Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


27Likes
33Kommentarer
2182Visninger
AA

8. Dato: 20.06.2013

Kære Dagbog.
Datoen: d. 20. juni. Ano 2013.

Dagbog... Hvad skulle jeg dog gøre uden dig? Du er min eneste ven. Min bedsteven. Jeg kan fortælle dig alting - de ting jeg ikke kan fortælle nogen andre. Du lytter til mig konstant. Siger mig aldrig i mod, lytter bare. Det er det, jeg har allermest brug for. Bare en der lytter. Tak fordi du er den, du er. Tak fordi, jeg kan stole på dig. Du er den eneste, jeg har. Du er guld værd. Diamanter. Du er hele verden værd. Det tror jeg vidst ikke man kan sige, men nu har jeg sagt det alligevel. Det lød dumt, det ved jeg godt - men lige nu, sætter jeg bare kæmpe pris på, at du er her. At du lige præcis valgte mig, da jeg så dig. At du kaldte i mit hoved.

 

Jeg tør ikke kigge mig i spejlet mere. Jeg er helt blå og rynket under øjnene. Jeg har blå plamager op og ned af armene. Jeg har bidemærker omkring nogen af mine fingre. For at være helt præcis, begge mine pegefingre og langemand på højre hånd. og lillefingeren på venste. Jeg har små sår på ryggen, og små sår op af benene. Mit brune hår er blevet alt for langt. I hvert fald alt for langt til min smag. Det går efterhånden ned til taljen, og det er besværligt at sætte, fordi det er så tykt. Måske klipper jeg det helt kort. Helt op til lige under ørerne, og så med pandehår. Jeg tror faktisk det ville se rigtig godt ud. Jeg håber du vil syntes det samme Kære Dagbog. Mine lyse blå øjne, er efterhånden mere mørke. Jeg tror det fordi, den mørke side har overtaget mig. Det er selvfølgelig noget være sludder, men det er den eneste forklaring jeg har. Det er nok den eneste forklaring, jeg vil have.

 

Jeg ligner ikke min mor. Jeg vil ikke ligne min mor...

 

Han besøger noget oftere mit værelse om aftenen. Jeg kan ikke sove inden, har har været der - for jeg venter bare på ham. Jeg kan ikke sove efter, han har været her - for der kører tankerne bare rundt i hovedet på mig. Når jeg går rundt, kan jeg mærke hans vægt mod mig. Når jeg ligger ned, kan jeg mærke hans stemme mod mit øre, hans stønnen. Jeg kan lugte hans ånde konstant. Hans frygtelige druk-ånde.
 

 

Jeg fik en sms i går. Jeg får aldrig beskeder. Jeg kendte ikke nummeret - jeg turde ikke svare personen. Jeg kan ikke en gang huske nu, hvad der stod i beskeden... Noget med:

 

Hej Sandra!
Hvor bliver du af?

 

Jeg forstår ikke helt, hvem der skulle skrive til mig. Jeg er bange for, at det bare er en kæmpe stor joke. Eller måske en af mine fars venner.. Poul måske? Jeg overvejer lidt at slukke den. Jeg bruger alligevel aldrig min mobil. Den eneste jeg har lyst til at skrive med, er dig Dagbog. Du er, og vil altid være, min bedsteven. Min eneste ven. Jeg har ikke brug for flere. Det har jeg virkelig ikke. Har man for mange, så bliver man bare såret. Har man for mange, forventer man bare alt for meget, og så vil man bruge alt for meget energi på, at tænke over, hvornår man bliver inviteret til den næste fest, eller næste hygge-aften. Det har jeg ikke brug for Dagbog. Du er den eneste, jeg har brug for.
Jeg skriver, når jeg kan. Du ved, jeg ikke kan undvære dig. Jeg stoler på dig.

~Sandra

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...