Dagbogen min ven

Sandra har skaffet sig sin første Dagbog. Da der ikke er meget støtte fra familien, og hun sjælden kommer i skole, bliver Dagbogen hurtigt hendes eneste ven. Eneste bedsteven nogensinde.
Hun fortæller Dagbogen alt det, hun ikke kan fortælle andre. Hun fortæller sine dybeste hemmeligheder, hendes tanker og følelser. Hun fortæller om sit had til faderen, og sine bekymringer til resten af familien.
Man følger Sandras liv og historie. Hendes tanker og oplevelser.


26Likes
33Kommentarer
2023Visninger
AA

14. Dato: 01.09.2013

Det er lang tid siden jeg har skrevet... Jeg er helt ødelagt. Ødelagt inden i. Ødelagt uden på. Jeg kan ikke sove. Hver eneste nat hører jeg stemmer. Om stemmerne er i mit hoved, eller i virkeligheden, ved jeg ikke mere. Jeg kan snart ikke høre forskel. Jeg græder hele tiden. Selv når far ikke er i nærheden, græder jeg. Han slår mig ikke så meget, mere.


Han besøger mit værelse...


Rør mig...


Holder om mig...


Kysser mig...


Dagbog... Det hele er bare så forfærdelig. Jeg kan ikke mere. Jeg høre hans stemme hele tiden. Min krop ryster, mine øjne græder. Det er lang tid siden, jeg har skrevet - jeg ved det godt. Men han kom tidligere og tidligere. Bagefter kunne jeg ikke skrive til dig, og jeg var ødelagt om morgenen. Der er ingen der kan hjælpe mig, ikke en gang dig.

 

Undskyld... Men det kan du altså ikke. Og det har du aldrig kunnet. Du kan ikke hoppe ud og redde mig. Redde mig fra det monster, der gør virkelighed til mareridt.
Jeg drømmer frygtelige drømme om natten. Det hele er mørkt, der er kun lige lys nok til, at man kan se hvad der sker. Jeg står med en kniv i hånden... Blodet flyder ned af kniven, og foran mig, ligger far... Helt død. Om det er et mareridt, tror jeg ikke. Men jeg føler mig helt kold bagefter. Føler mig fuldstændig ligeglad med alting. Du kan ikke forstille dig, hvordan det er. Du kan ikke forstille dig, hvor kold jeg føler mig nu. Hvor ligeglad med alting jeg er. Hvor ked af det, jeg er.

 

For jeg er ked af det. Dybt ulykkelig. Dybt ensom. Der er gået måneder, hvor jeg ikke har skrevet. Jeg havde lyst. Lyst til at fortælle dig det hele. Men jeg kunne ikke. Han ville opdage, hvis jeg sad og skrev i sengen. Det ville han ikke tillade. Han ville læse alle de ting, jeg havde skrevet. Han ville læse, alle de ord - alle de frygtelige ord, jeg havde skrevet om ham. Alle de planer jeg havde for fremtiden. Det ville ikke gå... Han ville tage dig fra mig... Ligesom han fik min mor og søster til at flygte. Jeg savner dem. Ikke et ord har jeg hørt fra dem. Jeg ved ikke, hvordan de har det - jeg kan snart ikke holde det ud mere. Jeg ved ikke om de lever, eller om de er ved at dø derude et sted. Jeg ved ikke, hvad de laver. Om de har fundet nogen, der kunne hjælpe dem. Har de mon fortalt nogen om mig? Tænker de på mig?

 

Jeg tvivler...

 

Ingen holder af mig. Ingen husker mig. Jeg er et spøgelse for dem. Jeg er alene. Fuldstændig alene. Jeg er en dukke. En dukke, far kan bruge til alt. Jeg er en slave. En slave, som far kan be' om alt. Og jeg kan intet gøre. Jeg tør ikke flygte, som de gjorde. Mine kræfter er ikke, som de var engang. Jeg bliver svagere og svagere. Tyndere og tyndere.

 

Simon skrev... Én gang. Men jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke. Det var dumt af mig, at stole på ham. Dumt af mig, at tro - at jeg nogensinde ville finde en virkelig person, jeg kunne betro mig til. En der kunne få mine tanker et andet sted hen. Det var dumt af mig, at tro, at jeg kunne få en ven. En ven, der ikke ville svigte mig. Man ender altid med at blive såret. Det er ren fakta. Ikke en stor overraskelse.

 

Jeg fortæller på et tidspunkt, hvad der er sket. Når jeg er klar til det. I mens, vil jeg lægge mig til at sove. Måske.. Måske aldrig vågne op igen.

~Sandra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...