Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
1980Visninger
AA

13. Dato: 15.07.2013

Kære Dagbog
Datoen: d. 15. juli. Ano 2013.

Jeg kan høre mit eget hjerte banke. Mit eget åndedræt. Lige nu er der mørkt uden for - fuldstændig mørkt. Jeg fik spist lidt i dag. Det røg ikke op igen, så det går vel den rigtige vej? I hvert fald på det punkt. Jeg har ikke hørt noget fra mor eller Sille. De er fuldstændig væk. Far tør ikke melde det til politiet, han er bange for, at han skal til at forklare det hele til politiet så. Ikke fordi, han har sagt det til mig - jeg overhørte en samtale tidligere i dag mellem ham og Poul og de andre "Gutter". Han har lagt alkohollen lidt på hylden. Ikke fordi det hjælper noget - han er faktisk meget mere modbydelig uden alt det alkohol i blodet. Jeg ved ikke, om han er begyndt på at tage stoffer. Men nogengange synes jeg bare, at jeg kan mærke noget i mig sige, at det gør han altså. Jeg tager sikkert fejl - det gør jeg som regel.

 

Jeg har været alene det meste af tiden. Jeg har bare siddet i min seng hele dagen. Med dig i hånden, og min mobil i den anden. Bare ventet på, at den ville bibbe. Det gjorde den ikke. Den har heller ikke gjort det endnu. Men jeg venter stadig. Ikke fordi, at jeg forventer noget. Ikke fordi jeg håber på noget. Jeg bliver såret lige meget hvad. Det ved jeg.

 

Jeg sender mine tanker til min mor og søster hver eneste ene sekund. Jeg håber så inderligt, at de er i sikkerhed et eller andet sted. Jeg håber så inderligt, at mor passer rigtig godt på Sille. Jeg ville ikke kunne bære, hvis hun også begyndte at svigte hende. Det ville hun slet ikke kunne holde til. Det er jeg sikker på. Fuldstændig sikker. Men jeg ved mor kan, på trods af, at hun slet ikke har passet hende i meget lang tid. Jeg ved hun kan beskytte hende, som jeg prøvede. Jeg ved, hun kan synge en sang for hende, og få lille Sille til at sove trygt. Hun er min lille engel. Min guldklump. Dagbog... Jeg savner hende så frygtelig meget. Det er som om, hun har taget et lille stykke af mit hjerte med sig, og jeg nu hele tiden mangler det. Jeg har lyst til at græde hele tiden. Græde over, at jeg bare mangler hende. Men... Jeg kunne heller ikke lade hende være her. Hendes lille pige-hjerte ville sandsynligvis ikke kunne holde til det. Hun skal blive normal. Helt normal, som jeg ikke blev. Det eneste jeg ønsker for hende, at hun bare bliver åben for nye mennesker. At hun får venner, hun kan grine og græde med. At hun vokser op, og en dag bare kan leve livet. Det er det eneste, jeg ønsker mig. Det ville få mig til at smile. Smile for altid....

~Sandra

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...