Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
33Kommentarer
2128Visninger
AA

11. Dato: 13.07.2013

Kære Dagbog
Datoen: d. 13. juli. Ano 2013.

Kan du huske, at jeg tidligere har fortalt, at der var en der havde skrevet til mig? Personen skrev igen i morges.

 

Jeg vågnede ved, at min mobil bibbede. Jeg magtede ikke rigtig at rejse mig op, men 14 minutter efter bibbede den igen. Jeg kunne ikke helt forstå, hvorfor der var nogen, der skulle skrive til mig nu. Jeg var så træt, at jeg faktisk troede det var en drøm. Mærkeligt nok, rørte jeg lige ved mine blåmærker, for at være sikker på, at det ikke var en drøm. Det var det altså ikke. Meningen var, at jeg bare ville lade den ligge på bordet, men den blev ved med at bibbe. Fjerde gang den bibbede, kæmpede jeg mig op af sengen. Mine ben rystede under mig, og da jeg tog fat i mobilen, røstede mine hænder også. Flere gange på vej over til bordet, min mobil lå på, var jeg ved at falde fuldstændig sammen. Jeg var sikker på, at hvis der bare var en, der pustede til mig, ville jeg falde ned på gulvet. Jeg var ikke blevet vildt tynd. Bare sådan lidt... grålig i huden, og sort/blå under øjnene. Jeg så bare syg og skrøbelig ud. Og måske lidt død. Det gjorde ondt for hvert skridt jeg tog. Som trådte jeg på nåle, der røg gennem hele min krop. Jeg lagde mig sengen igen, og begyndte at læse de fire beskeder, jeg havde fået. 
"Hej!" 
Jeg tænkte for sjovt, hej tilbage - men vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville svare.
"Du svarede ikke på mine sidste beskeder? Det kunne være, du havde lyst til at svare nu?" 
Mine fingre rystede på tasterne. Jeg turde ikke svare personen. Men lige pt. havde jeg egentlig ikke noget at miste. Jeg lukkede øjnene i få sekunder. Mine tanker skændtes mod hinanden. Den ene halvdel af min krop, ville gerne have, at jeg svarede. Den anden halvdel, blev ved med at sige til mig, at jeg ikke fik noget ud af det. Ikke andet, end af blive såret. Igen. 
"Okay.. Du sover nok. Klokken er også tidligt."
Jeg kunne ikke finde ud af med mig selv, om hvad det var jeg ville. Jeg havde brug for en ven. Jeg havde brug for en virkelig person, jeg kunne åbne mig for. Eller i hvert fald bare snakke med. Selvfølgelig ikke om de ting, der sker hjemme hos mig. Men... Jeg ville bare gerne vide, hvad der skete hos en helt almindelig familie...
"Jeg bliver nødt til at fortælle sandheden...
Nogen fra klassen fortalte mig, hvad der skete hjemme hos dig.
Det er nok dumt af mig, at fortælle det. Men jeg har tænkt på dig siden.
Det gør så frygtelig ondt at tænke på. Men jeg vil bare gerne
skrive med dig. Snakke med dig. Eller noget. Du ved.
Det er også derfor, jeg vågnede så tidligt. Jeg har så ondt af dig.
Jeg er ikke som de andre. Jeg kan heller ikke lide dem. Du ved. Klassen"
Jeg smed mobilen væk fra mig. Lod den falde ned på gulvet. Jeg lukkede øjnene. Mærkede tårerne presse sig på. Ordene kunne ikke give mening i mit hoved. Hans beskeder. Jeg forstod ikke noget.

 

 

Dagbog? Hvorfor skulle nogen af ondt af mig? Det er der aldrig nogen, der har haft før. Hvorfor nu? Hvorfor lige præcis nu? Det gør ondt i hovedet, at tænke på. Mine tanker kan ikke overskue det. Selv nu. Mindst 14 timer efter. Cirka altså. Jeg har aldrig været god til matematik. Men Dagbog. Det er ikke alt endnu.

 

Da mobilen havde ramt gulvet, blev den ved med at bibbe. Til sidst overgav jeg min frygt. Jeg havde alligevel været så bange så tit. At blive bange eller trist igen, ville ikke gøre den store forskel. 

 

Dagbog. Jeg ved du hader mig for det her, for det er jo ikke sådan jeg er. Jeg stoler jo ikke på folk. Men nogengange, så bliver man nødt til at prøve noget nyt. Bare springe ud i det, med ingen forventninger om noget.

 

"Er det dumt at blive ved med at skrive?"
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kiggede bare på tasterne. Mine rystende fingre gled klodset over dem.
"Hej."
Jeg lukkede øjnene. Satte fingeren på send-knappen. Og sendte den af sted. Jeg kunne ikke fortryde nu. Det var forsent, at tilbagekalde beskeden. Han ville se den om lidt. Sikkert også svare på den.
"Hej Sandra."
Det var nu samtalen ville dø. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Mine tanker kørte rundt. Det var næsten sværere at håndtere en samtale, end det var, at blive slået. Ordene væltede rundt i hovedet på mig, men ingen af dem gav mening. Det var bare ord uden sætninger. 
Mine fingre trykkede klodset på tasterne igen.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.."
Jeg trykkede igen send, lidt hurtigere end før - men jeg blev ved med at lukke øjnene, til jeg igen kunne høre en bib-lyd. Mine hænder rystede endnu mere nu. Ikke bare, fordi jeg ikke havde nogen kræfter, men fordi jeg var nervøs. Mit hjerte hamrede af sted. Jeg kunne ikke styre det. Det var lige før, det gjorde helt ondt i kroppen, fordi det bare hamrede så voldsomt.
"Det kan jeg godt forstå. Et skridt af gangen. Skal vi skrive i morgen? Eller måske senere?" 

 

 

Dagbog? Tror du, at jeg ville kunne klare, at skrive med ham igen? Jeg ved det ikke. Mine fingerspidser kan stadig mærke tasterne. Mit hoved kan stadig huske ordene i hovedet. Og alligevel gør det ondt, at tænke på. Det gør så ondt. Jeg kan ikke finde ud af noget. Det kan jeg simpelthen ikke.

 

"I morgen. Ja tak."
Tårerne trillede ned af mine kinder. Mine øjne græd. Græd for første gang, i meget lang tid.
"Ok. Det er bare i orden."

 

Her sidder jeg nu. Det er aften. I morgen tidlig, skriver han nok igen. Jeg skal svare. Selv om det gør ondt. Jeg bliver nødt til det. Det kan ikke blive anderledes. Han slipper mig nok ikke nu. Ikke efter jeg har svaret ham én gang. Men jeg skal også svare ham.

Jeg skal. Jeg skal. Jeg skal. Jeg skal... Jeg kan godt.

~Sandra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...