. 2. januar, ano 2013. Klokken er 23:00.
 

Du er min allerførste dagbog. Du bliver nok min eneste ven. Jeg har brug for en. En jeg kan fortælle mine tanker til, en jeg kan diskutere ting med. Så nu blev du min. Jeg havde med undtagelse fået lov til at forlade mit hus. Normalt får jeg ikke lov til det. Ved du hvorfor? Nej... Det gør du nok ikke. Medmindre du er tankelæser? Det går jeg ikke rigtig ud fra, at du er. Jo... Min far drikker. Han drikker rimelig meget. Jeg ved ikke hvorfor, han gør det bare. Jeg ved ikke hvorfor, han startede. Jeg håber, at en dag vil der komme en engel og frelse mig fra ham, selv om det nok aldrig nogensinde kommer til at ske.
Undskyld Dagbog, at jeg er så uhøflig ikke at præsentere mig selv.
 

Mit navn er Sandra, jeg er 15 år gammel. Jeg har en mor, som altid ligger i sengen, fordi hun altid har det dårligt. Syg konstant. Hun spiser aldrig noget, og når hun endelig gør, brækker hun det op igen. Det er ikke fordi hun er syg syg, hun er bare bange for min far, og den eneste løsning - åbenbart - er at gemme sig på hendes værelse, der kommer han nemlig aldrig. Jeg har en lillesøster på 7 år. Hun er lige startet i 1. klasse, men hun kommer ikke så tit i skole. Far lader hende blive hjemme, så han har nogen til at hjælpe ham, med at finde hans øl, eller købe ind for ham, hvis han mangler det mindste. Lærerne kommentere ikke noget, for far har bildt dem ind, at hun lider af en sygdom, der gør hende meget syg i perioder. Det er mig, der lærer hende at skrive og læse. Altså... Når jeg har tid til det, for min egen skole skal også passes. Jeg går i 8. klasse. Jeg sidder for det meste for mig selv i frikvaterene, altså - når jeg er i skole. Han havde bildt mine lære det samme ind. Selvfølgelig kunne jeg sagtens fortælle dem sandheden, men jeg er bange for ham. Meget bange for ham. Han slår mig. Banker mig. Blå mærker har dækket mine arme. Jeg kan ikke gå udendøre uden en langærmede trøje på... Nogengange brændemærker han mig også. Tit hvis han hidser sig op ude i køkkenet. For det meste prøver jeg at undgå ham, når han er i nærheden af køkkenet. Dagbog... Jeg kan ikke beskrive smerten af komfur-pladernes varme. Den brændende, ætsende følelse de kan give.
 

Dejlige Dagbog. Det er svært at åbne mig op for dig. Trods jeg ved, du ikke kan fortælle det videre. Trods jeg ved, det egentlig er mig selv, jeg snakker til, eller skriver til. På en eller anden måde, kan jeg ikke lade være med at se dig som en person. Du må ikke tro jeg er underlig, det er bare sådan jeg er. Jeg ville ønske, du kunne hjælpe mig. Men det kan du ikke. Du kan få mine tanker og følelser ned på skrift - men du kan ikke løse mine problemer. Dagen er ved at være slut nu. Klokken er 23:48. Om 12 minutter vil far komme ind af døren, som han altid gør. Han må ikke se jeg er vågen... Jeg skriver til dig i morgen.

Lov mig du ikke fortæller det her til nogen...

~ Sandra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...