Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
33Kommentarer
2021Visninger
AA

12. Dato: 15.07.2013

Jeg vågnede med et brag, i går d. 14. juli. Ano 2013. Hele min krop var øm. Fuldstændig sårbar for alt bevægelse. Han smækkede døren op til mig. Kiggede på mig, med en vrede, jeg aldrig har set før. En vrede, der kunne dræbe. Jeg var 100 procent sikker på, at det var nu jeg skulle dø. Det var nu, englene skulle komme og give mig vinger... Vinger, så jeg kunne flyve op til himlen. Min total ubrugelige krop, begyndte at ryste. Jeg frøs. Jeg var bange.

 

Han kiggede på mig. Kiggede bare, med den vrede. Jeg kiggede væk. Lukkede øjnene. Ventede på, at slagene ville komme. Ventede på, at hans vrede ville overfalde mig. Ventede bare. Ventede på alt det onde. Alt det onde, der kunne ske mig. Og kun mig.
"Hvor er din mor og søster?!" 
Jeg kiggede skræmt op. Mine øjne lignede igen et dådyrs øjne... Jeg vidste ikke, hvor de var. Jeg vidste ikke noget. Havde ikke fået noget at vide. Jeg vidste ingenting. Og havde aldrig fået noget at vide. Det lignede dem ikke bare at gå. Faktisk havde de aldrig gjort det før, uden at sige det til far. De kunne da, ikke have haft været stukket af? Ikke uden mig da?
"Je... Jeg..."
Jeg holdte en lille pause. Ordene ville bare ikke frem.
"SÅ SIG DET DOG!!"
Jeg lukkede øjnene.
"Jeg... Ved det ikke..."
Jeg følte et stik i hjertet. Følte bare svigt. Følte... De eneste jeg kunne stole bare en smule på. De eneste virkelig mennesker. De havde forladt mig. Forladt mig fuldstændig. Stukket af, mens de kunne. Forlod mig. Glemte mig? De kunne vel ikke have haft glemt mig? Ikke efter... Ikke efter alt det, jeg havde gjort for dem. Lært Sille at skrive og læse. Givet mor mad og drikke. Nogengange, snakket hende i søvn. Holdt dem begge i hånden. Været der for dem. 
"KIG PÅ MIG!"
Jeg kiggede straks op på ham. Kunne knap nok se noget. Tårer spærrede vejen. Alt var tåget. Men det var ligemeget. Hans blik kunne dræbe. Det var hans eneste regel - næsten - aldrig forlad huset, uden tilladelse. Det havde de gjort. Han slog en knytnæve lige i kinden på mig. Jeg rørte mig ikke. Jeg sad bare. Det var nu, han godt måtte dræbe mig. Bare dræbe mig, så jeg ikke behøvede at være alene... Alene med ham. Fuldstændig alene. Jeg ville ikke få noget søvn mere. Ikke hvis jeg overlevede...

 

Dagbog. Han forlod rummet bagefter. Uden et ord. Hun smækkede døren efter sig. Tror det var ret tæt på, døren gik i stykker. Jeg var ligeglad. Det ville ikke forhindre ham i, at komme ind på værelset alligevel. Han kunne gøre, hvad han ville nu. Og jeg kunne ikke gøre noget.
Kære Dagbog... Jeg håber, de er langt langt væk. Har fundet et sted, hvor han ikke kan finde dem. Jeg håber, de finder hjælp til mig. En eller anden superhelt, der kan komme og redde mig. Jeg hader dem ikke. Det kan jeg ikke. Det er min mor, og min dejligste søster. Jeg ville sikkert alligevel have haft sinket dem. Jeg kan knap nok gå. Mine muskler fungere ikke. De kan slet ikke mere. Så... Måske var det bare fornuftigt, at de forlod mig. Fulstændig ubeskrivelig fornuftigt.

 

Når men. For det ikke skal være nok med det, så skrev Simon heller ikke til mig. Intet ord, kunne han skrive til mig. Svigt på svigt. Hvem kan jeg stole på? Ingen... Ingen, har jeg lært. Men det vidste jeg jo. Jeg vidste, at jeg ikke skulle regne med noget. Hvorfor er jeg så skuffet? Fuldt ud - skuffet. Det er jeg bare. Forventer man noget, kan man kun blive skuffet. Forventer man for meget - så bliver man såret - og det gjorde jeg. Forventet alt for meget. Havde en drøm om, at han ville skrive til mig igen. Da jeg var mindrere, drømte jeg altid, at der kom en engel og frelste mig fra min far. Måskede håbede jeg bare, at han var den engel, der kunne hjælpe mig. Jeg ved det ikke... Jeg ved ikke noget. Det gør jeg aldrig. Jeg ved ikke noget på mennesker, jeg ved ikke noget om mig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer af andre. Eller... Hvad jeg forventer af fremmede... Ikke noget måske? Nej... Nok ikke, Dagbog.

 

Jeg lagde mig til at sove. Klokken var kun ved at være 22:00. Jeg samlede mine tynde, rystende hænder. tog dem op til brystet. Lukkede øjnene. Tog en dyb indånding.
Hviskede...
"Kære Gud. Du som er i himlene.
Kære Engle. I som kigger på mig.
Jeg er alene... Vidste I det? Fuldstændig og aldeles alene.
Han - I ved godt, hvem det er, for I ved alt - skrev ikke til mig.
Min mor og søster forlod mig her.
Det eneste jeg ønsker lige nu, er at i passer på dem alle. Selv om
de svigtede mig. Selv om, det er deres skyld, jeg er alene nu.
Godnat. Amen."

 

Datoen er i dag d. 15. juli. Som du nok kan regne ud. Klokken er kun 7:00. Jeg kunne ikke sove mere. Der er helt stille i huset. Fuldstændig. Hvor far er, ved jeg ikke - men han er nok ude og drikke. Dagbog. Jeg skriver i aften. Prøver at sove videre.

~Sandra

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...