Drømmeland

Det er ikke én historie. Det faktisk slet ingen historie, men en anden verden. En anden verden jeg fra tid til anden husker, når jeg åbner mine øjne igen, efter nogle få minutters søvn. Der er de gode, og der er de onde.

Jeg har tænkt mig at dele begge verdener med jer, hver gang jeg husker dem. For mig hjælper det at fortælle om mine drømme, når jeg har det hårdt. Det lyder ynkeligt. Men jeg har det hårdt nu.

4Likes
1Kommentarer
501Visninger
AA

2. The Avengers

Afsnit skrevet i kursiv  er skrevet fra en andens synvinkel et helt andet sted end hvor 'jeg' er.

10. Januar - 11. Januar

Det var mørkt - nat. Stjerner lyste klart fra den sorte, skyfrie nattehimmel. Flyet gled igennem himlen mod en destination, som kun jeg kendte til. Let som en leg holdt jeg flyet i kurs, mens manden ved siden af mig sad og småsnakkede med mig. Han var fysiker og én af mine bedste venner. Men én ting vidste han ikke om mig.

"Hvad laver du egentlig?" Spurgte han for gud vidste hvilken gang i løbet af vores årlange venskab. Jeg smilte til ham. Jeg havde aldrig svaret på spørgsmålet.

"Som altid er det en hemmelighed."

"Hvorfor?" Han kiggede på mig. Jeg kiggede på ham. Det var første gang han havde spurgt med sådan en irriteret tone i stemmen som nu.

"Det er for alles bedste." Jeg så tomt ud af vinduet igen og lod flyet styre sig selv, da jeg satte den på autopilot. Sådan var det med denne slags fly. Egentlig var det slet ikke nødvendigt at styre det overhovedet. Det klarede de.

"Hvem?"

"Verdens befolkning.." Hvorfor fortalte jeg ham dette? Han så underligt på mig. Jeg bed mig i læben. Jeg vidste, de lyttede med... hvor meget kunne jeg sige? "Jeg arbejder for verdenen...." Jeg sagde det med så rolig en stemme som muligt. Den skælvede svagt.

"Hvad mener du?" Hans hånd lagde sig på min arm og nussede den kort. Han gennemskuede mig hurtigt. Han vidste jeg skjulte det af en grund. Han troede grunden var en hel anden, end hans egen sikkerhed. Fuck.

"Jeg er en slags... beskytter..."

"Hun siger for meget." Han holdt en kort pause og så over på sin partner, der sad foran computerskærmen sammen med ham. De havde til opgave at holde øje med dem alle sammen. Alle medlemmerne. "Han må ikke vide det. Det ved hun." De så begge op på skærmen, hvor hendes ansigt vidste sig der vidste at flere ord forlod hendes læber. Flere forbudte ord. "Stop det."

Jeg vidste, jeg havde sagt for meget, så snart flyet brat dykkede mod havet under os. Jeg lukkede mine øjne. "Jamie, undskyld. Jeg elsker dig." Han så underligt hen på mig. Jeg kunne føle hans blik på mig. Men i samme øjeblik blev jeg frigjort og mit sæde skød op gennem loftet i flyet, hvor jeg fløj adskillige meter op over flyet, inden min faldskærm blev udløst i samme øjeblik som flyet ramte havet og eksploderede på deres kommando. Jeg lukkede mine øjne og forholdt mig så følelsesløst til bortgangen af min bedste ven. Jeg skulle have holdt min mund. Jeg havde dræbt ham med mine ord.

Jeg dalede ned mod vandet og så snart jeg landede i havet slap sædet og faldskærmen mig. I samme øjeblik lød en rytmisk bibben der nærmede sig i form af en sort beholder der flød i min retning, med et blinkende rødt lys på. Jeg kendte det. To beholderen til mig og lagde den mod mit øre.

"Ubåd om 3, 2, 1." Noget under mig løftede mig op fra vandet igen, dog kun få sekunder for så forsvandt underlaget under mig og jeg faldet en menneskehøjde og landede i ubådens indre. Jeg sukkede højlydt og rejste mig op. Ubåden var en standard-version af holdets ubåde og jeg vidste derfor lige præcis, hvor jeg skulle gå hen.

Gangen jeg fulgte var lang, men jeg nåede alligevel endelig ubådens midte, hvor en stor sal fyldt med våden og udstyr til vores 'udflugter'. Resten af holdet var allerede samlet. Mine øjne gled over dem inden jeg samme mig over ved siden af Jesper Jern.

Der var møde, men jeg fulgte ikke rigtig med. Det var om vores næste udflugt. Jeg magtede det ikke. Ikke at Jamie fulgte mine tanker. Han var allerede ude af verden. Sådan var det at være det, jeg var. Vi var vandt til, at folk forlod vores liv.

Da mødet var overstået slog jeg let til JJ og smilte til ham. "Hvad skulle det til for?" Grinte ham sit sædvanlige charmør-smil. Jeg rystede på hovedet af ham. "Jeg holder dig i træning. Det går jo ikke, at du går hen og bliver helt slap." Jeg slog til ham igen og hoppede ned fra missilen, vi sad på.

"Søde skat, jeg er født 100 gange så stærk som dig. Det er derfor, jeg er her. Jeg bliver ikke lige slap med et fingerknips." JJ blinkede drillende til mig og gjorde en håndbevægelse omkring sig. "Det er derfor vi alle sammen er her. Vi er født anderledes. I modsætning til senior, der er enten er eksperimenter, ulykker eller ren og skær videnskab, så er junior født som de er. Den eneste undtagelse i senior er Thor - og han er en gud. Så det tæller ikke. Vi er alle sammen mennesker."

"Vi burde nærmere kalde os X-men..." JJ rystede på hovedet af mig. "Nej. X-men er mutanter, det er vi ikke." Jeg himlede med øjnene af ham og forlod salen for at gå over i træningslokalet. Mine telepatiske evner havde lægget på hylden det sidste lange stykke tid. Vi havde trods alt haft ferie. For at være ærlig nød jeg, ikke at skulle bruge dem. Det var anstrengende at bruge dem i for lang tid af gangen.

Der var ikke andre i træningslokalet end mig. Men det var rart. De andre skulle altid gøre nar. Godt nok var jeg ikke super stærk, super hurtig eller super klog, men jeg kunne i det mindste noget, inden af de andre kunne. At mine krafter så stadig krævede udstyr for at de virkede, det var vel bare et lille handicap ved mine evner, men jeg var da stadig særlig nok til at være med...

"Hvad er det dine evner er?" Med et sæt vendte jeg mig om mod stemmen der talte til mig. Julle havde sneget sig ind på mig og jeg sukkede tungt af ham. "Du gav mig et chok.." Mumlede jeg, inden jeg åbnede redskabsrummet og fandt mit udstyr frem.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål." Han lød oprigtigt nysgerrig og jeg så længe indtrængende på ham, inden jeg besluttede mig for, at han ikke ville gøre nar. Julle var anderledes.

"Jeg styrer ting.. lidt som en fjernstyret radiobil. Det er ikke alt, jeg kan styre. Faktisk er det kun den her." Jeg løftede det, jeg stod med i hånden. "En oppustelig enhjørning beregnet til når man er ude at bade. Det er derfor, jeg er med i The Avengers Junior."

 

Og så vågnede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...