Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
1974Visninger
AA

2. Dato: 27.05.2013

Kære Dagbog.
Datoen er d. 27. maj. Ano 2013


Dagene gik, og jeg glemte dig. Undskyld. Jeg troede du ville blive min ven, men hans vrede og druk fuldte mit liv mere, end et behov for en ven gjorde. Tiderne har ændret sig meget på de 5 måneder, jeg ikke har skrevet til dig. Han er lige så meget ude af huset, som han er hjemme. Han er efterhånden fuld konstant. Vred konstant. Hans tykke mave, er blevet endnu tykkere, og han har fået blå plamager under øjnene som tegn på, at han har fået for lidt søvn, og alt for meget at drikke. Hans drukvenner er også begyndt at komme i huset. Jeg frygter dem lige så meget, som jeg frygter ham. Nogengange er de endda mere fulde, end han er - det troede jeg ikke var muligt. De griner af mig nogengange, for det meste, når jeg fumler med deres øl. Far laver tit sjov om mig foran dem.

 

"I skulle have haft set hende i går!"
Han brød ud i latter foran dem. Han slog sig let på maven og bøvsede, inden han gik videre med historien.
"Hun skulle hente en øl til mig ude i køkkenet. Jeg sad selvfølgelig bare på sofaen og ventede. Hvorfor skulle jeg hente den?"
Jeg stod i døråbningen og lyttede til hans stemme. De andre var allerede begyndt at grine af historien, trods der ikke var noget at grine af. Alkohollen havde for længst plantet sig dybt i deres kroppe, så bare det mindste var sjovt for dem - også selvom, det nok mere var ondskabsfuldt, end humoristisk.
"Der var gået lidt for lang tid gutter. Jeg tror nærmest hun havde været væk i 5 minutter, og I kender mig jo, så lang tid kan jeg slet ikke vente."
Han kiggede rundt i rummet, små lo af sig selv. Han kiggede på mig med væmmelse, mens hans mund igen begyndte at snakke.
"Da jeg kom ud til hende i køkkenet, kiggede hun bare på mig med et skræmt ansigtsudtryk. I skulle have haft set hendes øjne. Hun lignede et skræmt dådyr, lige man fanger dens blik fra bilens lys."
De andre mænd begyndte igen at grine. Grine og bøvse. Flaskerne flød omkring dem, som havde de siddet der i flere år, uden på nogen måde at røre sig fra stedet. Alt deres tøj lugtede af snavs, alkohol og cigaretrøg. Det lignede, de alle sammen var i en helt anden verden. Deres blikke var et helt andet sted. Som om kun deres kroppe var til stede, og resten af dem var fuldstændig dødt.
"Jeg ser så, at hun havde tabt en af mine flasker øl... Den sidste altså.."
Han holdte en kunstner pause, ingen af dem grinte mere. Heller ikke ham. De havde alle drejet hovedetne mod mig, kunne jeg mærke. Jeg selv havde lukket øjnene. Jeg ville ikke kigge på dem.
"Selvfølgelig var lige den del ikke så sjov, men da jeg vredt begyndte at gå i mod hende, blev hun så bange, at hun gik baglæns. I hendes tredje skridt, væltede hun baglæns over en af de tomme øl-flasker, der lå og flød på gulvet. Hun smadrede lige ned på ryggen, og slog sig kraftigt. Og så begyndte hun at tude"
Han brølede et grin ud. Sådan et grin, der kom helt nede fra maven, og de andre fuldte med ham. Jeg var sikker på, de kunne falde ned af stolen, bare af deres latter. Han glemte bare at fortælle, hvordan han gennemtæskede mig bagefter. Hamrede hans knytnæver i maven på mig. Bankede mig, til jeg én gang kastede blod op på gulvet. Da han havde tilfredsstillet hans vrede, gik han. På vejen tilbage, tog han en øl fra køleskabet, og satte sig tilbage til sofaen.

 

Når jeg bliver gammel nok, så flygter jeg fra ham. Melder ham til politiet, og flytter langt langt hjemmefra. Jeg tager mor og Sille med. De skal ikke blive her sammen med ham. Eller så dræber jeg ham... Selvfølgelig ville jeg aldrig kunne dræbe et eget menneske, men jeg ville ønske, at jeg kunne. Så havde jeg dræbt ham og hans venner. Især ham der Poul. Nogengange klasker han mig i røven, og laver kysse lyde til mig. Han er lidt tyndere end min far, men til gengæld, går han i alt for stramt tøj. Nogengange ligner han en, der går på månen, fordi han ikke kan bevæge hans ben og arme ordentlig. Pouls skæg er gult nogen steder, fordi cigaretrøgen har sat sig i det. Hans tænder er gule og hullede, og ét sted mangler han faktisk en tand, fordi han kom op og slås med 4 unge på et eller andet værtshus.



Dagbog... Alle ved, at min far er et kæmpe uhyr. Men der er ingen der tør gøre noget ved det. Lærerne ved det også, men hvis de først sladre, ved de, at de sikkert vil få en masse bank af de lokale "bumser". De vil blive tæsket så voldsomt i jorden, at de havde ønsket, de aldrig havde sagt noget til politiet. Det er jeg fuldstændig sikker på. Og hvis jeg selv fortalte noget... Jeg ville ikke kunne melde min fars venner - måske undtaget for Poul. De har jo ikke gjort mig fortræd, de har jo ikke rørt mig. Kun en gang i mellem kommet med små kommentarer, men ikke andet. Hvis jeg sagde noget videre, ville de med sikkerhed komme efter mig, og politiet ville ikke kunne gøre noget, for jeg ville ikke have beviser for det.

 

Kære Dagbog. Klokken er mange nu, og far kommer snart hjem. Jeg må nok hellere lægge mig i seng.
Tak fordi du ikke er flygtet endnu. Fordi du vil lytte til min historie, uden at sige noget. Alt andet ville nok også være mærkeligt. Vi ses. Jeg skal nok prøve at huske dig.

~Sandra

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...