Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
1966Visninger
AA

4. Dato: 07.06.2013

Kære Dagbog.
Datoen: d. 7. juni. Ano 2013.

Tiden går langsomt. Meget langsomt. Nogen gange har jeg det som om, at der er gået flere måneder, men når jeg kigger på klokken, er der kun gået 30 minutter. Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg får tiden til at gå med. Jeg glor bare... Tror jeg. Jeg glemmer så hurtigt for tiden. Far er blevet lidt bedre efter den der nat, vi selvfølgelige ikke snakker om. Eller bedre og bedre... Han har sendt mig i skole, for at jeg kunne lære noget. Måske fortryder han det, han selv har gjort - jeg ved det ikke lige helt. Jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen.. Jeg er bange for, han kommer ind af døren og vil røre ved mig igen. Jeg kan stadig mærke hans hænder... Hans tunge krop... hans frygtelig, dårlige ånde mod mit hoved. Hans stemme mod mit øre.

 

Jeg har været i skole de sidste fire dage. Jeg var ved at falde i søvn de tre første dage, men i dag gik det egentlig meget godt. Dagbog... Jeg er bange for at gå hjemmefra hver eneste morgen. Jeg er bange for, at han vil være ond mod min søster og min mor. Mine ben skælver, mit hjerte banker, mine hænder ryster. Men jeg kan ikke gøre noget, det kan jeg ikke Dagbog. Han vil tvinge mig af sted. Sandsynligvis banke mig synder og sammen. Jeg kan ikke følge med i skolen. De har lært ord, jeg aldrig har hørt om før. Tysk! De snakker det nærmest flydende, jeg kan ikke en gang præsentere mig selv. Jeg tror ikke en gang, at jeg kan tælle til tre. Matematikken er også noget være rod. Jeg kan ikke en gang det, en 6. klasser burde kunne. Mine klassekammerater kender mig knap nok. Det eneste de ved, er noget de ikke burde vide. De alle ved det. Hele skolen ved det! Og dog, er det kun dig, jeg kan snakke med det om Dagbog. Min eneste dagbog. Bedsteven. Der er ingen der tør snakke med mig. Der er ingen, der ved hvad de skal sige. De kigger bare. Glor. Og alligevel... Der var en dreng i dag. En ny.

 

Klokken havde kun lige ringet, da jeg satte mig på min sædvanlige plads. Min lærer havde overraskende nok sørget for, at jeg altid havde den samme plads. Bare så jeg ikke skulle blive forvirret, når jeg kom tilbage efter en længere "pause".
Jeg satte mig på pladsen - ingen af dem, jeg skulle sidde ved bord med, turde sætte sig. De stod alle sammen ved de andre borde og snakkede med alle de andre. Han kom ind af døren. Kendte sikkert ikke til min historie, for han satte sig bare ved siden af mig... kiggede på mig et stykke tid.
"Hej! Dig har jeg ikke mødt før"
Jeg nikkede bare. Bange for at sige noget. Bange for at skræmme ham væk, inden jeg overhovedet havde lært ham at kende. Hans øjne kiggede på mig. Det kunne jeg mærke.
"Mit navn er Simon, og dit er?"
Jeg drejede hovedet mod ham. Mødte hans øjne i et kort øjeblik, men kiggede hurtigt ned på bordet.
"Du burde ikke snakke med mig... Ingen af de andre gør det. Sandra... Det mit navn"
Jeg lukkede øjnene. Prøvede at holde alt ude. Jeg var sikker på, at han lignede et kæmpe spørgsmålstegn. Jeg kunne endda forestille mig, hans blå øjne se helt store ud efter den mystiske præsentation. Jeg kunne forestille mig, hans læber samle sig i en lang lige streg. Snart ville han sikkert råbe af mig, over at jeg var så underlig.
"Okay Sandra. Men jeg er ny her. Kender dig ikke - Du ved"
Jeg svarede ikke. Kunne kun lige ane, at han kiggede på mig igen. Han virkede ikke sur. Jeg vendte hovedet igen, og kiggede rigtig på ham. Vores øjne mødtes, men han fjernede ikke sine. Aldrig havde jeg haft øjenkontakt med nogen udover min far. Aldrig havde jeg turdet se nogen i øjnene, fordi jeg altid var så skide usikker.

 

Dagbog... Du forstår ikke. Aldrig havde en fra skolen snakket til mig. De alle var flygtet, fordi de alle kender til min historie. De flygter stadig, på trods af, vi har kendt hinanden i 9 år. Men ham her. Jeg er sikker på, at han kunne få mine kinder til at rødme.

 

"Du burde kende mig..."
En klump havde sat sig fast i halsen på mig. Den forsvandt modvilligt. Mine hænder rystede en smule. Mine knæ føltes underlig gummi-agtige på trods af, at jeg sad på en stol. Jeg fokuserede ikke på hans øjne mere. Det var nemmere at snakke med ham, hvis jeg kiggede ned i bordet. Nemmere, hvis jeg virkede en smule sur.
"Hvorfor? Hvorfor burde jeg kende dig?"
Hans hår var brunt. Kort. Han havde helt krystalklare blå øjne. Han var sikkert højere end mig, for når vi sad på stolene, var hans hoved et helt hoved længde højere end mig.
"De andre har vel snakket om mig..."
Jeg sank den klump, der havde kæmpet sig tilbage til min hals. Jeg satte hænderne mellem mine lår, for at stoppe rystelserne. Jeg begyndte stille og roligt at fryse. Hvorfor, ved jeg ikke lige helt.
"Ikke et eneste ord har de sagt om dig"

 

Dejlige Dagbog. Om han løj for mig, ved jeg ikke. Om han kun sagde sandheden, kan jeg heller ikke svare på. Om han virkelig ville snakke med mig, eller bare gjorde det af ren høflighed, tvivler jeg kraftigt på. Jeg er ikke forelsket. Det må du ikke tro! Det ville jo være latterligt, at forelske sig i det køn, som har mishandlet mig hele mit liv! Generelt fuldstændig forkert at forelske sig. Man bliver kun såret af dem man har nær. Man kan ikke blive såret, af nogen man ikke kender. Og sådan er det bare! Du må ikke grine af mig Dagbog. Jeg lagde bare mærke til ham, fordi han snakkede til mig.

 

Jeg vil gå i seng nu. Lægge mig til at sove, og tænke tilbage på i dag. Tænke på ham... Ham som snakkede til mig, og for en gangs skyld glemme de grusomhedder, der overtager mit liv og mine tanker.

Du må ikke sige det her videre. Kryds fingre for mig, at han ikke vil udspørge de andre om mig. Han skal ikke kende min historie. Han skal blive ved med at snakke med mig.
Godnat.

~Sandra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...