Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
35Kommentarer
2016Visninger
AA

15. Dato: 02.09.2013

Mørket havde kun lige overtaget mit værelse. Jeg kunne se ud af vinduet fra min seng. Ingen skyer. Stjerner. Stjerner der dækkede himlen, som blåmærker dækkede min krop. De var smukke. Så ufattelig smukke. Nogen af dem blinkede langsomt til mig. Månen stod fuld på himlen. Virkede så ufattelig stor, i forhold til alt andet. Den lyste. Lyste som solen gjorde om dagen. Det hele var så fredfyldt. Så stille. Jeg rejste mig stille fra sengen. Den t-shirt jeg sov i, gik mig nærmest til knæene. Mine bare fødder listede stille hen til vinduet. Der var ingen lyd. Jeg kunne høre mit åndedræt. Høre mit hjerte, der bankede stille. Jeg lod stille hånden ramme vinduet. Følte kulden på mine håndflader. Jeg lod stille hånden glide ned igen. På vinduet kunne jeg se mit håndaftryk. Der var ingen biler udenfor. Kun få gade-lygter lyste. Kommunen havde valgt at spare, så nogengange var det ikke alle lygterne der lyste. En hånd lagde sig stille på min skulder...
 


Kære Dagbog.
Datoen er: d. 2. september.

 

Jeg kunne høre hans hjerteslag. Hans hjertebanken. Jeg lukkede øjnene. Kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg sank spyttet, der havde sat sig fast i halsen. Mærkede hans åndedræt mod mit øre. Han lod stille sin hånd glide ned af min krop. Stoppede den ved mit bryst. Rørte det forsigtigt. Lod hånden glide ned af min talje, ned til...
 


Det er det samme... Det samme igen og igen... Det samme hver eneste dag. Hver eneste aften.

 

Han kyssede mig på halsen... kysset mit på øret... Hviskede, at jeg ikke skulle være bange. At jeg ikke skulle være ked af det. Hviskede, at han ikke gjorde mig fortræd. Han vendte mig forsigtigt om. Jeg stod med ryggen til vinduet. Stod med ryggen mod det smukke og fredelige. Han lod sin hånd glide op under trøjen. Lod den føle sig frem til mit bryst. Alt i mens, jeg havde lukket øjne. Kæmpede tårerne til at forsvinde. Han kyssede mig på halsen. Lod hans læber ramme mine. Jeg kyssede ham ikke. Det var kun ham, der kyssede mig.

 

Dagene går. Jeg har lært ikke at gøre modstand mere. Gør jeg ikke modstand, slår han mig ikke. Bare lade ham gøre, hvad han vil... Andet kan jeg ikke gøre. Medmindre... Medmindre jeg vil dø.

 

Han tog fat i min t-shirt. Løftede den stille op over mit hoved. Tog fat i mine trusser... Hev dem stille ned. Tårerne trillede stille ned af mine kinder. Forsigtigt. Fuldstændig lydløst. Han fjernede tårerne med tommelfingeren. Jeg kunne mærke, han prøvede at se mig i øjnene. Prøvede at få min øjenkontakt. Men jeg kiggede aldrig. Havde hele tiden lukket øjne. Jeg kunne ikke se på ham. Ikke se på mig selv. Der stod jeg. Nøgen. Blottet for alting. For ham. Der var ingen steder, jeg kunne skjule mig. Gemme mig. Ingen steder, hvor jeg kunne flygte. Flygte fra den sandhed, jeg levede i. Han gik helt tæt på mig. Jeg kunne mærke hans tøj mod min nøgne krop. Jeg kunne mærke hans hjerte mod mit bryst. Mærke hans ånde.

 

Jeg lever i en frygtelig verden. En verden hvor de gode altid har det dårligt. Hvor dem der vil andre det bedste, oplever sorg... Svigt... Lever i en verden, hvor ingen hjælper hinanden. Hvor man er overladt til sig selv, og så har du bare med at overleve.

 

Han kyssede mig. Kyssede mig på halsen. På brystet. På maven. På... Og han rørte mig. Rørte mig de samme steder, som han kyssede mig. Og tårerne blev bare ved med at trille. De stoppede aldrig. Han skubbede mig stille hen mod sengen. Lod mig falde blødt mod dynen, der krammede min nøgne krop. Hurtigt havde han fået alt tøjet af. Han lagde sig forsigtigt på mig. Som var jeg en dukke, der kunne gå i stykker, ved bare den mindste bevægelse...

 

„Din kærlighed er grunden til mine tårer, din druk er grunden til min frygt, og min sjæl er grunden til jeg ved det er forkert.“

 

Godnat Kære Dagbog. Sov godt. Det vil jeg sandsynligvis ikke gøre.

~Sandra

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...