Drømmeland

Det er ikke én historie. Det faktisk slet ingen historie, men en anden verden. En anden verden jeg fra tid til anden husker, når jeg åbner mine øjne igen, efter nogle få minutters søvn. Der er de gode, og der er de onde.

Jeg har tænkt mig at dele begge verdener med jer, hver gang jeg husker dem. For mig hjælper det at fortælle om mine drømme, når jeg har det hårdt. Det lyder ynkeligt. Men jeg har det hårdt nu.

4Likes
1Kommentarer
508Visninger
AA

1. Nytår

1. Januar - 2013 , tidlig morgen

Jeg lå på sofaen, med min dyne trukket helt op under min hage, og var et sted lige mellem at sove og at være vågen. Jeg var ved at falde i søvn, selvom det gjorde så ondt. De ord han skulle have sagt fløj rundt inde i mit hoved og skubbede flere tårer ud fra mine øjne, der trillede på tværs hen over min næse og ned på hovedpuden, hvor min makeup allerede havde smittet af.

Vi var gået sent i seng. Eller skulle man sige, det var tidligt, når det var klokken halv seks om morgenen, man havde lagt sig på værtens sofa og de andre var væltet omkring andre steder i huset? Men det var ikke alle der sov. Et kort øjeblik troede jeg, at jeg var begyndt at drømme og det var noget, jeg bildte mig ind, da jeg fornemmede nogen sætte sig på stolen ved siden af sofaen og kigge på mig, hvorefter nogle stemmer fulgte efter.

"Det er din skyld." Jeg holdt mine øjne lukkede, selvom jeg kendte Ekrems stemme. Det var ikke ham, der sad på stolen foran mit ansigtet.

"Hvad?" Frederiks stemme fik min krop til at stivne. Den var blød, sådan som den havde været før... før alt det var sket.

"Hun græder.. Det er din skyld." Der kom intet svar. Jeg havde lyst til at kigge op på ham og fortælle ham, at det ikke passede. Det var ikke Frederiks skyld. Det skulle det ikke være. Men sandheden var, at sådan var det. Det var hans skyld. Det gjorde jo kun så ond på grund af ham. Jeg måtte bide mig hårdt i tungen, for ikke at lade et hulk slippe ud over mine læber.

"Hvorfor?"

"Cecilie. Du flirter med hende. Hun er jo ikke dum. Hun elsker dig så højt, og hun har håbet så meget på, at det skulle blive jer... igen. Hun ved også godt, at du har sagt til Katrine, at du hader hende." Der var stille. Jeg havde lyst til at rejse mig op i sofaen og skrige til Ekrem, at han skulle holde kæft. Han skulle ikke give Frederik den magt, han fik, bare af at se mig græde. Selvfølgelig vidste han, at jeg ikke var okay. Det var ikke første gang jeg græd i løbet af årsskiftet.

Noget blødt ramte min kind og tørrede tåren væk derfra, selvom de hurtigt blev erstattet af nye. Jeg var forvirret. Hvorfor skulle Frederik gøre sådan noget?

"Det passer ikke. Jeg... jeg elsker hende stadig. Men jeg gjorde hende ked af det. Hele tiden. Igen og igen. Det blev aldrig bedre. Jeg kunne ikke se på det..." Han flyttede på sig. Ekrem sukkede.

"Tror du hun er mindre ked af det nu, fordi du slog op?"

"... Nej." Je vidste ikke, hvad jeg skulle tænke mere. Forvirringen i mit hovede stoppe tårerne der trillede hen over min næse, men puden var stadig våd og ubehagelig at ligge på. Kunne jeg flytte mig og stadig overbevise Frederik og Ekrem om, at jeg sov? Jeg måtte blive liggende.

I samme øjeblik gled Frederiks finger igen hen over min kind, inden et par læber blev trykket mod min pande, hvorefter ét ord igen fik tårerne til at trille. "Undskyld." Han rejste sig og skulle til at gå. Jeg slog øjnene op for at sige, at det var okay. Og fortælle ham at det gjorde mindre ondt før. Jeg ville have ham tilbage ligemeget hvad bekostningen var... men han var der ikke. Han havde slet ikke været der.

"Hvad er der, søde?" Christines stemme lød henne fra den anden sofa. Jeg havde sat mig op og så mig forvirret rundt i stuen.

"Frederik har ikke været her, vel?" Jeg kunne se, hun rystede på hovedet og kiggede forvirret på mig.

"Oh... Okay. Godnat."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...