Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
1975Visninger
AA

3. Dato: 30.05.2013

Datoen: d. 30. maj. Ano 2013.

Kræfterne forsvinder fra mig... Dagbog... dagene rodes sammen. Du kan vel se, jeg ikke en gang magter at skrive: Kære Dagbog.  Jeg forstår det bare ikke... Hvorfor begynder kræfterne først at forsvinde nu? De kunne have haft forsvundet for 3-4 år siden, der hvor min lillesøster kun var 3-4 år gammel - men det gjorde de ikke. Minutterne går, den ene dag overtager den anden, uden jeg lægger mærke til det. Jeg kan ikke finde hoved og hale i alle tingene. Jeg er begyndt at falde i søvn til min gråd. Tårerne gør mig træt. Frygten gør mig svag. Jeg er træt hele tiden. Kan nærmest ikke komme ud af sengen, og tør næsten ikke lægge mig til at sove.

 

Poul rør mig oftere nu. Han bliver også fuldere og fuldere. Nogengange kan han holde sin hånd på min røv i flere minutter, uden på nogen måde at tænke: Det her er sgu da helt forkert. Han er mindst 47 år gammel tror jeg. Det ser i hvert fald sådan ud.

 

Far kom ind til mig i går aftes. Derfor jeg ikke kunne skrive til dig. Han satte sig bare på min sengekant, kiggede på mig... Han stank af alkohol. Jeg var for længst gået i seng, men da han kom ind af døren, havde jeg sat mig skræmt op i sengen... Jeg havde foldet mig fuldstændig sammen i sengekanten, og kigget på ham som det skræmte dådyr, han havde fortalt om for nogen dage siden. Mit hjerte hamrede af sted. Jeg var sikker på, at det var på vej ud af kroppen på mig.

 

"Jeg gør dig ikke noget skat"
Han kiggede på mig. Kiggede helt stille og roligt. Det var første gang nogensinde, jeg ikke havde set ham vred, når han havde drukket. Jeg svarede ham ikke... ryggede bare længere væk fra ham. Jeg troede ikke på ham. Troede ikke på hans løgne.
"Du skal ikke være bange..."
Han kiggede ned i sine sammenfoldede hænder. Hans øjne var blanke... Stille og rolig rykkede han tættere og tættere på mig. Trods jeg prøvede at komme længere og længere væk fra ham. Desværre var der en væg i vejen. Jeg kunne ikke komme længere væk.
"Tiden går hurtigt var?"
Han slog en lille latter ud af munden. Mit hjerte begyndte at hamre... Det her var helt forkert..
Han begyndte stille og roligt at føle sin hånd op af min arm... aede mig. Holdte hans store, klodsede, beskidte hånd under min hage. Kiggede mig dybt i øjnene. Hans ånde stank af alkohol. Hans øjne viste for meget druk og for lidt søvn.
"Slip mig..."
Jeg hviskede det kun. Kun lige højt nok til han kunne høre mig. Men han slippede ikke. Han blev bare ved med at kigge på mig. Jeg havde for længst kigget væk. For længst lukket øjnene... Jeg ventede bare på, at han ville banke mig. Måske bide mig. Det havde han jo gjort før... Jeg kunne mærke hans krop alt for tæt på min. Han begyndte stille og rolig at kysse mig på kinden. Hans hånd var stadig under min hage... Drejede mit hoved stille, så han kunne kysse min mund...

 

Kære Dagbog... Han ødelægger mig... Han ødelægger min barndom og mine teenage-år. Jeg bliver for hurtig voksen. Mister for hurtig min barndom. Jeg kunne dræbe mig selv, for at komme væk fra ham. Men tør jeg? Efterlade min lillesøster og mor til ham... Jeg tvivler. 
Jeg kan stadig mærke ham... Lugte ham... Kære Dagbog. Jeg kan ikke skrive slutningen på den aften til dig. Jeg vil ikke tænke på det - jeg vil ikke have det på skrift. Jeg skreg... Skreg som jeg aldrig har gjort før. Mor og Sille kunne sikkert godt høre mig. Jeg kan stadig høre hans ånde.. Fornemme alkohol-ånden mod mit hoved. Hans hvisken, at jeg ikke skulle græde - det var jo helt naturligt... Og jeg lignede så frygtelig min mor.

 

Dejlige Dagbog. Jeg vil lægge mig til at sove nu. Falde i søvn, mens tårerne triller ned af mine kinder. 

~Sandra 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...