Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
2017Visninger
AA

10. Dato: 12.07.2013

Kære Dagbog
D. 12. juli. Ano 2013. Sommerferie.

Vi gik på sommerferie, for nogen uger siden. Jeg var ikke på skolen, da vi skulle sige farvel til hinanden. Der var nok alligevel ikke noget, der ville sige farvel til mig, - så det er ligegyldigt. Jeg har ikke skrevet til dig, de sidste par uger, fordi jeg ikke har vidst, hvad jeg helt præcist skulle skrive. Dagene er jo ens. Alting bliver hverken brede eller værre. Det er bare... som det altid har været.

 

Jeg spiser mindre. Har stortset aldrig nogen appetit. Måske er det på grund af varmen. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at maden ikke kan komme ned, og gør det - så ryger det bare op igen. Min mave rumler hele tiden, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg ved ikke, om jeg taber mig. Det håber jeg egentlig ikke, jeg gør. Dagbog. Det er ikke noget, jeg gør med vilje. Og jeg gør det heller ikke, for at få opmærksomhed. Hvem skulle jeg overhovedet få opmærksomhed fra? Jeg ved ikke, hvad der sker med min krop. For ikke at sige mit hoved. Jeg kan ikke styre det.
Jeg håber, det bare er en periode. Et tegn på, at jeg er for stresset eller depressiv. Det kunne det vel sagtens være? Jeg er begyndt at få sorte-rander under øjnene. Og de der "trætte-rynker", som jeg kalder dem. Jeg bliver træt, hvis jeg går for meget rundt. Hvis far har slået mig, eller banket mig, har jeg slet ikke kræfter til at græde mere. Ingen kræfter til at gøre modstand. Jeg står bare, og mærker hans slag. Mærker ham bare, banke den ene hånd ind i mig, efter den anden hånd. I går væltede jeg. Jeg havde ingen kræfter til at rejse mig op igen.

 

Han gav mig en kæmpe lussing. Jeg havde ikke lige ventet, at det var i ansigtet, han ville slå mig. Jeg bankede ned i jorden, fordi jeg ikke nåede at spænde op i kroppen. Der lå jeg så. Med et helt kold hjerte, lod jeg ham sparke på mig. Jeg kunne ikke gøre noget. Ingen kræfter. Ikke noget energi til at gøre modstand. Til at skrige. Ikke en gang, til at kunne græde.
"Hvorfor gør du ikke noget?!"
Han råbte af mig. Blev bare ved med at råbe, at jeg skulle rejse mig. Gøre noget. Men han stoppede aldrig med at sparke mig. Da hans fede krop var så svedig og træt til at sparke videre, begyndte han at spytte.
"Så rejs dig dog op!!"
Jeg kunne ikke noget. Jeg kunne ikke en gang finde ordene, til at svare ham igen. Jeg lå bare. Blev mere og mere sammenkrøllet. Jeg hostede. Lukkede øjnene. Mærkede hans spyt mod min krop.
"Så svar dog, kælling!!"
Jeg lå der. På det kolde gulv. Ventede bare på, at englene ville komme og redde mig. Flyve mig til himlen. Ventede på, de ville lade mig sove. Sove for evigt. Jeg havde ikke kontrol over noget mere, heller ikke over min krop. Kunne man vænne sig til slagene, så man efter lang tid, ikke kunne mærke dem mere? Det var i hvert fald, sådan jeg følte. At jeg ikke kunne mærke slagene. Jeg kunne bare se ham sparke. Ellers ikke noget.
Det blev alt for kedeligt for ham. Det var ikke sjovt at sparke og spytte på en, der ikke reagerede på det. Han lod sine fede ben vralte ud af rummet. Jeg kunne høre hans åndedræt, der hev efter vejret. Han havde sikkert været i bedre form i hans unge dage. Men det var lang tid siden. Jeg lukkede øjnene. Håbede så inderligt, at jeg ikke ville vågne igen.

 

Men her sidder jeg, Kære Dagbog. Min krop nægtede åbenbart, at give slip på livet. Eller måske var det mit hoved, der havde et lille håb om, at jeg en dag slap fri fra det her. Jeg tror de næste dage vil blive tilbragt i sengen. Jeg kan ikke gå. Jeg kan ikke bevæge mig. I mens, vil du blive gemt inde under mit hovedpude-betræk. Jeg har ikke mere at fortælle dig lige nu.

~Sandra

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...